Bag om "Det røde kabinet"

Efter Socialdemokraternes chefideolog, Henrik Sass Larsen, i sidste uge åbent erklærede, at SF er det næstbedste parti og at man sagtens kunne forestille sig ministerposter til SF, skulle den parlamentariske situation arte sig således, har begrebet "Det røde kabinet" floreret i den politiske retorik.

Da en stor del af denne blogs læsere næppede levede tilbage i midten af 1960'erne, da begrebet blev opfundet, har vi her samlet lidt politisk-historisk anskuelsesundervisning:

Socialdemokratiets statsminister Jens Otto Krag udskrev et overraskelsesvalg i 1966 på spørgsmålet om kildeskat, som mange borgerlige politikere var imod (hvorfor har man svært ved at forstå i dag, men det var de altså).

Valget førte til et brud mellem S og RV efter et mangeårigt regeringssamarbejde. Krag satsede på en S-fremgang, der skulle fremtvinge en ny alliance med De Radikale og Venstre, men fik i stedet danmarkshistoriens første røde "arbejderflertal".

Under valgkampen bedyrede Krag, at SF ikke ville få indrømmelser, endsige ministerposter. Han sagde, at "man kan roligt udelukke enhver tanke om, at vi for at tilkøbe os støtte vil sælge indrømmelser til Socialistisk Folkeparti. Vi akkorderer ikke, og der bliver ingen handel med dette parti om adgangsbilletter til regeringen."

Den fremgang, Krag havde regnet med, gik dog ikke til sosserne, men til folkesocialisterne, der blev valgets helt store sejrherre. SF fordoblede antallet af mandater til 20, mens Krag måtte sige farvel til seks gruppefæller.

Det var første gang i Socialdemokratiets historie, at partiet havde flertal uden De Radikale, og derfor foretog Krag et kursskifte over for SF. Og det er her, at han kommer med de legendariske ord om, at "man har et standpunkt, til man tager et nyt."

Allerede på valgnatten drak Krag kaffe med den tidligere kommunistleder og stifter af SF, Aksel Larsen. Det var ifølge Krag-biografisten Bo Lidegaard første gang, at de talte sammen - på trods af, at de begge havde været MF'er i 20 år.

Forhandlingerne med SF førte til interne spændinger i Socialdemokratiet. Mange havde svært ved at sluge et samarbejde med SF. For dem var det yderste venstre stadig hovedfjenden, og Aksel Larsen var jo tidligere DKP-formand, trods alt.

Aksel Larsen ville deltage direkte i regeringen, men det afviste et flertal i SF på grund af Socialdemokraternes holdning til især MOMS, udenrigspolitik og NATO.

Resultatet blev derfor en S-mindretalsregering baseret på en samarbejdsaftale med SF, og der blev nedsat et kontaktudvalg på tre personer fra hvert parti. Det blev af de borgerlige døbt "Det røde Kabinet".

Samarbejdet var dog fyldt med problemer allerede fra begyndelsen, og da regeringen indfører moms'en, gik mange folkesocialister til angreb. Uenigheden eksploderede, da regeringen - som reaktion på, at den engelsk pund blev devalueret - ville indefryse en dyrtidsportion.

Her stemte flere SF-MF'ere imod regeringen, og dengang udløste den slags altid valg. Det udskrev Krag i januar 1968.

Umiddelbart før var SF blevet sprængt, og VS dannet af en udbrydderfraktion fra partiet.

Krag taber regeringsmagten. De radikale fordobler sit mandattal, og Hilmar Baunsgaard bliver statsminister i VKR-regeringen, der sidder frem til 1971, hvorefter Krag igen vinder magten.

Det var altså historien om Det røde Kabinet.

Skulle der opstå en ny mulighed for "et rødt kabinet" efter et valg, er det dog næppe NATO-medlemsskab eller moms, der vil føre til splittelse. Og efter Schlüters regeringsperiode, hvor regeringen blev siddende selv om den blev stemt ned i salen, så vil en S-ledet regering nok blive siddende hele perioden ud - selvom nogle SF'ere skulle få et par hjerneblødninger og stemme imod regeringen.

Kilde: Wikipedia, Bo Lidegaard, Jyllands-Posten m.fl.