lørdag, januar 13, 2007

K & R skændes om hverm af de to der er mest uden indflydelse

De Radikale er politisk isoleret, siger de konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller, efter at dem radikale partileder Marianne Jelved har kritiseret de konservative for manglende indflydelse.

De Radikale står stadig mere isoleret uden "fem flade øres" politisk indflydelse.

Det siger De Konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller til kritik fra Marianne Jelved, som i dagbladet Information kalder de konservative for "dybt frustrerede", fordi partiet ikke får sine forslag igennem.

Det gælder ifølge Jelved konservative forslag om irakiske asylsøgere, en dagpengereform, arbejdsmarked, miljø og udlændinge. De Konservative får ikke et ben til jorden, fordi Venstre og Dansk Folkeparti blokerer, mener Marianne Jelved.

Men Pia Christmas-Møller siger til Ritzau, at De Konservative siden magtskiftet i 2001 tværtimod har fået sænket skatterne, afskaffet amterne i kommunalreformen og strammet fagligheden i folkeskolen.

De radikale har siden valget i 2001 fået gennemført ... intet.

Kilde: Ritzau via Berlingske Tidende

fredag, januar 12, 2007

S: Anders Fogh vil ikke debattere med Helle

- Hver eneste gang et medie har spurgt Fogh, om han vil debattere med Helle, har han sagt nej. Det viser bare, hvor amatøragtig regeringens offensiv mod oppositionen i virkeligheden er, siger Socialdemokraternes næstformand, Morten Bødskov, til Dato.

Han mener, at "flyverskjulet" skyldes, at regeringen er trængt i debatten om velfærd og har store interne problemer.

I Venstre afviser man blankt modangrebet og forsvarer sig med, at Helle Thorning-Schmidt selv har afvist at stille op til debatter med forskellige ministre (Måske er det meget forståelgt at den socialdemokratiske partiformand ikke nedværdiger sig selv til at spilde sin tid sammen med Ulla Tørnæs eller Kristian Jensen. Det har hun ordførere der kan gøre.)

Det forsvares fra Socialdemokraternes side med, at S-formanden ikke længere vil stille op til duel med andre end statsministeren.

I det sidste halve år har Anders Fogh Rasmussen seks gange afvist at mødes til politisk duel med Helle Thorning-Schmidt uden for Christiansborg. Omvendt har Helle-Thorning ikke været i nærheden af Folketingets talerstol i samme periode.

Så bliver der spillet bold. Vi kan nu se frem til unge VU'ere og DSU'ere der i bedste US-style jagter henholdsvis statsministeren og den socialdemokratiske partiformand, iklædt kyllingekostymer. I mens kan vi andre så begræde, at den demokratiske debat mellem Danmarks statsminister og hans førsteudfordrer udebliver. Uanset hvem det er der ikke tør stille op.

Kilde: Jyllands-Posten

Transportministeren skred fra reception

Transport - og energiministeren, den konservative Flemming Hansen, nåede aldrig at holde en tale, da han i går var regeringens repræsentant ved en årlig nytårsreception for folk i Danmark med tilknytning til Grønland.

Flemming Hansen smuttede nemlig fra receptionen, før talerstolen blev overladt til ham. Det skriver Grønlands Radioavis på deres hjemmeside.

Den årlige nytårsreception blev afholdt på Den Nordatlantiske Brygge i Danmark, og landsstyreformand Hans Enoksen var vært for arrangementet. Traditionen byder, at landstyreformanden først holder en tale, og derefter giver ordet videre til repræsentanten for den danske regering.

Men Flemming Hansen kendte tilsyneladende ikke til den tradition.

Da Hans Enoksen var færdig med at tale, var Flemming Hansen forsvundet. Og gæsterne måtte lede forgæves efter ministeren, som var taget videre til TV-byen.

Ifølge hans pressechef, Jesper Damm Olsen, er der tale om en beklagelig fejltagelse, fordi ministeren ikke var klar over, at han skulle have holdt tale.

- Transportministeren er ked af det og undskylder naturligvis overfor landsstyret og gæsterne, siger pressechefen til Grønlands Radioavis.

Der er ingen tvivl om at den her lille affære bør lastes en eller anden embedsmand, hvorfor man ikke har fortalt Fl. Hansen hvad det er for et arrangement han skal deltage i, er jo ikke særlig smart. Jeg håber ikke at det for alt for alvorlige konsekvenser for, det i forvejen hårdt prøvede, rigsfælleskab.

Kilde: Politiken

Den radikale Niels Helveg Petersen genopstiller ved næste valg.

Det bekræfter den tidligere økonomi- og udenrigsminister overfor TV 2|Politik.

Niels Helveg Petersen hører til blandt Folketingets ældste medlemmer - både hvad angår alder og anciennitet. Han fylder 68 år i næste uge, og mere end 32 af dem har han tilbragt som medlem af Folketinget.

Niels Helveg blev valgt første gang i 1966 i Fredensborg, og er i dag opstillet i Middelfart (Fyns storkreds).

Han har siddet i Folketingets præsidium siden 2005. Hvis Helle Thorning-Schmidt laver regering sammen med de Radikale er det ikke utænkeligt, at Niels Helveg kunne blive formand for Folketinget, en post som Niels Helveg brændende ønsker og som Socialdemokraterne kunne handle for et ekstra fagministerium. Der er dog to ting, der taler imod den løsning.

Traditionelt går posten som Folketingets formand, til et aldrende medlem af det største regeringsparti og jeg har på fornemmelsen at Socialdemokraterne gerne vil have en kvinde på posten - sådan for ligestillingens skyld. Problemet med den plan er at det ikke ligefrem vrimler med kvalificerede bud i den retning. Der er nok meget få der kan se Lise von Seelen, Anne-Marie Meldgaard eller Lone Møller i den position.

Formanden for Folketinget får løn svarende til en minister og kan råde over formandslejligheden, en dejlig stor lejlighed tæt på arbejdspladsen.

Kilde: TV2/Nyhederne

DFU vil boykotte Outlandish

Dansk Folkepartis Ungdom opfordrer til et »total boykot« af det de kalder »islamist-bandet« Outlandish. Det skriver Nyhedsavisen.

Udmeldingen kommer efter Outlandish har deltaget i den årlige islamkonference Reviving the Islamic Spirit i Toronto i Canada. Ifølge DFU blev der på konferencen opfordret til, at homoseksuelle skulle dræbes og jøder udryddes.

- Outlandish har med deres deltagelse i islamistkonferencen i Canada meldt sig ud af det gode selskab. Ingen radiostation eller DJ med respekt for sig selv kan spille Outlandish’ numre, når vi nu er bekendt med, at to af bandets medlemmer tilsyneladende mener, at bøsser og jøder skal slås ihjel, hedder det fra Dansk Folkeparti Ungdoms formand, Kenneth Kristensen i en pressemeddelelse.

Allerede i 2004 beskrev Kenneth Kristensen i en artikel i Dansk Folkepartis Ungdoms medlemsblad Dansk Toppen bandets flirt med islamisk ekstremisme.

Outlandish-medlem Waqas Qadri, der har dansk-pakistanske rødder, har i tidernes løb også flirtet med udtalelser der i visse kredse kunne tolkes som ekstemt islamiske - f.eks. tager han ikke afstand for arrangerede ægteskaber og Outlandish ville i forbindelse med et tv-show ikke optræde med en kvinde, der havde bare arme.

Outlandish er på den anden heller ikke de største fans af Dansk Folkeparti, bandet er bl.a. kendt fra en Gaffa-forside hvor de plagierede DF-plakaten "Frisk pust over landet". Forsiden var et stort hit hos venstrefløjen i Danmark.

Jeg mener nu at det må være op til den enkelte radiostation og DJ, at vurdere om de vil spille Outlandish musik, og jeg behøevr ikke Kenneth Kristensen til at fortælle mig at Outlandish-drengene har usmagelige synspunkter. Det klarer de jo ganske fint selv.

Kilde: Nyhedsavisen

S: Peter Duetoft til Kolding?

Jeg har hørt et lille rygte om at Peter Duetoft muligvis skulle være i kiggerten som en mulig afløser for Lissa Mathiasen, som folketingskandidat i Kolding-kredsen.

Peter Duetoft, mest kendt som gruppeformand for Centrumdemokraterne, er hverken ung, kvinde eller særlig venstreorienteret - så han er nok ikke Lissa Mathiassens opfindelse, der netop ønskede den profil.

En anden der ofte blive nævnt at det unge kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Michael Vindfeldt. Han er født og opvokset i Kolding og flere har spekuleret i om han ikke havde lyst. Den 25-årige jurastuderende er ikke kvinde - men han er både ung og venstreorientereret.

Rygterne vil dog vide at Michael Vindfeldt spinger over, i hvert fald denne gang, ikke nødvendigvis fordi han ikke har lyst til at komme i Folketinget. Udsigterne til en lang og gloværdig karriere i Frederiksbergsk kommunalpolitik er nemlig rimelig dystre, fordi de konservative har siddet hårdt på magten de sidste hundrede år og med alt sandsynlighed også gør det de næste 100.

S: Urimeligt med forskerordningen til fodboldspillere

Det er ikke rimeligt, at danske sportsstjerne, der har boet i udlandet, kan nøjes med at betale 25 procent skat i tre år. Det mener Socialdemokraterne, som vil ændre forskerordningen.

- Det er urimeligt, at danskere – for eksempel sportsstjerner, der har boet i udlandet i mere end tre år – burger forskerordningen, siger formanden for Folketingets skatteudvalg, René Skau Björnsson, til MetroXpress.

Sidste år gav forskerordningen 1.600 muligheden for at betale lavere skat. 79 var sportsfolk.

- hvor mange danske vides ikke, men det skal der nu redegøres før. Jeg gætter på at hvis mere end 10 danske spillere i superligaen der kvalificerer sig til forskerordningen, er jeg dybt imponeret.

Jeg mener sku' at Skau Björnsson skal stikke piben ind og finde noget andet at bruge sin tid på end om 10-15 fodboldspillere bruger en skatteordning, der sikrer at vi kan få nogle danske profiler til dansk fodbold, i stedet for at de skal spille i Norge. I øvrigt er argumentet om at tre i i udlandet ikke er særlig lang tid tåbeligt - tre år svarer til cirka 20 % af en professionel fodboldspillers karriere.

Kilde: Nyhedsavisen

torsdag, januar 11, 2007

Socialdemokraterne i Esbjerg Omegn skal finde første folketingskandidat

Medlemmerne af Socialdemokratiet i den nye Esbjerg Omegns Kreds skal for første gang vælge en folketingskandidat i den nye kreds. Valget bliver efter alt sandsynlighed mellem et ungt byrådsmedlem fra Esbjerg og et noget ældre medlem af regionsrådet i Syddanmark.

Den unge kandidat er Anders Kronborg, nyuddannet skolelærer fra Ribe Statsseminarium, der er 24 år gammel og ved sidste kommunalvalg blev valgt til byrådet i Esbjerg med ganske imponerende 1255 stemmer.

Med al sandsynlighed får en Anders Kronborg (billedet) en modkandidat i regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen, 57. Karsten Uno Petersen var igennem 12 år viceborgmester i Ribe Amtsråd og var i sidste periode formand for sundhedsudvalget.

Anders Kronborg er født og opvokset i området omkring Esbjerg og fortæller til Dansk Politik at han ser positivt på mulighederne for at blive valgt, og lægger blandt andet vægt på at han vil være en af få unge socialdemokratiske kandidater i Sydjyllands Storkreds,

- Jeg var den Socialdemokratiske kandidat under 30, bortset fra Jakob Thune, der var borgmesterkandidat i Greve Kommune, der fik det bedste personlige stemmetal ved kommunalvalget i Danmark, jeg har været opstillet til Europaparlamentet og siddet i partiets hovedbestyrelse, så der er mange der kender mig og ved, at jeg vil være en aktiv kandidat, siger han til Dansk Politik.

En af de lokale partiforeningsformænd der støtter Anders Kronborg ser positivt på udsigten til at få en ung kandidat.

- Min erfaring siger mig, at unge kandidater ikke hænger på træerne. Derfor skal vi være meget taknemmelige for, at vi har et så stærkt og talentfuldt kandidatemne som Anders Kronborg. Jeg håber ikke at vi forpasser denne enestående chance for, at vælge en kandidat som har alt det som vi ofte efterlyser, siger partiforeningsformanden Henning Kristensen fra Skads/Andrup/Tjæreborg-afdelingen af partiet.

Esbjerg Omegns Kreds dækker en masser små byer i udkanten af den nye Esbjerg Kommune, steder som Ribe, Bramming, Tjæreborg og Grestedbro hvor vælgerne har en kraftig tendens til stemme på partiet Venstre.

- Jeg vil knokle, stemme dørklokker og tale med folk i de små bysamfund, så de lærer mig at kende, så kan kredsen også godt give valg til en socialdemokrat, siger Anders Kronborg optimistisk om sit kandidatur.

Christian Mejdahl siger stop.

Den bredt respekterede formand for Folketinget, Christian Mejdahl (V), genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.

- Jeg har haft mange opgaver, og det har i alle årene været en spændende udfordring. Det er det stadig. Men efter næste folketingsvalg vil jeg gerne se mere til min familie, end jeg har gjort gennem mange år, siger Christian Mejdahl i en pressemeddelelse.

Christian Mejdahl benytter dermed lejligheden til at forlade politik samtidig med valgkredsreformen. Reformen betyder, at Aarskredsen, som Christian Mejdahl er valgt i, lægges ind under den nye storkreds Himmerlandskredsen.

Han fortsætter frem til næste valg, så folketinget skal ikke ud og se sig om efter en ny formand lige nu.

Venstre i Aarskredsen tager Christian Mejdahls beslutning til efterretning og arbejder nu på at finde en folketingskandidat til Himmerlandskredsen.

Christan Mejdahl, der blev 67 nytårsaften, har været aktiv i politik i mere end 35 år. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Løgstør i Nordjylland i 1970, fire år senere blev han borgmester. Christian Mejdahl var borgmester i 13 år, inden han ved valget i 1987 blev valgt ind i Folketinget. Højdepunktet i Mejdahls politiske karriere kom 18. marts 2003 da han efterfulgte partifællen Ivar Hansen som formand for Folketinget.

Trivia: Christian Mejdahl er født på Færøerne.

Kilde: Nyhedsavisen og Folketingets hjemmeside

Pia Gjellerup ud af dansk politik

Socialdemokraten Pia Gjellerup forlader Folketinget. Hun skal være leder af det politiske sekretariat i juristernes og økonomernes fagforening DJØF.

Pia Gjellerup er i dag kommunalordfører for Socialdemokraterne. Men hun har en lang politisk karriere bag sig. Hun var erhvervsminister i et par år sidst i 1990'erne, og hun nåede at få et lille år som finansminister, inden Socialdemokraterne tabte valget i 2001.

- Jeg har lagt både tid, kræfter og engagement i gerningen - og det i et sådant omfang, at jeg vist for længe siden har afleveret et helt arbejdsliv i dansk politik, siger Pia Gjellerup til TV2 Nyhederne.

Pia Gjellerup prøvede også at være justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Men efter to måneder blev Pia Gjellerup fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

I midten af 1990'erne var Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Pia Gjellerup er 47 år og uddannet jurist. Hun kom i Folketinget i 1987.

Det bliver tidligere folketingsmedlem og nuværende medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen der indtræder i stedet for Pia Gjellerup. Det er lidt komisk, at det netop var Sophie Hæstorp og Pia Gjellerup der udkæmpede et ret hårdt slag om et af mandaterne i den gamle Vestre Storkreds i København, et slag som Sophie Hæstorp Andersen tabte, og at Sophie siden har skiftet Københavns Storkreds ud med det gamle Københavns Amt for at blive valgt - Blot for at se sig selv i Folketinget få måneder senere.

Pia Gjellerup var en af Frank Jensens varmeste støtter under formandsvalget og har siden været usynlig i offentligheden.

Kilde: DR
Kilde2: TV2 Nyhederne

S: Kontanthjælpsloftet bør afskaffes

Fjern kontanthjælpsloftet, starthjælpen og den lave integrationsydelse. Det er Socialdemokraternes bud på, hvordan man i første omgang kan komme en del af den stigende fattigdom i Danmark til livs.

Antallet af fattige danskere er steget med 45.000 under VK-regeringen. Det viser en opgørelse fra AErådet, det tidligere Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Specielt én gruppe er blevet fattigere, viser opgørelsen. Nemlig dem, der rammes af kontanthjælpsloftet. Alene i 2004 sendte kontanthjælpsloftet 2.500 personer under fattigdomsgrænsen.

- Det er jo helt tydeligt, at hverken kontanthjælpsloftet, starthjælpen eller den lave integrationsydelse hjælper folk med at komme i arbejde. Det gør udelukkende folk fattigere, siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Socialdemokraterne mener, at det er uacceptabelt, at et moderne velfærdssamfund fører en socialpolitik, der gør folk fattigere.

- Vi ser helt almindelige børnefamilier, der har så lavt et økonomisk råderum, at de ikke kan betale deres husleje. Og vi har nu en gruppe på omkring 40.000 børn, der vokser op i familier, der kan kaldes fattige. Simpelthen fordi regeringen fører en forkert socialpoltik. Det kan vi ikke være bekendt, siger Mette Frederiksen.

Skattestop for tid og evighed

Skattestoppet er kommet for at blive. Det fastslår beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dagens udgave af Jyllands-Posten.

Regeringen har ellers indtil nu 'kun' lovet skattestop frem til 2010, men det stopper ikke der, lyder løftet.

- Skattestoppet er en permanent ting, der er kommet for at blive. Vi finder ikke, at vi skal flytte skatten fra den ene lomme til den anden lomme, fordi vi har set, at alle store skattereformer i tidens løb har medført, at staten tager en mellemhandleravance, der gør, at borgerne efter skattereformen kommer til at betale mere i skat, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til Jyllands-Posten.

Finansministeriet har ellers i sine fremskrivninger regnet med, at ejendomsværdiskat og punktafgifter på for eksempel cigaretter efter 2010 ville stige i takt med løn- og prisudviklingen.
Bevares skattestoppet mister regeringen altså store indtægter. Faktisk så store, at store dele af effekten af sommerens velfærdsforlig ifølge de økonomiske vismænd vil blive ædt op.

- Videreførelse af skattestoppet betyder især på længere sigt, at der skal findes besparelser. De offentlige udgifter skal vokse mindre, og en større og større andel af de offentlige indtægter vil skulle komme fra skatten på arbejde, selv om det næppe var hensigten. Alle andre afgifter er låst fast i kroner og ører, og med tiden vil de i kraft af inflationen reelt gå i nul, siger økonomisk vismand professor Michael Rosholm til Jyllands-Posten.

Ifølge beskæftigelsesministeren vil det permanente skattestop fremgå, når regeringen i løbet af sensommeren fremlægger en ny økonomisk plan for dansk økonomi frem mod 2015 eller 2020.

Det er udemærket at proklamere at skatterne ikke skal stige, men for tid og evighed at være bundet op på skattestoppet er måske lige lovlig rigidt. Samfundet udvikler sig og man skal naturligvis have et skattesystem der afspejler det samfund det skat beskatte. Men det er bare min mening.

Kilde: Politiken

onsdag, januar 10, 2007

S og V støtter jobpatrulje til folk på kontanthjælp

Det er en god ide, at Københavns kommune sender en jobpatrulje hjem til folk på kontanthjælp, mener Venstre og Socialdemokraterne og støtter dermed forslaget som den københavnske borgmester for Beskæftigelse og integration, Jacob Hougaard (S), kom med i sidste uge.

Støtten kommer fra arbejdsmarkedsordførerne Jens Vibjerg (V) og Thomas Adelskov (S).

De frygter ikke problemer, når Københavns komune om en måned sender jobpatruljen hjem til folk i socialt belastede områder som Mjølnerparken og Tingbjerg med mange fra etniske mindretal.

- Er man på kontanthjælp, så står man til rådighed for arbejdsmarkedet, siger Jens Vibjerg.

Han mener, at mange kommuner har været for passive til at få folk på kontanthjælp i arbejde. Der er kolossal forskel på kommunernes indsats, mener han.

Kilde: Politiken

Frederiksberg: Ungdomshus - nej tak!

Udsigten til at huse 500 selvbestaltede voldspsykopater fra Helvede står ikke øverst på ønskesedlen hos lokalpolitikerne på Frederiksberg.

Den rige enklave i København blev ellers forslået af finansminister Thor Petersen (V) som en mulig aftager til beboerne fra landets mest berømte adresse, Jagtvej 69. Det fremgår af et svar fra finansministeren til Enhedslistens Line Barfod. Bygningen der ligger på Bülowsvej er ellers stor nok til at rumme de unges aktiviteter, men den konservative borgmester Mads Lebech er ikke begejstret for forslaget.

- Frederiksberg Kommune har ingen interesse i at huse Ungdomshuset eller det miljø og den kultur, det bringer med sig, hvor man går ud og kaster brosten efter politiet. Ungdomshuset på Jagtvej har jo ikke ligefrem bragt lykke for naboer og borgere, siger borgmester Mads Lebech, til Politiken.dk.

Mads Lebech understreger, at kommunen ikke vil blande sig i, hvad staten bruger sine bygninger til, men at kommunen ikke vil involvere sig hverken praktisk eller økonomisk i et autonomt ungdomshus på Frederiksberg.

Socialdemokraterne bakker borgmesteren op

- Nej, ellers tak, lyder det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem Katrine Lester, der bakker den konservative borgmester helt op i denne sag.

- Det er Københavns kommune der har skabt problemet, det må de selv løse og de skal ikke eksportere det til os, siger hun til Dansk Politik.

Kilde: Politiken

Ritt vil have penge tilbage fra Peter Schlüter

En af de mest mindeværdige øjeblikke i Maragerth Thatchers regeringstid, var da Jernladyen tog til Dublin og krævede at Det Forende Kongerige fik nogle af sine penge tilbage fra EF. Samme besked giver Ritt Bjerregaard, der ikke sjældent bliver omtalt som Isdronningen, nu til den konservative borgerrepræsentant Peter Schlüter.

I løbet af de ti første måneder i 2006 hævede Peter Schlüter 136.000 kroner fra den københavnske kommunekasse. Pengene var erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på grund af hans medlemskab af Borgerrepræsentationen.

Men beløbet er alt for højt, lyder det nu fra kommunens egen revision. Her har man set nærmere på sagen og konkluderer, at Peter Schlüter slet ikke ville kunne have tjent så mange penge som selvstændig kommunikationsrådgiver.

Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil ikke afvise, at Peter Schlüter kan blive nødt til at betale pengene tilbage, men selv afviser han, at han har gjort noget forkert.

- Jeg har fulgt reglerne til punkt og prikke, mine bilag og afregninger er løbende blevet tjekket af BR-sekretariatets jurister. Og derudover har næstformandskabet i BR godkendt alle posterne, understreger han.

- Revisionsdirektoratet finder - på grundlag af de af Peter Schlüter foreviste privatøkonomiske oplysninger - at det ikke kan sandsynliggøres, at der som selvstændig erhvervsdrivende er lidt et tabt af en sådan størrelsesorden som udbetalt, hedder det ifølge Berlingske Tidende i rapporten.

Københavns Kommunes økonomiudvalg vil nu iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af politikerens økonomi. Først når den er klar, vil man beslutte, om sagen får konsekvenser.

Man kan nok antage at Peter Schlüters politiske karriere vil lide alvorlig overlast hvis han bliver dømt til at betale pengene tilbage. Man må antage at de konservative, der jo slår sig op på at være et parti der går ind for lov og orden, ikke kan leve med at have en bedrager i blandt sig.

Kilde: Danske Kommuner

tirsdag, januar 09, 2007

Borgmester vil bekæmpe drengebande med notater

En lille drengebande har de seneste måneder terroriseret boligområdet Farum Midtpunkt i den nye Furesø Kommune. Det vil borgmester Jesper Bach (V) nu endelig gøre noget ved, efter at det er kommet frem at beboerne i boligområdet gjorde klar til at samle et tæskehold sammen for at få genoprettet lov og orden. Ifølge den lokale Furesø Avis' oplysninger er det første skydevåben anskaffet, mens andre har tænkt sig at følge trop. "Og jeg er parat til at tage konsekvenserne af det", lyder det fra en beboer.

- Vi må anmode politiet om en forstærket indsats. Vi er nødsaget til at bede om hjælp, da vi ikke kan have beboerne i området til at gå rundt og lege politimænd, siger Furesø-borgmesteren.

- Vi kan ikke være dette her bekendt overfor vores medborgere - vi må have styr på situationen. Men jeg må også indrømme, at jeg ikke på nuværende tidspunkt har den endelig løsning, siger han.

Nu har han foreløbig bedt de nuværende SSP-medarbejdere udarbejde et notat, der skal beskrive, hvilke tiltag man i de sidste 5-10 år har gjort dels for at forhindre dannelsen af grupper med utilpassede unge, og dels hvad der er gjort for at stoppe ballade hos allerede dannede grupper af utilpassede unge.

- Jeg har bedt om et snarligt møde med de implicerede parter, men jeg må medgive, at vores medarbejdere ligger vandret i luften med alle de opgaver, som vi i den nye kommune står med, erkender borgmester Jesper Bach.

Kommunens borgere er så trætte af drengebander at de anskaffer sig våben og borgmesteren beder om ET NOTAT. Det er decideret pinligt! Jeg er heller ikke helt tilfreds med, at lov og orden er blevet sat ud af kraft, bare fordi den kommunale administration er igang med, at trække lod om hvem der skal have hjørnekontoret med den gode udsigt.
Handling tak.

Kilde: Nyhedsavisen og Furesø Avis

S: Kampen om borgmesterposten spidser til

Socialdemokratiet i Køge har truffet en beslutning om, at en afløser for borgmester Torben Hansen skal findes i åbenhed. Marie Stærke blev udpeget som kandidat i november, men to andre kandidater spillede sig på banen efter Torben Hansens død og det er nu mere åbent, hvem der bliver Køges nye borgmester. Det er dog ganske sikkert at det bliver en socialdemokrat.

Alle tre bliver dog vurderet til at have mangler, der vil gøre det svært for dem at udfylde den meget folkelige og populære borgmesters sko.

Kulturudvalgsformand Marie Stærke er, med sine kun 27 år, endnu ikke færdig med sin universitetsuddannelse og har kun siddet een periode i byrådet og hun har ikke været medlem af kommunens økonomiudvalg, og mens de fleste overfor os understreger hendes mange kvaliteter, er der dog også lidt tvivl om hun er helt klar til et kommunalt topjob.

Randi Hansen, 66, den tidligere viceborgmester i Skovbo og nuværende formand for socialudvalget, falder heller ikke i alles smag. Hun har bl.a. været udsat for en del kritik fra medarbejderne på rådhuset, der havde klaget deres nød til borgmesteren. Det er nok også tvivlsomt om medlemmerne i Køge er klar til at sende ledelsen af kommunen til Skovbo, Køge Kommune er stadigvæk provinsen og lokale tilhørsforhold betyder mere end de gør i eksempelvis København og Århus.

Den sidste kandidat, gruppeformanden Mikael Mogensen, 66, bliver vurderet til mere generelt at mangle de kvaliteter og egenskaber det kræver for at være borgmester.

En fjerde og ellers meget oplagt kandidat, er den lokale formand for 3F, Mads Andersen, der både har alderen og profilen til at være en varig løsning, men han har sagt nej, angiveligt af forskellige personlige årsager, han er bl.a. lige blevet far til et lille barn.

- Med Torben Hansens død er det blevet alvor. Det står klart, at det ikke er en person til en konstitueret post i en sygdomsperiode, der skal findes, men en varig løsning. Det er således gået op for folk, at der skal en mere gennemgribende drøftelse til. Jeg har en forpligtelse til at sikre, at der ikke er tvivl om, at medlemmernes demokratiske rettigheder er fastholdt i dette valg, understreger formanden for Socialdemokraterne i Køge, Tommy Kamp overfor Ritzau.

Medlemmerne af partiet har indtil på næste tirsdag til at beslutte sig for, hvem i den 10 mand store byrådsgruppe der skal være borgmester.

Afløseren bliver officielt valgt på et byrådsmøde den 17. januar og hvis det står til Tommy Kamp opfordrer sin partifæller i Køge Byråd til, at konstitueringsaftalen for byrådet bredes ud, så hele byrådet - og dermed også Venstre - inddrages.

- Venstre har i den grad opført sig ordentligt under Torben Hansens sygdom. Socialdemokratiet skylder dem stor tak, det er indiskutabelt, siger Tommy Kamp.

Kilde: Ritzau

Regeringen vil stoppe for bedragere og kriminelle ved evakueringer

Hvis det står til regeringen og Dansk Folkeparti så vil det, næste gang der bliver brug for at evakuere danskere hjem fra udlandet, være muligt for kommunerner at kontrollere, om der er sociale bedragere iblandt.

Debatten om sommerens evakuering af 6000 danske statsborgere, der blev fanget da Hezbollah påtvang Libanon en krig mod Israel, fører nu til et par ændringer af loven.

Blandt de næsten 6000 mennesker der blev evakueret var der tre personer, som rejste ulovligt ind i Danmark - her iblandt en dømt, og senere udvist, morder.

Samtidig blev der stillet spørgsmålstegn ved, om der blandt de evakuerede var mennesker på dagpenge og kontanthjælp. Dvs. folk, som var taget på ferie i Libanon, selv om de skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Regeringen kommer med forslaget efter pres fra Dansk Folkeparti, som i dag havde bedt hele tre ministre om at redegøre for evakueringen.

Partiets udenrigsordfører Søren Espersen tog en stor del af æren for lovforslaget.

- Det at vi stod op mod de stride vinde af hellig forargelse, har medført, at loven nu laves om, så der bliver en ordentlig kontrol med tingene, siger han med tilfredshed til DR.

Den radikale integrationsordfører Simon Emil Ammitzbøl er derimod ikke ret glad for lovændringerne.

- Snyd skal bekæmpes, når der er en konkret mistanke. Men vi er bekymrede for denne her fiskenetsmetode, hvor enhver borger er mistænkt, indtil det modsatte er bevist, siger han.

Her er der vist ikke meget andet at sige, end at regeringen har ret, der er gratis hjemtransport - vi sikrer os lige at du ikke er morder. Jeg mener sku' det er fair.

Kilde: Danmarks Radio

Skatteminister: I orden med forskerordning til fodboldspillere

Skatteminister Kristian Jensen fra Venstre, afviser overfor hjemmesiden bold.dk at ændre i den forskerordning, som mange fodboldklubber benytter sig af i bestræbelserne på at hente de bedste udenlandske spillere til landet.

Mandag langede SFs skatteordfører Morten Homann ud efter forskerordningen, der blandt andet betyder at fodboldspillere, enten udlændinge eller danskere der har spillet i udlandet i minimum fem år, kan slippe med at betale 25 % i skat i tre år.

Skatteminister Kristian Jensen afviser kritikken fra Homann, selvom han erkender at ordningen ikke er rettet mod idrætsfolk:

- Ordningen med at hente nøglemedarbejdere til landet er ikke etableret for at få idrætsfolk fra udlandet til at slå sig ned i Danmark. Ordningen henvender sig primært til forskere og nøglemedarbejdere. Men da kriterierne for at blive omfattet af ordningen er objektive, gælder den naturligvis for alle form for arbejde i Danmark, herunder fodboldklubber, siger Kristian Jensen og fortsætter:

- Der er tale om en ordning, der er nem at administrere, og i og med at der er tale om objektive kriterier, er vi fri for nogen som helst former for smagsdommeri, hvor vi ellers politisk skal beslutte, hvilke former for virksomheder, der er ’fine nok’ til, at de må benytte ordningen til at tiltrække nøglemedarbejdere til landet, siger skatteministeren til bold.dk.

Ministeren fortæller at 68 personer på ordningen i 2006 var tilknyttet en fodboldklub, mens der i alt var 2.596 personer på ordningen.

Kilde: bold.dk

Eks-borgmester bliver konsulent

Selv om han har sagt farvel til borgmestergerningen og lokalpolitik i det hele taget, er Pandrup Kommunes tidligere borgmester Flemming Jansen (V) ikke gået helt i stå. 1. februar starter han i et nyt job, så han fremover har hele to stillinger.

I forvejen er eksborgmesteren lektor i dansk og litteratur på Aalborg Handelsskole, men fremover skal han også være konsulent på den lokale virksomhed Pandrup Grafisk Produktion. Her skal han blandt andet skaffe kontakt til nye potentielle kunder.

Til TV2 Nord siger Flemming Jansen, at han glæder sig til den nye udfordring.

Kilde: TV2 Nord.

Ole Stavad afviser borgmesterdrømme

Den tidligere skatteminister Ole Stavad (S) afviser, at han har planer om at gå efter borgmesterposten i sin nye hjemkommune Jammerbugt. Det fortæller Danske Kommuner.

Socialdemokraterne får ikke et stærkt landspolitisk kort på hånden, når der næste gang skal kæmpes om borgmesterposten i Jammerbugt Kommune. Tidligere skatteminister Ole Stavad, der bor i Brovst, afviser endnu engang, at han har planer om at stille op til byrådet.

Senest kom spørgsmålet op i en chat med lokalstationen TV2 Nords seere, og her svarede Stavad klart nej.

- Rygtet var fremme før sidste kommunalvalg. Dengang var det forkert, og det er det stadigvæk. Jeg har ingen planer i den retning overhovedet, siger han til stationen.

Ole Stavad har bebudet, at han er færdig med folketingspolitik efter næste valg. Han er valgt i Sæby-kredsen, der nu er nedlagt.

Kilde: Danske Kommuner.

S advarer imod at lægge sag an mod skolerne

Den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini advarer mod, at flere forældre anlægger sag mod skoler med en politik mod mobning. Det kan få skoler til at undgå at lave handlingsplan, mener hun.

- Hvis dét, at skoler laver en anti­mobbeplan, skal bruges til et juridisk spilfægteri mellem forældre og skole, er jeg sikker på, at langt færre sko­ler laver en antimobbeplan, siger hun.

Antorinis advarsel er ret specifikt møntet på forældreparret Tina og John Bodholt Nielsen der har søgt fri proces til en retssag mod Taastrup Realskole, hvor deres søn blev mobbet, inden han gik ud af 2. klasse.

Der tales jo ofte om en amerikanisering af vores samfund, og når forældre lægger sag an mod en skole fordi, at deres søn er blevet mobbet, så kunne der måske være noget om det. Det ville i øvrigt være ærgeligt hvis skolerne lod være med at lave anti-mobbeplaner, det kunne jo være at man kunne redde nogen andre små brilleaber fra at blive mobbet.

S vil have statsministeren ind i sag om stjålne kunstskatte

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen er utilfreds med Justitsministeriets optræden, i en sag om ulovligt udgravede og smuglede etruskiske genstande og han vil nu have statsministeren til at se på sagen .

Sagen berører Danmark, fordi Glyptoteket i 1970'erne har handlet med en af de anklagede i sagen. Mogens Jensen er utilfreds med at Justitsministeriet i mere end fem år har givet de italienske myndigheder afslag på deres ønske om dansk hjælp til efterforskningen.

I årets første uge har Justitsministeriet derfor afsendt et brev til den italienske statsanklager. Nu hilser ministeriet de italienske spørgsmål velkommen.

Det svar mener Mogens Jensen ikke er tilfredsstillende og han har derfor stillet spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at bede ham om at svare på, om: "Justitsministeriet har levet op til god embedsførelse".

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man i Københavns Politi og i ministeriet har sagt til sig selv, at det her kunne give en masse arbejde og besvær, og derfor var det mest hensigtsmæssigt bare at afvise de italienske retsanmodninger. I hvert fald må det helt klart påtales over for Justitsministeriet, hvis der ikke har fundet en selvstændig sagsbehandling sted, siger Mogens Jensen til Politiken.

Kort før jul afsendte kulturminister Brian Mikkelsen (K) desuden to breve: et til de danske museer, hvor han opfordrede til, at de undersøgte deres egne samlinger for derefter at rapportere til Kulturministeriet om eventuelle mistænkelige genstande.

Og et til Kulturarvsstyrelsen, hvor Brian Mikkelsen bad den tilsynsførende myndighed om at rette en lignende henvendelse til de statsstøttede museer.

Etruskiske kunstgenstande.


Etruskerne var i øvrigt et norditaliensk folkeslag der havde deres storhedstid før Romerriget.


Kilde: Politiken

Per Stig: Mine julekort er ikke politisk korrekter

Udenrigsministeriets julehilsner er ikke udformet politisk korrekt for at undgå den kristne hilsen "Merry Christmas". Siden 1998 har ministeriet brugt udtrykket "Seasonal greetings " (sæsonhilsner, red.), som også blev anvendt på julekort fra midten af 80'erne.

Det oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K) i et svar til udenrigsordfører Søren Espersen (DF).

I 2006 sendte Udenrigsministeriet julekort til ambassader og konsulater i udlandet og til brug af ministeriet i København. Julekortene er på dansk, engelsk, fransk, tysk og spansk og sprogligt tilpasset skik og brug i de forskellige sprogområder, forklarer Per Stig Møller.

I år hedder julekortene: "Glædelig jul og godt nytår", "With the season's greetings and all good wishes", "Meilleurs væux de joyeux noël et souhaits sincéres pour la nouvelle année" "Die besten Wünsche für die Weinachtszeit und für ein gutes neues Jahr" og "Con los mejores deseos para navidad y el ano nuevo".

Julekortene er ikke en ordret oversættelse af "Glædelig jul og godt nytår", men afspejler, at udenrigstjenesten arbejder i et globalt miljø, forklarer Per Stig Møller.

Regionspolitikere får GPS-anlæg

Der er ikke meget "fryns" til lokalpolitikere, men Region Midtjylland har fundet på noget brugbart: Alle regionspolitikere udstyres med et GPS-baseret navigationsanlæg til bilen.

Region Midtjylland breder sig over så stort et område, at det er nødvendigt at hjælpe politikerne i regionsrådet med at finde vej.

Der er 200 kilometer fra Kattegat i den ene ende af regionen til Vesterhavet i den anden, og derfor får de 41 politikere et navigationssystem.

- I løbet af det første år har utroligt mange medlemmer af regionsrådet følt, at de var uden for deres egen boldgade, når de bevæger sig rundt i den her store region, siger formanden for regionsrådet, Bent Hansen ifølge DR Østjylland.

Han vurderer, at det koster 2-2.500 kroner pr. medlem af regionsrådet at få installeret et navigationssystem.

Ud over navigationssystemer får regionsrådets politikere også hver en bærbar computer, internetforbindelse, to aviser og en mobiltelefon.

Kilde: DR Østjylland.

K-borgmester truer medier med retssager

De Konservatives københavnske sundhedsborgmester, Mogens Lønborg, truer nu samtlige medier med sagsanlæg, hvis de fejlagtigt omtaler den godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, han har fået udbetalt for at passe sit arbejde i Borgerrepræsentationen.

Han er rasende over påstande om, at han i 2004 og 2005 - angiveligt i strid med reglerne - skulle have fået op imod 350.000 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Kravet om erstatning skyldes, at Lønborgs politiske arbejde, indtil han for et år siden blev borgmestrer, forhindrede ham i at arbejde som fuldtidskonsulent - og dermed tjene den sum penge, han under normale vilkår ville have tjent.

»Jeg er nået til et punkt, hvor jeg overvejer et sagsanlæg mod de medier, der fastholder, at jeg ikke har holdt mig inden for reglerne,« skriver Mogens Lønborg i en pressemeddelelse, som Berlingske Tidende omtaler.

Det har ikke været muligt at få Mogens Lønborg til at sætte navne på de medier, han er vred på. Men til gengæld skriver han i pressemeddelelsen, at alle udbetalinger er foretaget helt efter bogen, og at ordningen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er skruet sammen på en sådan måde, så det er op til den enkelte politiker selv at skønne, hvor høj en timesats kompensationen skal ligge på.

»Det vil sige, at man ikke kan få retningslinjer eller gode råd fra Borgerrepræsentationens sekretariat om, hvilket niveau satsen skal ligge på. Derfor har jeg dobbeltsikret mig mod at komme på kant med både juraen og den almindelige moralopfattelse. Jeg har lagt min timesats for kompensationen væsentligt lavere end den timesats, mine kunder betalte. Desuden besluttede jeg at afstå fra at kræve kompensation for andre tidspunkter end mellem 08.00 og 19.00, selv om jeg kunne have gjort det,« siger Mogens Lønborg.

Den særlige ordning, som Lønborg har gjort brug af, er ikke særlig udbredt i det kommunale Danmark, hvor de fleste modtager et fast honorar og enten bruger feriedage, går på nedsat arbejdstid eller selv betaler for arbejdsfriheden, når de skal deltage i kommunale møder.

Lønborgs problemer kunne helt være undgået, hvis man - som bl.a. Ritt Bjerregaard har foreslået - betalte kommunalpolitikere en anstændig løn, der stod mål med det arbejde og ansvar, som vi vælgere overdrager dem på valgdagen.

Kilde: Berlingske Tidende.

mandag, januar 08, 2007

Tre kandidater til borgmesterposten i Køge

Skal socialdemokraterne i Køge vælge en overgangsfigur eller skal de satse på en ung kandidat med potientiale til blive en bydronning. Det valg er medlemmerne af partiet i den sjællandske kommuner sat overfor, når de i morgen mødes til ekstraordinær generalforsamling for at finde afløseren for borgmester Torben Hansen, der døde i lørdags.

Tre medlemmer af kommunalbestyrelsen har meldt sig på banen som kandidater, men det bliver altså medlemmerne der beslutter hvem de vil have i spidsen for kommunen.

De tre kandidater

Marie Stærke, 27, formand for Kultur- og fritidsudvalget og i gang med sin anden valgperiode.

Randi Hansen, 66, formand for social- og sundhedsudvalget, tidligere viceborgmester i den lille Skovbo kommune som Køge er blevet lagt sammen med.

Mikael Mogensen, 66, gruppeformand og tidligere skoleinspektør.

INGEN af de tre kandidater har en hjemmeside og det er derfor svært at finde biografiske oplysninger på nogle af dem. Umiddelbart virker det som om at Marie Stærke er favorit til at vinde borgmesterposten.
Hun har opbakning både fra de store partiforeninger i Køge og fra et stort antal af medlemmerne i den 10 mand store byrådsgruppe.

Vinderen af afstemingen i morgen bliver udpeget som borgmester på et møde i kommunalbestyrelsen den 17. januar.

Tv2/Lorry havde et indslag om situationen i Køge, det kan ses her.

SF: Ingen rimelighed i forskerordning til fodboldspillere

SFs skatteordfører, Morten Homann, bryder sig ikke om, at fodboldspillere kan slippe med langt lavere skatter end andre. Han vil hellere bruge pengene på flere plejehjemsmedarbejdere.

Alt tyder på, at fodboldspilleren Niclas Jensen er få dage fra at skrive under på en kontrakt med FC København. Parterne er enige, og den vigtigste grund til, at der ikke er skrevet under endnu er, at Niclas Jensen kan score betydelige skattefordele ved at vente en uge endnu. Grunden til at han skal vente en uge er at han skal have været fem år i udlandet for at kvalificere sig til at være ekspert på sit område.

Så vil han nemlig være berettet til at betale skat efter den såkaldte forskerordning, og vil på den måde slippe med en skatteprocent på 25. Det bryder man sig ikke om i SF, hvor man ikke mener, at skatteyderne skal være med til at betale fodboldspilleres løn.

- Jeg har jo intet imod det, hvis Niclas Jensen skal spille for FC København, men jeg forstår ikke hvorfor skatteyderne skal betale hans løn, når nu det er arbejdsgiveren der betaler din og min, siger altså Morten Homann, til hjemmesiden bold.dk.

Morten Homann anerkender, at forskerordningen udgør en forholdsvis lille post rent finanspolitisk, og at det er i manges interesse at få dygtige sportsfolk til landet, men for ham handler det om retfærdighed.

- For mig at se, er det et spørgsmål om ret og rimelighed. Fodboldspillere er i forvejen ikke dem, der tjener mindst og når bageren nede om hjørnet skal betale fuld skat, skal de også. Hvis fodboldspillerne betaler fuld skat, vil det måske kunne betale 100 plejehjemsmedarbejdere. Det skal man også lige have med, slutter Morten Homann.

Morten Homann glemmer så lige i sit korstog for retfærdighed, at hold som FC København og OB udelukkende kan komme langt i de europæiske turneringer fordi de med forskerordningen får mulighed for at tiltrække spillere af en vis kaliber. De to klubbers europæiske eventyr har i år indbragt klubberne et tre-cifret millionbeløb og mon ikke skattefar nok skal få fingrene i nogle af dem.
Den unge folkesocialist burde i mine øjne finde et andet mål for sin retfærdighedskamp. F.eks. kunne man lave en særlig skattetordning for sportsfolk som betød at de næstbedste danske spillere kunne blive herhjemme lidt længere (de bedste bliver jo nok solgt alligevel...).

Niclas Jensen er i øvrigt en fremragende teknisk venstre back, der udover at have spillet for FC København, også har optrådt for Lyngby, PSV Eindhoven i Holland, Manchester City i England, Borussia Dortmund i Tyskland og seneste i engelske Fulham FC. Niclas Jensen har spillet 54 landskampe for Danmark og har stadig sit første landskampsmål til gode.
Niclas Jensen er bror til landsholdsspilleren Daniel Jensen, der til daglig tjener til føden i den tyske storklub Werder Bremen.

Kilde: Bold.dk

V & K: Ingen reform af dagpengene

Lars Barfords forslag om at skære i dagpengene må han gemme til en studietur sammen med den radikale Elisabeth Geday - for hverken hans eget parti eller regerinsgpartneren afviser forslaget.

Forslaget er imod regerings officielle linje, men selv om de konservatives politisk ordfører Pia Christmas-Møller skyder partifællens forslag ned, vil hun ikke lukke diskussionen helt.

- Man kan jo godt have en diskussion, selv om man ikke konkret står overfor en forhandling på et område. Jeg ser det som et element i debatten, siger Pia Christmas-Møller til Politiken.dk.

Den tidligere familie- og forbrugerminister lægger i sit forslag op til, at det skal være sidste års indkomst, der skal danne baggrund for beregningen af dagpengene.

Kilde: Nyhesdavisen

Ny Køge-borgmester klar i næste uge

Byrådet i Køge Kommune skal vælge en ny borgmester i forbindelse med et ekstraordinært byrådsmøde i næste uge, skriver DAGBLADET Køge.

Som vi fortalte i går døde Køges borgmester, Torben Hansen (S), lørdag efter kort tids sygdom, og hvem der overtager posten er endnu uvist.

Konstitueringsaftalen for flertalsgruppen i byrådet fastlægger dog, at Socialdemokraterne besætter borgmesterposten, og den lokale partiforening holder ekstraordinær generalforsamling tirsdag i næste uge for at udpege en ny kandidat til posten.

Det ekstraordinære byrådsmøde holdes efter alt at dømme onsdag den 17. januar, og indtil da er viceborgmester Finn Buch Petersen (I) fungerende borgmester.

Kilde: DAGBLADET Køge.

Få politikere løber med opmærksomheden

Få politikere fanger mediernes interesse. Helle Thorning-Schmidt er en socialdemokratisk enmandshær og Anders Fogh Rasmussen løber fra sin ministerkolleger.

Helle Thorning-Schmidt (S) kæmper en hård kamp for at profilere sig som oppositionens leder og et reelt alternativ til at afløse Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister. Men skulle hendes anstrengelser give pote ved næste valg, vil hun være tvunget til at sætte et ministerhold med navne, der vil være forholdsvis ukendte for den brede befolkning.

En undersøgelse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen ved databasesøgninger i dagblade viser, at ganske få socialdemokrater finder frem til avisernes spalter.

Godt nok er formanden nummer to på listen kun overgået af statsminister Anders Fogh Rasmussen, men næste socialdemokrat er først at finde som nummer 25. Det er den tidligere formand Mogens Lykketoft, hvis tungeste hverv nu er posten som udenrigsordfører. Politisk ordfører Henrik Sass Larsen er at finde som nummer 27. Kun fem socialdemokrater er at finde i top-50, hvor Dansk Folkeparti for eksempel har hele otte repræsentanter.

- Hendes profil er sådan set skarp nok. Med den placering, som hun har nu, er der ingen tvivl om, at hun er oppositionens leder. Den betænkelighed, man kan have omkring Helle Thorning-Schmidt, er imidlertid, om de andre er med hende, eller om hun er en enmandshær, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær til Mandag Morgen.

Også Anders Fogh Rasmussen trækker fra sin kolleger, når det kommer til omtale. I en ligende undersøgelse for få år siden fik han dobbelt så meget omtale som den konservative vicestatsminister Bendt Bendtsen, men nu optræder Anders Fogh Rasmussen næsten fem gange så meget i medierne som Bendtsen.

Undersøgelsen viser også, at de 25 mest omtalt politikere på Christiansborg tager to tredjedele af opmærksomheden.

Helt i bund blandt Folketingets medlemmer ligger de to socialdemokrater Lene Hansen og Vibeke Grave.

Socialdemokraterne kan dog gælde sig over, at partiet har sat sig på den kommunale dagsorden, hvor storbyborgmestrene Ritt Bjerregaard og Nicolai Wammen sidder solidt på de to øverste pladser.

Folketinget skal diskutere mindelund for faldne soldater

Danskere, der har mistet livet på internationale missioner i Irak og Afghanistan, skal mindes af det officielle Danmark. Derfor vil formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Allan Niebuhr (K), tage spørgsmålet om en mindelund til de danske ofre op i forsvarsudvalget.

- Naturligvis bør vi overveje, om ikke også Danmark skal have et officielt mindesmærke og mindelund for de soldater, der har mistet livet i internationale missioner, sådan at det ikke alene er de faldne frihedskæmpere fra besættelsen, der har en mindelund, siger Allan Niebuhr til Ritzau.

I dag findes der mindestene på nogle af landets kaserner, men de er rejst på initiativ af foreninger eller private. Nu skal Folketinget involveres.

Niebuhr foreslår, at en mindelund placeresi enten Mindeparken i Århus eller Ryvangen i København.

Kilde: Ritzau.

Pia K. langer - igen - ud efter K

Dansk Folkeparti ønsker åbenbart ikke at bilægge striden med regeringspartiet De Konservative.

I sit seneste ugebrev langer Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, mandag igen ud efter De Konservative i udlændingedebatten. Årsagen er naturligvis de konservatives bevidste provokation af DF, da de foreslog igen at undersøge mulighederne for at give opholdstilladelse til flygtende irakere.

- Bare man appellerer længe nok og nægter at rejse hjem, får man lov at blive. Det synes at være De Konservatives budskab til de afviste asylsøgere, der nægter at rejse ud af landet trods ubegrundet asylansøgning, skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.

De Konservatives integrationsordfører, Henriette Kjær, bad inden weekenden integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) om at redegøre for, om Flygtningenævnet kunne genåbne irakernes sager. Det skete kort efter, at FN anbefalede, at alle flygtede irakere fra det centrale og sydlige Irak bør have opholdstilladelse i de europæiske lande, fordi situationen i dele af Irak er ekstremt farlig. Men for Dansk Folkeparti er det en mærkesag, at der kommer færre udlændinge til Danmark - uanset hvilken fysisk og psykisk stand, de er i.

- Vi har fra 2002 gennemført en lovgivning, som har til formål at mindske antallet af udlændinge i Danmark. Loven er klar, og myndighedernes sagsbehandling omfattende og grundig. Hvis man ikke får opholdstilladelse, skal man som udgangspunkt hjem. Det kan ikke nytte, at blot fordi irakerne nægter at rejse og tiden går, så ender det med, at loven ikke holdes, og de alligevel får ophold i Danmark, skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.

At der er ikke så meget er tale om reelt indhold, men derimod om drilleri mellem de to partier, er der ingen tvivl om. Og spørgsmålet er, om det ikke også er relativt gratis for begge parter. I hvert fald vil det være meget svært for oppositionen at gribe bolden, uden at komme til at virke som "slappere", hvilket vel kun SF og R ønsker at fremstå som.

På den måde kan K faktisk signalere, at de godt nok er borgerlige, men at de ikke er lige så rabiate som DF og V. Og at man som "anstændig" borgerlig bør stemme på K.

Læs Pias nyhedsbrev her.

S lægger op til massiv offentlig vækst

Danskerne kan se frem til en markant stigning i den offentlig vækst, hvis Socialdemokraterne kan danne regeringen efter næste valg. Det skriver Dagbladet Information i følge Jyllands-Posten.

Ifølge partiets økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket enten er et markant løft eller en kraftig stigning, alt efter hvor man står politisk, i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op for arbejdskraft, hvis den offentlige sektor mangler hænder i fremtiden.

Socialdemokraterne har indtil nu holdt kortene tæt ind til kroppen, hvad angår væksten i det offentlige forbrug.

I partiets seneste finanslovsoplæg står der ingenting om, hvor høje de offentlige vækstrater skal være i de kommende år, men i et interview med Information lægger Mogens Lykketoft ikke skjul på, at partiet højst sandsynligt vil lægge sig på 90'er-niveau.

De sidste seks år under Nyrup voksede det offentlige forbrug med 2,3 procent om året. I de seneste seks år under Fogh har væksten i gennemsnit ligget på 1,3 procent om året, hvis man regner finansloven for 2007 med.

Der er vist ingen tvivl om at den udmelding fra Lykketoft og Socialdemokraterne vil være med til at bære brænde til det bål af borgerlige politikere der mener at Socialdemokraterne har mistet den økonomiske ansvarlighed som partiet havde i 90'erne. Da Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister havde Danmark en arbejdsløshed på 350.000 og der var brug for at hæve efterspørgslen på arbejdskraft - det er vist ikke helt den sammme situation som landet er i nu.

Kilde: Jyllands-Posten

Radikale ønsker forsikringer mod ledighed

De Radikale vil ligesom De Konservative have en dagpengereform.
En reform af dagpengesystemet er så vigtig, at regeringen bør genåbne forhandlingerne om velfærdsaftalen, hvor dagpenge-systemet indgår.

Det er beskeden fra Det Radikale Venstre, der som et af de få partier i Folketinget støtter De Konservatives ønske om en reform af dagpengemodellen.

- Det bedste ville være, hvis vi kunne samle kredsen af partier bag velfærdsaftalen og drøfte den nye situation, hvor ledigheden er under fire procent. Der må gøres noget ekstra for at udbyde arbejdskraft. Det er ikke nødvendigvis nok, det vi har gjort med velfærdsforliget. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at indkalde partierne til fornyede drøftelser, siger De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Elisabeth Geday, til Ritzau.

Hun er glad for De Konservatives forslag, men ønsker en dagpengereform, der er en smule anderledes end De Konservatives.

R vil ikke sænke satserne med 10 procent om året, men vil hellere udbetale en større pose penge de første tre måneder, så flere får lyst til at forsikre sig mod ledighed.
Til gengæld skal den samlede dagpengeperiode afkortes, hvis det står til De Radikale.

- Vi vil hæve dagpengene markant de første tre måneder for et ekstra kontingent. Men det er ikke meningen, at folk skal gå ledige i flere år i en situation, hvor der er så stor mangel på arbejdskraft. Derfor vil vi hellere have en kortere dagpengeperiode, siger Elisabeth Geday.

Kilde: Ritzau via Berlingske Tidende

Førstedamen Fogh Rasmussen

Der drages ofte uretfærdige sammenligninger mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og den amerikanske præsident George W. Bush, men denne gang er det vist ikke helt forkert at drage en hvis sammenligning mellem de to våbenbrødre.

Op til det amerikanske midtvejsvalg brugte Republikanerne præsidentens hustru, Laura, til kampagneevents steder hvor præsidentens tilslutning var meget lav og hvor et besøg fra præsident Bush blev vurderet til at ville skade mere end gavne. Det på trods af, at Laura Bush fra begyndelsen ikke var tiltænkt en aktiv politisk rolle, fordi hun skulle være modsætningen til forgængeren - Hillary Clinton.

Nu vil Anders Fogh Rasmussen så spille sin hustru Anne-Mette Rasmussen ind i politik, på trods af at hun ikke har haft nogen central politisk rolle, efter valgkampssejren i 2001 var det partisekretær Claus Hjort Frederiksen og ikke hustruen der blev vist frem på scenen til sejrsfesten på Færgen Sjælland.

Anne-Mette Rasmussen skal være med til at bringe kvinder tilbage i vælgerfolden hos Venstre. De har nemlig forladt hendes mand til fordel for socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt.
Det er vist ikke hver dag at en kvinde kæmper for at hendes mand skal have flere kvinder:-)

Den liberale blogger, Jarl Cordua, har en længere vurdering af Anne-Mette Rasmussen entre på den politiske scene .

Socialdemokraterne ansætter ny kampagnechef

Socialdemokraternes har ansat deres nye kampagnechef, som må formodes at skulle forberede næstkommende valgkamp som kommer senest i foråret 2009. Dette er første skridt i partisekretæren, Henrik Dam Kristensens planer frem mod næste valg.

At der ville blive ansat en sådan person er ikke overraskende, da Henrik Dam jo selv skal ud og køre valgkamp - han er folketingskandidat i Horsens-kredsen - og derfor ikke kan være hovedkoordinator for valgkampen.

Lars Midtiby, har et længere parti-cv, men har ikke tidligere stået i spidsen for en national valgkampagne. Han er tidligere kredsformand for Socialdemokraterne i Århus Øst, ansat hos Dan Jørgensen i EU Parlamentet og er indtil 1. februar politisk konsulent for AIA - Socialdemokraternes analyseafdeling på Christiansborg.

Dermed ser der jo unægteligt ud til at min idé med at ansætte Karl Rove kan begraves.

Kilde: Dan's blog

K vil skære i dagpengene

Ved gradvist at skære i dagpengene skal ledige presses til at tage job, som de i første omgang ikke er villige til at tage.

Det mener den konservative arbejdsmarkedsordfører, tidligere familie- og forbrugerminister Lars Barfoed, skriver Jyllands-Posten.

Han foreslår, at beregningen af dagpenge skal ske efter en såkaldt årsindkomstmodel, så dagpengenes størrelse afhænger af, hvor stor en indkomst man har haft det foregående år.

Samtidig skal den nuværende regel om, at man højst kan få 90 pct. af sin hidtidige indkomst fastholdes.

På den måde vil ledige år for år få mindre i dagpenge, fordi man hvert år højst kan få 90 pct. af, hvad man fik året før.

Formålet er at gøre ledige mindre kræsne samt at forenkle dagpengesystemet.

- Ledige vil få en gradvist stigende tilskyndelse til at søge andet arbejde end det, de i første omgang er interesserede i at tage. Og så vil vi få en meget mere enkel måde at beregne dagpengene på, siger Lars Barfoed til Jyllands-Posten.

LO-sekretær Harald Børsting kalder det konservative forslag for "en ualmindelig dum idé":

- Store grupper får allerede i dag langt under 90 procent, hvis de bliver ledige, og vi kan jo også se, at langtidsledigheden skrumper, siger Harald Børsting.

Han foreslår i stedet at politikerne laver en skattereform, hvis de mener, at der er yderligere behov for at belønne folk for at arbejde.

Det er måske ikke lige den slags forslag eller udtalelser der bringer nogens drøm om en SK-regering tættere på.

Kilde: Berlingske Tidende

søndag, januar 07, 2007

Dødsfald: Borgmester Torben Hansen, Køge

Køges borgmester Torben Hansen (S) tabte kampen mod kræften. Få måneder efter at han i efteråret fik konstateret kræft, døde han lørdag aften i en alder af 54 år.

Torben Hansen har været borgmester i Køge siden 2002. Han havde været medlem af byrådet i kun fire år, før han blev valgt som socialdemokraternes spidskandidat. Ved valget i 2005 fik han mere end 5700 personlige stemmer og var dermed kraftigt medvirkende til at Socialdemokraterne kunne holde på borgmesterposten, på trods af at man ved kommunalreformen var blevet lagt sammen med den lille, men Venstre-stemmende landkommune Skovbo.

Gennem alle fem år som borgmester har Torben Hansen været kendetegnet ved sit store engagement i Køge, og han har forsvaret kommunens interesser i en lang række sammenhænge. En af de seneste års store opgaver for ham har været at sikre en vellykket fusion mellem Køge og Skovbo kommuner - et arbejde han nu ikke får set det færdige resultat af. Køge har også satset hårdt på idrætten hvilket resulterede i en nominering fra Danmarks Idrætsforbund til at blive årets idrætskommune.

Der er endnu ikke kommet nogen melding om hvem der skal overtage borgmesterposten efter Torben Hansen.

Kilde: Dagbladet Køge Online