Seks ministre i nedrykningsfare

Jungletrommerne på Christiansborg bringer meddelelse om, at der er en regeringsrokade på vej kort efter jul. Vi har kigget lidt i stjernerne og ser på, hvem der er i farezonen og hvem der eventuelt kunne være et godt bud på afløsere.

Vi mener umiddelbart, at der er seks ministre, der er i overhængende fare for at ryge ved en større rokade, men samtidig tror vi ikke, at alle seks ryger på en gang. At fyre eller flytte seks ministre ville om noget virke desperat og absolut ikke have den ønskede effekt, nemlig at give regeringen et nødvendigt popularitetsboost efter et efterår, der har været alt andet end en dans på røde roser.

Vi lægger ud med, hvem der er i farezonen.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V): Har nærmest skuffet fra start og har på ingen måde været i stand til at løfte arven for den populære forgænger Bertel Haarder. Hun har været ramt af mange tvivlsomme sager om administrationen af asyl- og indvandringspolitikken og har ikke forstået at sætte et menneskeligt ansigt på regeringens ”hård, men fair”-politik.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V): I et ministerium, som traditionelt har været en udmærket platform for opmærksomhed, har viceskoleinspektøren fra Vojens været anonym i sådan grad, at man skulle tro, han nærmest gør det med vilje. Desuden har der tidligere været ”sager”, hvor påfaldende mange offentlige støttekroner blev tildelt projekter i ministerens valgkreds, men det er ikke det, der vælter ham denne gang – det er derimod hans manglende synlighed og tydelige inkompetence.

Transportminister Flemming Hansen (K): Trafikområdet er blevet tilført adskillige milliarder de sidste fem år og togene kører stadigvæk ikke til tiden på det stærkt nedslidte skinnenet. Ikke nok med at der har været mange skandaler, men skohandleren fra Vejle er også ganske ringe til at håndtere kritikken i pressen. Desuden er han et af regeringens lidt ældre medlemmer og der kunne måske være brug for lidt foryngelse på det konservative hold. Mod en fyring taler, at Flemming Hansen rent faktisk blev forfremmet ved sidste rokade og derfor må antages at have sin overordnedes tillid.

Socialminister Eva Kjer Hansen (V): Om det er hendes fremtoning som naiv skolepige eller hendes liberale holdninger, der gør, at hun er så upopulær i befolkningen, kan vi ikke afgøre, men hun har bare ikke forstået at sælge regeringens socialpolitik. Samtidig har hendes mange sager med tilbagetrukne udtalelser om ulighed etc. ikke just gavnet hendes popularitet. Hun formår slet ikke at sætte en politisk dagsorden, og så må hun skiftes ud.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V): Evighedstalenter kalder man sportsfolk, der aldrig formår at slå rigtigt igennem på trods af masser af potentiale og rigeligt med muligheder. I den tilsvarende kategori i dansk politik finder man så Ulla Tørnæs, hvis politiske aktiekurs har været stødt faldende siden hun skiftede jobbet som politisk ordfører ud med undervisningsministeriet og den seneste sag med kendisser, der skal være med til at dele penge ud til projekter i Afrika, viser, at Ulla Tørnæs slet ikke har forstået, at hun arbejder med et følsomt område, som rigtig mange danskere faktisk mener, er ret alvorligt.

Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K): Ministeriet er afgørende for vælgerne i B.T.-segmentet og regeringen lider en anelse under Lars Barfoeds noget anonyme fremtræden. Lars Barfoed kunne ryge som en del af en større reorganisering af ministerierne der kunne bane vejen for et "super-forbrugerministerium".

Og så til dem der spændt kan vente på et opkald fra statsministeren eller Bendt Bendtsen.

Ny socialminister
Eva Kjer Hansen har et ansvarsområde, der økonomisk set er gigantisk, men politisk set ret lille. De fleste love gennemføres med store, brede flertal og en meget stor del af arbejdet ligger i kommunerne. Derfor kan det være svært at markere sig klart og med politisk kant som socialminister, hvilket Kjers mange fejltrin også vidner om.

En ny socialminister skal derfor i Foghs optik helst have en vis politisk tyngde og vide, hvordan man undgår fejlene og "bare administrerer biksen" uden at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Samtidig skal man være rigtig god til at give kommunerne skylden for alle dårligdomme.
Venstre-politikere har svært ved dette, og derfor ville det være oplagt at give posten tilbage til en konservativ, gerne en kvinde. På den måde kan Venstre også bytte sig til trafikministerposten, som de gerne så fravristet Flemming Hansen.

De konservative medlemmer af Socialudvalget - Tom Behnke og Per Ørum Jørgensen - kan ikke komme på tale. Til gengæld ville det være oplagt med en god, konservativ borgmester. Her er det mest oplagte bud er Frederiksbergs borgmester Mads Lebech, der samtidig er partiets næstformand og meget vellidt og god til at skabe brede forlig i sin kommune. Han har uden tvivl gjort tanker om en landspolitisk karriere, når Per Stig Møller forlader sin Frederiksberg-kreds, og en ministerpost et par år før et valg vil være oplagt for ham.
Et bud på en outsider er Lebechs odenseanske kollega, borgmester Jan Boye, der godt nok er nyvalgt borgmester, men som har en rigeligt erfaring som amtsborgmester.

Ny transportminister
Flemming Hansen har været trafikminister i længere tid end de fleste af hans forgængere, men han har så absolut ikke været til gavn for regeringens popularitet. Det er et område, som Fogh ønsker meget lidt opmærksomhed på - men samtidig vil han gerne have credit for de mange milliarder, som regeringen har postet i området.
Et frisk bud ville være den 37-årige folketingsmedlem Tina Nedergaard, der i manges øjne har gjort et godt job som uddannelsesordfører. Hun er på partiets liberale fløj, men ikke så meget, at det gør noget i Foghs øjne. Og så har hun på privatfronten vist, at hun er god til at samarbejde med de konservative (hun er gift med det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen).
Den mest oplagte havde nok været Gitte Lillelund Bech, men hun kan ikke komme i spil til denne post, fordi hun deler privat postadresse med departementschefen i ministeriet.
Som outsider kan nævnes Flemming Damgaard Larsen, der sidder i trafikudvalget og er medlem af gruppebestyrelsen og en af Anders Foghs få gode venner i politik.

Ny udviklingsminister
I manges øjne er posten som udviklingsminister slet ikke en ministerpost. Det er blot et bagkontor i Udenrigsministeriet. Samtidig er det ikke just et område, som regeringstoppen ønsker fokus på. De ved godt, at deres massive besparelser på bistanden har været upopulære. En anonym person, som kan tale med de mange bistandsorganisationer etc. står højt på ønskesedlen hos regeringslederen. Men det er også en post, som kan bruges til at prøve yngre kræfter af på.
To yngre mænd er de mest oplagte kandidater set i dette perspektiv. Udenrigsordfører Jens Hald Madsen og den nye politiske ordfører, Troels Lund Poulsen. Begge har de interesseret sig levende for udenrigsområdet, og de er godt inde i stoffet. De vil hurtigt kunne komme ind i rollen - og nok leve med ikke at få de store budgetter på finanslovene de kommende år. Skal det være en kvinde, så er outsideren Gitte Lillelund Bech, eller måske en degradering af Rikke Hvilshøj.

Integrationsminister
Integrationspolitik er væsentligt for regeringen. Næste skridt bliver at få endnu flere udlændinge i arbejde, så det kan bevises, at kontanthjælpsloft og starthjælp virker efter hensigten. Samtidig har Fogh brug for at signalere noget "helt nyt" på området.
Det ville være oplagt at hente en person fra en arbejdsgiverorganisation ind på posten, men mere oplagt ville være at tage Erik Bonnerup, der i dag er formand for regeringens integrationstænketank. Bonnerup er en ideel minister. Han er tidligere departementschef i Finansministeriet, og har også en fortid som direktør for både Danica og Baltica.

Ny super-forbrugerminister
Fogh vil rigtig gerne sætte dagsordenen på forbruger-området og er derfor godt og grundigt træt af, at Lars Barfoed ikke har styr på sit mini-ministerium, og at Hans Chr. Schmidt er totalt anonym. Et stærkt signal ville derfor være at lægge de to ministerier sammen til et super-forbrugerministerium - måske tilført områder fra den i forvejen arbejdspressede Bendt Bendtsens ministerium.
Her skal Fogh nok af PR-mæssige grunde afholde sig fra hente en af vennerne fra Landsbrugsorganisationerne ind, og da der er frit valg mellem V og K, så er det også her oplagt at hente en ind udefra.
Det første, en ny minister skal lave, er at implementere resultaterne fra Familie- og Arbejdslivskommissionen og formodentlig også arbejde med emner fra kvalitetsreformen. Det er altså ikke drift, men derimod udvikling og især kommunikation, der er i fokus.
Vi tror, Fogh satser på denne post. Der er plads til eksperimenter og derfor vil det være oplagt at hente en person helt udefra.
Det bedste bud er nok chefen for forsikringsselskabet Tryg, koncernchef Stine Bosse. Hun har både tyngde fra erhvervslivet, er kvinde og har vist interesse for politik, da hun blev medlem af Velfærdskommissionen.
Outsider er præsten Kathrine Lilleør, der har vist sig som en aktiv, borgerlig debattør, der har opnået en relativt stor respekt. Ulempen er, at hun er politisk totalt uerfaren og det vil være svært for hende at styre et stort ministerium.

Update: Der er mere om en eventuel regeringsrokade på Jarls blog.