tirsdag, december 05, 2006

Pris på Køge-ben

Byrådspolitikerne i den nye Køge Kommune kan se frem til 60.000 kroner i byrådsvederlag og 15.000 kroner for en udvalgspost. Det skriver DAGBLADET Køge.

På sit møde torsdag skal Sammenlægningsudvalget for Køge og Skovbo kommuner tage stilling til aflønningen af byrådsmedlemmerne efter fusionen, og af dagsordenen fremgår det, at medlemmerne af økonomiudvalget kan se frem til lidt over 22.000 kroner om måneden.

Beløbet udregnes ud fra en fast vederlagspulje på 829.000 kroner svarende til 125 procent af borgmesterens løn. Udvalgsformændene aflønnes i øvrigt særskilt, og de kan se frem til omkring 166.000 kroner om året svarende til 25 procent af borgmesterens løn.

Det faste vederlag til byrådsmedlemmer bliver knap 60.000 kroner om året, hvis Sammenlægningsudvalget godkender det samlede fremlagte oplæg til vederlag.

Her på bloggen kan vi ikke lade være med at bemærke, hvor lidt man værdsætter det enorme arbejde, som de danske lokalpolitikere gør. På trods af, at opgavernes mængde og kompleksitet stiger voldsomt, så aflønnes politikerne fortsat blot som var det en fritidsbeskæftigelse et par timer om ugen.

Samtidig vil vi gerne slå et slag for øget gennemsigtighed. Alle kommuner bør følge Københavns eksempel og offentliggøre alle honorarer, taxiregninger og lign. på deres hjemmesider.

Kilde: Dagbladet KØGE.

Ingen kommentarer: