lørdag, januar 27, 2007

Meningsmåling: R-vælgere vil ha' Khader

På tre måneder har Naser Khader passeret Marianne Jelved som de radikale vælgeres foretrukne politiske leder af partiet. Det viser en frisk meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2|NYHEDERNE.

En måling for tre måneder siden viste, at der blandt danske vælgere var størst opbakning til Khader som R-leder. Nu er R-vælgerne enige med resten af befolkingen.

MEGAFON har i den nye måling isoleret de radikale vælgere. I oktober 2006 pegede 55% af de radikale vælgere på den nuværende leder Marianne Jelved, mens 21% foretrak Margrethe Vestager og kun 20% pegede på Khader.

Men de radikale vælgere har flyttet sig markant på tre måneder. Hos de radikale vælgere isoleret er Khader nemlig nu favorit med 39 pct., mens Jelved ligger nummer to med 32 pct. og Vestager får støtte fra 23 pct.

Målingen udstiller den absurde ledelses-krise, som partiet er inde i og efterhånden har været det længe. Hvor både SF og S har gennemført hhv. 1 og 2 leder-skifter siden SR-regeringen tabte valget i 2001, så har Jelved nægtet at se i øjnene, at en ny leder kan være vejen tilbage til regeringskontorerne for RV.

At Naser Khader får stor opbakning i en meningsmåling skal man dog ikke lægge meget i. Det er mindst lige så interessant, at over 10 pct. af de radikale vælgere i dag hellere så en helt tredje leder. Ingen pegede på den mulighed i den sidste måling.

Samtidig hænger det uden tvivl sammen med, at Khader er blevet meget eksponeret og endnu har til "gode" at prøve at blive udsat for en "dårlig sag", som han ikke bare kan glide af på med et "Ingen kommentarer".

Netop lederskifterne i S og SF har uden tvivl stor betydning for de to partiers aktuelle styrke. Man kan ikke så tvivl om, hvem der leder og tegner disse partier. Til gengæld er der konstante skærmydsler i både RV, K og V om, hvem der skal tage over, når kaliffen går på efterløn/politisk pension. At der er utydelige signaler om ledelsen er ligesom i en privat virksomhed også ekstremt dårligt for et parti. Og det straffes lynhurtigt af vælgerne.

Der er ingen tvivl om, at hverken V eller K skifter leder inden næste valg, men spørgsmålet er, om Jelved ikke burde overveje det kraftigt.


Kilde: TV2.

Henrik Qvortrup truet af gale muslimer

En leder i Se & Hør var tæt på at få fatale konsekvenser for bladets chefredaktør, tidligere V-spindoktor Henrik Qvortrup, og hans familie. Mens han var på arbejde, forsøgte to muslimske mænd at trænge ind i hans villa på Frederiksberg og truede undervejs den markante mediepersons kone og lille datter. Det fortæller Ekstra Bladet.

De ville øjeblikkelig have fat i Qvortrup og tæve ham for hans holdninger, men selv om Qvortrups kone, Marie, bedyrede, at chefredaktøren ikke var hjemme, ville de to fanatikere ikke tro på hendes forsikringer og forsøgte at komme ind gennem hoveddøren.

Anledningen til de to galninges besøg i chefredaktørens hjem var, at Qvortrup i kølvandet på Muhamed-tegningerne for et år siden skrev en leder om den ballade, tegningerne afstedkom.

Her skrev han blandt andet:

’Er det ikke værd at holde fast i, at profet-tegningerne var det rene vand sammenlignet med den forhånelse, som andre religioner har været udsat for – ikke mindst fra muslimsk side?’

Kort efter troppede de to unge mænd op og krævede chefredaktørens hoved på et fad.

Efter at Henrik Qvortrup havde erfaret, hvad der var sket, skyndte han sig hjem og ringede til den radikale politiker Naser Khader for at bede om et råd til, hvordan han skulle håndtere situationen.

Naser Khader er selv blevet truet og har derfor haft den forfærdelige oplevelse inde på livet. Han forsynede Qvortrup med et nummer til Politiets Efterretningstjeneste, som tager sig af terrortrusler, ligesom det er den afdeling, der beskytter de mennesker, der bliver truet på grund af deres politiske holdninger.

PET mødte kort efter op hjemme hos Qvortrup og rådgav ham om, hvordan han skulle forholde sig til situationen, men efterretningstjenesten vurderede ikke, at Se og hør-bossen skulle have beskyttelse på linje med Naser Khader og Pia Kjærsgaard.

I stedet blev Qvortrup udstyret med et direkte nummer til Frederiksberg Politi. Her garanterede man, at man med det samme vil reagere på henvendelsen, hvis de to galninge igen skulle opsøge Henrik Qvortrup.

Qvortrup vil over for Ekstra Bladet ikke bekræfte hændelsen, men afkræfter den heller ikke.

– Jeg har ingen kommentarer til det, siger chefredaktøren stille og formelt.

Kilde: Ekstra Bladet.

Svend Bergstein vil være K-formand i København

Den tidligere "Minister for teknologiudvikling og anvendt forskning" og pegepindssvingende TV-major, Svend Bergstein stiller op som formand for Det Konservative Folkeparti i København. Det vækker uro i dele af baglandet. Bergsteins modkandidat er partiveteranen Knud Palsbro.

Kan en tidligere Centrum-Demokrat og forhenværende minister i en socialdemokratisk ledet regering blive formand for Det Konservative Folkeparti i København?

Svaret på det spørgsmål splitter det konservative bagland, efter at tidligere forskningsminister Svend Bergstein har meldt sig som kandidat til den organisatoriske partiformandspost i København, støttet af bl.a. sundhedsborgmester Mogens Lønborg.

Svend Bergstein, der også blev kendt som pegepindssvingende TV-major under den første Golfkrig, meldte sig ind hos de Konservative for 11 år siden, og på tirsdag stiller han op til kampvalg om formandsposten på partiforeningens generalforsamling mod veteranen Knud Palsbro, der er kredsformand på Østerbro og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Berlingske Tidende har talt med flere K-tillidsfolk, der finder det uhyrligt, hvis Svend Bergstein bliver valgt, fordi han har en fortid i det parti, der banede vejen for Poul Nyrup Rasmussens rødkløverregering, efter at den konservative statsminister Poul Schlüter oven på Tamil-sagen gik af uden at udskrive valg. Blandt dem er modkandidaten Knud Palsbro.

- Jeg tror, jeg bliver valgt, fordi jeg er et kendt ansigt i partiet. Svend Bergstein er mere et kendt ansigt i bladene, siger Knud Palsbro.

Det tidligere Borgerrepræsentations-medlem Ole Hentzen mener, det vil være et anslag mod vælgerforeningen, hvis Bergstein får topposten.
- Svend Bergstein er sikkert en sympatisk mand, men han har aldrig gjort noget for vælgerforeningen, og det er for mig uforståeligt, hvorfor han pludselig skulle være frelseren på det organisatoriske plan, siger Ole Hentzen.

Mogens Lønborg mener, at Svend Bergstein i dag er en god konservativ og den bedste formandskandidat.

- Han har den rigtige profil, er myndig, dygtig og kan med sin militære baggrund tænke strategisk. Det er ikke fordi, vi skal i krig, men en organisatorisk formand skal støtte op omkring valgkampe, der kræver stor forberedelse, siger Mogens Lønborg.

Svend Bergstein mener selv, at han har et erfaringsgrundlag, der kan komme vælgerforeningen til gavn, og han tilføjer, at han heller ikke har del i de fløjdannelser, som skaber splid i K-gruppen på Rådhuset.

- Jeg er en rolig type, god til at mægle og tale folk til ro. Det gælder om - på en civiliseret måde - at blive enige om, at man er uenig, siger Svend Bernstein.

De konservative har før - uden synderligt held - forsøgt at opstille "kendte" mennesker til politiske poster. Om Lønborg har en plan med Bergstein skal være usagt, men der er vist ingen tvivl om, at de politiske uoverensstemmelser, der giver alvorlige problemer i BR-gruppen også har bund i vælgerforeningen.

Der er mindst to fløje, der forsøger at få overtaget. Det er dog interessant, at Lønborg så aktivt vælger at blande sig i sådanne sager. Normalt vil den politiske leder i et af de gamle partier forsøge at undgå direkte at blande sig i organisatoriske spørgsmål, og kun blande sig på de indre linjer.

Om det så er et udtryk for, at Lønborg ikke har helt styr på sin egen rolle - eller om han er meget presset af baglandet, det skal vi lade være usagt her på bloggen.


Kilde: Berlingske Tidende.

S siger nej til lempelse af selskabsskat

Morten Bødskov fik i går sin debut som Socialdemokraternes nye finanspolitiske ordfører. Anledningen er regeringens skatteudspil, der vil nedsætte selskabskatten med seks procent for at komme udenlandske kapitalfondes spekulationer på det danske marked til livs.

Et indgreb mod de store kapitalfonde er på høje tid, men strategien er helt forfejlet, mener Morten Bødskov.

- Det er helt uholdbart at sammenblande et nødvendigt indgreb overfor de store kapitalfondes udhuling af skattegrundlaget med en åben gavebod for virksomhederne i form af nedsættelse af selskabsskatterne med seks procent, siger den nyudnævnte finansordfører.

Morten Bødskov er forundret over, at Dansk Folkeparti er gået med til at holde hånden over virksomhederne.

- Det er uforståeligt, at regeringen igen vil forære de store banker, forsikringsselskaber og olieudvindingsselskaber i Nordsøen store skattelettelser. Men det viser omvendt, at når det kommer til realiteterne, så er og forbliver VKO mere virksomhedernes end almindelige menneskers regering, siger han.

Kilde: Nyhedsavisen

fredag, januar 26, 2007

Regeringen sænker selskabsskatten i eftermiddag

Skatteminister Kristian Jensen (V) har indkaldt til pressemøde kl. 15.00 i dag. Her vil han præsentere et indgreb mod kapitalfonde samt en voldsom sænkning af selskabsskatten, der skal ned med 6 procentpoint til blot 22 pct.

Skattesænkningen kædes sammen med en EU-dom fra sidste år, som betyder, at moderselskaber vil få lettere ved at flytte overskud til beskatning i datterselskaber i de lande i EU, hvor skatten er lavest. For at dæmme op for det vil regeringen begrænse eller helt fjerne retten til skattefradrag på renter af koncernintern gæld.

Det er især rettet mod kapitalfonde, der har brugt fidusen til at opnå store skattegevinster ved lidt skrivebordsarbejde og ekstra-betaling til revisorer og advokater.

Men skattestoppet kan være en hindring for, at regeringen bare beholder pengene, så det åbner op for en sænkning af selskabsskatten, mener business.dk.

Samtidig vil regeringen forringe nogle afskrivningsmuligheder for erhvervslivet, som samlet vil gøre sænkningen af selskabsskatten provenu-neutralt for staten.

Mon ikke Kristian Jensen vil få lidt svært ved at forklare manøvren. Samme mand har tidligere afvist alle forslag til skatteændringer med den samme begrundelse: Hvis skatten skal sænkes, så skal det ske på arbejdsindkomst. Nu skal han til at forklare, hvorfor det er de største, og rigeste, danske virksomheder, der skal slippe billigere i skat i stedet for almindelige danske lønmodtagere. Men vennerne i Dansk Industri m.v. er nok tilfredse.

Kilde: Business.dk

Det store politiske talent: Portræt af Morten Bødskov

"Han kan sin politi- og domstolsreform ned til det mindste komma!" Sagt om Morten Bødskov af en politisk modstander. Og det er venligt ment. Den socialdemokratiske politiker, der indtil i går var sit partis retsordfører, må derudover døje med prædikaterne: Slider, ekstremt omhyggelig, overpertentlig, lidt pernitten og med ringe talent for at slappe af.

Flere undrede sig, da partiformand Helle Thorning-Schmidt i første omgang vragede "det store politiske talent", den bundsolide Bødskov, som sin næstkommanderende til fordel for den mere kontroversielle Henrik Sass Larsen.

Med ophøjelsen til finansordfører er den evigt knoklende midtjyde ved at være der i det socialdemokratiske hierarki, hvor han lige nu helst vil være. Længere tør han ikke tænke, i hvert fald ikke højt. Han befinder sig faktisk bedst i anden række, hedder det. Foreløbig. Bødskov holder af i stilhed at støbe kuglerne ligesom "Rødovres Palle From", som det lokale ugeblad i opstillingskredsen kaldte ham op til sidste valg.

Med Bødskov på den tungeste af alle ordførerposter sikrer Thorning-Schmidt sig en ung mand med 20 års partierfaring på bagen. En, der kan stikke op mod finansminister Thor Pedersen (V) - for "intet ved ham skræmmer mig," sagde Bødskov selvsikkert ed sin udnævnelse i går.

Nogle kalder ham et politisk dyr. Men det er også ganske vist, at når Bruce Springsteen spiller i Parken, transformerer Morten Bødskov sig til en glad, lille dreng, der står lige neden for scenen og hopper op og ned. "Jeg er aldrig nået længere i min musikalske udvikling end til Springsteen og hans "Born in USA"," erkender han.

Morten Bødskov med den solide, jyske apparition beskrives som en alvorsmand, uden sans for café latte og smarte udmeldinger. Runden af den midtjyske, om ikke muld, så den traditionelle socialdemokratiske selvforståelse, vidste han fra barnsben, at hans, farens og farfarens parti som det eneste kunne sikre velfærdsstaten. Socialdemokrat var man bare i lærer/plejehjemsassistent-familien i Karup, "uden at Arbejdersangbogen dog lå på spisebordet".

Morten blev DSUer som 14-årig og organisationens formand 11 år efter. Indimellem kastede han sig over studiet i administration på Aalborg Universitet og påtog sig i studietiden at træne Karup Kølvrå Idrætsklubs håndboldpiger.

Han kom i Folketinget, valgt i Rødovre-kredsen i 2001, året da hans idol Poul Nyrup Rasmussen tabte valgslaget til Anders Fogh Rasmussen. Fra da af arbejde han og vennerne fra DSU-tiden Henrik Sass Larsen og Lotte Bundsgaard målbevidst Helle Thorning-Schmidt ind på formandsposten. I 2003 blev han retsordfører, og sidste år opnåede han sin første politiske toppost ved at blive valgt som næstformand i gruppen.

Morten Bødskov går stille med sit privatliv, som omfatter Anna, cand. mag. i fransk og ansat i WHO. Ellers vil han kun ud med, at han er Brøndby-tilhænger, at han forgæves har forsøgt at lære at stå på ski, læser politiske biografier og samtidshistorie og for tiden Knud Heinesens erindringer. Sammen med bl.a. Helle Thorning-Schmidt skrev han i 2002 debatbogen "Forsvar for fællesskabet" om dansk velfærd i et multietnisk samfund.

På sit CV kalder han sig kommunikationsrådgiver med en 13 år gammel bachelor i administration og samfundsfag som ballast. Men nu skal den kandidatgrad altså også i hus. "Det kommer den," bedyrer han.

For de musikalsk interessede kan det nævnes, at Bødskov også er en kæmpefan af Bob Dylan.

Kilde: Lemvig Folkeblad

S inviterer kommuner til velfærdssamarbejde

Den offentlige sektor og dens ydelser skal moderniseres og forbedres, så de svarer til moderne menneskers krav. Det mener Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, der vil have kommunerne til at deltage i processen.

- Velfærden skal fungere i overensstemmelse med samfundets værdier, og derfor kan en velfærdsreform kun gennemføres i samarbejde med det kommunale Danmark. Derfor tilbyder jeg jer et partnerskab i dette projekt, sagde hun ved Kommunaløkonomisk Forum i Odense fredag, ifølge Danske Kommuner.

- Partnerskabet skal være et bygget på tillid og samarbejde - ikke på mistillid, dekreter og detailstyring, tilføjede oppositionslederen.

Efter fem år med den nuværende regering er brug for en fornyelse af samspillet mellem stat og kommune. Der er brug for en omfattende afbureaukratisering af statsstyrede regler for kommunernes drift for eksempel de tvungne offentlige udbud, mener hun.

Kilde: Danske Kommuner.

Nyt byrådsmedlem i Jammerbugt

Venstre har foretaget en udskiftning i Jammerbugt Kommunes byråd. Ud går Bøje Lundtoft, der ikke kan fortsætte på grund af sit arbejde. Nyt medlem er førstesuppleanten Torben Sørensen

Baggrunden for Bøje Lundtofts farvel er hans ansættelse som afdelingsleder i Sparekassen Hvetbo i Saltum. Jobbet betyder, at han ikke må være politisk aktiv, og derfor har byrådskollegerne givet ham lov til at træde tilbage.

For 47-årige Torben Sørensen bliver der tale om et comeback efter bare en enkelt måned uden for politik. Han har gennem de seneste to perioder været medlem af byrådet i Pandrup Kommune, men opnåede kun pladsen som førstesuppleant ved valget i 2005.

Kilde: Danske Kommuner.

Fødselsdag med malurt

Rigets førstemand, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), kan i dag fejre sin 54 års fødselsdag.

Hvordan det fejres i privaten i Nærum ved vi her på bloggen ikke noget om, men der er næppe tvivl om, at Fogh godt kunne have tænkt sig en bedre "gave" end dagens meningsmåling fra Megafon og TV2.

Regeringens flertal er nemilg igen forsvundet, på trods af, at Venstre går frem med 0,9 pct. Til gengæld går Dansk Folke­parti tilbage med hele 1,4 pct. Samtidig cementeres Foghs plads som nr. 2 - Helle Thorning-Schmidt er nemlig igen formand for landets største parti. Hele 5 mandater skiller V og S.

Siden oktober 2006 har der i MEGAFON-målingerne været meget tæt løb mellem regeringen og oppositionen.

DF går primært tilbage pga. utilfreds­hed med den interne uro i baglandet. Venstre går primært frem pga. Stats­ministereffekten, viser målingen.

At DF mister så mange vælgere, som målingen tyder på, er en overraskelse. Partiet er nu langt under valgresultatet fra 2005, og det passer næppe Pia Kjærsgaard.

Det er i høj grad hendes parti, der må bløde på den borgerlige side. Derfor må man næsten forvente, at DF snart vil sætte ind med nogle markeringer på kerneområderne, ældre og udlændinge - gerne så de udstiller K, igen!


Kilde: TV2.

V udpeger nye udvalgsformænd

Formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, tømrermester Kurt Kirkegaard (V), har ønsket at gå af som formand som følge af øget travlhed i byggebranchen. Han fortsætter dog som menigt medlem.

Venstres folketingsgruppe har i stedet udpeget Kim Andersen til formand for Erhvervsudvalget. Kim Andersen forlader derfor formandsposten i Folketingets Kulturudvalg og fortsætter ligeledes som medlem af dette udvalg.

Som ny formand for kulturudvalget udpeges folketingsmedlem Troels Christensen, oplyser Venstres gruppeformand, Svend Erik Hovmand.

Som vi skrev forleden her på Dansk Politik, så har Kurt Kirkegaard også meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg. Han er opstillet i Grindsted-kredsen og har kun siddet i folketinget siden valget i 2005.

Kim Andersen er måske ukendt i de brede kredse, men har været medlem af tinget i flere år og kommer fra en politisk familie, som søn af fhv. folketingsmedlem og direktør Niels Agner Andersen.

Den nye formand for kulturudvalget, Troels Christensen, er tidligere borgmester i Hashøj Kommune, men blev valgt til Folketinget ved valget i 2005. Han er uddannet folkeskolelærer og har taget en HD.

S-kredsformand går mod Ritt i sag om ungdomshuset

Formande for Socialdemokratiet i Utterslevkredsen, Jonas Jensen, er stærkt uenig med resten af de københavnske kredsformænd i situationen omkring Ungdomshuset.

Dermed begynder der at være stigende uro i partiet, og Ritts hidtil så stramme greb om tøjlerne slækkes.

Det er nemlig langt fra alle af Ritts socialdemokratiske kolleger, der er enige i overborgmesterens kompromissøgende dialog med brugerne af Ungdomshuset.

En af de mest krasse kritikere er formanden for Socialdemokraternes Utterslevkreds, Jonas Jensen, der har 500 socialdemokratiske medlemmer bag sig, og opstiller DSU-formand Jacob Bjerregaard til folketinget.

Kredsformanden har skrevet et kradst læserbrev i den lokale avis, Lokalavisen for Nørrebro. Her langer han kraftigt ud efter Ritt og hendes dialog med brugerne af Ungdomshuset.

Til Nyhedsavisen uddyber han i dag sine holdninger:

»Det er en dårlig idé at benytte bygningerne på Stevnsgade til et nyt ungdomshus, Det er simpelthen ikke rimeligt over for de multihandicappede, der var blevet lovet lokalerne.«

En rundringning til de socialdemokratiske kredsformænd i København, som Nyhedsavisen har foretaget, peger dog på, at Jensen står ret alene blandt kredsformændene.

Således bakker Nørrebrokredsformand Laura A. Schmidt uforbeholdent Ritt Bjerregaard op. På et bestyrelsesmøde i kredsen vedtog de enstemmigt en tillidserklæring til overborgmesterens linje i sagen om Ungdomshuset.

En smule mere tvivlende er meldingen fra Sundbyvesterkredsen - i hvert fald, hvad angår placeringen af et nyt ungdomshus i de nedlagte skolebygninger på Stevnsgade 34:

»Min holdning er nok, at man bør finde noget andet til de unge, for det bliver meget svært at finde et nyt sted til de multihandikappede. Der er ikke mange egnede bygninger til dem i byen. Når man så leder efter noget nyt til de unge, skal man samtidig være meget varsom med, hvor man placerer dem,« siger Robert Nielsen, S-formand i Sundbyvester.

Kilde: Nyhedsavisen.

Folketinget rammer skæv ligestilling

De traditionelle kønsrollemønstre lever i bedste velgående - også i Folketinget, skriver metroXpress.På Christiansborg taler kvindelige ordførere om børn, ligestilling og dem, det er synd for. Mændene derimod fører sig frem på traditionelle mande-områder som finanspolitik, forsvar, trafik og it.

Det viser en gennemgang af ordførerposterne blandt landets folketingspolitikere, som gratisavisen MetroXpress har foretaget.

Og resultatet er forstemmende, mener kønsforsker og leder ved Center for Ligestilling Karen Sjørup:

»Fordelingen af ordførerposter bekræfter det hierarki, der er i dansk politik. Finansområdet er mere magtfuldt end de blødere områder, som typisk dækkes af kvinder. Selv om kvinder får en høj uddannelse, havner de sjældent på de magtfulde poster,« siger Karen Sjørup ifølge avisen.

Hun mener eksempelvis, at Socialdemokraterne burde have udnyttet ordfører-rokaden i tirsdags til at placere en mand som ligestillingsordfører frem for Anne Marie Meldgaard (S).

Politikerne burde gå forrest for at få brudt med kønsrollerne, siger Sjørup.

Gruppeformand Carsten Hansen (S) medgiver, at ‘det ville være gavnligt', hvis ordførerskaberne var mere blandet på køn, især på ligestillingspolitikken. Men han understreger samtidig, at Socialdemokraterne udpeger de bedst kvalificerede til ordførerposterne uden skelen til køn.

Undersøgelsen dokumenterer, at der blandt partierne er følgende kønsfordeling på centrale ordførerposter:

- Kun mænd: Forsvar og it
- Kun én kvinde: Finans, trafik, skat og udenrigspolitik
- Kun kvinder: Ligestilling
- Kun én mand: Familie­politik, psykiatri og uddannelse.

Her skal det dog bemærkes, at Venstres nuværende politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, faktisk var en meget aktiv ligestillingsordfører indtil han overtog posten som politisk ordfører. Og da SR-regeringen sad, havde S eksempelvis adskillige kvindelige forsvarsordførere. Historisk er der altså en lidt større balance end den aktuelle stilling, som MetroXpress opgør lige i dag.

Kilde: MetroXpress.

LO præsenterer tre nye integrationstiltag

LO præsenterer i dag tre nye udspil til integration af flygtninge og indvandrere på det danske arbejdsmarked. Virksomhederne skriger på ledige hænder i en tid med rekordlav ledighed på 3,9 procent og en bomstærk dansk økonomi. Det er alletiders chance for at få flere nydanskere i arbejde, lyder det fra LO-formand Hans Jensen.

- Vi er derfor klar med virksomhedsrettet integration, Kick Start og etniske mentorer. De tre tiltag vil tilsammen kunne skaffe omkring 50.000 flere flygtningen og indvandrere i arbejde. Vi vil skabe betingelserne for, at de får en lige så høj grad af beskæftigelse som indvandrere fra vestlige lande, siger han til Ritzau.

Den virksomhedsrettede integration er en øvelse i den såkaldte trappemodel, hvor etniske minoriteter gennem sprogkurser, kurser på en virksomhed og løntilskud skal komme nærmere på en reel ansættelse. I samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Kommunernes Landsforening vil LO starte fem pilotprojekter op, som skal forbedre samarbejdet mellem jobcentre og virksomheder, når minoriteter skal integreres.

Endelig vil LO sammen med DA besøge omkring 100 virksomheder under sloganet Kick Start.

De tre tiltag bliver præsenteret, når LO, Akademikernes Centralorganisation, AC, samt FTF, hovedorganisation for godt 450.000 privat og offentlige ansatte, fredag indbyder til integrationskonference på Arbejdermuseet. Det er endnu uvist, hvad FTF har af planer, mens AC ,ifølge Ritzaus oplysninger, vil fokusere på uddannelse af nydanskere.

Kilde: Ritzau og LO.

torsdag, januar 25, 2007

DR ansætter ukendt politisk redaktør

DR's politiske redaktion på Christiansborg, der især betjener TV-Avisen og Radioavisen, opruster nu med en ny daglig leder: Ask Rostrup, 40 år, indtager posten som politisk redaktør i DR.

Ask Rostrup stoppede i efteråret som chef for gratisavisen MetroXpress, og har altså først nu fundet et nyt job.

Ask Rostrup blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og kom efter fire år hos Ritzaus Bureau til Berlingske Tidende, hvor han var politisk reporter, EU-korrespondent i Bruxelles, nyhedsredaktør og nyhedschef.

I 2003 skiftede han så til posten som chefredaktør for gratisavisen MetroXpress.

Som politisk redaktør bliver Ask Rostrup daglig leder af et hold på 13 journalister, der leverer nyheder og baggrund til en lang række udsendelser i DR, herunder TV-Avisen og Radioavisen.

Redaktionen indgår i DR-afdelingen "Penge og Politik" (underligt navn - normalt vil man gerne holde de to ting adskilte, red.), hvis chef er Susanne Hegelund.

Ask Rostrup tiltræder 5. februar.

Her på bloggen har vi aldrig bemærket Ask Rostrup, men det bliver da forfriskende at få en ny "analytiker" på borgen. Så må vi bare håbe, at han kan bidrage med mere intelligente analyser end blot de sædvanlige kandestøberier, som leveres i metermål på både TV, radio og i avisernes spalter fra såkaldte "politiske eksperter".

Kilde: DR.

DF holder kæmpefest for Pia

Dansk Folkeparti elsker at holde fest for partiets stifter og "eneejer", Pia Kjærsgaard. Derfor er partiet også gået i gang med at arrangere en kæmpefest for den "kære lille Pia", når hun fylder 60 år.

Partiet har reserveret Christiansborgs største lokale, Fællessalen, hvor der er plads til 500 receptionsgæster.

Receptionen holdes torsdag den 22. februar kl. 15 til 17.

Pia Kjærsgaard fylder 60 år dagen efter, hvor der dog ikke er nogen officielle begivenheder.

Sidst, Fællessalen var ramme om en mega-reception, var da S-formanden Helle Thorning-Schmidt i december fyldte 40. Her strømmede gæster til fra nær og fjern - både politisk og geografisk.

Ansat på Christiansborg narkosigtet

En ansat i Folketinget er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Medarbejderen har tilstået besiddelse af kokain i arbejdstiden.

En ansat i Folketingets administration er blevet sigtet for at bryde loven om euforiserende stoffer. Medarbejderen har tilstået besiddelse af kokain i arbejdstiden.

- Det er en meget alvorlig sag, og jeg er naturligvis meget ked af, at det har fundet sted. Jeg håber, at det er sidste gang, vi hører om kokainfund i Folketinget, siger folketingets formand Christian Mejdahl, til Ritzau.

Københavns Politi, der har sigtet manden, blev onsdag tilkaldt til Christiansborg. Det skete på grund af mistanke om, at den nu sigtede medarbejder var i besiddelse af narkotika. Administrationen behandler sagen som en personalesag, og medarbejderen er fritaget for tjeneste.

Det er her vigtigt at slå fast, at der er tale om en person, der ikke er ansat af et parti. Det er altså ikke en sekretær eller konsulent hos et partierne, men derimod en af de ansatte i Folketingets administration. Og det betyder også, at det ikke er en politiker :-)

Fogh i spidsen for nyt opgør med S

Fogh i spidsen for nyt opgør med S

Efter sidste uges angreb på Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt for ikke at have noget politisk projekt retter Venstre nu skytset mod Socialdemokraternes økonomiske politik, skriver dagbladet Børsen.

Et hold af yngre Venstre-folk vil i dag benytte en forespørgselsdebat i Folketinget med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at kræve svar på, hvad Socialdemokraterne har af planer for den offentlige sektors størrelse.

»Vi håber, at det nu lykkes at finde ud af, hvad der er socialdemokratisk politik i forhold til den offentlige vækst. Der har vi jo hørt tre tal, og vi vil selvfølgelig afæske Socialdemokraterne et klart svar på, hvilket der er det rigtige,« siger Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen, der er sit partis ordfører i debatten til Børsen.

Forespørgslen hedder F5 og handler om forholdet mellem den private og den offentlige sektor. Den er stillet af Enhedslisten, men mon ikke de øvrige oppositionspartier vil bruge anledningen.

Debatten kommer naturligvis især til at handle om, hvor stor en andel af den samlede produktion, den offentlige sektor skal udgøre. VK har som (uerklæret) mål, at andelen skal mindskes år for år. S vil vist nok bare beholde den andel, som vi har nu, og Enhedslisten vil gå efter de 100%.

I øvrigt bliver det vist første gang, at Socialdemokraternes nye finansordfører, Morten Bødskov, kommer i ilden.


Debatten kan følges på TV og på ft.dk.

Kilde: Børsen.

V-parlamentariker: Helst ingen EU-folkeafstemning

Undgå om muligt at holde folkeafstemning om den kommende EU-traktat.

Det siger EU-parlamentariker Karin Riis-Jørgensen (V), efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tidligere på ugen gentog, at en folkeafstemning ikke er en given ting i de kommende år. Det fortæller Ritzau.

Man skal ikke stemme om noget, hvis der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, og det afgøres af Justitsministeriet, siger Karin Riis-Jørgensen.

- Mit budskab til ministeriet er: Lad nu være med at finde håret i suppen. Kig koldt og roligt på, hvad det her drejer sig om, og lad være med at være bange for, at alt skal til en folkeafstemning. Nu må vi til at få EU-politikken til at blive behandlet på lige fod med almindelig national politik, siger hun.

Danmark ventes i en redigeret version af forfatningstraktaten at miste magt. Men det bør ifølge hende ikke nødvendigvis udløse en folkeafstemning.

- Jamen, vi har jo allerede afgivet suverænitet. Så er det bare et spørgsmål om, hvordan man beslutter inden for den suverænitetsafgivelse, siger hun.

- Hvis det er suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand, så skal vi selvfølgelig have en folkeafstemning. Hvis der ikke er det, så skal Folketinget tage ansvar. Så skal vi have EU-politik som en del af den nationale politik, så det repræsentative demokrati fungerer. Vi må også huske på, at kommunalreformen, som har omkalfatreret det danske samfund. Der har vi hverken haft folkeafstemning, og vi er heller ikke gået til valg som politikere for at ændre det danske samfund, siger hun.

Karin Riis-Jørgensen markerer endnu engang, at hun er af den overbevisning, at hun kun kan få omtale i den hjemlige presse, hvis hun er efter sin egen regering. Det er lidt besynderligt, men hænger muligvis sammen med, at hun stadig mener, at det var V-ledelsens - og ikke hendes - skyld, at Venstre tabte EP-valget.

Politiker til byrådskollega: Ti stille

V-byrådsmedlem fra Svendborg er så træt af sin kollega Jesper Kiels lange taler og mange afstemninger, at han har bedt borgmesteren skride ind. Men det kan han ikke gøre

Der er en aktiv debat, når byrådet i Svendborg Kommune træder sammen. Lidt for aktiv, synes byrådsmedlem Medhat Khattab (V). Han mener, at visse politikere spilder kollegernes tid med lange enetaler og afstemninger, de alligevel ikke chance for at vinde.

Han har bedt kommunens centraladministration oplyse, om borgmester Lars Erik Hornemann (V) er i stand til at bremse talestrømmen og afvise frugtesløse afstemninger.

Medhat Khattab vil ikke fortælle, hvem der efter hans mening spilder byrådets tid, men Fyens Stiftstidende mener at vide, at det drejer sig om Enhedslistens Jesper Kiel.

- Hvis det kører videre, som det har gjort hidtil med jævnlige indlæg om landspolitik, så mister vi koncentrationen. "Vedkommende" bliver ved med at forlange afstemning, selv om han tit står alene med sine synspunkter. Hvert byrådsmedlem har også familie og arbejde at passe, og det tjener ikke borgerne i Svendborg med så ukonstruktive møder, siger Medhat Khattab til avisen.

Selv er Jesper Kiel ikke i tvivl om, at det er ham, der sigtes til.

- Medhat Khattab har en besynderlig demokratiopfattelse. Det ville være det rene diktatur, hvis borgmesteren skulle have mandat til at beslutte, hvem der er taleberettiget. Og det har han selvfølgelig ikke, siger Jesper Kiel.

Svaret fra centraladministrationen lyder da også, at borgmesteren ikke kan afvise politikernes krav om taletid og afstemninger.

Kilde: Danske Kommuner.

onsdag, januar 24, 2007

S: Mads Reinholdt ny folketingskandidat i Rudersdal

Det blev den statskundkabsstuderende Mads Reinholdt der løb med sejren om at blive folketingskandidat i Rudersdal-kredsen i Nordsjælland.

Resultatet af urafstemningen mellem ham og regionsrådsmedlem Marianne Stendell endte med en sejr på 204 stemmmer mod 158 til Mads Reinholdt.

Mads Reinholdt der er opvokset i Hørsholm, er tidligere amtsformand for DSU i Frederiksborg Amt og var opstillet til regionsrådsvalget i 2005. Ved siden af studierne er han studentermedhjælper for folketingsmedlem Lone Møller, som han nu er i direkte konkurrence med om at komme i Folketinget.

Vil have skattereform

- Det er ganske enkelt forskruet at det bedre kan betale sig økonomisk at være husejer og arbejdsløs end lejer og have et godt betalt fuldtidsarbejde. Vi skal have lavere skat på arbejde for de lavest lønnede og det kræver en skattereform, skriver han på sin hjemmeside. En politik der nok skal få vælgerne, i et af Danmarks mest velhavende områder, til at flokkes om den unge kandidat.

Køge: Simon Bauer overtager formandsposten i Kulturudvalget, Venstre bliver ikke en del af konstitueringen

I Køge Kommune overtager socialdemokraten Simon Bauer posten som formand for Kulturudvalget. Posten var blevet ledig efter at den tidligere formand, Marie Stærke, blev forfremmet til posten som borgmester.

Køge Kommune opretter desuden et selvstændigt sundhedsudvalg under byrådet, som skal tage sig af de opgaver på sundhedsområdet, som kommunen har arvet fra amtet.

Det er et af resultaterne af et møde i den socialdemokratisk ledede flertalsgruppe i aftes, hvor man havde fordeling af en lang række udvalgsposter og hele flertalsgruppens fremtid oppe at vende.

På mødet blev det således definitivt slået fast, at der ikke er opbakning blandt gruppens øvrige partier til forslaget fra den socialdemokratiske formand i Køge, Tommy Kamps, forslag om at lukke Venstre ind i varmen.

Simon Bauer, 31, kom i kommunalbestyrelsen ved valget i 2005. Han er uddannet cand.scient.soc i historie og samfundsfag fra RUC og er til daglig ansat i Kommunernes Landsforening.

Kilde: Dagbladet Køge

S blokerer for afskaffelse af skolepraktik

Undervisningsministeren vil droppe skolepraktikken, men Socialdemokraterne stritter imod. Det vil være et brud på velfærdsreformen, lyder det fra S.

Stadig flere praktikpladser betyder, at færre unge på erhvervsuddannelserne bruger skolepraktikken. Det får nu undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at tage det omdiskuterede emne op til overvejelse igen. Til erhvervsportalen Idag.dk siger han, at han vil se på muligheden for at afskaffe skolepraktikken helt.

- Først og fremmest er det vigtigt at få de unge trukket væk fra skolepraktikken. Skolepraktik er en nødløsning, og den skal vi ikke køre med, mens vi samtidig mangler unge inden for en række erhverv, siger Bertel Haarder til Idag.dk.

Første skridt er allerede sat i gang med en analyse af området, men ministerens drømme om at komme af med skolepraktikken bliver dog hurtigt skudt ned af Socialdemokraterne. Partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, minder om, at skolepraktikken er sikret i den store velfærdsreformen fra sidste år, hvor S er en del af forligskredsen. Dermed kan Haarder ikke droppe skolepraktikken uden tilladelse fra Socialdemokraterne, og den tilladelse må han kigge langt efter.

- Vi kunne ikke drømme om at gå med til at fjerne skolepraktikken. Vores udgangspunkt er også, at alle skal ud og have virksomhedspraktik, men muligheden for skolepraktik skal være der. Ikke mindst hvis konjunkturerne ændrer sig, siger Christine Antorini til Ritzau.

Det kan måske undre, at S er med i skolepraktikaftalen, da partiet faktisk ikke var med i det oprindelige forlig om EUD'erne. Men ifm. Velfærdsaftalen kom S med i en række afgørende forlig, som partiet ellers havde stået udenfor, da Lykketoft var formand.

Det gør livet lidt mere besværligt for især Bertel Haarder, der nu ikke blot skal have R og DF med på sine tanker, men også Socialdemokraterne.


Kilde: idag.dk

Middelfart vil være landkommune

Ifølge fødevareminister Hans Chr. Schmidts landdistriktsprogram er Middelfart en ”mellemkommune”, som dermed har begrænset adgang til tilskuddene.

Men det vil borgmesteren have lavet om på Er du landkommune, kan du få, er du bykommune, så må du gå. Det er realiteterne i Fødevareministeriets nye landdistriktsprogram. For de såkaldte mellemkommuner er situationen dog lidt mere kompliceret. De kan kun få begrænset del i puljemidlerne og skal selv bidrage med et beløb.

Blandt mellemkommunerne er Vejle, Silkeborg, Ringsted og Middelfart, men for sidstnævntes vedkommende er det ikke en hæderstitel. Middelfart Kommune vil betragtes som landkommune, så man kan få uhindret adgang til pengekassen. Derfor har borgmester Steen Dahlstrøm (S) skrevet til fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) for at få ham til at revurdere sagen.

- Jeg vil ikke bare sidde med hænderne i skødet. Der er mennesker ude i landdistrikterne, der brænder for deres idéer, og de fortjener opbakning, siger Steen Dahlstrøm til Fyens Stiftstidende.

Borgmesteren erkender, at Middelfart allerede er inde i en god udvikling rent erhvervsmæssigt. Men kategorier som beskatningsgrundlag og uddannelsesniveau bør tale for at ændre kommunens status til landkommune, mener han.

De er mærkelige i provinsen. De vil gerne være bonderøve.

Kilde: Danske Kommuner

S blokerer for afskaffelse af skolepraktik

Undervisningsministeren vil droppe skolepraktikken, men Socialdemokraterne stritter imod. Det vil være et brud på velfærdsreformen, lyder det fra S.

Stadig flere praktikpladser betyder, at færre unge på erhvervsuddannelserne bruger skolepraktikken.

Det får nu undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at tage det omdiskuterede emne op til overvejelse igen. Til erhvervsportalen Idag.dk siger han, at han vil se på muligheden for at afskaffe skolepraktikken helt.

Ministerens drømme bliver dog hurtigt skudt ned af Socialdemokraterne.

Partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, minder om, at skolepraktikken er sikret i den store velfærdsreformen fra sidste år, hvor S er en del af forligskredsen.

Dermed kan Haarder ikke droppe skolepraktikken uden tilladelse fra Socialdemokraterne, og den tilladelse må han kigge langt efter.

- Vi kunne ikke drømme om at gå med til at fjerne skolepraktikken. Vores udgangspunkt er også, at alle skal ud og have virksomhedspraktik, men muligheden for skolepraktik skal være der. Ikke mindst hvis konjunkturerne ændrer sig, siger Christine Antorini til Ritzau.

Kilde: Ritzau via Jyllands-Posten

Borgmester vil have Mejdahls plads

En tidligere borgmester skal følge en anden tidligere borgmester på tinge. Det er planen hos Aalestrup Kommunes forhenværende førstemand Per Bisgaard (V), der gerne vil overtage folketingspladsen efter Christian Mejdahl, der er tidligere borgmester i Løgstør. Det fortæller Danske Kommuner.

Som vi fortalte forleden, så har Christian Mejdahl bebudet, at han forlader Folketinget ved næste valg. Derfor skal den nye Himmerlandskreds, der dækker Rebild og Vesthimmerlands Kommuner, finde en ny V-kandidat.

Per Bisgaard var borgmester fra 1994 til 2002. Han er i dag formand for kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune. Et andet medlem af det vesthimmerlandske byråd vil også være Venstres folketingskandidat, nemlig tidligere MEP Ole B. Sørensen.

Flere kandidater kan nå at melde sig endnu, men det er da et stærkt felt so far.

Kilde: Danske Kommuner

tirsdag, januar 23, 2007

Helle Thorning-Schmidt i "kampagnemode"

Den socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidt hører ikke til blandt de af Folketingets medlemmer, der ved mest om den politiske substans. Men hun er til gengæld en fabelagtig "campaigner", og det viste hun da hun igår var på besøg hos 500 gymnasieelever i Ballerup (indrømmet - det er også et lidt nemt publikum).

"Uden tøven træder hun ind på scenen med et smil, der kan få de fleste til at rødme. Hun vinker selvsikkert til de 500 hujende elever, der har taget plads i gymnasiets kantine. Hun går resolut forbi den opstillede talerstol, placerer designertasken på bordet, og stiller sig helt ud på kanten af podiet," skriver Berlingske Tidende

Når man indimellem ser den lidt mere usikre partiformand deltage i spillet på Christiansborg glemmer man, hvad det var der fik 25.000 socialdemokratiske partimedlemmer til at stemme på det totalt ukendte nyvalgte folketingsmedlem. Men med beretningen fra Borupgaard Gymnasium mindes man om hvad der gøre hende til en toppolitiker.

"Helle Thorning-Schmidt går langsomt rundt på scenen. Distancen mellem taler og tilhører synes at være forsvundet. Den sorte talerstol står underlig ubrugt hen, mens hun med mikrofon - men uden manuskript - forklarer om det socialdemokratiske projekt. Hun bruger kropssprog for at understrege sine vigtige pointer, og hun knytter sin næve, hvis budskabet virkelig skal ud over rampen."

- Regeringen siger, at oppositionen ikke har nogen samlet politik. Men det er en fælde, som regeringen har sat op. Jeg mener ikke, vi skal være enige om alting i oppositionen, og vi plejer jo at finde ud af det alligevel, forklarede Helle Thorning-Schmidt gymnasieeleverne og sender samtidig et optimistisk signal til de vælgere der frygter at oppositionen vil være for splittet til at regere, hvis man overlader magten til socialdemokraterne.

"Halvanden time er gået og oplægget er slut. Men det er Helle Thorning-Schmidts rolle i rampelyset ikke. To piger bryder nemlig igennem de mange pressefotografer, og spørger, om de ikke må få taget et billede sammen med hende. Det må de, og Helle Thorning-Schmidts besøg på Borupgaard Gymnasium i Ballerup bliver foreviget på pigernes digitalkameraer.

- Det var der ingen, der gad, da Bertel Haarder var på besøg, lyder det grinende fra en af gymnasielærerne i baggrunden."

Kilde: Berlingske

Liberalisterne opretter partiforening i Viborg

Partiet Liberalisterne stifter deres fjerde partiforening - i Viborg.

- Et politisk parti som vores, skal selvfølgelig bygge på et bredt og ikke mindst lokalt grundlag. Det er det grundlag, der skal skaffe de omkring 20.000 underskrifter, vi skal bruge for at blive opstillingsberettigede, siger landsformanden Torben Mark Pedersen

- Oprettelsen af lokalafdelingen i Viborg har været på vej et stykke tid. Vi er allerede et antal her fra området, som er medlemmer af Liberalisterne. Derfor er det helt naturligt, at vi sætter os sammen og opretter en lokal partiforening, siger initiativtager Morten Sørensen, der ligesom mange andre i partiet har en fortid som medlem af partiet Venstre.

Der er stiftende generalforsamling i den nye partiforening, søndag den 4. februar i Det Store Mødelokale i Viborg Svømmehal.

Partiet har i forvejen lokalafdelinger i København, Odense og Århus. Desuden er der konkrete planer om yderligere lokalafdelinger i Nordsjælland og i Esbjerg.

Kilde: Liberalisterne

mandag, januar 22, 2007

S: Hvem skal afløse Pia Gjellerup på Frederiksberg?

Med Pia Gjellerups afgang fra dansk politik skal Socialdemokraterne på Frederiksberg finde sig en ny folketingskandidat til Slotskredsen.

Endnu har ingen spillet sig officielt på banen, men blandt de interessede skulle være de to unge kommunalbestyrelsesmedlemmer Michael Vindfeldt, 25, og Katrine Lester, 30.

Pia Gjellerup har været partiets kandidat i Slotskredsen siden midten af 80'erne og kom i Folketinget ved valget i 1987.

Frederiksberg er med kredsreformen blevet en kreds fattigere (fra tre til to) og konkurrencen med politikerne i den skønne hovedstad, der omkredser den konservative enklave, er blevet intensiveret. Frederiksberg skulle i gamle dage "kun" kæmpe med vælgerne på Vesterbro og i Sydhavnen og Valby om at få valgt medlemmer til Folketinget. Nu er Frederiksberg i konkurrence med hele København samt Tårnby og Dragør.

Socialdemokraterne på Frederiksberg skal derfor gøre op med sig selv om de ønsker en lokal kandidat, ligesom Pia Gjellerup, der næsten udelukkende henter sine stemmer blandt borgerne på Frederiksberg, eller om man skal finde en med en lidt bredere appel, en der også kan vinde stemmer i Kgs. Enghave, Kastrup og Christianshavn.
Både Michael Vindfeldt og Katrine Lester må siges at høre til i den første kategori.

Stor socialdemokratisk rokade på vej

Pia Gjellerup forlader Folketinget ved udgangen af denne måned og efterlader bl.a. posten som kommunalordfører åben. Det åbner op for en større rokade på de socialdemokratiske ordførerposter. Det skriver Altinget.dk der venter at rokaden kommer i løbet af denne uge.

To der ifølge Altinget kan vente, at få sig en fyreseddel er trafikordfører Poul Andersen og sundhedsordfører Lone Møller.

Poul Andersen har ikke været i stand til at køre hårdt nok på transportminister Flemming Hansen (K). Der ellers har været en haft masser af dårlige sager man kunne gå efter, og derfor blive Andersen skiftet ud. Vi er enige med Altinget når de vurderer at Magnus Heunicke nok får hans post. Det bliver de nok glade for i Næstved og omegn.

Lone Møller, kan ikke rigtig hamle op med sundhedsminister Lars Løkke og nu får socialdemokraterne "sundheds-eksperten" Sophie Hæstorp Andersen tilbage fra hendes ufrivillige eksil i Regionrådet i Hovedstaden. Det er næsten alt for oplagt men skulle jeg råde Sophie ville jeg sige at hun burde sig pænt "nej tak!" til tilbuddet og finde sig et andet område, så hun fik sig en lidt bredere profil. Det tror jeg bare ikke sker. Sophie elsker sygehuse og strålekanoner.

Posten som kommunalordfører bliver interessant, fordi vedkommende skal kommentere på mange af de forventede problemer med implementeringen af kommunalreformen. Det ventes at det specielt er midaldrende offentlige ansatte kvinder der vil stå for skud, når de nye kommuner skal harmonisere serviceniveau.
Derfor kunne det være meget smart med en ordfører med en solid kommunal erfaring, f.eks. den tidligere Brønderslev-borgmester Lene Hansen.

Jan Petersen stopper senest ved næste valg, og vi har tidligere tippet at han skal hjem til Grenå og være borgmester. Partiledelsen kunne eventuelt forfremme retsordfører Morten Bødskov til finansordfører. Finansordførerskabet vil give ham en bedre mulighed for at profilere sig og indtage den position som nr. 3 i partiet, som han har fået med den næstformandspost han har i gruppen
Bødskov har desuden været retsordfører i ganske lang tid og selv om han prøver at være "tough on crime" kan han aldrig følge med regeringen eller DF når det handler om at kræve hårdere straffe.

Posten som retsordfører kunne så sendes videre til Lotte Bundsgaard, der har gået ”arbejdsløs” siden hun blev fyret som politisk ordfører. Hendes status som tidligere minister burde betyde garantere et tungere område end integrationspolitikken.

Den absolut totalt ligegyldige post som P-Ø-ordfører skulle i følge rygtet gå til ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl. We couldn't care less.

Kilde: Altinget (kræver login)

S: Tre stemmer skilte to kandidater

Socialdemokraterne på Djursland valgte Byrådsmedlem Leif Lahn, 39, som ny folketingskandidat. Han afløser Jan Petersen.

Så er det afgjort, hvem der bliver Socialdemokratiets nye folketingskandidat på Djursland. Valget faldt på Leif Lahn Jensen fra Norddjurs/Grenaa, der slog Ninna Thomsen fra Syddjurs/Ebeltoft.

Spændingen blev udløst hos kredsformanden Åge Rasmussen i Ebeltoft lørdag eftermiddag, og kun tre stemmer skilte de to socialdemokrater. Der er blevet udsendt 822 stemmesedler, og de 624 kom retur. Af disse stemte 309 på Leif Lahn Jensen, mens 306 stemmer gik til Ninna Thomsen. 5 var blanke, mens 4 var blev erklæret ugyldige.

– Vi vidste godt, at det ville blive tæt. Det havde den første valgrunde jo ligesom indikeret, men at det skulle blive SÅ tæt, det var næsten mere end vores nervesystemer kunne klare, siger Leif Lahn Jensen, der har fem års politisk erfaring fra Grenaa Byråd at trække på, ligesom han også er blevet valgt til kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, hvor han er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Leif Lahn sagde at han godt kunne tænke sig en uge i praktik som folketingsmedlem hos Jan Petersen.

Leif Lahn Jensen er en vaskeægte havnearbejder. Han kører truck på Århus Havn, hvor han også er tillidsmand.

Kilde: Grenå Bladet

Kurt Kirkegaard forlader Folketinget

Folketingsmedlem Kurt Kirkegaard (V) har valgt ikke at genopstille til næste folketingsvalg. Han ønsker i stedet at dedikere sin tid til sin tømmervirksomhed.

Indtil der igen bliver udskrevet folketingsvalg, har Kurt Kirkegaard dog valgt at fortsætte sit arbejde på Christiansborg, hvor han været medlem af Folketinget siden 8. februar 2005.

Kurt Kirkegaard er formand for Folketingets Erhvervsudvalg, medlem af Boligudvalget samt stedfortræder i Undervisningsudvalget og Trafikudvalget.

Han er valgt i Grindstedkredsen. En kreds han overtog efter at daværende formand for Folketinget Ivar Hansen døde i 2003.

Men det blev altså en kort politisk karriere for erhvervsmanden. Hvem der skal overtage Grindsted-kredsen er endnu uvist.

Trafikudvalgsformand genopstillet

Formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V), er genvalgt som folketingskandidat i Roskilde-kredsen.

Det skete på et opstillingsmøde i Roskilde i sidste uge.

Flemming Damgaard Larsen har siddet i Folketinget siden 2001 og er formand for Folketingets Trafikudvalg. Desuden er han næstformand i Finansudvalget, medlem af Kulturudvalget, Udvalget for Forretningsordenen, Kirkeudvalget, Færøudvalget samt medlem af Venstres Gruppebestyrelse.

Den nye Roskilde-kreds består af hele den nye Roskilde Kommune. Roskilde-kredsen har hidtil udgjort de nu tidligere Gundsø og Roskilde kommuner, men nu er den tidligere Ramsø kommune pr. 1. januar også en del af den nye Roskilde-kreds.

Damgaard Larsen er dermed opstillet i Sjællands storkreds, hvor også partiets formand, statsminister Fogh Rasmussen er opstillet i nabo-kredsen i Greve/Solrød. Damgaard Larsen er en af statsministerens få nære venner i politik, og de to komme nu til at kæmpe imod hinanden.

Venstre i København rykker mod midten

Kommunalvalget i København var en trist oplevelse for Venstre der tabte tre mandater og mistede en borgmesterpost. Spidskandidaten Søren Pind forstod den fine hentydning og fortrak til et liv i anonymitet på de bagerste rækker i Folketinget.

Martin Geertsen tog derefter over som leder af Venstre i København og Brøndby-supporteren fra Lolland er nu klar med sin strategi for at skaffe Venstre tilbage i en situation hvor der er udsigt til at true det socialdemokratiske styre på Rådhuset. Strategien hedder meget lidt originalt "Venstre 2.0" (jeg undrer mig over hvordan den version af Venstre der var før Søren Pind skal nummereres?).

Ifølge Berlingske Tidende lægger oplægget op til et opgør med oppositionspolitik og omfavner ideer om mere samarbejde med Ritt og Bondam.

- Vi lægger os på ingen måde fladt ned for Ritt Bjerregaard, men Venstre er præcis som Socialdemokraterne interesserede i, at give både de mindste børn, skolebørnene og de ældre københavnere en bedre service. Så mon ikke vi kan have en fælles interesse i at tale samme, siger kulturborgmesteren.

Socialdemokraterne afviser
Socialdemokraterne politiske ordfører Anne Vang viser dog ikke meget imødekommenhed overfor Venstre-lederens udstrakte hånd om samarbejde. Hun kalder ham en treårig dreng.

- Det er dejligt, at Venstre nu gerne vil være med til at øge servicen over for københavnerne. Og tager vi spørgsmål som normeringerne i daginstitutionerne og mad til folkeskoleeleverne, så tror jeg ikke, at vi er langt fra hinanden. Men når det er sagt, så finder jeg det totalt urealistisk, at snakke om højere service og lavere skat på samme tid. På det punkt minder Martin Geertsen om en treårig dreng, der gerne vil have alle varerne i en legetøjsforretning, siger altså Anne Vang.

København er stadigvæk en ganske venstreorienteret by og det er nok meget smart at Venstre anerkender det faktum. København er nok bare ikke stedet hvor man kan blive valgt på at være borgerlig-liberal og tough on crime. På den anden side mener jeg det det kunne være rart hvis Socialdemokraterne skruede lidt ned for kampagneretorikken.

Borgerrepræsentanterne har siden de blevet valgt brillereret i forskellige dårlige sager, og det hjælper ikke på den generelle vurdering af bystyret, at man kalder hinanden navne. Det er altså ikke en børnehave, selv om man ind imellem får det indtryk.

Kilde: Berlingske Tidende

Tidligere rådgiver: Socialdemokraternes aktuelle succes kun til låns

Kenneth Thue Nielsen var indtil for ganske nyligt ansat på Socialdemokraternes partikontor som politisk analytiker, og blev af de fleste der kendte lidt til partikontoret regnet for at være den mest fornuftige medarbejder i partiet (onde tunger ville vove den påstånd at han var den eneste...). I LO's nyhedsbrev A4 vurderer han sin gamle arbejdsplads' muligheder for at vinde næste valg. KOnklusionen er at "Socialdemokraternes aktuelle succes kan meget vel kun være til låns. Vi har stadig det hele til gode!".

Jeg vil dog her tage fat i to af de punkter som Kenneth Thue Nielsen nævner som Foghs styrker.

- Et af Foghs andre kort er ministerrokaden, som han helt sikkert vil bruge. Venstre har ingen markante kvindelige ministre. Fogh har brug for at revitalisere sit hold og vise fornyelse og forandring for derigennem bedre at kunne sætte og fastholde en politisk dagsorden, skriver han.

Jeg tror, i øvrigt ligesom statsministeren og George W. Bush, ikke på at regeringsrokader hjælper noget som helst. En regering uden politik lammet af skandaler, vil stadigvæk være en regering uden politik, selv om man skifter en ukendt trafik-, by- og bolig eller sportsminister ud med et tilsvarende ukendt folketingsmedlem. Ja, i en kort periode på cirka en uge får regering lidt positiv opmærksomhed med nogle venlige portrætter af de nye ministre, men hverdagen vender jo hurtigt tilbage.

- Regeringen kommer til at spinde massivt på S-ledelsens manglende erfaring. Henrik Sass Larsen har selv beskrevet det første år med Socialdemokraternes nye partiledelse som »mesterlære i fuld offentlighed«. Og sandheden er, at Socialdemokraternes ledelse tilsammen repræsenterer 0 måneders ministererfaring.

Det er efter min mening lige så meget en fordel for regeringen, som det er en mulighed for Socialdemokraterne. Ved valget vil Socialdemokraterne kunne præsentere sig som partiet med de nye ideer, mens specielt Venstre vil være ramt yderligere af den metaltræthed og små og store sager.

Læs hele Kenneth Thue Nielsens analyse her.

Bondam ansætter sin mand

Københavns Kommune vil ansætte arkitekten Jacob Kamp som konsulent. Han er gift med teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, og ansættelsen vækker derfor kritik blandt politiske modstandere, der vil tage sagen op i Borgerrepræsentationen.

Dansk Folkepartis Karin Storgaard har krævet, at sagen bliver behandlet af Borgerrepræsentationen, efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstilligen.

- Det er utroligt dumt af Klaus Bondam at sætte sig selv i denne situation. Det er åbenlyst, at Jacob Kamp er for tæt på Bondam, og det kan ikke undgås, at de taler om en konsulentopgave derhjemme over middagsbordet, som Bondam så kunne lade et ord falde om til sine embedsmænd om. Den usikkerhed ønsker jeg ikke, siger hun til Jyllands-Posten.

Andre partier i Borgerrepræsentationen afviser dog, at der er en interessekonflikt. Rent formelt er der heller ikke noget problem med ansættelsen af en borgmesters ægtefælle, siger Steen Rønsholdt, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

- Så længe Klaus Bondam ikke selv er med til at træffe beslutningen om at ansætte sin mand, eksisterer der ikke et habilitetsproblem, forklarer han.

Kilde: Danske Kommuner.

Fogh igen i problemer med parti-middage

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har i flere omgange indforskrevet Udenrigsministeriets øverste chef, direktør Ulrik Federspiel, til partipolitiske arrangementer på Marienborg - uden at oplyse direktøren om karakteren af arrangementet.

Oplysningen kommer, efter at Anders Fogh Rasmussen sidste år blev kritiseret for at sammenblande parti- og statsapparatet i forbindelse med en omstridt pressemiddag på den officielle repræsentationsbolig. Heller ikke dengang fik de inviterede gæster at vide, at det i virkeligheden var Venstre, som var værten.

Ifølge en aktindsigt, Ritzau har fået i Venstres arrangementer på Marienborg siden regeringsskiftet i 2001, har Anders Fogh Rasmussen således på lignende vis inviteret Ulrik Federspiel til middagsselskaber på Marienborg uden at fortælle, at Venstre betalte regningerne.

Ulrik Federspiel har, som daværende ambassadør i Washington, deltaget i fire eksklusive middagsselskaber på Marienborg sammen med Anders Fogh Rasmussen og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) samt de tre herrers ægtefæller. Samlet pris: 27.426 kroner.

Ulrik Federspiel har ikke ønsket at lade sig interviewe om partiarrangementerne, og om han føler sig misbrugt i en politisk sammenhæng. Men Udenrigsministeriets direktør oplyser i en skriftlig kommentar, at han ikke vidste, at Venstre i virkeligheden var værten.

- Jeg opfattede det klart som om, jeg deltog i en middag med statsministeren som vært, ikke Venstres formand. Det var en naturlig del af mit job som ambassadør i Washington at briefe interesserede ministre om udviklingen i USA. Det gjaldt både når ministrene aflagde besøg i Washington, og når jeg selv var hjemme i Danmark, skriver Ulrik Federspiel.

Selv om Anders Fogh Rasmussen har forsikret, at der er vandtætte skotter mellem stats- og partiapparatet, så lovede han efter sagen om pressemiddagen, at det fremover skal stå klart for enhver, hvornår det er Statsministeriet, og hvornår det er Venstre, som inviterer. Invitationer fra Venstre vil således ikke bære Statsministeriets logo elefanten på brevpapiret, men partiets logo - kornblomsten.

På trods af, at Ulrik Federspiel - ifølge Statsministeriet - ikke modtog en sådan skriftlig invitation til de fire middagsselskaber, så oplyste Anders Fogh Rasmussen dengang til Folketinget, at han ikke var "opmærksom på situationer, som har givet eller skulle give anledning til ændrede procedurer med henblik på at skabe større klarhed over statsministerens funktioner som henholdsvis minister og partileder - ud over at det som bekendt er besluttet for fremtiden ikke at anvende ministerlogoet i partimæssig sammenhæng".

At denne i naturen ret latterlige sag overhovedet er politisk relevant kan Anders Fogh Rasmussen takke sig selv for. Han lagde grunde til et puritansk syn på statsledelse allerede i sin oppositionstid. Her kritiserede han, som oppositionens leder, flittigt SR-regeringen for at være præget af kammerateri og pamperi. Eksempelvis i 2001, da den daværende finansminister Pia Gjellerup (S) blev heftigt kritiseret for at have ansat partifællen Karsten Dybvad som sin departementschef.

I sin legendariske grundlovstale 2001 sagde Fogh bl.a.:

Der er stadig flere eksempler på, at især socialdemokraterne misbruger centraladministrationen og embedsmændene. I flere tilfælde er embedsmændene blevet beordret til arbejde, som er rent partipolitisk. Ét af de grove tilfælde var, da finansministeren beordrede sine embedsmænd til at udarbejde et fup-notat om Venstres politik. Der er foretaget en lang række partipolitiske udnævnelser af embedsmænd. Senest er en partitro socialdemokrat blevet udnævnt til departementschef i Finansministeriet.


Fogh ville nok i dag have ønsket sig, at han ikke havde været helt så firkantet. Spørgsmålet er, om Fogh - der er kendt som et dydsmønster, er den eneste i regeringen, der har problemer med at overholde den strenge moral. Hvis Ritzau er lige så ihærdig med aktindsigterne i andre ministerier, så skal der nok dukke lignende sager op.

Kilde: Ritzau via JP.

Børnefamilier gider ikke politik

Mens tusindvis af børnefamilier i efteråret var på barrikaderne for at protestere mod forringelser på børnepasning og offentlig service, er de samme unge familier nærmest usynlige i det daglige politiske arbejde i partierne. Det skriver metroXpress.

I stedet er det især midaldrende og ældre, der tager det store slæb, når der kaldes til kamp i den lokale vælgerforening eller skal findes kandidater til kommunalbestyrelsen.

Det viser en rundringning, metroXpress har lavet til partiforeninger flere steder i landet.

»Børnefamilier er storforbrugere af velfærdsydelser, og derfor ville jeg ønske, at de i langt højere grad ville engagere sig i partierne, så de på den måde kunne være med til at bestemme. Det er for nemt bare at stille sig op og råbe hvert fjerde år, når der skal spares penge,« siger Mette Christensen, formand for de 1.600 medlemmer af partiet Venstre i Århus.

Men i Gentofte nord for København vender viceborgmester Marie Louise Andreassen (V) kritikken tilbage mod partierne og den politiske hverdag, som ikke har ændret sig meget de seneste 30 år. Hun er netop blevet mor for tredje gang:

»Jeg har talrige gange forsøgt at overbevise mine kollegaer om, at vi burde flytte flest mulige udvalgsmøder til om formiddagen, hvor børnene er i institution eller skole,« fortæller hun til metroXpress.

»Men de vil have møderne til at begynde klokken 17 - lige midt i "ulvetimen", og så kan jeg egentlig godt forstå, at mange beslutter sig for, at de ikke har tid til både børn og politik,« siger Marie Louise Andreassen til avisen.

Samtidig påpeger hun, at lokalpolitik kræver, at politikerne detaljeret sætter sig ind i en masse sager, og det tager tid. Selv bruger hun op til 35 timer om ugen.

Lektor i politisk sociologi ved Aalborg Universitet Ann-Dorte Christensen kalder udviklingen for ‘et vink med en vognstang' til de politiske partier.

»Når børnefamilier ikke gider traditionel politik, må partierne forsøge at skrue det sammen på en anden måde, så det bliver mere tillokkende at melde sig ind,« siger hun til metroXpress.

Kilde: metroXpress.

V-politiker samler ind til sigtet urmager

En af Venstres folketingskandidater, Peter Dits Christensen, melder sig nu på banen som støtte til urmageren Michael Woollhead, skriver B.T. mandag.

Venstre-manden har iværksat en indsamling af penge til urmageren, der er varetægtsfængslet, efter at han i sidste uge affyrede mindst to skud mod tre røvere, der stormede ind i hans forretning i København,

»Da jeg hørte det, besluttede jeg mig for, at der skulle oprettes en indsamlingskonto for at vise respekt for ham og måske være med til at give ham et »lille plaster på såret«, siger Peter Dits Christensen til avisen. Dits Christensen er er Venstres folketingskandidat i Vordingborg-kredsen.

Sammen med sin kæreste har han selv oplevet at være udsat for indbrudstyve for et års tid siden. Derfor har Peter Dits Christensen stor forståelse for urmagerens situation, og han afviser, at det er problematisk at samle penge ind til en mand, der er sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

»Jeg kan levende sætte mig ind i hans situation og forstår hans afmagt, efter at han flere gange har været udsat for forbrydelser mod hans forretning. Jeg synes, den her sag bør være et signal til politikerne om at vurdere, om det hele er rimeligt på det her område, og om der ikke er noget, som bør ændres i lovgivningen,« siger Peter Dits Christensen, der sætter spørgsmålstegn ved, om politiet har sat sig ordentligt ind i urmagerens situation, da røverne pludselig stod i hans butik.

Om sagen får konsekvenser for hans politiske liv er endnu uklart, men mon ikke det bliver vendt på næste kredsbestyrelsesmøde.

Kilde: B.T.

Konservativ skatteordfører: Danskerne er blevet rigere, men mindre solidariske

Danskerne er blevet mere usolidariske over for hinanden og samfundets svageste. Og det er desværre ikke blevet bedre under Fogh-regeringen, erkender den konservative skatteordfører Jakob Axel Nielsen overfor Berlingske Tidende.

Mens danskerne i de seneste par årtier er blevet rigere og rigere, er vi samtidig blevet mindre solidariske over for hinanden og samfundets allersvageste. Det mener det fremtrædende konservative folketingsmedlem, skatteordfører Jakob Axel Nielsen. Og solidariteten har ikke fået det bedre, siden den borgerlige regering kom til magten i 2001.

- Det er heller ikke blevet bedre de sidste fem år. Vi har ikke rykket på det punkt, erkender han.

I de seneste tyve år er der kommet en vis grad af overfladiskhed mellem mennesker, siger Jacob Axel Nielsen:

- Vi er blevet vænnet til, at samfundet nok skal løse alle problemer, og dermed har vi både mistet et personligt ansvar og et ansvar for hinanden. Jeg synes virkelig, at solidariteten er på retur, siger Jakob Axel Nielsen.

Han beklager, at den manglende solidaritet især går ud over samfundets svageste - de psykisk syge, hjemløse og narkomanerne.

- Der burde være nogle, som tog sig af de her skæve eksistenser, så de ikke skal sove på gader og stræder, siger Jacob Axel Nielsen, der foreslår et tværpolitisk samarbejde mellem de Konservative, Socialdemokraterne og de Radikale om at sætte en større undersøgelse i gang, der skal belyse den manglende solidaritet.

Den er både S og R med på, mens DFs næstformand Peter Skaarup mener, at et forskningsprojekt lyder "lidt langhåret". Han er dog helt enig i, at der skal tages bedre hånd om de svageste.

Derimod mener Venstre, at solidariteten trives i bedste velgående.

- Jeg synes, at man lige burde anerkende, at vi faktisk har et Råd for Socialt Udsatte. Og jeg vil gerne citere formanden Preben Brandt, som siger, at "hvis jeg var hjemløs, så ville jeg hellere være det i dag end for 10 år siden", siger politisk ordfører Troels Lund Poulsen.

Men rådets formand, Preben Brandt, er nu enig med de Konservative:

- Der er blevet en opfattelse af, at man skal gøre sig fortjent til alting, og det er et problem for de allersvageste i samfundet, som systemet må tage sig af, siger han.

Så har man hørt det med, en konservativ der taler for mere solidaritet. Jeg er er lang hen aaf vejen enig med Jacob A. Nielsen i hans analyse af tingenes tilstand, men jeg kan ikke rigtig se hvad der skal komme ud af den undersøgelse han foreslår. Skal Folketinget vedtage en lov om at danskerne skal være mere solidariske med andre end sig selv? At Venstres ordfører ikke fatter noget som helst, må man så bære over med. Partiet er så forhippet på at være ufejlbarlig, at ministre og ordførere fornægter virkeligheden. Det er synd for dem.

Kilde: Berlingske Tidende