fredag, januar 26, 2007

Folketinget rammer skæv ligestilling

De traditionelle kønsrollemønstre lever i bedste velgående - også i Folketinget, skriver metroXpress.På Christiansborg taler kvindelige ordførere om børn, ligestilling og dem, det er synd for. Mændene derimod fører sig frem på traditionelle mande-områder som finanspolitik, forsvar, trafik og it.

Det viser en gennemgang af ordførerposterne blandt landets folketingspolitikere, som gratisavisen MetroXpress har foretaget.

Og resultatet er forstemmende, mener kønsforsker og leder ved Center for Ligestilling Karen Sjørup:

»Fordelingen af ordførerposter bekræfter det hierarki, der er i dansk politik. Finansområdet er mere magtfuldt end de blødere områder, som typisk dækkes af kvinder. Selv om kvinder får en høj uddannelse, havner de sjældent på de magtfulde poster,« siger Karen Sjørup ifølge avisen.

Hun mener eksempelvis, at Socialdemokraterne burde have udnyttet ordfører-rokaden i tirsdags til at placere en mand som ligestillingsordfører frem for Anne Marie Meldgaard (S).

Politikerne burde gå forrest for at få brudt med kønsrollerne, siger Sjørup.

Gruppeformand Carsten Hansen (S) medgiver, at ‘det ville være gavnligt', hvis ordførerskaberne var mere blandet på køn, især på ligestillingspolitikken. Men han understreger samtidig, at Socialdemokraterne udpeger de bedst kvalificerede til ordførerposterne uden skelen til køn.

Undersøgelsen dokumenterer, at der blandt partierne er følgende kønsfordeling på centrale ordførerposter:

- Kun mænd: Forsvar og it
- Kun én kvinde: Finans, trafik, skat og udenrigspolitik
- Kun kvinder: Ligestilling
- Kun én mand: Familie­politik, psykiatri og uddannelse.

Her skal det dog bemærkes, at Venstres nuværende politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, faktisk var en meget aktiv ligestillingsordfører indtil han overtog posten som politisk ordfører. Og da SR-regeringen sad, havde S eksempelvis adskillige kvindelige forsvarsordførere. Historisk er der altså en lidt større balance end den aktuelle stilling, som MetroXpress opgør lige i dag.

Kilde: MetroXpress.

Ingen kommentarer: