torsdag, januar 25, 2007

DR ansætter ukendt politisk redaktør

DR's politiske redaktion på Christiansborg, der især betjener TV-Avisen og Radioavisen, opruster nu med en ny daglig leder: Ask Rostrup, 40 år, indtager posten som politisk redaktør i DR.

Ask Rostrup stoppede i efteråret som chef for gratisavisen MetroXpress, og har altså først nu fundet et nyt job.

Ask Rostrup blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og kom efter fire år hos Ritzaus Bureau til Berlingske Tidende, hvor han var politisk reporter, EU-korrespondent i Bruxelles, nyhedsredaktør og nyhedschef.

I 2003 skiftede han så til posten som chefredaktør for gratisavisen MetroXpress.

Som politisk redaktør bliver Ask Rostrup daglig leder af et hold på 13 journalister, der leverer nyheder og baggrund til en lang række udsendelser i DR, herunder TV-Avisen og Radioavisen.

Redaktionen indgår i DR-afdelingen "Penge og Politik" (underligt navn - normalt vil man gerne holde de to ting adskilte, red.), hvis chef er Susanne Hegelund.

Ask Rostrup tiltræder 5. februar.

Her på bloggen har vi aldrig bemærket Ask Rostrup, men det bliver da forfriskende at få en ny "analytiker" på borgen. Så må vi bare håbe, at han kan bidrage med mere intelligente analyser end blot de sædvanlige kandestøberier, som leveres i metermål på både TV, radio og i avisernes spalter fra såkaldte "politiske eksperter".

Kilde: DR.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Jeg er enig i at der virkeligt er behov for et frisk pust og intelligente kommentarer. Dette er Ask Rostrup på ingen måde manden der kan byde på. Hans ”analyser” eller banaliteter som jeg hellere vil betegne dem er blot en reference af det man i forvejen har kunne læse aviserne ugen forinden. Jeg håber snart at tiden med journalister der interviewer andre journalister som såkaldte politiske ”eksperter” får en ende. Fokus ligger kun på gætterier om motiver, kommunikationsstrategier og mulige flertal. Det politiske indhold må så gå fløjten. Ask Rostrup bør hellere præsenteres under ”motivforsker” i stedet for politisk ekspert. Endnu et skridt i den helt gale retning for DR nyheder og demokratiet.