Om §20-spørgsmål og ministres ansvar

Forsvarsminister Søren Gade (V) er i dag kommet ud i et sandt politisk stormvejr. Problemet er i bund og grund, at han har begået en fejl, og det bliver et politisk problem, fordi han benægter, at han har begået fejl overhovedet.

Dansk Politik har analyseret sagen og har fundet frem til problemets kerne. Først en kort gennemgang af sagen om nationalitetsmærker.

Efter den efterhånden godt kendte DR2-dokumentar, "Den hemmelige Krig", stiller bl.a. Enhedslistens Frank Aaen en række spørgsmål til forsvarsministeren, der tager udgangspunkt i filmen. Aaen stiller bl.a. Gade følgende spørgsmål efter reglerne i Folketingets forretningsordens §20: "Bar de danske specialstyrker nationalitetsmærker på uniformerne under aktionen, hvor de 31 blev tilfangetaget?" (Spm. Nr. S 1693)

Baggrunden for spørgsmålet er naturligvis scenen, hvor en amerikansk forhørsleder siger, at han 5-6 gange oplevede, at soldater med danske flag på skuldrene afleverede fanger i lejren. Hvis det er sandt, så passer det dårligt med Gades oplysninger til Folketinget. Gade har nemlig sagt, at vi kun afleverede fanger to gange.

Søren Gade har nu to muligheder for at besvare Aaens spørgsmål. Han kan selv udforme et svar (eller nok mere sandsynligt: Bede en fuldmægtig i Forsvarsministeriet om at udfærdige svaret) og oversende det til Folketinget. Han kan også vælge at indhente en udtalelse i en af sine styrelser, in casu Forsvarskommandoen.

Søren Gade vælger første løsning og svarer den 10. januar 2007:

Som udgangspunkt bar soldaterne fra de danske specialoperationsstyrker ikke nationalitetsmærker under operationerne i Afghanistan. Uniformerne var dog udformet således, at nationalitetsmærker kunne afdækkes/blotlægges alt efter den opgave, som skulle løses. Det kan således ikke udelukkes, at enkelte soldater bar synlige nationalitetsmærker i den givne situation.

I går kom det så frem, at dette svar ikke er i overensstemmelse med sandheden. Det er faktisk direkte forkert.

Søren Gade forsøger i dag at fralægge sig ansvaret ved at sige, at han må have fået forkerte oplysninger fra Forsvarskommandoen, for det var oplysninger herfra, han lagde til grund for sin besvarelse.

Men her er det, at reglerne for §20-spørgsmål giver ministeren problemer. For hvis det forholdt sig sådan, så burde ministeren have svaret på en hel anden måde. Et eksempel på en sådan álternativ besvarelse kan ses her, hvor Justitsministeren har indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, som hun henholder sig til.

Med dette lille juridiske kunstgreb har justitsministeren på forhånd lagt ansvaret fra sig. Er der problemer med besvarelsen, kan alle og enhver se, at aben sidder hos Rigspolitichefen og ikke hos ministeren.

Søren Gade har uden tvivl det fulde og hele ansvar for sin besvarelse af Aaens spørgsmål. Både politisk og juridisk.

Derfor er det politisk problematisk, at han nu forsøger at tørre den af på forsvarstoppen. Ved at svare, som han gør, har han taget det fulde ansvar for indholdet i svaret, og kan ikke løbe fra det.

Hvis han har fået dårlig rådgivning, så må han som øverste ansvarlig for Forsvaret påtage sig ansvaret, og så fyre de personer, der har givet ham den dårlige rådgivning. Sådan fungerer det danske system.

At det danske system samtidig er indrettet således, at en minister kan gøre, hvad han vil, sålænge der ikke er 90 mandater imod ham, betyder desværre også, at Søren Gade slipper afsted uden hverken næse eller sanktion. Dansk Folkeparti er åbenbart fuldstændig ligeglade med, om ministre lyver. Bare de er enige i løgnen.