lørdag, januar 20, 2007

Førstedamer skal kompenseres økonomisk

Når Anne-Mette Rasmussen er på officiel rejse med sin mand, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), så må hun enten bruge sin ferie eller selv betale for at holde fri fra sit arbejde. Det er både gammeldags og urimeligt, er der bred politisk enighed om – og Anne-Mette Rasmussen selv er sådan set enig. Det fortæller Politiken.

»Det er lidt svært selv at blande sig i den diskussion. Men man kan sige, at det måske er lidt gammeldags, at man ikke skal have noget for tabt arbejdsfortjeneste«, siger Anne-Mette Rasmussen i et noget uvant interview.

»I hvert fald er det jo håndgribeligt og kan gøres op. Du kan jo se, hvad det betyder, hvis du har været væk fra dit arbejde i fem dage«, siger fru Rasmussen til avisen.

I dag er der ingen regler for førstedamens rolle, og hun har ingen formelle opgaver. Principielt kan hun sige nej til at deltage i rejser eller andre officielle arrangementer. Men sådan er det ikke reelt.

»Det ville jo se lidt mærkeligt ud, hvis jeg bare altid blev hjemme og sagde nej til at deltage. Folk forventer jo, at man er med. Det hører til, at man tager af sted som par, så der er ikke rigtig noget at diskutere«, siger Anne-Mette Rasmussen.

Anne-Mette Rasmussens forgænger som førstedame, Lone Dybkjær (R), mener også, at udgifterne til at deltage i officielle rejser bør kompenseres.

»Det er ikke rimeligt, at Anne-Mette Rasmussen selv skal betale, hvis hun må tage fri for at være med på en rejse. Det burde være sådan, at hvis man vil have hende med, så må man selvfølgelig også betale for hendes tabte arbejdsfortjeneste«, siger Lone Dybkjær.

Politiken erfarer, at der foregår – forsigtige – politiske sonderinger fra regeringens side. For at vejre stemningen for at ændre reglerne, så statsministerens ægtefælle ikke skal betale for at deltage i rejser.

Og stemningen er positiv.

»Initiativet må være regeringens. Men vi er villige til at se på det. I moderne tider er det fair nok, at statsministerens mand eller kone får dækning for tabt arbejdsfortjeneste. Bare det er fuldstændig gennemskueligt«, siger gruppeformand Carsten Hansen (S).

Han mener også, at det vil være »rimeligt nok med en eller anden form for repræsentationskonto«.

Også SF og Dansk Folkeparti ser positivt på tanken om at kompensere tabt arbejdsfortjeneste til statsministerens ægtefælle.

»Når man er gift med så fremtrædende en minister som statsministeren, så er ægtefællen jo i realiteten også en officiel person, og hun skal selvfølgelig deltage i officielle arrangementer«, har DF-leder Pia Kjærsgaard for nylig sagt til Berlingske Tidende.

Venstres gruppeformand, Svend Erik Hovmand, siger, at der ikke ligger et konkret forslag om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

»Det kan godt være, at vi skal gøre det. Men vi skal passe på, at det ikke udvikler sig til sådan et amerikansk system med en førstedame med nogle klare forpligtelser. Det er udansk«, siger Hovmand.

Her på Dansk Politik kan vi dog godt vejre problemer i sådan en ordning. For hvem vurderer, hvad der er officielle begivenheder - og hvad der eksempelvis er valgkamp. Regeringen har tidligere haft svært ved at holde regerings- og partiarbejde adskilt, og der findes ingen myndighed, der kan vurdere det.

Spørgsmålet er, om det ikke ville være langt mere oplagt at give statsministeren en løn, så han/hun kunne betale for, at også ægtefællen kunne holde fri, når der var behov for det. At indføre en "førstedame"-konto i Finansloven vil uden tvivl blive gjort til genstand for adskillige anmodninger om aktindsigt, og spørgsmålet er, om nogen kommende førstedame m/k vil være begejstret for det.

At fru Rasmussen udtaler sig til en avis om et så konkret emne, er ganske sikkert et led i den nye strategi med at gøre hende til en mere integreret del af statsministerens ansigt ud ad til. Derfor opretter vi nu et "tag" til statsministerfruen her på Dansk Politik. Historier om fru Rasmussen vil fremover blive tagget med "Førstedamen".


Kilde: Politiken.

Ingen kommentarer: