tirsdag, januar 16, 2007

K-politiker dømt for aupair-misbrug

En konservativ lokalpolitiker fra Hørsholm blev tirsdag dømt for ulovligt at have en au pair-pige fra Rumænien ansat i sit hjem. Østre Landsret fastsatte bøden til 25.000 kroner, fordi der var formildende omstændigheder.

Den konservative Camilla Kann Fjeldsøe havde nægtet sig skyldig, men først retten i Hørsholm og nu landsretten mente, at hun i hvert fald uagtsomt overtrådte udlændingeloven, da en rumænsk pige arbejdede for hende i 10 måneder.

Sagen blev rejst, da politikeren til en ugeavis under valgkampen i 2005 fortalte om arrangementet. Mange familier kunne have glæde af at dele en au pair-pige med en anden familie, lød det. Men en medarbejder i Udlændingestyrelsen læste artiklen, og så blev Fjeldsøe stillet for retten.

Problemet var, at Camilla Kann Fjeldsøe ikke sikrede sig, at pigen havde arbejdstilladelse, og desuden blev loven overtrådt, fordi pigen blev delt mellem to familier.

Reglerne siger, at en au pair-piges opholdstilladelse kun kan knyttes til én familie. Desuden må pigen ikke arbejde ved siden af det hjem, hvor hun bor - og her må hun maksimalt arbejde mellem tre og fem timer dagligt.

Anklagemyndigheden havde krævet Fjeldsøe idømt en bøde på 100.000 kroner, som bygger på den sædvanlige takst. I byretten blev resultatet en bøde på 50.000 kroner, og landsretten valgte altså at gå endnu længere ned. Det skyldes, at hun havde misforstået reglerne, og at hun i øvrigt forsøgte at efterleve de regler, som gælder for værtsfamilier.

Kilde: Ritzau

Ingen kommentarer: