fredag, januar 19, 2007

Regeringen satser massivt på energiforskning

Fredag præsenterer regeringen sin længe ventede energiplan. En central målsætning er en fordobling af den vedvarende energi i 2025. S kalder planen uambitiøs.

Efter intense forhandlinger er regeringen fredag klar til at præsentere en samlet energiplan for Danmark frem til 2025.

Ritzau erfarer, at planen medfører en fordobling af forskningsindsatsen i energiteknologi. Det betyder, at regeringen fra 2010 årligt vil bruge en milliard kroner på forskningen i miljørigtige energikilder. Særligt andengenerations biobrændstof, der fremstilles af affald og vindmøller vil blive prioriteret i planen. I alt skal den vedvarende energi angiveligt udgøre op til 30 procent af den samlede energiforsyning i 2025.

Udspillet kommer ovenpå alvorlige skærmydsler mellem regeringspartierne V og K. Det skulle således være kommet allerede før jul, men er blevet udsat i flere omgange.

De Konservative har satset hårdt på 2. generations biobrændstof i modsætning til Venstre, der allerede i år vil have danskerne til at fylde diesel og benzin med mindst to procent biobrændstof i tanken.

Kampen har især stået mellem Thor Pedersen (V), der har været mere end skeptisk overfor et højt ambitionsniveau, og Connie Hedegaard (K), der for en gangs skyld har fået opbakning fra Anders Fogh (V). Fogh har således i flere omgange sendt sagen tilbage med krav om mere ambitiøse målsætninger, og Thor Pedersen har virkelig haft problemer med at affinde sig med den nye, miljøvenlige linje, som tydeligvis ikke passer med købmandens politiske indstilling.


Energiplanen ventes at blive præsenteret fredag klokken 13 på et pressemøde på Havreholm Slot, hvor ministrene er til regeringsseminar.

Kilde: Ritzau.

Ingen kommentarer: