tirsdag, januar 16, 2007

Fogh angriber Socialdemokraterne

"Det sejler fuldstændigt" for Socialdemokraterne, som ikke har noget "samlet projekt". Sådan lød det tirsdag fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han skulle argumentere for årsagen til, at han adskillige gange har afvist at mødes til en tv-duel med Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Det fortæller Ritzau.

Socialdemokraterne svarer igen og mener, at Fogh er blevet nervøs og derfor forsøger at undgå at diskutere politik.

- Helle Thorning-Schmidt og jeg mødtes til en debat på Venstres sommertræf i 2005. En udmærket debat, men vi har ikke siden set et samlet projekt fra Socialdemokraterne. Jeg synes ikke, at det giver megen mening at have en debat på så uklart et grundlag. Der er ikke noget at debattere, når det er så uklart, hvad Socialdemokraterne står for, sagde Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på sit ugentlige pressemøde.

Han siger, at han gerne vil mødes med Helle Thorning-Schmidt, men efterlyser et samlet politisk udspil fra hendes parti, før duellen bliver til virkelighed.

Det er den rene skræmmekampagne, mener Socialdemokraternes formand.

- Jeg synes, at statsministeren skal komme ned fra sin høje hest. Den plade, som han kommer med her, er én, vi har hørt før. Når det gælder regeringens forfejlede velfærdspolitik, deres valg af skattelettelser frem for velfærd, Irak og den stigende ulighed, så har vi langt bedre svar end regeringen. Det er jeg overbevist om, at statsministeren er klar over. Han vil undgå at diskutere politik, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Fogh var usædvanligt skarp i sin kritik af oppositionens største parti og sagde blandt andet, at partiet "sejler fuldstændigt".

På spørgsmålet om han så ikke netop burde mødes med Helle Thorning-Schmidt og vise vælgerne, at "det sejler", svarede Fogh:

- Jeg synes sådan set, at man får den bedste politiske diskussion, hvis man har to klare alternativer overfor hinanden. Det kunne da bestemt være meget fristende, men jeg synes på den anden side, at det her skal være fair play. Der skal også være to klare alternativer over for hinanden, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Helle Thorning-Schmidt mener i stedet, at regeringen skal melde sig ind i debatten og tage diskussionen med Socialdemokraterne.

- Det handler om, at de er nervøse for, at de visioner, vi har for Danmark, er visioner, der i stigende grad falder i danskernes smag, siger Socialdemokraternes formand.

Det er bemærkelsesværdigt, at Fogh på den måde forsøger at etablere, at Socialdemokraterne ikke har en samlet politik. Hvilket parti har det? Har regeringen eksempelvis en samlet politik? Altså ud over ønsket om at fastholde flertallet og regeringsmagten? V og K er indbyrdes dybt uenige på mange centrale områder, og regeringsgrundlaget er efterhånden udtømt, så det kan man vel næppe bruge som belæg. Samtidig er 2015-planen udskudt adskillige gange.

Socialdemokraterne præsenterede derimod den 10. april 2006 - altså for lidt over et halvt år siden - et samlet, politisk oplæg, der netop lægger linjen og tegner en kant til VK. Oplægget hed "Samling om fornyelse".

Uden at vi her skal tage nogle af parterne i forsvar, så vil vi gerne påpege, når politikere begår sig ud i spin-genren. Fogh og co. forsøger tydeligvis fortsat at italesætte "manglen på politisk projekt" som sossernes største problem. Det vil de nok fortsætte med - uanset hvad S gør for at imødegå påstanden. Det bedste forsvar mod sådan et angreb er i øvrigt i vore øjne en klassisk Fogh-strategi: Benægtelse!

Hvis Thorning-Schmidt stiller sig op og siger "Der er ikke noget at komme efter!" eller "Det kan jeg fuldstændig afvise", så burde det vel fungere lige så godt.

I øvrigt er det interessant, at Fogh ikke engang forsøger at komme med et belæg for sin påstand - og at ingen journalister forsøger at få ham til at forklare, hvad det er han savner, før han vil diskutere politik med oppositionens leder
.

Kilde: Ritzau / JP.

Ingen kommentarer: