To alen af samme stykke: Djengiz Khan og Anne-marie Helger

Peter Kurrild Klitgaard der i hvert fald har to ting jeg gerne ville have, mærkat som USA-ekspert og jobbet som sur gammel mand på Berlingske Tidendes "Groft Sagt"panel har denne ret morsomme kommentar om begrebet "Til Venstre for Djengiz Khan":

"Til venstre for Djengis Khan

Er De, kære læser, mon fra tid til anden stødt på udtrykket »til højre for Djengis Khan«? Så har De måske også både moret Dem over den farverige metafor og undret Dem over, hvad det i virkeligheden betyder. For hvorfor skulle den hærgende mongol-fyrste (ca. 1162-1227) egentlig være specielt højreorienteret? Lad os se på fakta: Han gik ind for en rigtig stor stat. Han gik meget ind for offentlig omfordeling (især til sig selv og allierede interessegrupper). Han førte i praksis en centralistisk planøkonomisk erhvervspolitik. Han anvendte tvangsarbejde snarere end markedsbetalte lønmodtagere. Han foretrak at »globalisere« gennem krig og erobring snarere end gennem fred og frihandel. Det første han gjorde, når han slog en anden stamme, var at likvidere dens elite og udjævne blandt resten ved at tage, hvad de havde.

Omvendt ville Djengis Khan givetvis have været modstander af skattestoppet og en flad skat, af magtens tredeling og retssikkerhed, af en ytringsfrihed så stærk, at man må gøre grin med det, magthaverne godt kan lide, og han praktiserede ikke stor respekt for privat ejendomsret, nedarvede traditioner (hos andre) eller almindelig høflighed. Lad os gætte på, at han ikke holdt sig tilbage for at skænde kristne mindesmærker, smaske og spise med begge albuer på bordet, ikke gjorde meget ud af retstavning og i det hele taget ikke opførte sig som, man kan forvente af en klassisk gentleman.

Kort sagt: Khanen var ikke spor borgerlig, men lyder lidt mere som Stalin, en fra Baader-Meinhof, eller andre der ville falde i god smag hos læsere af det hedengangne Land & Folk. Så må vi i fremtiden bede om at få placeret ham pænt til venstre i det politiske billede. Sådan dér et sted mellem Anne Marie Helger, Erik Clausen og Frank Aaen, hvor Helle Thorning-Schmidt lå før Gucci-tiden."

B: Elisabeth Arnold stopper

Den radikale folketingsmedlem Elisabeth Arnold, der er formand for Folketingets Europaudvalg, har meddelt sin bestyrelsen i sin partiforening, at hun siger stopper i folketinget ved næste valg, skriver Århus Stiftstidende fredag.

- Jeg har taget min tørn. Nu er det tid til at give plads til de unge, lyder det fra Elisabeth Arnold, der netop har fejret sin 65 års fødselsdag og har været medlem af Folketinget i 18 år.

Siden hun i 1988 blev Det Radikale Venstres kandidat i Århus Østkreds, er hun blevet valgt hver eneste gang.

Elisabeth Arnold nåede aldrig at blive minister, men til gengæld er hun medlem af Nationalbankens repræsentantskab.

SF: Al Gore som miljørådgiver

De nordiske lande bør udnævne den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore (D-Tenn.) til fællesnordisk miljørådgiver, mener Villy Søvndal fra SF.

Udmeldingen fra Søvndal kommer efter at Tony Blair og Gordon Brown i en sjælden stund af enighed i går oplyste at de har fået tilknyttet Al Gore som rådgiver i klimaspørgsmål. Et område som Al Gore må siges at vide ganske meget om.

- Jeg har svært ved at forestille mig en bedre ambassadør for det arbejde end Al Gore, siger Villy Søvndal.

S: JC i Folketinget

Det kommer nok ikke som den store overraskelse at den tidligere partisekretær for Socialdemokraterne, Jens Christiansen, nu vil i Folketinget. JC som han blot kaldes stiller op i den nye Vesterbro-Enghave-kreds hvilket betyder at han afløser Sophie Hæstorp der rykkede til Brøndby.

Der var store forhåbninger til den tidligere underdirektør i ISS da han i 2002 blev hentet ind som partisekretær som en del af Poul Nyrups fornyelsesproces. De moderate kræfter i partiet håbede at han kunne kombinere sine erfaringer fra formandstiden i DSU med den professionalisme som man kender i erhvervslivet til at geare Socialdemokratiets partikontor og kampagnemaskine til at virke i det 21. århundrede.

JC er ikke længere partisekretær, det job er i stedet gået til Henrik Dam Kristensen, og det er min klare opfattelse at det socialdemokratiske partikontor stadigvæk er et stykke efter Venstre når det handler om professionalisme. Mange vil nok betegne JCs tid som partisekretær som en skuffelse.