tirsdag, december 05, 2006

I øvrigt mener jeg: Brug for en kommunal Olsen-plan

Folketinget vedtog i 1994 den såkaldte Olsen-plan, der skulle styrke folketinget overfor regeringen. Planen der er opkaldt efter den daværende formand for Folketinget, Erling Olsen, der stod fadder til planen gik i store træk ud på at man tilførte partierne flere penge så de kunne ansatte noget professionel hjælp til det politiske arbejde og dermed være bedre i stand til at konkurrere med hele regeringsapparatet.

I kommunerne har man en lignende situation med stor ulighed mellem dem der har magten og dem der sidder i opposition, borgmesteren, den eneste fuldtidsansatte politiker har hele rådhuset og den kommunale administration i ryggen og på den anden side står oppositionspolitikerne som skal få lokalpolitik til at gå op i en højere enhed med arbejde og familieliv. Det er ikke fair og det er i mine øjne en af grundene til at vi ser den såkaldte borgmestereffekt i de danske kommuner der gør det nærmest umuligt at slå en borgmester af pinden med mindre vedkommende har haft hånden i kagedåsen eller kigger alt for dybt i flasken (eller kombinationen af de to ting).

Den københavnske ”overborger” Ritt Bjerregaard foreslog i forbindelse med al balladen om fordelingen af posterne i København at man fuldtidsansatte lokalpolitikerne i Borgerrepræsentationen. Det er måske en anelse i overkanten og med alle de tosser der render på lige præcis det rådhus er jeg sikker på at det ikke ville være til byens fordel, hvis man nu gav dem alt for meget tid hvor de kunne sidde og tænke luftige tanker.

Kommunalpolitik skal fortsat være et deltidsjob men kommunalpolitikerne burde købe sig selv en smule hjælp i form af akademikere, pressemedarbejdere og studentermedhjælpere der havde til opgave af hjælpe partierne med at trænge igennem i offentligheden og med at formulere (ny, bedre og mere gennemtænkt) politik. Altså en kommunal Olsen-plan.

Man kunne håbe på at det kunne være med til at skabe en bedre og mere kvalificeret kommunal debat om emner der vedrører borgerne, på det punkt minder politik jo meget om sport – det er oftest mere interessant at se to ligeværdige hold spille op mod hinanden, frem for at se fuldtidsprofessionelle lammetæve en flok glade amatører.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du har sikkert ret i, at i de fleste kommuner er borgmesteren den eneste fuldtidsansatte af byrådets medlemmer. Men I København er det vel ikke kun Overborgmesteren. Får de enkelte borgmestre ikke også en fuldtidsløn? Rådmændene i Århus Komune er i hvert fald fuldtidsansatte.

Anonym sagde ...

Jo, i de gamle magistratsbyer er rådmændene fuldtidsansatte. Bortset fra Frederiksberg.

Men det ændrer ikke på det generelle billede, hvor jeg er helt enig med David.

Anonym sagde ...

Det er et rigtig godt forslag.

Specielt i de kommuner hvor der er (tæt på) absolut flertal til et enkelt parti, vil det kunne kvalificere debatten væsentligt, hvis der var ressourcer til rådighed.

Til gengæld må man nok forvente at det bliver svært at få gennemført: Lokalt fordi dem der sidder på magten jo ikke har interesse i det, og nationalt fordi det jo isoleret set vil øge de offentlige udgifter...