tirsdag, januar 09, 2007

S: Kampen om borgmesterposten spidser til

Socialdemokratiet i Køge har truffet en beslutning om, at en afløser for borgmester Torben Hansen skal findes i åbenhed. Marie Stærke blev udpeget som kandidat i november, men to andre kandidater spillede sig på banen efter Torben Hansens død og det er nu mere åbent, hvem der bliver Køges nye borgmester. Det er dog ganske sikkert at det bliver en socialdemokrat.

Alle tre bliver dog vurderet til at have mangler, der vil gøre det svært for dem at udfylde den meget folkelige og populære borgmesters sko.

Kulturudvalgsformand Marie Stærke er, med sine kun 27 år, endnu ikke færdig med sin universitetsuddannelse og har kun siddet een periode i byrådet og hun har ikke været medlem af kommunens økonomiudvalg, og mens de fleste overfor os understreger hendes mange kvaliteter, er der dog også lidt tvivl om hun er helt klar til et kommunalt topjob.

Randi Hansen, 66, den tidligere viceborgmester i Skovbo og nuværende formand for socialudvalget, falder heller ikke i alles smag. Hun har bl.a. været udsat for en del kritik fra medarbejderne på rådhuset, der havde klaget deres nød til borgmesteren. Det er nok også tvivlsomt om medlemmerne i Køge er klar til at sende ledelsen af kommunen til Skovbo, Køge Kommune er stadigvæk provinsen og lokale tilhørsforhold betyder mere end de gør i eksempelvis København og Århus.

Den sidste kandidat, gruppeformanden Mikael Mogensen, 66, bliver vurderet til mere generelt at mangle de kvaliteter og egenskaber det kræver for at være borgmester.

En fjerde og ellers meget oplagt kandidat, er den lokale formand for 3F, Mads Andersen, der både har alderen og profilen til at være en varig løsning, men han har sagt nej, angiveligt af forskellige personlige årsager, han er bl.a. lige blevet far til et lille barn.

- Med Torben Hansens død er det blevet alvor. Det står klart, at det ikke er en person til en konstitueret post i en sygdomsperiode, der skal findes, men en varig løsning. Det er således gået op for folk, at der skal en mere gennemgribende drøftelse til. Jeg har en forpligtelse til at sikre, at der ikke er tvivl om, at medlemmernes demokratiske rettigheder er fastholdt i dette valg, understreger formanden for Socialdemokraterne i Køge, Tommy Kamp overfor Ritzau.

Medlemmerne af partiet har indtil på næste tirsdag til at beslutte sig for, hvem i den 10 mand store byrådsgruppe der skal være borgmester.

Afløseren bliver officielt valgt på et byrådsmøde den 17. januar og hvis det står til Tommy Kamp opfordrer sin partifæller i Køge Byråd til, at konstitueringsaftalen for byrådet bredes ud, så hele byrådet - og dermed også Venstre - inddrages.

- Venstre har i den grad opført sig ordentligt under Torben Hansens sygdom. Socialdemokratiet skylder dem stor tak, det er indiskutabelt, siger Tommy Kamp.

Kilde: Ritzau

Ingen kommentarer: