onsdag, januar 31, 2007

Naser Khader angribes for honorar

16.000 kroner. Så meget krævede det radikale folketingsmedlem Naser Khader i honorar, da han lørdag deltog i den såkaldte Auschwitzdag, som Vejle Kommune markerede med et arrangement. Det fortæller Fredericia Dagblad.

Kravet fra folketingskollegaen har oprørt viceborgmester i Vejle, Kristian Thulesen Dahl (DF):

- Jeg synes, det er en skændsel, at et folketingsmedlem, der hæver en halv million kroner om året i gage, tager sig betalt for at stille op til et sådant arrangement. Pengene kommer fra Undervisningsministeriet - så på den måde har det offentlige faktisk betalt Naser Khader to gange.

Heller ikke folketingskollega Karen Klint (S), valgt i Vejle, har forståelse for krav af den størrelsesorden:

- Som udgangspunkt bør man ikke tage honorar for at stille op som politiker. Det er med til at ødelægge det for os andre, når folk opfatter politikere som griske, siger Karen Klint.

Hun mener ikke, at Naser Khader er alene blandt folketingsmedlemmerne. Også andre opkræver - så vidt hun ved - honorar for foredrag. Men hun er sikker på, at det er langt de færreste.

- Jeg kan have en vis forståelse, hvis det er et foredrag, som handler om noget helt andet end det politiske. Ellers bør man ikke tage penge.

Selv hæver Karen Klint aldrig honorar , når hun stiller op. Og heller ikke Kristian Thulesen Dahl sender en regning:

- I sidste uge holdt jeg en times foredrag i en forening i Egense på Sydfyn, og i samme uge var jeg i Sønderborg på et gymnasium. Jeg mener, at vi har pligt til at stå til rådighed.

Thulesen Dahl vil tage sagen op lokalt og mener også, at man bør have en drøftelse på Christiansborg af det rimelige i, at en kommune bruger så stor en del af budgettet for Auschwitzdagen til at honorere et medlem af Folketinget.

Selv afviser Naser Khader, at der er noget forkert i at skrive en regning på 16.000 kr. til Vejle Kommune.

Til avisen forklarer KhadeR:

- Men jeg optrådte jo ikke som den radikale politiker Naser Khader. Jeg var der som personen Naser Khader.

- Jeg var jo foredragsholder, før jeg blev politiker. Det er også mit job. Jeg brugte en hel dag på arrangementet i Vejle og ændrede min flybillet hjem fra Paris for at få det til at gå op. Og det er jo min fritid, jeg bruger til formålet. Det er tid, som jeg ellers kunne have tilbragt med min familie, siger Naser Khader.

Auschwitz-dagen i Vejle startede klokken 11.00. Naser Khader kom klokken cirka 11.45. Han holdt et indlæg på cirka 25 minutter, og efter et indlæg fra kultursociologen Jacques Blum, svarede han på spørgsmål i cirka et kvarter. Arrangementet var slut omkring klokken 13.15.

Naser Khader har en omfattende foredragsvirksomhed. Af hans hjemmeside fremgår, at han ikke skal have honorar for politiske debatmøder, mens der kræves honorar for en række andre foredrag.

Khader mener ikke, at det var et politisk møde, og derfor er honoraret i orden:

- Jeg nævnte ikke mit parti med et ord i mit indlæg, siger Naser Khader.

Han henviser samtidig til oplysningen på hjemmesiden om, at en del af honoraret går til en særlig fond, der står i Naser Khaders fars navn. Som der står på hjemmesiden:

»Dele af overskuddet fra min foredragsvirksomhed går til min fars mindefond, som jeg har oprettet til fordel for hans landsby i Palæstina«.

Hvor stor en del af honoraret fra Vejle går til fonden, ved Khader endnu ikke:

- Det vil fremgå af min endelige regning til kommunen, når jeg ser, hvor meget det har kostet for eksempel at ændre min flybillet.

Han peger på, at også andre folketingsmedlemmer kræver honorar for at stille op til foredrag. Og han mener som nævnt, at det er i orden, når man bruger sin fritid til formålet.

Kilde: Fredericia Dagblad.

1 kommentar:

Jarl Cordua sagde ...

Naser Khader optræder uklædeligt grådigt.

Det er da børnelærdom, at man ikke kan skelne "personenen" fra "politikeren". For én gang skyld har Khader groft gået over stregen. Havde han fået fire flasker rødvin - fint med mig. Men at sende en regning som folkevalgt politiker. Nej, ved du nu hvad! Der må den gode Herr Khader have mig undskyldt!