onsdag, januar 31, 2007

Minister lover at godkende liberalt parti

18 måneder skulle der gå, inden Indenrigsministeriet løb tør for undskyldninger og bekvemmede sig til at godkende det ny liberale parti Liberalisterne, skriver morgenavisen dato.

I et svar til SF'eren Kristen Touborg lovede ministeriet i går, at det ny parti vil blive godkendt inden udgangen af januar. Derfor venter partiets stifter Torben Mark Pedersen i dag på månedens sidste dag med spænding på, hvad resultatet bliver. Trods udsigten til en afgørelse på den langvarige navnestrid er Torben Mark Pedersen vred. Han mener, at Venstre bevidst har forhalet sagen for at slippe for en ubehagelig konkurrent.

»Jeg mener hel klart, at det er chikane. De har bevidst trukket det i langdrag for at forhindre os i at stille op,« siger han og begrunder det med, at der først skulle gå et halvt år, før indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen indså, at han som næstformand i Venstre var inhabil og måtte overgive sagen til den konservative justitsminister Lene Espersen.

Så lå sagen stille i fire måneder, uden at nogen har kunne give en fornuftig forklaring, og senest måtte SF rykke selveste statsministeren for at få ham til at fremskynde processen.

Venstre har fra start protesteret mod, at partinavnet Liberalisterne lå for tæt op af Venstres officielle tilnavn, Danmarks liberale parti. Torben Mark Pedersen foreslog i stedet tre andre navne: ‘Liberalisterne - Frihed og Velstand', 'Liberalisterne - Friheds- og Velstandspartiet' og 'Liberalisterne, Det Frihedsorienterede Parti'. I dag afslører Lene Espersen hvilket af de tre navne, der får det blå stempel.

SF'eren Kristen Touborg mener, at den langvarige sagsbehandling er meget uheldig for ministeriets omdømme.

»Det nærmer sig slendrian. Enten er man meget ineffektive, eller også er det en bevidst forhaling,« siger han. Kristen Touborg kan godt forstå, hvis Liberalisterne er nervøse for, om de kan nå at indsamle de nødvendige underskrifter for at få lov til at stille op til næste folketingsvalg.

»Det er sidste udkald, hvis de skal have en chance for at indsamle de nødvendige 25-30.000 underskrifter,« siger han.

På baggrund af sagen har SF foreslået, at Indenrigsministeriet får frataget retten til at godkende partinavne. I stedet skal sagsbehandlingen flyttes til et uvildigt nævn, der oprettes til lejligheden.

Kilde: dato via DR Nyheder.

Ingen kommentarer: