torsdag, januar 04, 2007

Aaen undgår politianmeldelse

Selvom det ikke er første gang, Frank Aaen er blevet truet med politianmeldelse, så slipper han i denne omgang.

Forsvarsministeriet har besluttet, at Frank Aaen (EL) ikke skal meldes til politiet for at bryde sin tavshedspligt. Det var Søren Espersen (DF), der kritiserede Aaen i kølvandet på dokumentarfilmen "Den hemmelige krig," og han forstår ikke Forsvarets beslutning. Det fortæller TV2 Nyhederne.

I et forsøg på at dæmpe oppositionens kritik tillod Forsvarsministeriet i december medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn at læse hemmeligtstemplede dokumenter fra aktioner i Afghanistan.

Før gennemlæsningen underskrev medlemmerne en erklæring om, at "omtale, kopiering og afskrift - selv i uddrag - ikke var tilladt."

Få timer senere refererede Frank Aaen imidlertid alligevel sit indtryk af dokumenterne overfor blandt andre Ritzau og TV 2|Politik, og det fik Søren Espersen (DF) til at reagere skarpt.

Dagen efter stillede Espersen et §20-spørgsmål til forsvarsminister Søren Gade om, hvorvidt ministeren ville melde Frank Aaen til politiet for brud på tavshedspligten.

Det har Forsvarsministeriet nu besvaret med et "nej."

Kilde: TV2

Ingen kommentarer: