onsdag, februar 07, 2007

DSU aktionerer mod tynde modeller

Danmark bør sige nej til underernærede modeller i forbindelse med modemesser. Det mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), der under den kommende modeuge, der starter onsdag i Bella Center i København, vil føre kampagne mod de tynde tøjmodeller.

De unge socialdemokrater ønsker, at regeringen påtager sig et ansvar i sagen.

- Regeringen bør helt klart lovgive på området, siger Isabella Frenning, næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Hun er oprevet over, at modebranchen i Danmark selv afviser at tage et ansvar. Isabella Frenning peger på, at man i Spanien og Italien ikke giver meget underernærede modeller lov til at optræde ved store arrangementer. Ifølge de unge socialdemokrater bør Danmark følge dette eksempel og stille krav til, hvor tynde modebranchens kvinder må være.

- Det er indimellem nogle helt vanvittige kvindeidealer, vi oplever i forbindelse med disse modeuger, siger Isabella Frenning, der mener, at de meget tynde modeller skaber et misvisende billede af, hvordan sunde og raske kvinder bør se ud.

Kilde: DSU.

Ingen kommentarer: