mandag, november 27, 2006

V: S og R kun ude på at jagte Lars Løkke

Socialdemokraterne og De Radikale fører oppositionspolitik, når det er værst, i debatten om problemerne inden for kræftområdet, siger Troels Lund Poulsen (V) ifølge Ritzau.

I partiernes udkast til finanslov for de tre seneste år har hverken Socialdemokraterne eller De Radikale sat så meget som en krone af til kræftbehandling. Det hævder Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, og han tager det som udtryk for, at der bag de to partiers udmeldinger i de seneste dages debat om ventelister og kræftbehandling gemmer sig ét budskab: At skabe politiske vanskeligheder for indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det er virkelig hul kritik og oppositionspolitik, når det er værst, mener Venstres ordfører. Han har ved nærlæsning af papirerne bl.a. fundet frem til, at Socialdemokraterne i den seneste valgkamp havde afsat midler til en styrket indsats inden for kræftområdet. Helt nøjagtigt yderligere 400 mio. kr. om året gennem tre år.

- Men pengene blev aldrig afsat på de forslag til finanslov, som Socialdemokraterne fremsatte for 2006 og 2007. Derimod har regeringen tilført området flere milliarder ekstra siden 2005, siger Troels Lund Poulsen.

Man kunne indvende, at regeringen - der trods alt sidder på embedsapparat etc. - konsekvent har fortalt både opposition og offentlighed, at der ingen problemer er på kræftområdet. Og det er trods alt svært for en opposition at vide, at der er så store problemer, som det har vist sig, når ministeren konsekvent har benægtet det. Desuden er det vel netop en oppositions opgave at skabe problemer for de siddende ministre. Havde Lund Poulsen forestillet sig det modsatte?

Ingen kommentarer: