onsdag, marts 21, 2007

VU skælder ud på Haarder

VU-formand bakker op om Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen, der har kritiseret Bertel Haarder, fordi ministeren lader UNI-C under Undervisningsministeriet fungere som både offentlig rådgiver og privat it-leverandør. Det skriver Computerworld.

- Jeg er uforståelig overfor, hvordan Bertel Haarder kan forsvare den nuværende form med UNI-C, som både offentlig og privat aktør. Det strider mod grundlæggende liberal tankegang og harmonerer på ingen måde med regeringens kvalitetsreform, der netop skal skabe konkurrence i det offentlige, siger formand Karsten Lauritzen fra VU, der også er folketingskandiat for Venstre.

I stedet bør UNI-C holde sig til at rådgive ministeriet, mener Karsten Lauritzen.

Dermed stiller VU-formanden sig op i rækken af kritikkere. Dansk Industri og en række virksomheder har også beklaget sig over UNI-Cs dobbeltrolle.

I sidste uge kaldte Michael Aastrup Jensen UNI-Cs markedsandel på 81 procent af skolernes intranet-system for "monopol-lignende".

Og kritikken blev ikke mindre af, at 14 millioner kroner ud af 18 millioner kroner i statens første tilskudsrunde til opdatering af skolernes intranet, gik til produktet Skole-Intra, der forhandles af UNI-C.

Siden har blandt andre direktør Lars Fredsted fra Tabulex, en konkurrent til UNI-C, i et klagebrev til ministeren kaldt tingenes tilstand på området for "ikke særligt liberalt".

Han opfordrer i brevet, der også er sendt til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervsminister Bendt Bendtsen, Bertel Haarder til at gribe ind.

It-ordfører Michael Aaastrup Jensen vil tage sagen op med Bertel Haarder til næste gruppemøde hos Venstre.

Kilde: Computerworld.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Jeg er uforståelig overfor..."

Sikke et sprog den uforstående uforståelige VU-fomand har.

Anonym sagde ...

Det er set meget, meget værre fra den kant...