mandag, marts 19, 2007

Krarup: Den Danske Forening er vor tids frihedskæmpere

Dansk Folkeparti har måske nok i ord lagt afstand til Den Danske Forening, men partiets indfødsretsordfører, Søren Krarup, mener alligevel, at den fremmedfjendske forening er "vor tids frihedskæmpere". Søren Krarups rosende ord faldt, da han lørdag talte ved Den Danske Forenings 20-års jubilæum i Roskilde. Og de ord står han ved, siger han til Ritzau.

- Jeg har sagt, de er vor tids frihedskæmpere, og det mener jeg også, at de er. De har bidraget til, at systemskiftet skete i 2001, fordi de - uanfægtet af den beskidte behandling de fik fra alle medier, hvor de blev svinet til med skældsord og øgenavne - holdt fast i, at der var et problem, vi måtte tage alvorligt. Og det er det, som danskerne lyttede til, og derfor fik vi systemskiftet i 2001, siger Søren Krarup til Ritzau.

Efter at være blevet valgt ind i Folketingets meldte Søren Krarup sig ellers i 2002, sammen med partifællerne Jesper Langballe og Søren Espersen, ud af Den Danske Forening, efter at foreningen offentligt havde sammenlignet muslimerne med middelalderens sorte død eller pest. Søren Krarup planlægger dog ikke igen at melde sig ind i Den Danske Forening.

- Jeg holder deres blad med stor fornøjelse - og betaler endda en ekstra abonnementspris, fordi jeg ikke er medlem - men nu meldte jeg mig ud på grund af de ting, og derfor er der ingen grund til at ændre på det. Det ærgrede mig, at det hele tiden var mig, som skulle redde kastanjerne ud af ilden, når de dummede sig, også når jeg bad dem lade være med at dumme sig, og det gjorde de engang for meget, og så sagde jeg: Nu gider jeg ikke mere, siger Søren Krarup.

Dråben, som fik bægeret til at flyde over, var, da Den Danske Forenings næstformand, Poul Vinther Jensen, på et møde i det svenske højreparti Nationaldemokraterne fastslog, at "så længe der ikke er opfundet et apparat, der ved grænsen kan gennemlyse folk og opklare deres tro og hensigter, må vi for at standse udbredelsen af nutidens pest over Europa simpelthen generelt holde mulige smittebærere ude".

Forinden havde Søren Krarup ellers afvist kritikken af Den Danske Forening som "et systematisk forsøg på at dæmonisere" foreningen. Det på trods af, at Den Danske Forening blandt andet havde krævet danskere, som fremmede indvandring, dømt for landsforræderi med tilbagevirkende kraft, havde karakteriseret voldtægt som "normal muhamedansk adfærd", samt forsvaret den nu afdøde tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevics mod anklagerne om folkemord på muslimerne i Bosnien.

Kilde: Ritzau.

Ingen kommentarer: