onsdag, marts 28, 2007

Ritt vil have regler for lobbyister

I overborgmester Ritt Bjerregaards (S) nyhedsbrev roser hun politisk ordfø­rer, Anne Vang (S), og økonomiforvalt­ningens adm. direktør, Claus Juhl, for håndteringen af NCC-sagen, men skælder ud på lobbyindustrien.

- Sagen har vist, at det kan give anledning til stor usikkerhed - både for kommunalbestyrelsen, dens udvalg, borgere og virksomheder, når folke­valgte kommunalpolitikere arbejder i en branche, der lever af at påvirke beslutningstagere: Lobbyindustrien, skriver hun.

Dermed langer Ritt direkte ud efter Venstres Jesper Schou Hansen, der som bekendt osgå er ansat hos kommunikationsfirmaet Waterfront, og her beskæftiger sig med lobbyisme.

Ritt Bjerregaard rejser endvidere spørgsmålet, om politikere, som arbejder med lobbyisme, overhovedet kan være aktive i lokalpolitik:

- Men kan man sidde som lobbyist for forskellige virksomheder dagen lang og derefter lægge den kasket på hylden og derefter igen deltage i den politiske behandling af sager, der vedrører de samme virksomheder (eller deres konkurrenter) om aftenen i et lokalpolitisk udvalg? Det dur ikke. Der skal i hvert fald være fuld åbenhed omkring det, mener overborgmesteren, der tidligere har krævet fuld offentlighed omkring politikernes "ben" og økonomiske interesser, der nu kan læses direkte på kommunens hjemmeside.

Her fra Dansk Politik bakker vi altid op om mere åbenhed i det politiske system, men det er ikke nok, at det indføres i København. Folketinget burde gå i gang med en egentlig åbenhedslovgivning, og regeringen kunne jo passende sætte det på lovprogrammet for næste samling.

Kilde: TV2|Politik.

Ingen kommentarer: