onsdag, februar 14, 2007

V-politiker arbejdede i juridisk gråzone

Den korruptionsmistænkte Venstre-politiker i Københavns Borgerrepræsentation, Jesper Schou-Hansen, har bragt sig i en helt usædvanlig dobbeltrolle: Om dagen arbejder han som lobbyist og PR-mand i et af Danmarks førende og ældste lobbyfirmaer, Waterfront, for at hjælpe virksomheder med at påvirke det politiske system mod betaling. Om aftenen ifører han sig de gyldne kæder og fører selv politik i bystyret. Det fortæller Berlingske Tidende.

Politikerens private ansættelse er helt central i den skandale, der nu ruller på Københavns Rådhus. Her har Københavns Kommune meldt Venstre-politikeren til politiet efter et tip fra entreprenørkoncernen NCC om, at den pågældende politiker muligvis har fisket efter et økonomisk tilskud til Venstre-folks valgkamp samt betaling for politisk rådgivning.

Politiet efterforsker bl.a. et møde mellem NCC og politikeren, som sidder i bygge- og teknikudvalget. Mødets emne var et lokalplantillæg, der kunne redde NCC fra et tab på op mod 70 mio. kr. i en byggesag. Berlingske Tidende erfarer, at politikerens ansættelse i Waterfront kom op på mødet. Politikeren nævnte, at han privat arbejder med at hjælpe firmaer som NCC med problemer af netop den karakter, som virksomheden stod midt i. Han opfordrede på samme møde NCC til at styrke koncernens forbindelser til Venstre på rådhuset.

Politiet har mørkelagt sin efterforskning, Københavns Kommune udtaler sig ikke i sagen, NCC tier, og foreløbig er ingen sigtet i sagen. Venstre-politikeren ønsker ikke at stå frem, men afviser enhver mistanke om korruption. Flere juridiske eksperter fastslår, at der er meget vide grænser for en folkevalgts arbejde ved siden af politik.

Venstre-politikeren har tidligere lobbyet for bilindustrien, samtidig med at han har været Venstres trafikordfører i København.

Kilde: Berlingske Tidende.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Der er intet ulovligt ved at være lobbyist og politiker. Det er der jo mange der er. Men man skal selvfølgelig sørge for at holde tingene adskildt. Berlingskes historie er tynd kop te, kogt op på hvad vi andre kunne læse i politiken i går.

Det er efter min mening interessante er, at NCC ifølge Ekstra Bladet i dag har forsøgt at købe en V-politiker for at få partiet til at ændre sin holdning til en byggesag. Det er også ulovligt. Det hedder "bestikkelse."