onsdag, marts 14, 2007

Fogh vil have åbenhed om lokalpolitikeres økonomi

Lokalpolitikere bør fortælle åbent om økonomiske interesser og hverv, så de undgår at blive mistænkt for at sammenblande politik og privatinteresser, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han opfordrer de lokale folkevalgte til at lade sig registrere på samme måde, som folketingspolitikerne gør på frivillig basis, og som han kræver det af såvel sine ministre som deres ægtefæller. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Mennesker, der påtager sig et folkevalgt hverv, bør også være åbne om, hvilke interesser de har. Det er bedst for at skærme sig imod mistanke om, at der er konfliktende interesser i det arbejde, man udfører. Det er grunden til, at jeg altid personligt frivilligt har ladet mig registrere. Det er først og fremmest en lokal afgørelse, om det skal udbredes til kommunerne, men jeg synes, at det er klogt, hvis man gør det i kommunerne ikke mindst nu, da vi har fået 98 nye, store kommuner, hvor der kan stå mange interesser på spil, siger Anders Fogh Rasmussen til avisen.

Statsministerens opfordring falder på baggrund af den såkaldte korruptionssag i Københavns Kommune, hvor entreprenørvirksomheden har anklaget medlem af Borgerrepræsentationen Jesper Schou Hansen (V) for at stille krav om modydelser til gengæld for opbakning til byggetilladelse af 204 boliger på Teglholmen.

Her på Dansk Politik støtter vi klart Foghs opfordring. Man kunne dog godt ønske sig, at Fogh faktisk ville gøre mere end blot at opfordre til det. Fx indføre den samme tvang, som han påtvinger sine ministre. Hvad med at gå forrest, og lave et arkiv på venstre.dk, hvor man kan se informationerne om alle Venstres folkevalgte? Vi savner i høj grad offentlighed omkring politikerne. Ikke fordi vi mistænker dem for andet end at passe deres arbejde, men for at gøre politik åbent og mere gennemskueligt. Det kan være med til at afskaffe lidt af den såkaldte "politikerlede".

Kilde: Jyllands-Posten

Ingen kommentarer: