En af Venstres folketingskandidater, Peter Dits Christensen, melder sig nu på banen som støtte til urmageren Michael Woollhead, skriver B.T. mandag.
Venstre-manden har iværksat en indsamling af penge til urmageren, der er varetægtsfængslet, efter at han i sidste uge affyrede mindst to skud mod tre røvere, der stormede ind i hans forretning i København,
»Da jeg hørte det, besluttede jeg mig for, at der skulle oprettes en indsamlingskonto for at vise respekt for ham og måske være med til at give ham et »lille plaster på såret«, siger Peter Dits Christensen til avisen. Dits Christensen er er Venstres folketingskandidat i Vordingborg-kredsen.
Sammen med sin kæreste har han selv oplevet at være udsat for indbrudstyve for et års tid siden. Derfor har Peter Dits Christensen stor forståelse for urmagerens situation, og han afviser, at det er problematisk at samle penge ind til en mand, der er sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.
»Jeg kan levende sætte mig ind i hans situation og forstår hans afmagt, efter at han flere gange har været udsat for forbrydelser mod hans forretning. Jeg synes, den her sag bør være et signal til politikerne om at vurdere, om det hele er rimeligt på det her område, og om der ikke er noget, som bør ændres i lovgivningen,« siger Peter Dits Christensen, der sætter spørgsmålstegn ved, om politiet har sat sig ordentligt ind i urmagerens situation, da røverne pludselig stod i hans butik.
Om sagen får konsekvenser for hans politiske liv er endnu uklart, men mon ikke det bliver vendt på næste kredsbestyrelsesmøde.
Kilde: B.T.
mandag, januar 22, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar