fredag, marts 23, 2007
DF-politikers indblanding forarger
Læserbrevet skaber forargelse, fordi tvangsfjernelsen er uden for hans udvalgsområde, nemlig kultur- og planlægningsudvalget. Desuden er tvangsfjernelsen en sag, der bør behandles i fortrolighed, mener kritikerne.
- Jeg bryder mig ikke om det. Man skal ikke som politiker gå ud offentligt og stemple en bestemt dreng, siger byrådsmedlem Karen Strandhave (S), som er formand for kommunens tvangsfjernelsesudvalg, til Fyens Stiftstidende.
Christian Kaastrup (S), medlem af kultur- og planlægningsudvalget, er dog ikke overrasket.
- Det kan han ikke tillade sig. Men det er Dansk Folkepartis kedelige og utrolig firkantede måde at optræde på i forhold til flygtninge og indvandrere. Det viser, hvilket niveau de befinder sig på, siger han.
Men opstanden preller tilsyneladende af på Morten S. Petersen.
- Sagen var jo allerede omtalt i medierne. Hvis andre synes, det er forkasteligt, hvad jeg har gjort, så tager jeg det stille og roligt. Det kan ikke bringe mit pis i kog. Jeg kan ikke tage det alvorligt, siger han.
Kilde: Danske Kommuner.
torsdag, marts 22, 2007
Eksborgmester beskyldes for fusk
Norden, der forlod partiet tilbage i april 2006 i protest mod formand Helle Thorning-Schmidt, har nemlig ikke betalt sin partiskat for den sidste periode, han var medlem. På partiets generalforsamling forleden tordnede formand Poul Ulfe imod Johan Norden og beskyldte ham for snyd.
Eksborgmesteren, der i dag er løsgænger i Langeland Kommunes byråd, indrømmer, at han har glemt at betale partiskatten. Men han er utilfreds med, at han skal trues fra talerstolen på en generalforsamling.
- Det er vel meget normalt, at den, man skylder penge, retter henvendelse først, inden de begynder at true med advokat, siger han til Fyens Stiftstidende.
På generalforsamlingen kaldte Poul Ulfe det en navlebeskuende beslutning, at Johan Norden forlod partiet, efter man havde brugt penge på hans borgmesterkandidatur.
Nordens exit fra Socialdemokraterne skyldtes ikke kun Helle Thorning-Schmidt, men også, at han var blevet vraget som folketingskandidat i Svendborgkredsen.
Kilde: Danske Kommuner.
onsdag, marts 21, 2007
Odense-borgmester kritiseres for indholdsløs studietur
Byrådsmedlemmerne mente ikke, at det kunne forsvares at betale 9800 kroner for borgmesterens rejse. Det havde de ret i, lyder vurderingen fra Statsforvaltningen i Syddanmark. I en ny afgørelse slås det fast, at det faglige indhold af rejsen var alt for tyndt. Det skriver Danske Kommuner.
Selv mener Odenses konservative borgmester Jan Boye dog ikke, han har gjort noget forkert.
- Jeg mener, at jeg meldte mig til det her arrangement i god tro. Ændringerne, der har ført til Statsforvaltningens afgørelse, kom til efter, jeg havde afgivet min bindende tilmelding. Derfor har jeg meldt mig til i forhold til det oprindelige programudkast, siger han.
De øvrige deltagere på turen talte blandt andre Tommerups borgmester Finn Brunse (S), Munkebos borgmester Palle Hansborg-Sørensen (S), amts- og byrådsmedlem Steen Møller (K) fra Odense og kommunaldirektør Egon Gaarde, Munkebo Kommune. Statsforvaltningen vil ikke gøre yderligere i sagen.
Kilde: Dansk Politik.
Odenses borgmester skal giftes
Parret mødte hinanden første gang i 1998, hvor den i dag 34-årige Dorthe Hjertstedt blev medlem af Fyns Amtsråd. Her blev Jan Boye som bekendt senere amtsborgmester, og da parret begyndte at komme sammen, trådte Dorte Hjerstedt tilbage fra posten som politisk ordfører for Socialdemokrater.
Hun er stadig medlem af partiet, men forlod politik, da amtsrådet blev nedlagt ved årsskiftet.
- Den konsekvens ærgrer mig, fordi Dorte oprigtigt talt er en meget dygtig politiker, men sådan er spillets regler, siger den kommende gom til Stiftstidende.
Parrets bryllupsrejse går til Rom, og de forsikrer, at der ikke er en familieforøgelse på vej endnu.
Kilde: Fyens Stiftstidende via Danske Kommuner.
mandag, marts 19, 2007
Dansk Folkeparti kuppet i Nyborg
Socialdemokraterne er tilbage i varmen i Nyborg Kommune. Valget i 2005 førte ellers til en borgerlig sejr og efterfølgende en konstituering uden S, men nu har en ny konstitueringsaftale skabt fornyet venskab mellem fløjene i byrådet.
Det er dog ikke alle, der glæder sig over den nye aftale. For med aftalen har de borgerlige med borgmester Jørn Terndrup (V) i spidsen sat Dansk Folkepartis enlige byrådsmedlem Bente Damhave uden for indflydelse. Hun mister posten som formand for socialudvalget. Den fik hendes nu afdøde forgænger Ernst Kissow til gengæld for at støtte Jørn Terndrup.
Borgmesteren er ikke meget for at udtale sig om bruddet med DF, men det er Bente Damhave til gengæld. Hun lægger ikke skjul på, at hun føler sig kuppet.
- Jeg er rasende, gal og dybt skuffet. Jeg føler mig dolket i ryggen, siger hun til Fyns Amts Avis.
Ny formand for socialudvalget er ifølge Fyens Stiftstidende den socialdemokratiske gruppeformand Erik Christensen. Konstitueringsaftalen betyder også, at kommunen nedsætter et nyt kultur- og fritidsudvalg med socialdemokraten Peter Sejersen som formand.
Via: Danske Kommuner.
tirsdag, februar 20, 2007
Odenseanere vil have Bundsgaard som borgmester
Hver femte vælger i Odense mener, at Anker Boye skal være socialdemokraternes spidskandidat ved næste valg. En anden femtedel mener, at jobbet bør gå til Lotte Bundsgaard, der i dag er MF og fhv. minister.
Tallene kommer fra en meningsmåling, som er foretaget af Gallup for Fyens Stiftstidende. Heri svarer 18,2 procent af de adspurgte - socialdemokrater og andre - at Lotte Bundsgaard er den mest oplagte kandidat. Lidt flere, 18,8 procent, peger på Anker Boye.
Lotte Bundsgaard tager dog ikke undersøgelsen særligt alvorligt.
- Nu er det medlemmerne i vores parti, der vælger spidskandidaten, ikke en meningsmåling. I øvrigt vil jeg gerne understrege igen, at jeg slet ikke er kandidat, siger hun til avisen.
Anker Boye tabte i 2005 borgmesterposten til de konservatives Jan Boye. Anker bar selv hele ansvaret, idet det var ham, der mistede personlige stemmer i en størrelsesorden, der var så markant, at et komfortabelt flertal skiftede.
At Bundsgaard igen afviser tanker om at gøre Jan Trøjborg, Ritt Bjerregaard m.fl. kunsten efter og udskifte Christiansborg med et kontor på Rådhuset, står nok mere til troende, end journalisterne på "Stiften" gerne vil have.
Bundsgaard er nemlig gift med de nuværende ældrerådmand, Søren Thorsager, der er partiets nr. 2 i Odense. Han er den oplagte afløser for Anker Boye, og selvom Anker Boye forsøger at blive sikret spidskandidaturet allerede i efteråret, så spår flere pålidelige kilder, at Anker Boye igen må ud i en urafstemning, ligesom da han i sin tid blev borgmesterkandidat i 1993.
Der er nemlig stor utilfredshed med Anker Boyes indsats både før, under og efter valgkampen, og han har haft svært ved at tage kampen op med den rutinerede Jan Boye. Mange partifæller ønsker derfor den klart yngre og mere markante Søren Thorsager som spidskandidat, og det ønsker Lotte Bundsgaard naturligvis ikke at stå i vejen for.
Desuden er de fleste enige om, at Bundsgaard klart bedst egner sig til landspolitik og ikke til at gå ned i små enkeltsager, som også præger en stor kommune som Odense.
fredag, februar 02, 2007
Ellemann går til angreb på Karen J
Den tidligere Venstreformand Uffe Ellemann-Jensen, der bliver udråbt som "naivist" i Karen Jespersen og Ralf Pittelkows nye bog "Islamister og Naivister" angriber direkte ægteparrets troværdighed.
- De to har bevæget sig holdningsmæssigt i så stor en bue, at jeg simpelthen ikke magter at følge med og ikke magter at tage dem alvorligt. Så derfor har jeg undladt at gå ind i en polemik om den bog, for jeg synes ikke, den er seriøs, siger Uffe Ellemann-Jensen til Fyens Stiftstidende og peger på parrets rejse fra den yderste venstrefløj, hvor de var hans argeste modstandere under den kolde krig til i dag, hvor de er gået til kamp mod islamismen.
- Konvertitter er tit dem, der indtager de ekstreme synspunkter, så konvertitter er jeg altid meget skeptisk over for, siger Uffe Ellemann-Jensen og uddyber, at det farligste der kan ske i indvandrerdebatten er, hvis man dæmoniserer mindretallene.
Det fynske V-folketingsmedlem Britta Schall-Holberg er enig med sin tidligere formand og ministerkollega:
- Jeg håber utroligt meget, at Karen Jespersen har andet på paletten end frygten for islamister, for ellers bliver det svært for Venstre. For selv om de udlændingestramninger, vi har foretaget, var nødvendige, tror jeg, at der langt ind i Venstres rækker allerede er folk, der synes, at vi er gået for hårdt til værks, og at det er båret af et lidt for firkantet synspunkt, siger Britta Schall-Holberg til Fyens Stiftstidende.
En række Venstrefolk bød dog Karen Jespersen velkommen med kommentarer om, at man altid kan blive klogere. Om Karens Jespersens vandring fra revolutionær VS'er til liberal Venstremand siger den ligeledes fynske MF'er Erling Bonnesen:
- Lige da jeg hørte, synes jeg det var lidt spøjst. Men hun har undergået en god udvikling siden sin rødstrømpetid. I dag er hun realistisk med et godt socialt engagement, siger Erling Bonnesen.
Også det odenseanske folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholdt byder Karen Jespersen velkommen.
- Hun har sine meningers mod og er et talerør for de svageste i samfundet, siger han og ønsker ikke at kommentere kritikken fra den tidligere Venstreformand.
Kilde: Fyens Stiftstidende.
torsdag, januar 25, 2007
Politiker til byrådskollega: Ti stille
Der er en aktiv debat, når byrådet i Svendborg Kommune træder sammen. Lidt for aktiv, synes byrådsmedlem Medhat Khattab (V). Han mener, at visse politikere spilder kollegernes tid med lange enetaler og afstemninger, de alligevel ikke chance for at vinde.
Han har bedt kommunens centraladministration oplyse, om borgmester Lars Erik Hornemann (V) er i stand til at bremse talestrømmen og afvise frugtesløse afstemninger.
Medhat Khattab vil ikke fortælle, hvem der efter hans mening spilder byrådets tid, men Fyens Stiftstidende mener at vide, at det drejer sig om Enhedslistens Jesper Kiel.
- Hvis det kører videre, som det har gjort hidtil med jævnlige indlæg om landspolitik, så mister vi koncentrationen. "Vedkommende" bliver ved med at forlange afstemning, selv om han tit står alene med sine synspunkter. Hvert byrådsmedlem har også familie og arbejde at passe, og det tjener ikke borgerne i Svendborg med så ukonstruktive møder, siger Medhat Khattab til avisen.
Selv er Jesper Kiel ikke i tvivl om, at det er ham, der sigtes til.
- Medhat Khattab har en besynderlig demokratiopfattelse. Det ville være det rene diktatur, hvis borgmesteren skulle have mandat til at beslutte, hvem der er taleberettiget. Og det har han selvfølgelig ikke, siger Jesper Kiel.
Svaret fra centraladministrationen lyder da også, at borgmesteren ikke kan afvise politikernes krav om taletid og afstemninger.
Kilde: Danske Kommuner.
onsdag, januar 24, 2007
Middelfart vil være landkommune
Men det vil borgmesteren have lavet om på Er du landkommune, kan du få, er du bykommune, så må du gå. Det er realiteterne i Fødevareministeriets nye landdistriktsprogram. For de såkaldte mellemkommuner er situationen dog lidt mere kompliceret. De kan kun få begrænset del i puljemidlerne og skal selv bidrage med et beløb.
Blandt mellemkommunerne er Vejle, Silkeborg, Ringsted og Middelfart, men for sidstnævntes vedkommende er det ikke en hæderstitel. Middelfart Kommune vil betragtes som landkommune, så man kan få uhindret adgang til pengekassen. Derfor har borgmester Steen Dahlstrøm (S) skrevet til fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) for at få ham til at revurdere sagen.
- Jeg vil ikke bare sidde med hænderne i skødet. Der er mennesker ude i landdistrikterne, der brænder for deres idéer, og de fortjener opbakning, siger Steen Dahlstrøm til Fyens Stiftstidende.
Borgmesteren erkender, at Middelfart allerede er inde i en god udvikling rent erhvervsmæssigt. Men kategorier som beskatningsgrundlag og uddannelsesniveau bør tale for at ændre kommunens status til landkommune, mener han.
De er mærkelige i provinsen. De vil gerne være bonderøve.
Kilde: Danske Kommuner
tirsdag, januar 16, 2007
26-årig udfordrer S-kandidat i Svendborg
Hun vil være socialdemokratisk folketingskandidat i Svendborg-Langeland kredsen. Den afgørende kraftprøve finder sted ved partiets kredsgeneralforsamling den 27. marts.
Daniella Wellejus meddelte sin kandidatur sidste weekend - angiveligt efter opfordring fra flere.
Formelt mangler hun at samle 25 stillere, der skal skrive under på at støtte hendes kandidatur senest fjorten dage inden generalforsamlingen. Om hun så kan vippe Niels Chr. Nielsen af pinden, er et helt andet spørgsmål.
Daniella Wellejus' beslutning er ikke mindst opsigtsvækkende, fordi hun stort set intet har prøvet i sin politiske karriere.
Hun læser statskundskab på Syddansk Universitet i Odense og regner med at afslutte studiet næste år. Hun har været medlem af DSU siden 1998 og af partiet fra 2001, da hun flyttede fra København til Svendborg.
Ved siden af studiet arbejder hun som studentermedhjælper i Odense Kommunes Institutionsafdeling og tidligere kunne man gennem nogle år finde hende bag kiosken i Føtex.
Det lykkedes hende ikke at blive valgt til Svendborgs byråd ved novembervalget 2005. Med 138 personlige stemmer fik hun kun en placering som Socialdemokraternes fjerdesuppleant.
I fritiden interesserer hun sig for sang og musik - og naturligvis politik. På hjemmesiden www.daniella.nu meddeler hun med stolthed, at hun håber at blive kredsens folketingskandidat og at hun i øvrigt har vundet bronce ved DM i softball.
- Jeg stiller op, fordi det er spændende. Drønspændende. Jeg vil gerne være der, hvor tingene sker, siger Daniella Wellejus til Fyens Stiftstidende.
Kredsformand Gert Rasmussen bekræfter, at Daniella Wellejus kontaktede ham i fredags under en fest i AOF Svendborg.
- Daniella trak mig til side og fortalte om sin beslutning. Og dagen efter ringede hun og bekræftede den, siger Gert Rasmussen.
I aften diskuterer kredsbestyrelsen den nye situation, og før det møde er afviklet ønsker den eksisterende folketingskandidat Niels Chr. Nielsen ikke udtale sig til fyn.dk.
Daniella udfordrer en kandidat, der både er stærk på papiret, men samtidig svækket. Han er LO-formand og desuden HK-formand frem til 1. april, endvidere formand for Svendborg Produktionshøjskole, næstformand i Svendborg Erhvervsskole og formand for det lokale beskæftigelsesråd i Svendborg.
Det er altid et godt udgangspunkt for en S-kandidat, men Nielsen er svækket af, at han ikke formåede at blive valgt fra den ellers stensikre Svendborg-kreds ved valget i 2005, og samtidig kan erindringen om sidste års af og til pinlige forløb i HK også få betydning. Her forhindrede internt roderi to generalforsamlinger i at blive afviklet, og der stillede en modkandidat op mod ham, uden dog at blive valgt.
Kilde: Fyn.dk
fredag, januar 12, 2007
Den radikale Niels Helveg Petersen genopstiller ved næste valg.
Det bekræfter den tidligere økonomi- og udenrigsminister overfor TV 2|Politik.
Niels Helveg Petersen hører til blandt Folketingets ældste medlemmer - både hvad angår alder og anciennitet. Han fylder 68 år i næste uge, og mere end 32 af dem har han tilbragt som medlem af Folketinget.
Niels Helveg blev valgt første gang i 1966 i Fredensborg, og er i dag opstillet i Middelfart (Fyns storkreds).
Han har siddet i Folketingets præsidium siden 2005. Hvis Helle Thorning-Schmidt laver regering sammen med de Radikale er det ikke utænkeligt, at Niels Helveg kunne blive formand for Folketinget, en post som Niels Helveg brændende ønsker og som Socialdemokraterne kunne handle for et ekstra fagministerium. Der er dog to ting, der taler imod den løsning.
Formanden for Folketinget får løn svarende til en minister og kan råde over formandslejligheden, en dejlig stor lejlighed tæt på arbejdspladsen.
Kilde: TV2/Nyhederne
tirsdag, januar 02, 2007
S til kamp mod svin
Dan Jørgensen er bekymret for miljøet, fordi kommunerne overtager ansvaret fra amterne. Det vil medføre flere tilladelser til udvidelser af svineproduktioner, frygter han, ifølge DR Fyn.
En løsning er at nedsætte en kommission, der på et helt overordnet niveau skal komme med en plan for svineproduktionen:
- Svineproduktion er en industri, så området bør reguleres som al anden industri. Det bliver også samlet i særlige erhvervsområder, siger Dan Jørgensen.
- Der produceres allerede nu mange svin i Danmark. Nu bliver problemet endnu større. Der er behov for at finde en langsigtet løsning, så vi finder en balance mellem miljøbeskyttelse, landmændenes behov for udvikling, økonomi og naboers krav på at kunne opholde sig i egen have på én og samme tid, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Produktionen af svin i Danmark er steget med 2,5 mio. de sidste 4 år. Landbruget selv anslår, at produktionen vil stige med yderligere 40% de næste 10 år.
Dan Jørgensen kommer - ligesom Lundsfryd - fra Fyn, og netop øen i midten af Danmark har den største koncentration af svin. Derfor er det naturligt, at Fyn går forrest i udviklingen og evt. virker som forsøgsområde for fremtidens svineproduktion mener de to socialdemokrater.
Kilde: DR Fyn.
fredag, december 15, 2006
Carina Christensen bliver ny forbrugerminister
Den 34-årige Carina Christensen (K) bliver ny minister for familie- og forbrugeranliggender, oplyser statsministeriet.
»Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i dag besluttet, at medlem af Folketinget Carina Christensen i dag udnævnes som familie- og forbrugerminister«, skriver ministeriet.
»Det er en drøm. Det er det for alle politikere, og det er det også for mig«, sagde den nyudnævnte minister til TV 2 News, inden der blev skålet sammen med partiformand Bendt Bendtsen.
Den samme Bendt Bendtsen (K) der iøvrigt skulle fungere som en mentor for den nyudnævnte minister, i Ekstra Bladet omtales hun som "Bendt Bendtsens 'darling'. Ikke mindst fordi hun, som han selv, er fra Fyn. Men også fordi hun er aktiv erhvervskvinde. Men ellers er der ikke mange i K-gruppen, der egentlig forstår, hvorfor den ret farveløse Carina Christensen sådan er gået hen og blevet partilederens foretrukne".
Dermed er afløseren for Lars Barfoed (K) fundet. Barfoed gik tidligere på ugen af som minister, efter at Dansk Folkeparti valgte at trække støtten til ham som minister. Det skete på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen, der kritiserede fødevarekontrollen samt Barfoeds oplysninger til Folketinget om samme.
Carina Christensen har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget siden 2001. Hun er valgt i Fyns amtskreds, hvor hun er opstillet i Faaborg-Ærø-kredsen. Carina Christensen er født i 1972, blev student fra Middelfart Gymnasium i 1991 og har en uddannelse som cand.negot. fra Syddansk Universitet. Hun arbejdede en overgang i Brussel og var et par år møbelfabrikant ind til hun altså blev valgt til Folketinget.
Hun skal i dag 16.30 i tiltrædelsesaudiens hos dronning Margrethe.
Carina Christensen bestrider i dag posten som de konservatives uddannelsespolitiske ordfører. Der er intet oplyst om, hvem i den konservative folketingsgruppe, der skal overtage denne post, men her fra redaktionen gætter vi, at det bliver enten Pia Christmas Møller, eller arbejdsmarkedsordfører Jacob Axel Nielsen.
Kilde: Statsministeriet, Folketinget.dk, Ekstra Bladet og TV2 News samt Fyens Stiftstidende.
torsdag, december 14, 2006
Ny fynsk S-kandidat klar
Julie Skovbys er født i Odense som en af et hold trillinger. Hun flyttede til Hillerød som seksårig med familien. I 1996 meldte hun sig ind i DSU. To år efter flyttede hun tilbage til Fyn og begyndte at studere statskundskab ved dengang Odense Universitet - i dag Syddansk Universitet.
Den 28-årige studerende blev i 2005 valgt til regionsrådet i Syddanmark, og overtog siden også Otterup-kredsen efter Lotte Bundsgaard, der flyttede til Odenses 2. kreds, fordi Otterup-kredsen blev nedlagt som følge af kredsreformen.
Kredsen ser det som en fordel, at Julie Skovsby er bosiddende i Odense og har opbakning fra DSU. Det mener man kan være med til at skaffe stemmer nok til en plads i Folketinget ved næste valg. Det vil dog uden tvivl kræve en massiv S-fremgang ved næste valg, hvis den lille landbo-kreds skal give stemmer nok.
Læs mere hos Fyens Stiftstidende.
Kilde: Julie Skovsbys hjemmeside.
onsdag, november 29, 2006
Nye taxa-regler for Odenses byrødder
Reglerne skal træde i kraft 1. januar og indebærer blandt andet at politikerne ikke længere kan tage en taxa til arbejdet - med mindre de har et bestemt møde eller lignende. Det er altså slut med praje en vogn fra morgenstunden, hvis man blot skal passe sit arbejde.
Sammen med de nye regler er der desuden lavet et etisk regelsæt som vil blive offentlig tilgængeligt på Internettet, side om side med regnskaber fra de enkelte politikers rejser, efter forbillede fra København, hvor Ritt Bjerregaard (S) indførte fuld offentlighed om rejser, løn, ben osv. til BR-politikerne.
Regelsættet er endnu ikke at finde på kommunens hjemmeside, men Fyens Stiftstidende har dem.