Viser opslag med etiketten Frederiksberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frederiksberg. Vis alle opslag

torsdag, marts 29, 2007

S-kandidat foreslår internet i S-tog og metro

Seks ud af ti togrejser i Danmark foregår med enten metro eller S-tog, og derfor haster det med trådløst internet der. Det mener den socialdemokratiske folketingskandidat Bo Sandberg, der ikke kan forstå, at DSB i første omgang prøver med internet på regionale strækninger i Jylland.

- Jeg synes, at DSB i stedet så hurtigt som muligt skulle give internetadgang på de strækninger, som har flest daglige brugere, siger Bo Sandberg til MetroXpress.

Han mener, at det vil gøre S-tog og metro til et mere populært valg, fordi man som pendler kan udnytte rejsetiden.

- Trådløst internet i samtlige S-tog vil være en klar forbedring for brugerne. Det vil være en facilitet, som bilerne ikke kan komkurrere mod, og det vil også løfte den samfundsøkonomiske arbejdsproduktivitet, siger Bo Sandberg.

Han har regnet ud, at det vil koste DSB omkring 13 millioner kroner at installere det trådløse internet. Teknologien er kendt, siger han.

DSB har i forvejen besluttet, at der i de kommende år skal være internet i fjerntogene. Betalingen for brugen af internettet skal til den tid ikke ske til DSB, men til TDC, som vil levere forbindelsen.

Hos DSB S-tog siger salgsdirektør Helle Tiedemann, at ideen om trådløst internet allerede er overvejet.

- Men endnu er det for dyrt. Og den gennemsnitlige rejsetid i S-tog er mellem 8 og 12 minutter – på den tid kan man knapt nok nå at åbne computeren og få koblet sig på. Der er selvfølgelig nogle, der har længere rejsetid, men ikke nok til, at det kan forsvare udgiften, siger Helle Tiedemann.

Hun tilføjer, at DSB S-tog samtidig frygter at blive overhalet af udviklingen.

- Flere og flere kan på på nettet og tjekke for eksempel mail fra håndholdte computere og mobiltelefoner. På kortere strækninger vil det være nok for langt de fleste, siger hun.

Bo Sandberg er opstillet af Socialdemokraterne på Frederiksberg og er i øvrigt tidligere formand for Socialdemokraterne i København.

Kilde: MetroXpress.

søndag, marts 11, 2007

Kristendemokraterne stiller Bodil Kornbek op på Frederiksberg

Kristendemokraterne i Københavns Storkreds holder opstillingsmøde d. 20. marts. Her forventes det at partiformanden Bodil Kornbek vil blive opstillet som folketingskandidat i Slotskredsen på Fredseriksberg.

Bodil Kornbek sad i Folketinget fra 2001 til 2005 hvor hun var opstillet i Lyngbykredsen i Københavns Amt. Hun var opstillet som partiets spidskandidat til Regionsrådsvalget i Hovedstadsregionen, men opnåede ikke valg.

Bodil Kornbeks blog.

fredag, marts 02, 2007

Lebech vil have valg på internettet

Borgerne skal kunne afgive deres stemmer ved politiske valg uden at gå uden for døren.

Det mener Frederiksberg Kommunes borgmester Mads Lebech (K), der har gode erfaringer fra valg til ældreråd i Frederiksberg. Her gik valgdeltagelsen frem fra 36,1 procent til 40,3 procent, da kommunen indførte elektronisk valg første gang.

- Digitale afstemninger giver en større valgdeltagelse generelt. Det er positivt i tider, hvor engagement og deltagelse ved valg mange steder er vigende, siger han til Computerworld.

Det bliver dog afvist af Indenrigsministeriet og Folketinget. Valgkonsulent i Indenrigsministeriet Anne Birte Pade mener ikke, at sikkerheden er god nok.

- Nøgleproblemet er, at stemmeafgivning hjemme eller på arbejdspladsen giver problemer med at fastslå vælgernes identitet og at de ikke udsættes for påvirkning under stemmeafgivningen, siger hun.

Videnskabsminister Helge Sander (V) vil dog bede IT- og Telestyrelsen om at lave en statusrapport over elektroniske valg og vil derefter drøfte valgformen med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Kilde: Computerworld.

mandag, januar 29, 2007

V-kandidat i Valby valgt

Torben Skytte Raahede er blevet valgt som folketingskandidat for Venstre i den nye Valby kreds, oplyser partiet.

Han blev 1. suppleant ved sidste folketingsvalg, i den nu nedlagte Vestre Storkreds.

Torben Skytte Raahede har tidligere været landsformand for Liberale Studerende, er 33 år, uddannet cand.scient.pol. og ansat i Frederiksberg Kommune som fuldmægtig.

Ved kommunalvalget stille Raahede også op for Venstre på Frederiksberg, men blev her ikke valgt, da partiet blev decimeret til blot et enkelt mandat.

Den nye Valbykreds består af den gamle Valbykreds, den vestlige del af den tidligere Kgs. Enghave kreds, samt et lille hjørne af Vanløse.

Besøg kandidatens hjemmeside her, der dog ikke virker synderligt opdateret.

mandag, januar 22, 2007

S: Hvem skal afløse Pia Gjellerup på Frederiksberg?

Med Pia Gjellerups afgang fra dansk politik skal Socialdemokraterne på Frederiksberg finde sig en ny folketingskandidat til Slotskredsen.

Endnu har ingen spillet sig officielt på banen, men blandt de interessede skulle være de to unge kommunalbestyrelsesmedlemmer Michael Vindfeldt, 25, og Katrine Lester, 30.

Pia Gjellerup har været partiets kandidat i Slotskredsen siden midten af 80'erne og kom i Folketinget ved valget i 1987.

Frederiksberg er med kredsreformen blevet en kreds fattigere (fra tre til to) og konkurrencen med politikerne i den skønne hovedstad, der omkredser den konservative enklave, er blevet intensiveret. Frederiksberg skulle i gamle dage "kun" kæmpe med vælgerne på Vesterbro og i Sydhavnen og Valby om at få valgt medlemmer til Folketinget. Nu er Frederiksberg i konkurrence med hele København samt Tårnby og Dragør.

Socialdemokraterne på Frederiksberg skal derfor gøre op med sig selv om de ønsker en lokal kandidat, ligesom Pia Gjellerup, der næsten udelukkende henter sine stemmer blandt borgerne på Frederiksberg, eller om man skal finde en med en lidt bredere appel, en der også kan vinde stemmer i Kgs. Enghave, Kastrup og Christianshavn.
Både Michael Vindfeldt og Katrine Lester må siges at høre til i den første kategori.

fredag, januar 12, 2007

S: Peter Duetoft til Kolding?

Jeg har hørt et lille rygte om at Peter Duetoft muligvis skulle være i kiggerten som en mulig afløser for Lissa Mathiasen, som folketingskandidat i Kolding-kredsen.

Peter Duetoft, mest kendt som gruppeformand for Centrumdemokraterne, er hverken ung, kvinde eller særlig venstreorienteret - så han er nok ikke Lissa Mathiassens opfindelse, der netop ønskede den profil.

En anden der ofte blive nævnt at det unge kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Michael Vindfeldt. Han er født og opvokset i Kolding og flere har spekuleret i om han ikke havde lyst. Den 25-årige jurastuderende er ikke kvinde - men han er både ung og venstreorientereret.

Rygterne vil dog vide at Michael Vindfeldt spinger over, i hvert fald denne gang, ikke nødvendigvis fordi han ikke har lyst til at komme i Folketinget. Udsigterne til en lang og gloværdig karriere i Frederiksbergsk kommunalpolitik er nemlig rimelig dystre, fordi de konservative har siddet hårdt på magten de sidste hundrede år og med alt sandsynlighed også gør det de næste 100.

onsdag, januar 10, 2007

Frederiksberg: Ungdomshus - nej tak!

Udsigten til at huse 500 selvbestaltede voldspsykopater fra Helvede står ikke øverst på ønskesedlen hos lokalpolitikerne på Frederiksberg.

Den rige enklave i København blev ellers forslået af finansminister Thor Petersen (V) som en mulig aftager til beboerne fra landets mest berømte adresse, Jagtvej 69. Det fremgår af et svar fra finansministeren til Enhedslistens Line Barfod. Bygningen der ligger på Bülowsvej er ellers stor nok til at rumme de unges aktiviteter, men den konservative borgmester Mads Lebech er ikke begejstret for forslaget.

- Frederiksberg Kommune har ingen interesse i at huse Ungdomshuset eller det miljø og den kultur, det bringer med sig, hvor man går ud og kaster brosten efter politiet. Ungdomshuset på Jagtvej har jo ikke ligefrem bragt lykke for naboer og borgere, siger borgmester Mads Lebech, til Politiken.dk.

Mads Lebech understreger, at kommunen ikke vil blande sig i, hvad staten bruger sine bygninger til, men at kommunen ikke vil involvere sig hverken praktisk eller økonomisk i et autonomt ungdomshus på Frederiksberg.

Socialdemokraterne bakker borgmesteren op

- Nej, ellers tak, lyder det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem Katrine Lester, der bakker den konservative borgmester helt op i denne sag.

- Det er Københavns kommune der har skabt problemet, det må de selv løse og de skal ikke eksportere det til os, siger hun til Dansk Politik.

Kilde: Politiken