mandag, januar 22, 2007

S: Hvem skal afløse Pia Gjellerup på Frederiksberg?

Med Pia Gjellerups afgang fra dansk politik skal Socialdemokraterne på Frederiksberg finde sig en ny folketingskandidat til Slotskredsen.

Endnu har ingen spillet sig officielt på banen, men blandt de interessede skulle være de to unge kommunalbestyrelsesmedlemmer Michael Vindfeldt, 25, og Katrine Lester, 30.

Pia Gjellerup har været partiets kandidat i Slotskredsen siden midten af 80'erne og kom i Folketinget ved valget i 1987.

Frederiksberg er med kredsreformen blevet en kreds fattigere (fra tre til to) og konkurrencen med politikerne i den skønne hovedstad, der omkredser den konservative enklave, er blevet intensiveret. Frederiksberg skulle i gamle dage "kun" kæmpe med vælgerne på Vesterbro og i Sydhavnen og Valby om at få valgt medlemmer til Folketinget. Nu er Frederiksberg i konkurrence med hele København samt Tårnby og Dragør.

Socialdemokraterne på Frederiksberg skal derfor gøre op med sig selv om de ønsker en lokal kandidat, ligesom Pia Gjellerup, der næsten udelukkende henter sine stemmer blandt borgerne på Frederiksberg, eller om man skal finde en med en lidt bredere appel, en der også kan vinde stemmer i Kgs. Enghave, Kastrup og Christianshavn.
Både Michael Vindfeldt og Katrine Lester må siges at høre til i den første kategori.

Ingen kommentarer: