mandag, januar 22, 2007

Børnefamilier gider ikke politik

Mens tusindvis af børnefamilier i efteråret var på barrikaderne for at protestere mod forringelser på børnepasning og offentlig service, er de samme unge familier nærmest usynlige i det daglige politiske arbejde i partierne. Det skriver metroXpress.

I stedet er det især midaldrende og ældre, der tager det store slæb, når der kaldes til kamp i den lokale vælgerforening eller skal findes kandidater til kommunalbestyrelsen.

Det viser en rundringning, metroXpress har lavet til partiforeninger flere steder i landet.

»Børnefamilier er storforbrugere af velfærdsydelser, og derfor ville jeg ønske, at de i langt højere grad ville engagere sig i partierne, så de på den måde kunne være med til at bestemme. Det er for nemt bare at stille sig op og råbe hvert fjerde år, når der skal spares penge,« siger Mette Christensen, formand for de 1.600 medlemmer af partiet Venstre i Århus.

Men i Gentofte nord for København vender viceborgmester Marie Louise Andreassen (V) kritikken tilbage mod partierne og den politiske hverdag, som ikke har ændret sig meget de seneste 30 år. Hun er netop blevet mor for tredje gang:

»Jeg har talrige gange forsøgt at overbevise mine kollegaer om, at vi burde flytte flest mulige udvalgsmøder til om formiddagen, hvor børnene er i institution eller skole,« fortæller hun til metroXpress.

»Men de vil have møderne til at begynde klokken 17 - lige midt i "ulvetimen", og så kan jeg egentlig godt forstå, at mange beslutter sig for, at de ikke har tid til både børn og politik,« siger Marie Louise Andreassen til avisen.

Samtidig påpeger hun, at lokalpolitik kræver, at politikerne detaljeret sætter sig ind i en masse sager, og det tager tid. Selv bruger hun op til 35 timer om ugen.

Lektor i politisk sociologi ved Aalborg Universitet Ann-Dorte Christensen kalder udviklingen for ‘et vink med en vognstang' til de politiske partier.

»Når børnefamilier ikke gider traditionel politik, må partierne forsøge at skrue det sammen på en anden måde, så det bliver mere tillokkende at melde sig ind,« siger hun til metroXpress.

Kilde: metroXpress.

Ingen kommentarer: