Viser opslag med etiketten Skatteminister. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skatteminister. Vis alle opslag

tirsdag, marts 20, 2007

Ekspolitikere har ikke betalt skat af frynsegode

Tidligere toppolitikere har i årevis undladt at betale skat af et frynsegode, skriver Nyhedsavisen tirsdag.

For tiden kører 119 tidligere folketingsmedlemmer rundt om i Danmark uden at betale skat af op til 50.000 kroner årligt. Skatten skulle de ellers have betalt for et gratis togkort til første klasse, som folketingsmedlemmer får efter 12 års tjeneste. Frikortet gælder til både tog og færger resten af livet - så længe man husker at opgive "gaven" til Skat.

Men Folketinget har siden 1994 misinformeret ekspolitikerne om, at de ikke skulle betale skat af togkortet. Det viser et notat fra Skat, skriver Nyhedsavisen. Men det frikender ikke politikerne.

- Uvidenhed om skatteloven giver altså ikke syndsforladelse. Det retter vi straks op på. Politikerne skal betale skat af frynsegoder som alle andre danskere, siger skatteminister Kristian Jensen (V) til avisen.

De tidligere politikere kan nu se frem til et gevaldigt skattesmæk, vurderer er skatteekspert.

- De er blevet fejlinformeret af Folketinget, så de kan ikke straffes for at have handlet i ond tro. Men der vil helt sikkert blive tale om et skattesmæk, alt efter hvor meget de har benyttet ordningen, siger professor ved Aalborg Universitet, Erik Werlauff, til Nyhedsavisen.

Tidligere trafikminister Kaj Ikast (K) mener sig i sin gode ret til at lade være med at betale skatten, og han har i avisen denne særprægede begrundelse:

»Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat. Så I kan rende mig et vist sted. Det var mig, der byggede Storebæltsbroen, og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får fri transport, når jeg skal på Christiansborg til møde,« siger han.

Kilde: Nyhedsavisen.

mandag, februar 19, 2007

Skatteministeren lover billigere biler

En omlægning af bilbeskatningen, som gør miljøvenlige biler billigere, men benzinslugere dyrere, vil være fremlagt og vedtaget i Folketinget inden næste valg. Det forventer skatteminister Kristian Jensen (V).

- Jo før vi kan få lavet en omlægning og få mere miljøvenlige biler, jo bedre. Jeg forventer, at der ligger et forslag klar, som kan gennemføres inden udgangen af denne regeringsperiode, siger Kristian Jensen ifølge Berlingske Tidende.

Dermed hæver skatteministeren ambitionsniveauet i forhold til det regeringsgrundlag, som Venstre og de Konservative fremlagde efter valget for to år siden. Her hed det kun, at regeringen ville nedsætte et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for at omlægge bilbeskatningen. Det udvalg er på trapperne, men nu altså med besked fra Kristian Jensen om, at arbejdet faktisk skal føre til en omlægning.

- Vi har for øjeblikket en arbejdsgruppe, som ser på det, og den skulle gerne være færdig inden for et par ugers tid, så vi kan få det egentlige udvalgsarbejde sat i gang, siger Kristian Jensen.

Forslaget har som udgangspunkt gode chancer for at blive vedtaget i Folketinget, hvor alle partier er enige om princippet bag. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, glæder sig da også over skatteministerens budskab.

- Det er godt, at vi nu har noget at holde regeringen op på. Nu er der en konkret dato for, hvornår der skal ske noget, og ikke bare et udvalg som skal undersøge det,« siger Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann.

SFs skatteordfører, Morten Homann, har i den senere tid opfordret regeringen til snarest muligt at lægge et forslag frem. Men nu hvor han tilsyneladende får sin vilje, har han svært ved at tro på det.

- Hvis det er rigtigt, så er det selvfølgelig dejligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg gerne se det, før jeg tror det. De har lovet det her siden regeringsskiftet i 2001, og mange har været ud at sige, at det ville komme lige straks, men der er jo endnu ikke sket noget, siger Morten Homann.

Kilde: Berlingske Tidende via Pol.dk

fredag, februar 09, 2007

Kristian Jensen skal i praktik

Skatteminister Kristian Jensen (V) bruger sin vinterferie på at lære skatteforvaltning i praksis. Det skriver Århus Stiftstidende fredag.

Ministeren vil ikke snakke med chefer, og han vil ikke holde møder. Kristian Jensen var fuldstændig klar og kontant, da han bad om at komme i erhvervspraktik på skattecentret i Århus i vinterferien.

"Vi har fået at vide, at han ikke vil snakke med ledere, der skamroser sig selv. Han vil kun være sammen med medarbejderne og høre, hvilke problemer de går og døjer med i hverdagen," fortæller konsulent Henrik Larsen, Skattecenter Århus.

Her har man dog overtalt ministeren til, at skattedirektør Jens Sørensen må tage imod ham i døren til skattevæsenets domicil i Scandinavian Center. Her møder ministeren som alle andre mandag morgen klokken ni.

Efter skattedirektørens godmorgen får ministeren anvist et skrivebord, så han kan arbejde sammen med de øvrige medarbejdere.

Skat har taget ministeren på ordet og har lagt et hårdt program for en uge, hvor der først er fyraften fredag klokken 15. Det er første gang en minister vælger at tage i erhvervspraktik, og medarbejderne hos Skat har stået i kø for at komme på arbejde i vinterferien.

"Vi sender ham rundt til de fleste afdelinger i Århus og i Viby. Han skal se, hvordan vi vurderer ejendomme og være med på kontrolbesøg i forbindelse med sort arbejde. Han skal også se på inkassosager, og han har ønsket at være med til kundebetjening i ekspeditionen, så han kan se, hvordan kunderne bliver behandlet," siger Henrik Larsen til Århus Stiftstidende.

Skatteministeren har også frabedt sig at drikke kaffe og spise forkost sammen med cheferne. Han vil holde kaffepauser og sidde i kantinen sammen med de ansatte.

- Som ansvarlig minister er det godt at vide, hvilken hverdag mine medarbejdere har. Det syn man har på verden, når man befinder sig i en teoretisk og politisk verden, som jeg gør, kan være vidt forskellig fra den, medarbejderne oplever i praksis, hvor det er konkrete opgaver, der skal løses, siger Kristian Jensen til Århus Stiftstidende.

- Jeg vil også gerne se, hvordan hverdagen er for de mennesker, som nu er bragt sammen ved fusionen mellem de kommunale og de statslige skatteforvaltninger, siger han.

Selv om ministeren ikke holder vinterferie, kan chaufføren på ministerbilen slappe af. Skatteministeren tager hver dag med toget fra bopælen i Herning til Århus.

Skat og tal er ikke helt fremmede for Jensen, der er uddannet i et pengeinstitut.

Kilde: Århus Stiftstidende.

tirsdag, februar 06, 2007

Statsministeren skal ikke kunne granske ministres økonomi hemmeligt

Venstrefløjen kræver en opstramning af persondataloven, så statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke kan lave hemmelige undersøgelser af sine ministres privatøkonomi uden at fortælle dem om det. Kravet kommer, efter at skatteminister Kristian Jensen (V) har oplyst, at skattemyndighederne var på et juridisk "mindre sikkert grundlag", da de besluttede ikke at orientere daværende forbrugerminister Henriette Kjær (K) og hendes samlever om deres årelange hemmelige undersøgelse af de to personers privatøkonomi.

Efter Kjærs ministerafgang i 2005 har juridiske eksperter kritiseret toppen af det danske embedsværk for at have overtrådt persondatareglerne i forbindelse med undersøgelsen ved ikke at orientere hende og samleveren om, at de fik gennemrodet deres privatøkonomi.

Formanden for Folketingets Politiske-Økonomisk Udvalg, Frank Aaen (EL), frygter, at Henriette Kjær-sagen åbner for politisk misbrug af personfølsomme oplysninger.

- Sagen er meget principiel, for den åbner en ladeport for, hvad statsministeren kan indhente af oplysninger om andre politikere, uden at de pågældende bliver informeret. Og hvor der i loven om persondata er en mulighed for overvågning af personer uden at informere dem af hensyn til forsvaret eller andre former for statens sikkerhed, så er denne mulighed åbenbart udvidet til også at omfatte statsministerens sikkerhed mod politisk ubehagelige overraskelser. Det, mener jeg, er et klart misbrug, der skal sættes en stopper for ved at præcisere loven, siger Frank Aaen til Ritzau.

Kristian Jensen erkender i en række svar til Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg, at den særlige undtagelsesparagraf i dataloven om hensynet til offentlige interesser, der blandt andet taler om tilfælde, som vedrører statens sikkerhed, forsvaret og den offentlige sikkerhed, ikke nævner noget om sådanne undersøgelser af ministres privatøkonomi.

- Der er tale om et helt særligt hensyn til Statsministeriets virksomhed vedrørende regeringens sammensætning og forretningernes fordeling mellem ministrene, som ikke er omtalt hverken i forarbejderne til loven eller i praksis. Vurderingen af, hvorvidt dette hensyn til offentlige interesser er omfattet af loven, må derfor nødvendigvis bero på et mindre sikkert grundlag, skriver skatteministeren, som ikke uddyber, hvad der talte imod at fortælle Henriette Kjær om undersøgelsen.

Afsløringen af undersøgelsen kom først frem, da Henriette Kjær i en erindringsbog beskrev, hvordan hun - en uge inden folketingsvalget blev udskrevet i januar 2005 - blev opsøgt af Statsministeriets daværende departementschef, Nils Bernstein. Under fire øjne fortalte departementschefen, at Statsministeriet var blevet ringet op af en gardinsælger, som ikke havde fået sine penge fra parret. På det tidspunkt havde SKAT og Skatteministeriet dog allerede siden 2002 holdt Henriette Kjær og hendes samlever, Erik Skov Petersen, under tæt opsyn.

Kilde: Ritzau.

fredag, januar 26, 2007

Regeringen sænker selskabsskatten i eftermiddag

Skatteminister Kristian Jensen (V) har indkaldt til pressemøde kl. 15.00 i dag. Her vil han præsentere et indgreb mod kapitalfonde samt en voldsom sænkning af selskabsskatten, der skal ned med 6 procentpoint til blot 22 pct.

Skattesænkningen kædes sammen med en EU-dom fra sidste år, som betyder, at moderselskaber vil få lettere ved at flytte overskud til beskatning i datterselskaber i de lande i EU, hvor skatten er lavest. For at dæmme op for det vil regeringen begrænse eller helt fjerne retten til skattefradrag på renter af koncernintern gæld.

Det er især rettet mod kapitalfonde, der har brugt fidusen til at opnå store skattegevinster ved lidt skrivebordsarbejde og ekstra-betaling til revisorer og advokater.

Men skattestoppet kan være en hindring for, at regeringen bare beholder pengene, så det åbner op for en sænkning af selskabsskatten, mener business.dk.

Samtidig vil regeringen forringe nogle afskrivningsmuligheder for erhvervslivet, som samlet vil gøre sænkningen af selskabsskatten provenu-neutralt for staten.

Mon ikke Kristian Jensen vil få lidt svært ved at forklare manøvren. Samme mand har tidligere afvist alle forslag til skatteændringer med den samme begrundelse: Hvis skatten skal sænkes, så skal det ske på arbejdsindkomst. Nu skal han til at forklare, hvorfor det er de største, og rigeste, danske virksomheder, der skal slippe billigere i skat i stedet for almindelige danske lønmodtagere. Men vennerne i Dansk Industri m.v. er nok tilfredse.

Kilde: Business.dk

tirsdag, januar 09, 2007

Skatteminister: I orden med forskerordning til fodboldspillere

Skatteminister Kristian Jensen fra Venstre, afviser overfor hjemmesiden bold.dk at ændre i den forskerordning, som mange fodboldklubber benytter sig af i bestræbelserne på at hente de bedste udenlandske spillere til landet.

Mandag langede SFs skatteordfører Morten Homann ud efter forskerordningen, der blandt andet betyder at fodboldspillere, enten udlændinge eller danskere der har spillet i udlandet i minimum fem år, kan slippe med at betale 25 % i skat i tre år.

Skatteminister Kristian Jensen afviser kritikken fra Homann, selvom han erkender at ordningen ikke er rettet mod idrætsfolk:

- Ordningen med at hente nøglemedarbejdere til landet er ikke etableret for at få idrætsfolk fra udlandet til at slå sig ned i Danmark. Ordningen henvender sig primært til forskere og nøglemedarbejdere. Men da kriterierne for at blive omfattet af ordningen er objektive, gælder den naturligvis for alle form for arbejde i Danmark, herunder fodboldklubber, siger Kristian Jensen og fortsætter:

- Der er tale om en ordning, der er nem at administrere, og i og med at der er tale om objektive kriterier, er vi fri for nogen som helst former for smagsdommeri, hvor vi ellers politisk skal beslutte, hvilke former for virksomheder, der er ’fine nok’ til, at de må benytte ordningen til at tiltrække nøglemedarbejdere til landet, siger skatteministeren til bold.dk.

Ministeren fortæller at 68 personer på ordningen i 2006 var tilknyttet en fodboldklub, mens der i alt var 2.596 personer på ordningen.

Kilde: bold.dk

onsdag, december 20, 2006

Kristian Jensen afviser ansvar for boligsag

Skatteministeren fralægger sig ansvaret for, at Skatteministeriet med et pennestrøg og en højst usædvanlig kovending i en principiel skattesag har sikret utallige folketingsmedlemmer fra provinsen og andre weekendpendlere store skattefrie gevinster.

Blandt de heldige, der scorer kassen, er skatteminister Kristian Jensen (V) selv, men i en skriftlig kommentar til Ritzau fastholder han, at der intet usædvanligt er i sagen.

- Sagen er kørt som alle andre retssager, hvilket vil sige uden ministerens viden og indblanding. Og derudover har jeg ingen kommentarer, skriver Kristian Jensen.

Både oppositionen og skatteretseksperter undrer sig imidlertid over hændelsesforløbet, som startede, da Skatteministeriet hev Royal Greenlands direktør, Keld Askær, i Vestre Landsret for at få rettens ord for, at han skulle beskattes af sit salg af sin sydfynske ejendom, som vi skrev om i går her på bloggen.

Hvor mange - og hvilke MF'ere - der nu kan se frem til at score store friværdier delvist betalt af huslejetilskud fra de danske skatteydere, er ikke oplyst, men det ville da være en oplagt historie for Ekstra Bladet eller et andet godt formiddagsblad.

Kilde: Ritzau.