mandag, marts 19, 2007

S og SF strides om regeringsfremtid

To tredjedele af landets centrum-venstrevælgere vil have SF med i en ny regering efter næste valg, viser en ny måling fra Ugebrevet A4.

Men Socialdemokraterne vil hellere danne en SR-regering og afviser dermed flertallet af oppositionens vælgere. Det undrer SF's gruppeformand Ole Sohn, der beskylder Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, for at reagere "umodent" og for ikke at have overblik over den hjemlige politiske situation.

- Jeg tror ikke, at han helt har overblik over den politiske udvikling og ser, hvad det er, vælgerne ønsker. Det er ikke særligt heldigt. Derfor fremkommer han med nogle lidt umodne og ukloge bemærkninger, siger Ole Sohn til Ritzau.

I en ny måling, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, ønsker 62 procent af centrum-venstrevælgerne, at SF bliver en del af en ny regering efter et valg. Det har dog ikke fået Socialdemokraterne til at køre SF i stilling som mulig regeringspartner. Snarere tværtimod.

Henrik Sass Larsen (S) siger, at planen fortsat er en SR-regering efter næste valg. Det undrer SF-ledelsen i betragtning af, at det ikke er mere end få måneder siden, at samme Sass Larsen åbnede regeringsdøren for SF ved at kalde partiet "det næstbedste parti, der findes".

- Nu må vi samles om de ting, der forener os, i stedet for at samles om de ting, der skiller. Men også sige, at vi har en forpligtelse til at finde frem til fælles løsninger på de områder, hvor der vil være forskelligheder, så vi fremstår mere og mere enige, siger Ole Sohn.

Blandt oppositionsvælgerne er der størst opbakning til tanken om et S-R-SF samarbejde, som hele fire ud af 10 oppositionsvælgere foretrækker, mens andre 22 procent af vælgerne foretrækker andre bogstavkombinationer, hvor SF også indgår. Selv blandt radikale vælgere er en S-SF-R-regering den foretrukne regeringskonstellation. Den ønsker 35 procent af de radikale vælgere.

Kilde: A4 og Ritzau.

lørdag, marts 17, 2007

Ny formand for DFU

Vi troede aldrig det skulle ske, men efter ikke færre end otte år på posten som leder af Dansk Folkeparti Ungdom faldt Kenneth Kristensen for aldersgrænsen.

Det gav plads til Allan Steen Hansen, der lørdag blev valgt som ny formand på DFUs årsmøde på Rømø.

Han er 27 år og handelsassistent i Brande. Siden 2003 har han været medlem af DFU-hovedbestyrelsen som organisatorisk næstformand, og han er meget glad for sin titel.

Udover at skabe en solid organistation, stærke kampagner og gode kurser for medlemmerne, lovede han også at føre DFs politik videre.

- På det politiske plan vil jeg arbejde for, at Danmark fortsat bliver et godt og harmonisk land at leve i, siger han.

Om 14 dage konstituerer bestyrelsen, som desuden består af fire andre medlemmer, sig endeligt.

Kenneth Kristensen er folketingskandidat i Ballerup-kredsen og det er vist kun ham selv og de mest overbeviste partisoldater der tror at manden med skærebrænderstemmen og de ekstreme holdninger, nogensinde kommer i Folketinget.

Allan Steen Hansen var kandidat til kommunalbestyrelsen i Ikast-Brande Kommune, hvor han ved valget i 2005 fik 67 stemmer og dermed ikke opnåede valg (han er vist 4. suppleant).

Kilde: Nyhedsavisen

KU pegede på Lene Espersen

KU's meget omtalte "straw poll" mellem miljøminister Connie Hedegaard og justitsminister Lene Espersen om hvem der skal være konservativ partileder, når Bendt Bendtsen engang træder tilbage, endte med en ret overbevisende sejr til Lene Espersen.

En afstemning blandt knap 200 deltagere på de unges landsråd gav 62 procent af stemmerne til Lene Espersen, mens 33 procent stemte på miljøminister Connie Hedegaard, og resten stemte blankt. Det oplyser landsformand Kasper Hülsen fra landsrådet for Konservativ Ungdom i Odense.

Bendt Bendtsen holdt tale for Landsrådet, men han gad ikke blande sig i debatten om hvem der skulle afløse ham.

Kilde: Ritzau via Politiken.

fredag, marts 16, 2007

Løkke genopstillet for 20. gang

På et velbesøgt opstillingsmøde med 70-80 fremmødte tirsdag i denne uge på Åbjergskolen i Frederikssund blev indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen valgt til Venstres folketingkandidat i den nye Frederikssundkreds. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det er 21. gang, at Lars Løkke Rasmussen stiller op i denne kreds, som han derfor har et helt særligt tilhørsforhold til, oplyser formand for kandidatbestyrelsen, Bent Raith.

På det lukkede møde for Venstre-folk gjorde Lars Løkke Rasmussen opmærksom på, at det var en helt anden mand, der stillede op i dag end for 21 år siden. Den gang havde han kunnet kaste sig ind i glødende lokale debatter - uden i øvrigt at have indflydelse, der hvor det gjaldt.
Kredsen, der tidligere hed Frederiksværkkredsen, består af områderne Frederiksværk, Frederikssund, Hundested, Jægerspris, Skibby og Slangerup.

Lars Løkke Rasmussen, der er tidligere amtsborgmester i det nu nedlagte Frederiksborg Amt, er selvfølgelig storfavorit til at blive stemmesluger nummer et i den nye nordsjællandske storkreds. Han fik næsten 30.000 personlige stemmer ved sidste folketingsvalg.



Kilde: Frederiksborg Amts Avis

torsdag, marts 15, 2007

S søger unge domsmænd

Socialdemokraterne i Struer skal udpege 30 domsmænd, og har valgt at gå en utraditionel vej for at sikre en bred repræsentation der afspejler samfundet mangfoldighed.

Justitsministeren har skærpet kravene til bredden i domsmandskorpset, hvor det hidtil har knebet med at få øje på for eksempel de unge, kvinderne og de etniske minoriteter.

Og derfor har socialdemokraterne i Struer skrevet til elevrådene på Struer Statsgymnasium og Struer Erhvervsskole for at få forslag til unge domsmænd.

Senest på mandag skal elevrådene sende deres forslag til kulturudvalgsformand Niels Viggo Lynghøj Christensen (S), som vil tage forslagene med, når socialdemokraterne skal sammensætte listen med partiets 30 navne.

- Vi er meget åbne for forslag, og vi stiller ikke krav om medlemskab af Socialdemokratiet, siger Niels Viggo Lynghøj Christensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Han ser blandt andet meget gerne, at det også lykkes at repræsentere etniske minoriteter.

Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer

Danske parlamentarikere vil have Gud ud af EU

Når den tyske kansler Angela Merkel på EU's 50-års-fødselsdag i næste uge præsenterer et forslag, der skal få den strandede forfatning på ret køl, må der ikke stå et ord om kristendom, Gud eller religion i erklæringen.

Det mener i hvert fald 11 ud af 14 danske europaparlamentarikere, skriver Kristeligt Dagblad. De har skrevet under på et græsrodsinitiativ, der slår fast, at EU er baseret på alle de kulturer, det moderne Europa består af, og retsstaten skal forblive neutral, hvad religion og trosspørgsmål angår. Endelig må EU ikke favorisere én overbevisning frem for andre.

Kilde: Kristeligt Dagblad

S-Kolding lokker Henrik Dam

Socialdemokraterne i Kolding forsøger nu at lokke den tidligere minister og nuværende partisekretær Henrik Dam Kristensen til at blive lokal spidskandidat ved næste folketingsvalg. Det skriver JydskeVestkysten.

Dam Kristensen, der ellers stiller op i Horsens, kommenterer udspillet fra Kolding således:

- Det er ingen hemmelighed, at jeg ønsker at vende tilbage til dansk politik og heller ikke, at jeg er folketingskandidat i Horsens.

Når Kolding alligevel er på jagt efter den populære socialdemokrat, så skyldes det at partiforeningen mener, der skal en stemmesluger som Dam Kristensen til at tage kampen op mod Venstres socialminister, Eva Kjer Hansen, der også stiller op i Kolding.

Kolding-kredsen er blevet opsplittet i to opstillingskredse, og derfor er det næppe sandsynligt, at kredsen får held med at tiltrække hverken Dam eller andre ping'er.

Kilde: JV

onsdag, marts 14, 2007

Connies mand trodser stadig Fogh

Miljøminister Connie Hedegaards (K) mand - Jacob Andersen - vil stadig ikke oplyse sine økonomiske interesser i sit firma, Dansk Kommunikation.

Det fremgår af listen over ministrene og deres ægtefællers økonomiske interesser, som onsdag blev opdateret på Statsministeriets hjemmeside. Listen indgik i regeringsgrundlaget "Nye mål" fra februar 2005, og kom efter sagen om Thor Pedersens (V) mange hemmelige økonomiske forhold.

Miljøministeren har A.P. Møller Mærk-aktier for godt 266.000 kroner i sin ratepension.

Partifællen, familie- og forbrugerminister Carina Christensen, måtte i december 2006 stoppe som direktør for familiefirmaet Rugballe Møbelfabrik. Hendes mand er bestyrelsesformand i selskabet med en egenkapital på 2,7 millioner kroner.

Kilde: Ritzau via JP.

SF: Ny folketingskandidat i Faxe-kredsen

Efter at have vundet en urafstemning er den 34-årige journalist Jesper Gisli blevet stillet op som folketingskandidat i Faxe-kredsen der dækker kommunerne Stevns og (tah dah!) Faxe. Jesper Gisli er journalist på Lørdags-Avisen i Køge, hvor han dækker lokalpolitikken i Køge og omegn og familienavnet Gisli er kendt i byen.

Spidskandidaten for SF i Sjællands Storkreds er Ole Sohn, men derefter er feltet rimelig tyndt besat med en masse unge, uerfarne kandidater. Historien fortæller at første kvinde på listen, hvem det nu ellers er, altid får mange stemmer hos SF.
SF-vælgere er dog overhovedet ikke kendt for at stemme personligt...

Jesper Gisli har dog fordel af at han i praksis dækker næsten tre kredse, udover Faxe-kredsen, kan han også få stemmer i Køgekredsen og den lille Solrød-kreds som deler lokale medier med Køge. Men det vil alligevel være en overraskelse hvis han kommer ind.

Han betegnes af en vi kender som "en lidt atypisk SF'er, han er blandt andet "tough on indvandring" og "han ligner jo ikke en typisk SF'er".

Jesper Gisli har, som det sig hører og bør, også sin egen blog (der bl.a. linker til denne blog...)

Helle Thornings mindretalsregering

Dansk Politik har før kigget i krystalkuglen og gjort os kloge på ting som vi ikke har den fjerneste idé om, men når Lotte Hansen kan udtale sig som ekspert om politisk strategi i "Jersild og Spin" kan menigmand vel udtale sig om hvad som helst.

Nok om hende, denne gang ser vi lidt på hvem der kan blive ministre i en socialdemokratisk mindretalsregering hvis Socialdemokraterne vinder næste valg (ja, vi indrømmer gerne at det nok ender med en SR, men man har vel lov til at håbe...). Vi sidder naturligvis klar en gang i efteråret 2008 når resultatet kommer.

Regeringen får 18 medlemmer og der er for første gang fuld ligestilling - d.v.s. ni mænd og ni kvinder og så er der også blevet plads til en vaskeægte indvandrer.

1. Statsminister Helle Thorning-Schmidt
Yeps - vi er meget opfindsomme.

2. Finansminister Henrik Sass Larsen
Helles nummer to skal naturligvis have de næsttungeste ministerium.

3. Udenrigsminister Mogens Lykketoft
Med fare for at han endnu en gang gør Udenrigsministeriet til en del af PLO er der nok ikke en vej uden om Geden.

4. Indenrigs- og erhvervsminister Nick Hækkerup
Hillerødborgmesteren skal tage sig af kommunerne og skal også tale til erhvervslivet om innovation etc.

5. Justitisminister Morten Bødskov
Der er nok ikke mange der forventer at Karen Hækkerup skal være landets førstebetjent. Bødskov var en glimrende retsordfører og justitsministeret er udemærket til partiets nummer tre.

6. Forsvarsminister Jeppe Kofod
Det er lidt af hovedpine at fylde den plads, egentlig vil vi gerne have at Søren Gade fortsætter, ellers kunne Lotte Bundsgaard der er tidligere ordfører på området oplagt - men hun bryder sig ikke om at rejse væk fra børnene og så sætter vi Jeppe Kofod, der på det tidspunkt er kommet hjem fra Harvard University, til at passe på tropperne.

7. Økonomiminister Henrik Dam Kristensen
Man kommer nok ikke uden om Postens mangeårige ministererfaring og landet skal jo have en økonomiminister.

8. Integrations- og ligestillingsminister Lotte Bundsgaard
Den tidligere skolelærer på Humlehaveskolen ved Vollsmose skal få flere indvandere i arbejde.

9. Transportminister Carsten Hansen
Det er utænkeligt at gruppeformanden ikke får plads i regeringen og Carsten kan byde trafikudvalget på smørrebrød og sørge for at få togene til at gå til tiden.

10. Miljø- og energiminister Karen Hækkerup
Her ville det jo være oplagt at pege på Svend Auken, men vi satser på en lidt yngre kvinde der ikke har styrken til endnu en gang at opbygge en stat i staten. Det kunne også være Al Gore. Han er her efterhånden så tit at han snart skal have fast bopæl.

11. Fødevare- og forbrugerminister Mette Gjerskov
Har professionel erfaring fra både Direktoratet for FødevareErhverv og som fuldmægtig i både Fødevareministeriet og i Forbrugerstyrelsen. Det er oplagt.

12. Sundhedsminister Susan Arac
Det noget amputerede sundhedsministerium går til det århusianske byrådsmedlem og lægen Susan Arac, der er datter af folketingsmedlem Hussein A. Hun er et af de højstplacerede medlemmer af partiet med indvandrerbaggrund.

13. Kulturminister Mogens Jensen
Den tidligere LO-konsulent skal holde DR i ørene, sige pæne ting om dansk film og tilsvarende grimme ting om doping. Det kan han nok klare.

14. Undervisnings- og forskningsminister Christine Antorini
Så får SF også en minister (hø hø). Hun er svær at komme udenom.

15. Skatteminister Anne-Marie Meldgaard
Meldgaard er tidligere told- og skattefoged og nu skal hun sørge for at rippe og flå danskerne til de sidste blodsdråbe (ligesom alle sine forgængere).

16. Socialminister Mette Frederiksen
112 % social indignation. Det er vist en no-brainer.

17. Udviklingsminister Kirsten Brosbøl
Ligegyldigt symbolsk ministerium som hendes forgænger (den nuværende) har vanrøgtet. Ikke en tung post.

18. Beskæftigelsesminister Thomas Adelskov
Så er der også lidt til venstrefløjen i partiet. Her er der kotyme (den gang det hed Arbejdsministeriet) for at hive en "faglig" ind. I så fald skulle det være Metals formand Thorkild E. Jensen.

Svend Auken bliver enten formand for Folketinget eller afskibet til EU-kommissionen.

KU'ere rasende på folketingsmedlem

"Det hårdeste angreb i 70 år" kaldte folketingsmedlem Poul Ørum Jørgensen den konservative ungdomsorganisation, KU, idé om at holde en "straw poll" om hvem der er de ung-konservatives favoritkandidat til at overtage formandsposten i partiet. Kommentaren var en henvisning til dengang i 30'erne hvor KU'erne (ligesom andre politiske ungdomsorganisationer) flirtede lidt for kraftigt mod autoritære tanker.

Den kommentar har fået medlemmmerne af KU til at se rødt og komme med meget følelsesladede kommentarer på foreningens debatforum på internettet.

Her er et uddrag af de kommentarer som brugerne har ytret.

- Per Ørum skal komme med en offentlig undskyldning for den kommentar!, kræver brugeren Scheelsbeck.

- Det er det dummeste jeg nogensinde har hørt. Selv fra Per Ørum, der må siges, at være noget af det dummeste, vi har i folketingsgruppen. Manden der selv på områder, som er vores mærkesager, kan drives i defensiven af Gud og hver mand, skriver Christian Skov.

- Jeg er røstet. Mage til kniv i ryggen skal man lede længe efter. Utroligt at partiet vil træde på de æg de selv burde være i gang med at rue ud. Er de ude på at miste tallentmassen igen? Partiet mangler i den grad gamle KU'ere i toppen. Partiet mangler elegance. Partiet mangler hjerner og ambitiøse mennesker. Alt det KU kan tilbyde, skriver SE Garbus.

Vi er her på Dansk Politik ikke i tvivl om hvem det er der har "pisset i nælderne" - det er KU. Ideen om en "straw poll" mellem to ikke-erklærdede formandskandidater er bare alt andet end elegant eller intelligent. Det er et direkte, utvetydigt angreb på partiformanden.

KU'erne burde rette deres vrede mod den person der har fået ideen og ikke mindst mod den ledelse, der burde have set at det var det tåbeligste forslag, siden Eva lod sig overtale af slangen til at spise af æblet.

Helle Thorning taler til svensk S-kongres

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, taler lørdag til de svenske socialdemokraters ekstraordinære kongres i Folkets Hus i Stockholm.

Blandt tilhørerne er hendes partifælle, Mona Sahlin, som ventes valgt til ny formand i stedet for Göran Persson, der gik af efter valgnederlagt sidste år.

Mona Sahlin er eneste kandidat og bliver de svenske socialdemokraters første kvindelige formand, ganske som Thorning-Schmidt er sit partis første kvinde på posten.

Når hun er valgt, går Helle Thorning-Schmidt på scenen og lykønsker den ny formand i sin tale til de svenske socialdemokrater.

Helles tale skulle i følge programmet kunne følges direkte på SVT1, der sender direkte mellem 11.00 og 12.30.

Enig folketingsgruppe bakker Bendtsen op

Den konservative folketingsgruppe tager til genmæle overfor kritikken af partiformanden.

- Det er en helt og aldeles urimelig kritik. Så længe han ønsker at være formand for de Konservative, så er jeg overbevist om, at ikke kun folketingsgruppen, men også en meget stor andel af partiet vil bakke op om Bendt, og derfor skal denne diskussion ikke fortsætte, siger justitsminister Lene Espersen, der er en af favoritterne til at efterfølge Bendt Bendtsen som formand, til TV 2.

Folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen er endnu hårdere i sin fordømmelse af udmeldingen fra KU.

- Det er et angreb på hele folketingsgruppen. Og det er det hårdeste angreb i 70 år, siger han med henvisningen til KU'ernes strækmarch tilbage i 1930'erne.

Også Allan Niebuhr er helt klar i sin opbakning til Bendt Bendtsen.

- Jeg forstår slet ikke den debat. Det er slet ikke på tale at udskifte ledelsen. Den fungerer rigtig godt i dag, og Bendt Bendtsen gør det fortrinligt som formand.

Folketingsmedlem Tom Behnke siger til berlingske.dk, at Bendt Bendtsen har hans fulde opbakning.

En meget forventet udmelding fra folketingsgruppen - men alligevel rart at vide, at der er en smule rationalitet tilbage i partiet. Vi er dog ikke her på Dansk Politik så naive at vi ikke tror og ved at fløjkampen vil fortsætte i det skjulte.

Der er dog flere navne som bør nævnes end Lene Espersen og Connie Hedegaard, når man taler om hvem der kunne afløse Bendtsen , først og fremmest Frederiksbergs borgmester Mads Lebech, men også Folketingsmedlem Lars Barfoed der - på trods af kødskandalen - ikke skal begraves endnu.

DF-politiker melder sig ud på grund af partiforeningsformand

En strid mellem Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Struer Kommune Johannes Mortensen og hans lokale partiformand Anne Marie Brix Poulsen får nu Johannes Mortensen til at bryde med partiet og blive løsgænger.

Uenigheden drejede sig først om, hvem der skulle udpege Dansk Folkepartis lokale domsmænd, men udviklede sig i en mere principiel retning, fortæller Johannes Mortensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

- Enden på diskussionen blev, at hun krævede at se hver gang, der kommer breve fra kommunen, men det vil jeg ikke være med til, forklarer han.

Anne Marie Brix Poulsen er i store træk enige i Johannes Mortensens udlægning af sagen, men mener dog, at det nærmere handler om vilje til at samarbejde.

- Det handler om, at vi i vores parti samarbejder, og det er hele bestyrelsen, der ønsker indsigt, og det har vi ikke fået. Hvis man ikke kan finde ud af at samarbejde, så er det i orden at gå, men det er selvfølgelig ærgerligt, siger hun til avisen.

Johannes Mortensen afløste ved årsskiftet sin tidligere partifælle Poul Skodborggaard, og har repræsenteret Dansk Folkeparti i sammenlægningsudvalget i Struer Kommune. Han understreger, at bruddet ikke ændrer ved den politik, han fører.

Kilde: Danske Kommuner.

Fogh vil have åbenhed om lokalpolitikeres økonomi

Lokalpolitikere bør fortælle åbent om økonomiske interesser og hverv, så de undgår at blive mistænkt for at sammenblande politik og privatinteresser, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han opfordrer de lokale folkevalgte til at lade sig registrere på samme måde, som folketingspolitikerne gør på frivillig basis, og som han kræver det af såvel sine ministre som deres ægtefæller. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Mennesker, der påtager sig et folkevalgt hverv, bør også være åbne om, hvilke interesser de har. Det er bedst for at skærme sig imod mistanke om, at der er konfliktende interesser i det arbejde, man udfører. Det er grunden til, at jeg altid personligt frivilligt har ladet mig registrere. Det er først og fremmest en lokal afgørelse, om det skal udbredes til kommunerne, men jeg synes, at det er klogt, hvis man gør det i kommunerne ikke mindst nu, da vi har fået 98 nye, store kommuner, hvor der kan stå mange interesser på spil, siger Anders Fogh Rasmussen til avisen.

Statsministerens opfordring falder på baggrund af den såkaldte korruptionssag i Københavns Kommune, hvor entreprenørvirksomheden har anklaget medlem af Borgerrepræsentationen Jesper Schou Hansen (V) for at stille krav om modydelser til gengæld for opbakning til byggetilladelse af 204 boliger på Teglholmen.

Her på Dansk Politik støtter vi klart Foghs opfordring. Man kunne dog godt ønske sig, at Fogh faktisk ville gøre mere end blot at opfordre til det. Fx indføre den samme tvang, som han påtvinger sine ministre. Hvad med at gå forrest, og lave et arkiv på venstre.dk, hvor man kan se informationerne om alle Venstres folkevalgte? Vi savner i høj grad offentlighed omkring politikerne. Ikke fordi vi mistænker dem for andet end at passe deres arbejde, men for at gøre politik åbent og mere gennemskueligt. Det kan være med til at afskaffe lidt af den såkaldte "politikerlede".

Kilde: Jyllands-Posten

Konservative i åben formandskamp

Bendt Bendtsen er ikke længere den bedste til sikre de Konservative fremgang, det mener Allerøds konservative borgmester og KUs formand. Det skriver Berlingske Tidende.

For første gang i Bendt Bendtsens otte år lange karriere som formand for Det Konservative Folkeparti, siger ledende partifæller åbent, at Bendtsen ikke er den bedste til at sikre de Konservative øget opbakning fra vælgerne.

- Bendt Bendtsen har gjort det udmærket med at skabe ro i baglandet, men vi skal videre, og derfor er vi nok nødt til at tage den her diskussion, siger Allerøds konservative borgmester, Eva Nejstgaard.

Konservativ Ungdom holder i weekenden landsråd og vil i den forbindelse lade de delegerede stemme om, hvorvidt justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard er den bedste afløser for Bendtsen. Ifølge KU-formand Hasper Hülsen ville begge være bedre til at skabe fremgang.

- I den analyse er jeg enig, og der tror jeg nok, jeg ville pege på Lene. Men både Connie og Lene er knaldhamrende dygtige, lyder Eva Nejstgaards kommentar til KUernes initiativ.

Hørsholms konservative borgmester, Uffe Thorndal, ønsker ikke at udtale sig om Bendt Bendtsens fremtid, men han vil gerne bidrage til KUernes diskussion ved at anbefale Connie Hedegaard.

- Dengang Connie Hedegaard blev udpeget som miljøminister, var jeg måske den første, der mailede til hende, at det var den bedste begivenhed i partiet i adskillige år, siger Uffe Thorndal.

Rolf Aagaard-Svendsen, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, vil heller ikke svare på, hvor længe Bendtsen skal blive, men han glæder sig over, at hele to kronprinsesser står klar.

- De er begge to gode, og det tror jeg, at mange synes, siger han.

Lene Espersen er til gengæld ikke officielt smigret af alt rosen fra partifællerne, men er i stedet fortørnet over, at hendes partifæller nu åbner en debat om formandsposten.

- Det er helt ud i hampen, at der er centrale tillidsfolk i vores parti, som stiller spørgsmålstegn ved Bendts lederskab, siger Lene Espersen.

Som politisk aktiv gennem nogle år er jeg ofte blevet overrasket over hvad KU finder på, men det her stunt er simpelthen så himmelråbende dumt og bør koste et hvert tilskud, pladser i forretningsudvalg og hvad der ellers kan tages fra dem, en mild straf i forhold til den partiskadelige virksomhed som er blevet begået.

Det kan godt være at man vil af med partiformanden, men KU's landsråd kan vel vente til Bendt Bendtsen selv går af, i stedet for at lave selvopfyldende profetier - for det er jo naturligvis klart, at der ikke kommer fremgang når der ikke er ro på bagsmækken. Jeg tror KU'erne tror at de er USA hvor alle mulige og umulige forsamlinger holder afstemninger om hvem der skal være den næste præsident - men det her er Danmark og der foregår den slags bare ikke.

At Eva Nejstgaard og Uffe Thorndal så også blander sig kan man jo så undre sig en smule over.

tirsdag, marts 13, 2007

Venstres sponsorer belønnes med poster

Venstre giver politisk post til sponsorer Socialdemokraterne og SF beskylder regeringspartiet Venstre for at dække over, at det i flere år har givet politisk indflydelse til folk, som har givet skjult økonomisk støtte til partiet. Det sker, efter, at Venstre selv har kritiseret Socialdemokraterne for at lade fagbevægelsen købe sig til politisk indflydelse gennem samarbejdsaftaler med fagbevægelsen. Det skriver Politiken.

Formanden for Den Liberale Erhvervsklub, Fritz Schur, som har samlet et ukendt millionbeløb ind til Venstre, er også medlem af Venstres hovedbestyrelse. Dermed har »stærke pengemænd« haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik, mener Socialdemokraternes partisekretær, Henrik Dam Kristensen. »Derfor er det jo rent hykleri, at Venstre kritiserer os for vores samarbejde med fagbevægelsen«, siger han.

Ifølge loven skal partierne kun offentliggøre navnene på bidragydere, der betaler mere end 20.000 kroner i partistøtte. Medlemmerne af Den Liberale Erhvervsklub betaler kun op til 20.000 i kontingent, og dermed undgår de, at deres navne kommer frem i offentligheden. Ifølge Schur giver hans klub op til 300.000 kroner om året til Venstre.

Både Venstre og Fritz Schur fejer kritikken af bordet: »Modsat HK-sagen er der ingen politiske bindinger på de penge, vi modtager fra Den Liberale Erhvervsklub«, siger Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen. »Der sker intet politisk interessant på Venstres hovedbestyrelsesmøder. Det er rent organisatorisk snak. Så helt ærligt: Jeg kan ikke se problemet«, siger Fritz Schur.

Kilde: Politiken.

Venstre vil måle tilfredshed

Venstre foreslår nu systematiske målinger af borgernes tilfredshed med den offentlige service. Dermed forsøger det store regeringsparti at opstille et alternativ til Dansk Folkeparti, der mandag fandt sammen med Socialdemokraterne
og dermed kan tvinge regeringen til at indføre minimumstandarder for serviceniveauet i den offentlige sektor, skriver Berlingske Tidende.

- Vi synes, at alle offentlige institutioner, der yder service til borgerne, en gang hvert år skal lave en undersøgelse af borgernes tilfredshed, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Målet er at lave såkaldte tilfredshedsbarometre, så man kan sammenligne, hvor tilfredse borgerne er, og dermed bliver der gennemsigtighed til at vælge mellem de forskellige tilbud, mener Venstre, der også er klar til at diskutere, om der skal indføres sanktioner mod de institutioner, der får dårlige bedømmelser.

- Der er generelt en høj tilfredshed med den offentlige service, men hvis der er steder med lav tilfredshed, skal man naturligvis handle på det. Vi kan ikke acceptere, at der er meget lav tilfredshed på nogle af de tunge sociale områder. Sker det, må det naturligvis have en konsekvens, siger Troels Lund Poulsen, der dog ikke vil konkretisere, hvad konsekvensen skal være, hvis en
institution får dumpekarakter. Det vil være med til at udhule det kommunale selvstyre, mener han.

Tilfredshedsbarometrene er et forsøg på at sikre borgernes rettigheder. Og så er det et forsøg på at komme med et alternativ til Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der nu er enige om at indføre minimumstandarder i den
offentlige sektor.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, kalder Venstres forslag for "varm luft" og "tandløst", og heller ikke kommunernes formand, venstremanden Erik Fabrin, har meget positivt at sige om sit eget partis forslag, som han kalder "værdiløst".

mandag, marts 12, 2007

Vardes eksborgmester er død

Det blev til 17 år i kommunalpolitik, heraf ni som borgmester, inden Venstre-manden Kaj Nielsen tog afsked med den gamle Varde Kommune den 31. december sidste år. Syg af kræft havde han opgivet at stille op til den nye kommunes byråd. Nu har Kaj Nielsen så tabt kampen mod kræften, bare 58 år gammel. Det fortæller Danske Kommuner.

Den vestjyske gårdejer blev valgt ind i Varde Byråd i 1989. Efter en periode som viceborgmester indtog han borgmesterstolen i 1998. Fire år senere sikrede han sig genvalg med 2249 personlige stemmer, det højeste andel nogensinde i den gamle Varde Kommune.

Gennem de sidste knap tre år af sin borgmestertid var Kaj Nielsen syg af kræft, men blev ved med at passe sin folkevalgte stilling. Sygdommen fik ham dog til at opgive at genopstille, selv om han var blevet formand for det udvalg, der skulle forberede den nye Varde Kommune.

Kaj Nielsen efterlader sig sin kone, tre børn og fire børnebørn.

Kilde: Danske Kommuner.

S i Vejen vil drøfte fusion

Socialdemokraterne i Vejen Kommune er på vej til at slanke organisationen.

I øjeblikket er der fire partiforeninger i de fire gamle kommuner - Brørup, Holsted, Rødding og Vejen, men en del tyder på, at de fire foreninger reduceres til kun to.

Socialdemokraterne i Brørup har på en netop afviklet generalforsamling taget imod en invitation fra partifællerne i de to foreninger i Rødding og Holsted.

- Vi finder ikke tiden inde til kun en enkelt partiforening, lød det fra den afgående Brørup-formand, Tage Nielsen til JydskeVestkysten.

Socialdemokraternes partikontor udsat for hærværk

Det socialdemokratiske hovedkvarter blev natten til i dag udsat for hærværk. På billederne som vi venligst har lånt af Peter Strauss der arbejder for DSU kan man se omfanget.

Der er endnu ingen der har taget ansvaret for aktionen - men mon ikke det er den mere piercede del af den københavnske ungdom, der har været på spil.

søndag, marts 11, 2007

S-Kolding får deres chance for en ung kvinde

"En ung venstreorienteret kvinde". Det var den ønskede profil på den eventuelle afløser for Liss Mathiassen da hun sidste år proklamerede, at knap 30 år i Folketinget var nok for hende.

Den profil matcher åbenbart på 23-årige Julie Rademacher, der er en af fire mulige kandidater til det ledige folketingskandidatur i Kolding.

Det er ikke første gang at Julie Rademacher, der til dagligt læser på Syddansk Universitet og arbejder på Socialdemokraternes partikontot i København, forsøger at blive opstillet.

- Jeg kommer igen, men nok ikke som folketingskandidat, sagde Julie Rademacher til Jydske-Vestkysten, da hun for et halvt år siden blev vraget som folketingskandidat i hjembyen Sønderborg. Det varede åbenbart ikke længe inden hun igen fik blod på tanden. Hun var desuden kandidat til forretningsudvalget i DSU i 2004, hvor hun heller ikke opnåede valg - på trods af at hun var på den fløj der ellers vandt den kongres.

De øvrige kandidater er den lokale partiformand, Kristian Fink samt skolelæreren Simon Hempel Jørgensen og Heino Svenningsen der er redningschef for Falck i Syddanmark (og den slags er jo gode at have i folketingsgruppen hvis der nu sker en katastrofe - :-)).

Borgmester-trivia

Ballerups borgmester Ove E. Dahlsgaard (S) er med sine 68 år, landets ældste borgmester. Nummer to på listen er Tommy Dinesen (SF) fra Kalundborg der er et år yngre.

Køges borgmester Marie Stærke (S) er med sine 27 år, landets yngste (og hun er også den der har siddet i kortest tid).

Hernings borgmester Lars Krarup (V), 34, er den yngste mand.

Guldborgssunds borgmester Kaj Petersen (S) har været borgmester i Sakskøbing siden 1977, mens Finn Aaberg (S) fra Albertslund har været borgmester i den samme kommune i længst tid, han har været borgmester siden 1978.

Den borgerlige borgmester der har siddet længst tid,' er Kommunernes Landsforenings formand Erik Fabrin (V), der blev borgmester i Søllerød i 1986 og nu er borgmester i Rudersdal.

Jørn Sørensen fra Holbæk er Danmarks eneste radikale borgmester og førnævnte Tommy Dinesen er den eneste fra SF.

Der er otte kvinder der er borgmestre, udover Marie Stærke, er det Lis Tribler (S) fra Slagelse, Eva Nejstgaard (K) fra Allerød, Britta Christensen (S) fra Hvidovre, Tove Larsen (S) fra Aabenraa, Anny Winther (V) fra Rebild, Ritt Bjerregaard (S) fra København samt Karin Søjberg Holst (S) fra Gladsaxe.

Der er fire borgmestre der er valgt for lokallister, Bjarne Kristiansen fra Bornholm, Knud Gether fra Langeland, Torben Jensen fra Norddjurs og den tidligere Venstremand Svend Kjærgaard Jensen fra Egedal.

Læsøs borgmester Olav Juul Gaarn Larsen (V) er tidligere saltsyder. Der er en overvægt af tidligere skolelærere blandt de danske borgmestre, men også en del advokater/jurister. Britta Christensen er den eneste pædagog, Tommy Dinesen har været matros og Koldings borgmester Per Bødker Andersen (S) har været teaterforlægger.

Kristendemokraterne stiller Bodil Kornbek op på Frederiksberg

Kristendemokraterne i Københavns Storkreds holder opstillingsmøde d. 20. marts. Her forventes det at partiformanden Bodil Kornbek vil blive opstillet som folketingskandidat i Slotskredsen på Fredseriksberg.

Bodil Kornbek sad i Folketinget fra 2001 til 2005 hvor hun var opstillet i Lyngbykredsen i Københavns Amt. Hun var opstillet som partiets spidskandidat til Regionsrådsvalget i Hovedstadsregionen, men opnåede ikke valg.

Bodil Kornbeks blog.

Karen Jespersen vil have undskyldning fra Thorning

Venstres folketingskandidat i Favrskovkredsen, Karen Jespersen, vil have en uforbeholden undskyldning fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, fordi to socialdemokratiske politikere i en kronik i Jyllands-Posten har kædet hende sammen med fascistisk tankegang.

- Det er rystende, at Helle Thorning-Schmidt ikke kan finde ud af at tage afstand fra et uhørt groft begreb som fascisme i debatten om integration. Det ville have klædt hende, siger Karen Jespersen til Jyllands-Posten.

Kronikken var skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat Johannes Lundsfryd Jensen og folketingsmedlem Kim Mortensen.

Uddrag af kroniken kan læses her på Uriasposten.

Karen Jespersen savner åbenbart at se sit navn i avisen og derfor bruger hun så krudt på at kræve en unskyldning af Socialdemokraternes formand. Det er dog morsomt at Karen Jespersen, der efter eget udsagn er en stor tilhænger af ytringsfrihed, nu kræver en undskyldning af Helle. Respekten for ytringsfriheden gælder åbenbart kun når det kan værre med til at fremme Karen Jespersens personlige religionskrg.

Kilde: DR Nyheder

fredag, marts 09, 2007

S-Gruppeformand foruser færre bornholmske medlemmer af regionsrådet

BORNHOLM: Når der næste gang er valg til Hovedstadens Regionsråd, vil partierne ikke give øens kandidater de samme fortrin som ved det første valg.

Det forudser formanden for den socialdemokratiske gruppe i Hovedstadens Regionsråd, Leila Lindén (S), ifølge Gotlands Allehanda.

Hun tror dog alligevel, at Bornholms befolkning også i det næste regionsråd vil have en god chance for at blive repræsenteret.

Når der lige nu er fire af de 41 medlemmer af Hovedstadens Regionsråd, der er "valgt på Bornholm", skyldes det dels, at de bornholmske kandidater blev favorabelt placeret på til lejligheden sammensatte partilister hos Socialdemokraterne og Venstre, dels at de bornholmske kandidater for alles vedkommende var relativt mere kendte for deres vælgere end de "københavnske" – og at de bornholmske vælgere var mere tilbøjelige til at stemme personligt, end de "københavnske" var.

Når Leila Lindén refereres i Gotlands Allehanda, skyldes det, at hun var været på Gotland for at holde foredrag om konsekvenserne for Bornholm af den landsdækkende strukturreform.

Gotland kommer inden længe til at opleve mange af de samme ting, som Bornholm har prøvet, eftersom der også er en strukturreform på vej i Sverige – der for nylig har fået en borgerlig regering.

Gotland, som hidtil har været et selvstændigt län, vil efter reformen formentlig enten komme til at høre til Stockholm eller Småland, fremgår det af øens anden avis, Gotlands Tidningar.

Kilde: Bornholms Tidende

Pia Christmas-Møller flytter til Nordsjælland

Den politiske ordfører for De Konservative Pia Christmas-Møller flytter overraskende sit folketingskandidatur nordpå til Rudersdal i Nordsjælland, erfarer TV 2 | Politik.

Den tidligere partiformand Pia Christmas-Møller blev ellers for bare to måneder siden opstillet i Lyngbykredsen i Københavns Omegns Storkreds - men den opstilling har hun fortrudt, og den konservative uddannelsesordfører Charlotte Dyremose overtog i går pladsen i Lyngby-kredsen.

I aften er der opstillingsmøde i Rudersdalkredsen i Nordsjælland, hvor Pia Christmas-Møller i stedet bliver opstillet.

- Jeg er blevet tilbudt begge valgkredse - og jeg har valgt Rudersdal, simpelthen fordi der er en større valgchance der. Det har været et svært valg for mig - men jeg skulle jo vælge, siger Pia Christmas-Møller.

Beslutningen er efter alt at dømme et resultat af, at den populære stemmesluger og miljøminister Connie Hedegaard har besluttet at genopstille i Gentofte-kredsen.

Var Pia Christmas-Møller blevet i Lyngby, ville Hedegaard, Christmas-Møller og Dyremose have skullet kæmpe om blot to konservative mandater i Københavns Omegn, som partiet opnår med den nuværende vælgeropbakning.

Som den suverænt mest populære blandt de tre er miljøministeren selvskrevet til det første mandat, og Pia Christmas-Møller har altså tilsyneladende ikke ønsket et bittert slagsmål med Charlotte Dyremose om det andet.
Rudersdal-konservative

I Nordsjællands Storkreds skal Pia Christmas-Møller i stedet kæmpe med bl.a. tidligere forbrugerminister Lars Barfoed, der sandsynligvis stiller op i Fredensborgkredsen - men også det konservative medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Benedikte Kiær er en seriøs kandidat til en plads i Folketinget.

Hun fik ved sidste folketingsvalg flere personlige stemmer end Pia Christmas-Møller.

Selv tror Pia Christmas­Møller på sine valgchancer:

- Jeg havde jo ikke valgt at skifte, hvis jeg ikke troede på det, siger hun.

Partiet svinger i meningsmålingerne mellem et enkelt og to mandater i Nordsjællands Storkreds.

Kilde: TV2/Politik

torsdag, marts 08, 2007

Per Stig afviser at støtter terrorgruppe

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser, at hans forbindelse til den iranske modstandsgruppe MKO's politiske gren, NCRI, op til 2001 gør ham til en terrorstøtte.

Ganske vist er de to grupper noget nær sammenfaldende, siger talsmænd. Begge søger at slippe af med præstestyret i Iran. Men kun MKO er i dag på EU's liste over terrororganisationer.

- NCRI står da vist ikke på listen, lyder svaret fra ministeren på et spørgsmål om hans tidligere terrorforbindelser.

EU's terrorliste skal ikke udfærdiges af politikere, men af embedsmænd, lyder det.

- Det er en rent efterretningsmæssig overvejelse, og hvis vi begynder at dele verden op i gode og onde terrorister, så er den gal. Så er vi ude på glidebanen, siger han.

MKO opgav i 2001 sin væbnede kamp mod det iranske præstestyre. Alligevel blev gruppen terrorstemplet året efter, og EU fastholder denne vurdering, så gruppens bankkonti er stadig indefrosset.
Kilde: Ritzau via Jyllands-Posten

S: Nej til amerikanske tilstande i seksualundervisningen

- Vi skal ikke have amerikanske tilstande i den danske seksualundervisning.

Det er reaktionen fra den socialdemokratiske formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel Sundhed, socialdemokraten Kirsten Brosbøl, til Dansk Folkepartis forslag om, at der skal prædikes seksuel afholdenhed i den danske folkeskole.
- Seksualundervisning skal ikke afskrække de unge og prædike moral, men i stedet oplyse om, hvordan man har sikker sex og selvfølgelig også, at det er ok at sige nej. Dansk Folkepartis forslag minder bekymrende meget om metoderne fra det religiøse højre i USA, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Hun sammenligner Dansk Folkepartis tankegang med den politik som republikanerne har fået vedtaget i den amerikanske kongres.

- Det er en helt forfejlet tilgang, som ikke vil virke, og som har vist sig at have katastrofale konsekvenser i mange udviklingslande, hvor USA har indflydelse. Al erfaring siger, at viden om og adgang til prævention er det, der skal til, og ikke moralprædiken, siger Kirsten Brosbøl.

DF: Mindre sex, mere motion

Partiet bør have en markant ungdomspolitik for at komme videre. Det mener folketingsmedlem Martin Henriksen.

- Det er ganske enkelt ikke holdbart, at Danmarks tredjestørste parti ikke har tænkt det aspekt lydeligt og tydeligt ind i sammenhængen, fortæller Martin Henriksen, 27 år, og er Dansk Folkepartis uddannelsesordfører.

I hans øjne er billedet i offentligheden blevet ældrecheck og hospice, og det er såmænd naturligt nok, når arbejdsprogrammet endnu ikke rummer et afsnit om ungdomspolitik. Derfor har han lavet en foreløbig skitse.

- Det er tid til at udvide mediernes og befolkningens opfattelse af Dansk Folkeparti. En bedre profilering af partiets profil på ungdomsområdet er bydende nødvendig, fortsætter Martin Henriksen.

Blandt Henriksens stribe af forslag er et af de mest opsigtsvækkende en klækkelig lønforhøjelse til studerende på barselsorlov. De får i dag cirka 4.200 kroner efter skat, hvilket er alt for lidt, mener han.

- De skal fremover kunne få et sted mellem 7.000-9.000 kroner efter skat gennem et år. Pengene er vi villige til at finde inden for det eksisterende SU-forlig. Her tænker vi på de hjemmeboende unge, hvis forældre tjener pænt, fortæller Martin Henriksen og oplyser, at de hjemmeboende får cirka én milliard kroner i SU.

- Det er de studerende med børn, som i dag sidder tilbage med den største studiegæld!

Det er kun første punkt.

- Ja, der skal heller ikke længere være et loft over, hvor meget de studerende må tjene ved siden af deres SU. Alle ved, at studerende med studiejobs er populære hos arbejdsgiverne.

Noget andet, som er særdeles populært, er sex. For populært - i hvert fald handler Dansk Folkepartis ungdomslinje at være om tilbageholdende. Ja, Henriksen bruger ordet "afholdenhed".

Alt er nemlig blevet til sex, sex, sex. På internettet vælter brysterne ud i hovedet påén, reklamerne spiller i en uendelighed på sex og 38 procent af de 15-årige har haft deres seksuelle debut.

- Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed. Det er også vigtigt, når man får en kæreste, at det med at kaste sig ud i sex, det er ikke noget, man bare gør. Der skal være nogle overvejelser bag. I seksualundervisningen skal man nemlig ikke bare forholde sig til det tekniske. Næh, parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab. Det skal man være bedre til at inddrage, siger Henriksen, der i øvrigt selv fik sin seksuelle debut som 16-årig.

- Nu lyder det som opdragelse, men det skal det ikke være. Det står forældrene for, men jeg tror, at forældrene ville sætte pris på, at skolen tog hul på sådan en debat.

Men hvordan lærer man at stå imod kværnen af sex og porno?

- Ved at tale værdier, holdninger. Langsomt kan det ændre opfattelsen. Alene det, at det bliver sagt, vil gøre en utrolig stor forskel, tror jeg. Men dette fungerer ikke uden forældrene.

Til gengæld for mindre sex kan Dansk Folkeparti byde på mere motion. Skolerne skal over en uge køre et tema, hvor man spiller fodbold mandag, håndbold tirsdag, golf onsdag etc. Og lærerne i sådanne uger må gerne hedde Ståle Solbakken (fodboldtræner i FC København, red.), som i sidste ende skal motivere de unge til at begynde i den lokale idrætsklub.

Og da Dansk Folkeparti har meget magt på Christiansborg, så er det værd at følge med i Henriksens lange liste.

- Ja, ved det første møde i SU-forligskredsen rejser jeg ønsket om mere SU. Når det handler om motion, så må vi snakke med den kære undervisningsminister om en landsdækkende kampagne for at brede budskabet ud, og på de andre områder vil jeg i vores gruppe diskutere, hvordan vi angriber det bedst.

Kilde: Berlingske

tirsdag, marts 06, 2007

Pind: Kedeligt at være MF´er

Politikken på Christiansborg er topstyret, menige folketingsmedlemmer har ingen indflydelse, men forventes at lade som om, og i øvrigt er det daglige arbejde kedeligt.

Arbejdet består mest i at vente og gå til møder, hvor man enten ikke har noget at lave, eller hvor man ikke må træde for meget ved siden af, for så kan det blive blodigt. Sådan oplever i hvert fald Venstres udenrigspolitiske ordfører, Søren Pind hverdagen ifølge hans weblog på Berlingske Tidendes hjemmeside.

- På Christiansborg er ordførerne konger over deres områder. Ministrene ligeså. Og resten har blot at klappe hælene sammen, men overfor omverdenen at udstråle overskud og påstanden om, at man skam har indflydelse på rigets ve og vel. For det forventer folk, skriver Søren Pind i sin weblog på berlingske.dk.

For Pind er gruppemøderne i Venstre en mulighed for at udfolde sig, fortsætter han, men selv her er der ifølge ham hård partidisciplin.

"Ve den, der træder for meget ved siden af. For politik er også blodig forretning," skriver han om gruppemøderne.

Berlingske Tidende ville gerne have bedt Søren Pind om at uddybe sin kritik af det parlamentariske arbejde i Venstre, men han befinder sig i denne uge i DR-programmet "Hiv stikket ud", og er i den forbindelse isoleret på Middelgrundsfortet uden adgang til telefon og e-mail indtil på fredag. En tiltrængt pause fra det politiske arbejde må man formode, for det er ifølge Søren Pind dødkedeligt.

Søren Pind kunne evt. bruge tiden til at færdiggøre sine mange bogprojekter, eller måske komme lidt udenfor Christiansborg.

Læs mere hos TV2 og besøg Pinds blog her.

Venstre: Wammen vil ikke lade os møde Mary

Venstrefolk i Århus Byråd er mugne over, at den socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, ikke tager dem med på rundtur i indvandrerkvarteret Gellerup sammen med kronprinsesse Mary, når hun tirsdag er på besøg. Wammen gør det kongelige besøg til et socialdemokratisk reklameprojekt, mener Venstrefolkene ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Venstres rådmand for det sociale område og beskæftigelse, Gert Bjerregaard, har forgæves foreslået, at rådmændene kom med på rundturen. Og han er utilfreds med, at rådmændene ikke er inviteret med til en frokost i indvandrerindkøbscentret Bazar Vest.

- Det er klart, at vi også gerne vil være med til at fortælle de gode historier, og det synes jeg også, at man som borgmester skal have overskud til at kunne se, siger Gert Bjerregaard til avisen.

Borgmesteren siger, at fokus for besøget har været at få bragt kronprinsesse Mary i "øjenhøjde" med beboere og medarbejdere i Gellerup for at give hende så godt et indtryk som muligt af hverdagen i indvandrerkvarteret.

Vi forstår her på bloggen godt at Venstrefolkene er kede af at de ikke kan få deres billede taget som med Mary. Men at kalde det er socialdemokratisk reklameprojekt er satme langt ude. Det er vel begrænset hvor mange officielle personer Mary har behov for at møde. Det handler vel om at hun kommer ud og ser nogle almindelige mennesker.

I øvrigt mener jeg, at Kongehuset skal nedlægges...

Christian Mejdahls afløser fundet

Folketingets formand Christian Mejdahls (V) afløser som folketingskandidat i opstillingskredsen Vesthimmerland, er fundet.

De lokale venstrefolk valgte mandag formanden for Vesthimmerland Kommunes Kultur- og fritidsudvalg, Per Bisgaard, som folketingskandidat i den nye, sammenlagte opstillingskreds, der står til at give et sikkert valg for partiet.

Den 51-årige Per Bisgaard er overlærer og tidligere borgmester i den gamle Aalestrup Kommune samt tidligere medlem af det gamle Viborg Amtsråd. Han er desuden næstformand i Danmarks Biblioteksforening.

Christian Mejdahl meddelte i januar, at han trækker sig fra Folketinget, hvor han har siddet siden 1984. Han var valgt i den gamle Aars Kreds. Den nye kreds består af de nye storkommuner, Rebild og Vesthimmerland.

Kilde: Ekstra Bladet

mandag, marts 05, 2007

Rosenkrantz-Theil stopper

Enhedslistens folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, 30, forlader Folketinget efter næste velg. Det oplyser hun mandag morgen til TV 2 Radio.

Enhedslistens rotationsordning tillader deres folketingsmedlemmer at sidde tre perioder i træk, før de skal give plads til nye kræfter. Alligevel fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil til TV 2 Radio, at det aldrig har været hendes plan at sidde i Folektinget i mere end to perioder.

Pernille Rosenkrantz-Theil fik sit store gennembrud ved sidste valg, men har siden været sygemeldt emd stress og skal nu til at være mor, så det kommer nok ikke som den store overraskelse at hun stopper. Hun har tidligere været Vejleder for den fri ungdomsuddannelse på Det Frie Gymnasium og Kampagneleder hos bistandsorganisationen Operation Dagsværk.

Pernille Rosenkrantz-Theil har været opstillet i Brønshøj-kredsen i Østre Storkreds siden 2003.

Kilde: Nyhedsavisen

søndag, marts 04, 2007

Radikale vælgere vil have Helle Thorning-Schmidt

Mere end hver anden af De Radikales vælgere, 58 procent, ser Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt som oppostionens leder og statsministerkandidat. Bare 24 procent af vælgerne peger på partiets egen formand Marianne Jelved.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Ugebrevet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at partiets politiske soloridt og insisteren på at pege på Marianne Jelved svækker oppositionen i de radikale vælgeres egne øjne.

Flere af De Radikale vælgere har faktisk svært ved at tage idéen om Marianne Jelved som statsministerkandidat alvorligt. Lidt færre end hver tredje tror, at hun er en realistisk kandidat.

41 procent regner med, at partiet, hvis det bliver aktuelt, vil pege på den socialdemokratiske formand.

Morten Helveg Petersen, der er medlem af den radikale folketingsgruppes ledelse, erkender, at det er svært at få øje på lyspunktet i undersøgelsen.

- Tallene understreger, at vi stadig har en stor udfordring foran os. Det er en stor mundfuld. For ved at gå selv forsøger vi at sprænge nogle af de rammer og dogmer, der i årevis har været gældende i dansk politik, siger han til Danmarks Radio.

Han understreger dog samtidig, at valget om at gå selv har været nødvendigt, fordi partiet vil insistere på en anden politik end den regeringen fører. Den har Socialdemokraterne kopieret for meget af, lyder hans dom. Så han bevarer troen på solistrollen trods tallene i Mandag Morgen.

- I sidste ende tror jeg, at vælgerne vil respektere og forstå, at et politisk partis opgave først og fremmest er at fremlægge sine holdninger og synspunkter, siger han.

Siden De Radikale for snart et år siden midt under Muhammed-krisen bekendtgjorde deres løsrivelse fra Socialdemokraterne, er det gået jævnt ned ad bakke i meningsmålingerne. I april kunne partiet mønstre rekordagtige 12 procent af vælgerne. I målinger fra både januar og februar var tallet 8,3 procent.

Marianne Jelveds fortsatte lederskab for De Radikale er ved at være et kæmpe problem for partiet, og der må gå elementer rundt i folketingsgruppen der pønser på et opgør med Jelved, mens tid stadigvæk er. Der er under to år til næste valg og det burde være tid nok til at finde en afløser.

Her på bloggen erkender vi gerne at vi ikke er så velbevandret i interne radikale fløjkrige, så om de bliver Vestager, Helveg III, Khader eller en helt fjerde kan vi kun gisne om, men på et mere overordnet plan er det vel også hip som hap om det bliver den ene eller den anden - bare dødvægten Jelved forsvinder og kan give partiet en tiltrænkt saltvandsindsprøjtning.

Kilde: Danmarks Radio

Hvornår er man borgmester?

Det var byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune Svend Madsen (V), der ønskede en debat i byrådet om hvad, hvornår og hvor meget en borgmester må sige - og hvornår borgmesteren er borgmester, og hvornår han er privatperson. Det skriver Randers Amtsavis.

Årsagen til debatten er borgmester Hans Christian Maarups (S) tale ved en støttedemonstration i Mariager i januar. Her var flere hundrede borgere samlet for at vise deres utilfredshed med udvisningen af Mirsad, der er etnisk albaner fra Serbien. Mirsad er efterlyst af politiet og lever under jorden i Mariager-området.

I sin tale ved demonstrationen sagde H.C. Maarup blandt andet, at det er hyklerisk, når personer som Mirsad ikke kan få lov til at forsørge sin familie.

Borgmesterens tale havde stødt Svend Madsen, der mener, at man som borgmester skal være meget forsigtig med, hvad man siger. En borgmesterudtalelse kan meget nemt opfattes som hele byrådets holdning.

Derfor havde Svend Madsen bedt om at få punktet på byrådets dagsorden ved byrådsmødet torsdag aften.

- Jeg må bede Svend Madsen uddybe punktet, for jeg forstår ikke meningen og hensigten, sagde H.C. Maarup og gav ordet til Venstres byrådsmedlem.

- Problemet er, at folk opfatter udtalelserne som en officiel udtalelse, og jeg kan godt forstå, at folk opfatter den tale, som Mariagerfjord Kommunes officielle holdning, forklarede Svend Madsen.

Borgmester 24 timer i døgnet
Svend Madsen forklarede byrådet, at han var blevet ringet op af flere borgere, der var stødt over borgmesterens tale. Derfor ønskede Svend Madsen, at det fremover tydeligt skal fremgå, om H.C. Maarup udtaler sig som borgmester, eller om han udtaler sig som privatperson.

Hertil svarede H.C. Maarup, at han havde meget svært ved at se, hvordan sådan en adskillelse kan finde sted i praksis.

- Jeg er borgmester 24 timer i døgnet, også når jeg sover, sagde borgmesteren.

- Det er et stort ansvar at være borgmester, og man skal tænke sig om, men det er umuligt at varetage alle 42.000 indbyggeres synspunkter, fortsatte han og tilføjede, at det vel var på holdninger, han var blevet valgt som borgmester.

I byrådssalen var der dog opbakning til borgmesterens deltagelse i protestaktionen i Mariager, og til den tale han havde holdt. Blandt andet Finn Cilleborg (S), Poul Bergman (S) og Nicolaj Holm (R) udtrykte glæde over, at have en borgmester der turde have holdninger.

- Jeg respekterer Svend Madsens holdning, men jeg håber, at vi kan lade den falde, for vi skal være glade for, at vi i Danmark kan sige, hvad vi vil, sagde Finn Cilleborg, og forsøgte at lukke debatten.

Den blev dog ved i en halv time, og Erik Kirkegaard Mikkelsen (K) og Kim Laursen (V) støttede Svend Madsen, og opfordrede til god omtanke fremover.

- Jeg skal tænke mig om, det lover jeg, sluttede H.C. Maarup, men han understregede, at han ikke fortrød hverken sin deltagelse eller sine udtalelser ved støttedemonstration i Mariager i januar.

Her i landet har vi jo en statsminister og altså Svend Madsens partileder, der ikke har problemer med at være statsminister med et sæt holdninger på det ene tidspunkt og så være privatpersonen Anders Fogh Rasmussen med et helt andet sæt holdninger, det næste. Så at en borgmester har holdninger til andet og mere end lokalplaner og kommunalbudgettet bør ikke være noget problem.

Kilde: Randers Amtsavis

Bredt ønske om letbane til Århus, og så skal der gøres noget ved integrationen

De vigtigste opgaver i de kommende år er at skabe bedre trafikforbindelser og øge indsatsen på integrations- og beskæftigelsesområdet. Det mener hovedparten af de århusianske folketingspolitikere på kryds og tværs af partiskel.

"Hold fokus på at få en letbane til Århus og øg indsatsen på integrationsområdet markant."

Det er hovedbudskaberne fra hovedparten af de folketingspolitikere, der er valgt eller bosat i Århus, til deres kollegaer i Århus Byråd. Det viser en rundspørge, som JP Århus har foretaget som en midtvejsstatus siden folketingsvalget i februar for to år siden.

Men også bedre togforbindelser til byen, uddannelsesområdet, havnefronten, den kommende hospitalsby og kamp mod øget social ulighed er blandt de områder, som landspolitikerne ser som de største udfordringer for Århus i de kommende år.

- De vigtigste udfordringer er set med mine øjne infrastrukturen og de sociale udfordringer, fastslår bl.a. de konservatives Tom Behnke med opbakning fra partifællen Henriette Kjær, der vil prioritere en statslig medfinansiering af letbanen højt.

De radikales Morten Østergaard finder, at integrationsindsatsen er vigtigst.

- Århus skal være en by for alle med plads til forskellighed, og det kræver investeringer i problemramte områder, påpeger han.

Socialdemokraten René Skau Björnsson er på linje.

- Ghettoiseringen og den stigende ulighed er de største problemer, som Århus står overfor. Vi skal bekæmpe den stigende fattigdom, der bogstaveligt talt sætter folk fra hus og hjem, påpeger han.

Også partifællen Hüseyin Arac fremhæver integrationsindsatsen.

- Integrationen er Danmarks og politikernes største politiske, menneskelige og sociale opgave, mener han, mens Svend Auken påpeger, at det er vigtigt at bevare velfærden og undgå nye besparelser på kommunens budgetter.

Arac og Aukens partifælle Kirsten Brosbøl fremhæver uddannelsesområdet som et særligt indsatsområde for Århus.

- Århus skal være uddannelsesby nr. 1, og med det nye superuniversitet bliver der gode muligheder for at tiltrække nye forskningsmidler til byen, forklarer hun.

Endelig peger SFs Morten Homann på, at det i høj grad handler om at prioritere blandt opgaverne.

- Derfor mener jeg, at etableringen af et letbanesystem er det vigtigste projekt for Århus, og jeg vil arbejde hårdt for at få statspenge til det, siger han.

Kilde: Jyllands-Posten

lørdag, marts 03, 2007

DF: Mogens Camre vil i Folketinget

Den 70-årige, tidligere socialdemokrat har besluttet, at han vil stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti ved næste valg

Dansk Folkepartis kontroversielle EU-parlamentariker, Mogens Camre, forbereder sig på at tage hul på en ny politisk karriere.

Den 70-årige, tidligere socialdemokrat har besluttet, at han vil stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti ved næste valg - og partiets top har nikket til beslutningen.

- Jeg er 70 år, men det er jo ingen alder nu om stunder. Min far arbejdede som adm. direktør, til han var 87, så jeg tror, jeg holder et par dage endnu, siger Mogens Camre til Ekstra Bladet.

Camre har i snart to valgperioder repræsenteret Dansk Folkeparti i EU-Parlamentet. Og en tredje periode har han ikke lyst til.

Opnår han valg, er det en særdeles erfaren politiker, Dansk Folkeparti får i Folketinget. Camre blev valgt til Folketinget første gang i 1968 og sad der frem til 1987.

Mogens Camre var i sin tid opstillet i Valby-kredsen i København, men om han skal tilbage til København er ikke sikkert. Vi gætter på at Camre overtager Pia Kjærsgaards kreds når hun som ventet flytter til Kalundborg.

Kilde: Jyllands-Posten

fredag, marts 02, 2007

Reklame: Politi vs. Voldspsykopater på justitsen.dk

Vi vil igen gerne gøre lidt reklame for vores venner på www.justitsen.dk der minut for minut kommenterer begivenhederne fra København, med indsigtsfulde kommentarer om politiets udstyr og strategi samt juridske spørgsmål og svar. Sammen med TV2/News en uvurderlig ressource når man skal følge drengenes kamp mod de autonome voldspsykopater.

Borgmester rystet og skuffet over Køge Boldklub

Køge Kommunes nyvalgte socialdemokratiske borgmester Marie Stærke er overrasket over, at Køge Boldklubs økonomi er så dårlig, og hun erklærer sig både skuffet og rystet.

Et stort hul i Køge Boldklubs økonomi resulterede sent torsdag aften i, at boldklubben valgte at indsende en begæring om betalingsstandsning gældende fra fredag på grund af nogle ”uafklarede økonomiske spørgsmål” ved selskabets finansiering, som Køge Boldklub selv skrev i den pressemeddelelse de sendte ud i forbindelse med konkursbegæringen.

Ifølge lokalavisen Lørdags-Avisens oplysninger handler disse ’uafklarede økonomiske spørgsmål’ dels om et underskud på fem millioner kroner, et yderligere efterslæb på i alt fem millioner kroner, og samtidigt et stadionprojekt der ikke kan generere det forventede økonomiske overskud til en overbygning og de investorer, der måtte stå bag det nye stadion Køge Park

Den manglende økonomi i et nyt storstadion skyldes dels leje- og afdragsperioden, og dels at Køge Kommune ikke kan give grønt lys til det ønskede antal kvadratmeter til detailhandel i et nyt stadion, og dermed mindre indtægt end folkene bag projektet ønsker.

Køges borgmester Marie Stærke er dybt forundret over den dårlige økonomi i Køge Boldklub.

- Jeg er overrasket over at Køge Boldklubs økonomi er så dårlig. Det er bestemt ikke det billede der er givet til os politikere under forhandlingerne, og jeg er både skuffet og rystet. De sidste 24 timer må siges at have givet os alle et noget andet billede end det vi havde, siger Marie Stærke til Lørdags-Avisen.

Borgmesteren understreger dog, at hun selvfølgelig ønsker at en overbygning fortsat kan realiseres.

- Men nu vil jeg da vente på hvad Køge Boldklub kommer med af udspil. Det må være deres opgave at komme videre her fra, siger Stærke.

Kilde: Bold.dk

Eksborgmester bliver folketingskandidat

Aars Kommunes tidligere borgmester Knud Kristensen er ny folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Himmerlandskredsen. Han sidder i dag i byrådet i Vesthimmerland

Knud Kristensen slutter sig nu til den lange række af tidligere borgmestre, der gerne vil i Folketinget. På et opstillingsmøde torsdag aften blev Aars Kommunes sidste borgmester kåret som konservativ folketingskandidat i Himmerlandskredsen.

Oprindeligt ville Knud Kristensen gerne have været borgmester i Vesthimmerlands Kommune, men tabte i et tæt opgør til Jens Lauritzen (V). Nu glæder han sig til i stedet at kæmpe om en plads i Folketinget med andre konservative kandidater som Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen.

- Der er ingen tvivl om, at Nordjylland i særdeleshed har brug for en repræsentant på Christiansborg med en erhvervsmæssig indsigt og forståelse for erhvervslivet, siger Knud Kristensen til Nordjyske.

Som kandidat afløser han Per Larsen, der er byrådsmedlem i Hjørring Kommune og medlem af regionsrådet i Region Nordjylland.

Kilde: Danske Kommuner.

Socialdemokraternes hovedkontor besat

Socialdemokraternes partikontor på Danasvej i København er besat, oplyser en talsmand for gruppen, der kalder sig "Aktionsgruppen for Frustrerede Københavnere."

- Vi har gjort det i frustration over den katastrofale uansvarlighed, som Socialdemokraterne har udvist i sagen om Ungdomshuset, fremgår det af en pressemeddelelse.

En aktivist udtaler, at de først vil forlade bygningen, når der er fundet en løsning på problemet, som de unge kan acceptere.

DSUs hovedkontor befinder sig samme steds, og her optog en af de ansatte, Peter Strauss, en video med en erklæring fra BZ'erne. Videoen og billeder kan ses på hans weblog.

Kilde: TV2

21 mio. på fly, tog og taxa

Folketingspolitikere tog sidste år bus, tog, fly og taxa sidste år for 21 millioner kroner. Det fortæller Nyhedsavisen i dag.

Politikerne har adgang til fri transport mellem hjemmet og Christiansborg samt i hele landet ifm. politiske møder.

Alle folketingspolitikere er udstyret med et frikort til DSB 1. klasse, men flybilletter skal bestilles i Folketingets rejsekontor, ligesom taxabonnerne kun kan bruges mellem enten Hovedbanengården eller Lufthavnen og Christiansborg, samt tilsvarende på den anden side, mellem hjem og banegård/lufthavn.

Nyhedsavisens noget sarkastiske kommentar til opgørelsen lyder:

Enten har vi for mange politikere på Christiansborg, eller også har politikerne for mange penge. Helt Ærligt holder dog muligheden åben for, at begge svar er korrekte.


Der er vi dog noget uenige her på bloggen. Det er en fin ordning, som danske politikere har. Der er ingen tvivl om, at de har brug for at kunne komme rundt i landet til møder og arrangementer, og naturligvis skal de ikke selv betale for at tage ud og holde taler rundt om i landet, ligesom de heller ikke skal betale for at køre til København hver dag.

Alternativet ville være, at ingen politikere kom ud i landet, og alle ville flytte til København.

Kilde: Nyhedavisen.

Enhedslisten skal på budget-kursus

Enhedslistens politikere på Københavns Rådhus har taget konsekvensen af uoverskuelige regnskaber og budgetter. De folkevalgte sendes nu på økonomistyringskurser, og internt vil partiet oprette en vidensbank.

- Baggrunden for det hele er underskuddet i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Vi tager også vores del af ansvaret, og vi må konstatere, at vi ikke har været gode nok. Derfor har vi nu taget initiativ til økonomistyringskurser, forklarer Morten Kabell (EL), der indtil for nylig var medlem af Børne- og Ungdomsforvaltningen til Nyhedsavisen fredag.

- Medlemmerne vil blive undervist af kommunalrevisorer og jurister, så vi bedre kan gå ind og vurdere, om regnskaber og budgetter ser fornuftige ud, siger Morten Kabell.

Kabells afløser i det underskudsramte Børne- og Ungdomsudvalg er Allan Mylius Thomsen. Ved sidste valg sprængte han partilisten, og han er som andensuppleant netop trådt ind i Borgerrepræsentationen.

- Jeg har meget brug for de kurser for at kunne gennemskue, hvad der sker, ellers har jeg ikke en skrædders chance i helvede for at vide det. Før mit første udvalgsmøde fik jeg 5,5 centimeter papir, og det er noget af en stabel, skulle jeg hilse at sige, siger Allan Mylius Thomsen, der indtil videre skal være i Borgerrepræsentationen et halvt år.

Kilde: Nyhedsavisen.

Carina C. mister sin spindoktor

Pressechef i Familie- og Forbrugerministeriet, Mette Hovmand stopper.

Mette Hovmand har sagt ja til et job som projektleder i Radius Kommunikation A/S fra 1. maj 2007.

- Jeg er ked af at sige farvel til en betroet medarbejder, som har været en utrolig stærk støtte for mig i min første tid som familie- og forbrugerminister. Jeg har lært Mette Hovmand at kende som en yderst kompetent og effektiv pressechef, og jeg er overbevist om, at hun vil blive en stor gevinst for sin nye arbejdsgiver, siger familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) i en pressemeddelelse.

Mette Hovmand vil frem til sin fratræden 1. april fortsat være kontaktled mellem pressen og ministeren.

Det er den anden pressemedarbejder, ministeren mister på kort tid. For få uger siden forlod pressemedarbejder Jenny Bøving også Familie- og Forbrugerministeriet til fordel for en stilling på Københavns Rådhus.

Men mon ikke, Carina Christensen gerne selv vil udpege en af sine nærmeste rådgivere, og det kan vel også have spillet ind på Mette Hovmands beslutning.


Kilde: TV2|Politik.

Hovmand på kollisionskurs med regeringens politik

Venstres gruppeformand i Folketinget, Svend Erik Hovmand, stiller sig i et læserbrev i Nordjyske Stiftstidende torsdag i opposition til regeringens officielle politik på sygehusområdet. I læserbrevet gør han sig til talsmand for at bevare de små sygehuse.

"Man har vel som almindelig borger lov til at undre sig lidt over, hvorfor regionerne - inspireret af eksperterne - absolut skal nedlægge det ene sygehus efter det andet - og den ene skadestue efter den anden. Og da især hvis man ikke sætter noget andet - og bedre - i stedet", lyder en passus i Hovmands læserbrev.

Det står i skærende kontrast til den strømpil, som regeringen har angivet over for regionerne. Her er målsætningen færre og større sygehuse.

Sundhedsordfører Jens Peter Vernersen (S) vil bore i uenigheden med spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ministeren skal svare på, om han er enig med Hovmand, og om der er forskel på Venstres og regeringens politik på området.

- Det er jo helt utroligt det læserbrev. Det er helt utroligt, at man kan skrive sådan et læserbrev, og samtidig føre en helt anden politik i virkeligheden, siger han.

Kilde: Ritzau via EB.dk

500 indlæg

Så rundede Dansk Politik de første 500 indlæg.

Lebech vil have valg på internettet

Borgerne skal kunne afgive deres stemmer ved politiske valg uden at gå uden for døren.

Det mener Frederiksberg Kommunes borgmester Mads Lebech (K), der har gode erfaringer fra valg til ældreråd i Frederiksberg. Her gik valgdeltagelsen frem fra 36,1 procent til 40,3 procent, da kommunen indførte elektronisk valg første gang.

- Digitale afstemninger giver en større valgdeltagelse generelt. Det er positivt i tider, hvor engagement og deltagelse ved valg mange steder er vigende, siger han til Computerworld.

Det bliver dog afvist af Indenrigsministeriet og Folketinget. Valgkonsulent i Indenrigsministeriet Anne Birte Pade mener ikke, at sikkerheden er god nok.

- Nøgleproblemet er, at stemmeafgivning hjemme eller på arbejdspladsen giver problemer med at fastslå vælgernes identitet og at de ikke udsættes for påvirkning under stemmeafgivningen, siger hun.

Videnskabsminister Helge Sander (V) vil dog bede IT- og Telestyrelsen om at lave en statusrapport over elektroniske valg og vil derefter drøfte valgformen med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Kilde: Computerworld.

Ungdomspolitikere går sammen om ulandshjælpen

Imens partierne skændes, så bygger de unge bro. Sådan ser det i hvert fald ud, efter at seks af landets politiske ungdomsorganisationer er blevet enige om et udspil, "Større og bedre", til Danmarks fremtidige udviklingsbistand.

En enighed som ville vække en del opsigt, hvis den foregik på tværs af moderpartierne.

De ideologiske skel har der ikke været plads til i det her udspil, som Venstres Ungdom, Konservativ Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, SF's ungdom, Radikal Ungdom og Kristendemokratisk Ungdom står bag.

- Partiegoistiske motiver og ideologiske forskelligheder er tilsidesat for at opnå enighed om så konstruktive og substantielle politiske anbefalinger som muligt. Det er vores håb, at dette samarbejde kan tjene som forbillede for det danske Folketing, skriver de unge i en fælles pressemeddelelse.

Udspillet bliver fredag overrakt til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), og lørdag holder ungdomspolitikerne en konference om udspillet på Christiansborg. De unge politikere er blevet enige om punkterne efter et års samarbejde med FN's udviklingsprogram UNPD om FN's mål for 2015.

De mener, at Danmark skal hæve udviklingsbistanden til 1 procent af bruttonationalindkomsten, eftergive udviklingslandenes gæld uden at det koster bistandskroner og gøre bistanden mere effektiv ved at fokusere på årsagerne til fattigdom fremfor symptomerne.

En række tidligere toppolitikere roser udspillet, og flere af dem hæfter sig ved samarbejdet på tværs af ideologier. Heriblandt Gert Petersen, der var SF's partiformand i perioden 1974-91, samt fhv. V-formand, Uffe Ellemann Jensen.

Dansk Folkepartis Ungdom valgte fra starten ikke at være med, fordi foreningen ikke regner med at kunne nå til enighed med de øvrige partier, som formand Kenneth Kristensen siger til Ritzau. Samtidig går organisationen "ikke ind for ulandsbistanden overhovedet".

Fakta om udspillet til Danmarks fremtidige udviklingsbistand, som seks politiske ungdomsorganisationer har udarbejdet sammen.

Fire af punkterne fra det udspil, som de seks politiske ungdomspartier vil overrække til udviklingsminister Ulla Tørnæs fredag:

- Hæv udviklingsbistanden til 1 procent af bruttonationalindkomsten.
- Eftergiv udviklingslandenes gæld uden at det koster bistandskroner.
- Gør bistanden mere effektiv og lad den fokusere mere på grundlæggende årsager til fattigdom end på symptomerne.
- Koncentrer halvdelen af den danske indsats om det, vi er gode til, og lad den anden halvdel gå gennem FN.

Kilde: Ritzau

Ministerium reklamerer for øl og sodavand

Bryggeriet Harboe og sodavanden Faxe Kondi får god reklame fra Transportministeriet i en animationsfilm, der skal vise, hvordan en eventuel bro mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt vil tage sig ud.

Transportminister Flemming Hansen (K) kæmper for tiden en hård kamp for at lukke en aftale om en fast forbindelse over Femern Bælt. I den forbindelse er der lavet en animationsfilm, der skal vise, hvordan en bro kommer til at se ud. I animationsfilmen kører lastbiler med tydelige logoer fra Faxe Kondi og Harboe på broen.

- Vi mener ikke, det er en offentlig myndigheds rolle at bringe reklame for private virksomheder, siger Agnete Sigurd, jurist i Forbrugerrådet, om filmen.

Den befinder sig på ministeriets hjemmeside og kan også bruges i fjernsynet, hvis tv-stationer ønsker at illustrere indslag om broen. På hjemmesiden tager ministeriet det fulde ansvar for filmen.

- Transport- og Energiministeriet har fået produceret en kort animationsfilm, der tager seeren med på en tur over broen over Femern Bælt, står der.

Ministeriet henviser til Sund og Bælt A/S, der står for den overordnede styring af broerne over Storebælt og Øresund og planlægningen af broen over Femern Bælt.

Markedsføringsloven slår fast, at en reklame skal fremstå på en måde, så den klart bliver opfattet som en reklame uanset dens form og medium. Det mener Forbrugerrådets jurist ikke, at Transportministeriet lever op til.

- De bør overholde de regler, der er på det øvrige marked, nemlig at fortælle hvornår det er en reklame, slår Agnete Sigurd fast.

Kilde: Ritzau.

Karen Jespersen kandidat fra Favrskov

Karen Jespersen fik torsdag aften sit første folketingskandidatur i hus som Venstre-kvinde.

Det var Venstre-medlemmerne i Favrskov Kommune, der gav hende kandidaturet, da partiet holdt opstillingsmøde i kulturhuset Inside i Hammel. Og Karen Jespersen blev valgt med applaus - uden modkandidater.

Borgmesteren i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen (V), har igennem hele forløbet været en varm fortaler for, at Karen Jespersen bliver spidskandidat for Venstre i Favrskov-kredsen.

- Jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg synes, at Karen har nogen rigtig gode budskaber at byde på overfor de udfordringer, vi står overfor. Jeg synes, det er flot, at hun vil bakke op om hele arbejdet med kvalitetsreformen, som statsminister Anders Fogh Rasmussen arbejder på, sagde Anders G. Christensen til Ritzau kort efter valget af Karen Jespersen.

KildE: Jyllands-Posten.

Oppositionspartier vil genindføre gruppeeksamen

Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti vil have genindført gruppeeksamen, som regeringen besluttede at afskaffe i 2005.

Gymnasieskolens Netnyheder skriver torsdag, at de tre partier har fremsendt et beslutningsforslag til Folketinget. Forslaget handler dels om at genindføre frihed til forskellige eksamensformer, dels om at iværksætte et udviklingsprogram med henblik på at udvikle eksamens- og prøveformerne.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår det bl.a., at udviklingsprogrammet skal dække alle uddannelsesniveauer og omhandle både individuelle prøver og gruppeeksaminer. Uanset prøveform ønsker forslagsstillerne, at der fortsat gives individuelle karakterer.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår beslutningsforslaget kommer til behandling i Folketinget.

Da 178 skoleelever fra 8. og 9. klasse i starten af februar deltog i det årlige ungdomsparlament i Folketinget, gik ét af de unges forslag på at genindføre gruppeeksamen i matematik, fysik/kemi og biologi i folkeskolen.

Det fik Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, til at bebude, at partiet ville arbejde for at genindføre gruppeeksamen.

Kilde: Gymnasieskolens Netnyheder

torsdag, marts 01, 2007

Oppositionen stiller krav til energi-aftale

Socialdemokraterne, SF og De Radikale lægger pres på regeringen forud for forhandlingerne om fremtidens energiforsyning. Partierne vil have sikkerhed for at energiaftalen fra 2004 bliver overholdt, ellers vil de ikke indgå en ny aftale. Det kom frem på et fælles pressemøde, som godt nok blev lidt overskygget af dagens begivenheder på Nørrebro.

Ifølge aftalen fra 2004 skal der bygges to havvindmølleparker på hver 200 megawatt. De skal ligge ved Horns Rev ud for Esbjerg og ved Rødsand syd for Lolland, og de skal begge levere strøm fra næste år. Men Energistyrelsen regner først med at havvindmølleparkerne er i drift i 2009 og 2010.

Aftalen indeholder også en skrotningsordning for gamle vindmøller på land. Nye og større møller skal sikre 350 MW ny kapacitet inden udgangen af 2009. Men de to seneste år er der kun opstillet henholdsvis to og ni møller i Danmark.

Derfor kræver en samlet opposition nu, at regeringen skal leve op til disse mål, før de vil diskutere en ny aftale.

Lsæ mere hos DR.

Karen Jespersens skæbne afgøres i Hammel

Medlemmerne af Venstre i Favrskov Kommune har i aften mulighed for enten at vende tommelfingeren op eller ned til Karen Jespersens folketingskandidatur.

Karen Jespersen får præcis 10 minutter til at overbevise Venstre-medlemmerne i Favrskov Kommune om, at hun skal være kredsens folketingskandidat ved næste folketingsvalg.

Men meget tyder på, at hun ikke behøver at finde de helt store talegaver frem, da hun formentlig ikke vil få nogen modkandidater, når Venstre i Favrskov torsdag aften holder opstillingsmøde i kulturhuset Inside i Hammel.

- Jeg tror ikke, at der dukker andre kandidater op, men skulle det scenarium blive til virkelighed, er jeg ret overbevist om, at Karen Jespersen vil blive valgt med et meget markant flertal, siger borgmester i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen (V), til Ritzau.

Han har igennem hele forløbet været en varm fortaler for, at Karen Jespersen bliver spidskandidat for Venstre i Favrskov-kredsen.

- Uanset om der er én eller flere kandidater, så forventer jeg, at vi får et godt opstillingsmøde. Jeg håber selvfølgelig, at vi får valgt Karen Jespersen, siger Anders G. Christensen.

Karen Jespersen og eventuelle andre kandidater vil få 10 minutter til at fortælle, hvad de vil arbejde for i Folketinget, hvis de bliver valgt.

I alt 700 medlemmer af Venstre i Favrskov Kommune har mulighed for at møde op i kulturhuset i Hammel

Vi vil her på bloggen godt sætte en rund femmer på, at der ikke kommer modkandidater, og at Jespersen bliver valgt med rungende applaus. Faktisk vil det undre, hvis der kommer så meget som en kritisk bemærkning fra de helt sikkert mange fremmødte.

Byrådsmedlem skifter fra K til V

Det er få medlemmer af den konservative byrådsgruppe i Hørsholm Byråd, der bestemmer partiets politik. Det mener Birger Bøgeblad, der derfor har skiftet sit medlemskab af Det Konservative Folkeparti ud med et medlemskab af Venstre.

- Flertallet i den konservative gruppe har den opfattelse, at kun få af gruppens medlemmer skal tegne partiet. Det betyder, at den bredde, der er i gruppens kompetence, ikke anvendes optimalt, siger han ifølge Danske Kommuner

Birger Bøgeblad er uenig med den konservative byrådsgruppes politik på en række forskellige områder. Blandt andet mener han, at de konservative bærer en stor del af skylden for, at der ikke er fundet en løsning i spørgsmålet om Rungsted Havn.

Kilde: Danske Kommuner.

S: Rydningen handler ikke om at være fair

Politet skal udfylde sin opgave, og den handler ikke om at være fair. Den handler om at overdrage Jagtvej 69 til de retmæssige ejere, mener Socialdemokraterne.

Når politiet torsdag rydder Ungdomshuset på Jagtvej 69, handler det ikke om at være fair. Derfor er det helt fint, at politiet foretager en overraskende rydning af huset, mener Socialdemokraternes næstformand i folketingsgruppen, Morten Bødskov.

- Det er politiets ansvar at finde ud af at håndtere den opgave, som man har fået af fogedretten. Og der er jo ikke noget fairness hensyn i den her sammenhæng, siger Bødskov.

Politet skal kun tænke på at udfylde den opgave, der består i at overlevere huset til de retmæssige ejere, Faderhuset, mener han. Bødskov vil ikke blande sig i aktionens tidspunkt, men blot håbe på, at Nørrebro ikke ender i samme situation som i december, hvor mange hundrede unge kom op at slås med politiet.

Kilde: Ritzau

Følg rydningen af Ungdomshuset (næsten) live

Vi vil gerne lige reklamere for dagens bedste tilbud på Nettet. Vores venner på www.justitsen.dk live-blogger hele dagen om rydningen af Ungdomshuset.



Billedet er fra Politiken. Tak for lån.

Folketingsmedlem har udsigtsgrunde til en formue

Venstres fødevarepolitiske ordfører, landmand Jens Kirk fra Ringkøbing, har solgt sin mælkekvote og afhændet sine jerseykøer. Det bringer et attraktivt udsigtsbyggeri langs Ringkøbing Fjord sydøst for Ringkøbing tættere på virkeligheden, idet Jens Kirks jord grænser op til et eftertragtet parcelhuskvarter kaldet Guldkysten på grund af den attraktive udsigt, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern torsdag.

Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Torben Nørregaard (V) er positivt stemt for at udvide Ringkøbing i retning af Jens Kirks forgyldte fjordudsigt.

- Det er helt sikkert meget naturligt at forlænge byen mod Velling. Jeg kan ikke se andet end, at det er en kommende og meget spændende mulighed, pointerer borgmesteren ifølge avisen.

Umiddelbart kan en udstykning tænkes at indbringe Jens Kirk mellem 50-100 millioner kroner, og borgmesteren afviser da heller ikke, at folketingsmedlemmet selv kommer til at stå for en eventuel udstykning.

I så fald bliver det ikke første gang, at venstrepolitikeren Jens Kirk sælger attraktiv jord til bebyggelse i byen, idet han for godt 17 år siden solgte jord fra bedriften til et nyt villakvarter.

Imidlertid afviser Jens Kirk at have konkrete udstykningsplaner.

- Jeg får nu mere tid til at tænke over mulighederne, men jorden er tilsået med vintersæd, så jeg fortsætter i landbruget som planteavler, siger Jens Kirk til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kilde: Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Nyhedsmagasin for den offentlige sektor lukker

Foreningen af Danske Regioner har mistet et magasin for nyheder, analyser og debat om den offentlige sektor, som regionspolitikerne ellers havde sat sig for skulle erstatte de gamle amters blad, Mandat, efter kommunalreformen.

Firmaet EC-1 Media Aps, der udgav Struktur, er nemlig gået konkurs. Udgiveren arbejder på at genrejse et magasin for den offentlige sektor, oplyser han til Ritzau.

Danske Regioner har på informationssiden droppet Mandat for at koncentrere sig om presseudtalelser. Regionsformanden, Bent Hansen, har slået på, at samarbejdet med Struktur ville have sikret en helt uafhængig nyhedsdækning af regionerne.

Kommunernes Landsforening er fortsat med selv at stå for sit eget nyhedsmagasin, Danske Kommunerne, men der kommer altså intet magasin om det andet lokale administrative- og politiske led i Danmark længere.

onsdag, februar 28, 2007

V skifter ud i Greve Byråd

Kenneth Barett (V) fra Mosede (det er vist en forstad til forstad...) har bedt om at træde ud af Greve Byråd, hvor han har repræsenteret Venstre siden 2002. Hans plads overtages af 45-årige Henrik Kjer (V) fra Tune.

Når Kenneth Barrett, 42, der gik 576 personlige stemmer ved kommunalvalget i november 2005, ikke vil være medlem af byrådet mere, er det af arbejdsmæssige årsager. Det skriver han i sin ansøgning til byrådet, som man skal, når man ønsker at træde ud i utide. Han driver sit eget revionsfirma Kennth Barett med flere ansatte, og for Greve Byråd er det en formssag at opfylde hans ønske.

Eneste krav er, at der skal et andet medlem ind i stedet. Egentlig skulle det have været 62 årige Knud Phil fra Tune, som har siddet i byrådet før. Han er 1. suppleant for Venstre til Greve Byråd, men han kan ikke afse tid til det politiske arbejde, da hans job i Vejdirektoratet kræver mange rejser, især til udlandet. Det har han skrevet og forklaret byrådet.

2. suppleanten. Henrik Kjer, vil derimod gerne takke ja til det nye hverv. Han er til daglig projektleder i Køge Kommunes tekniske forvaltning og tilbringer fritiden med sin hustru og to børn, når han da ikke lige spiller golf. Disse oplysninger har han skrevet i sin præsentation op til seneste kommunalvalg, hvor han med 127 personlige stemmer ikke blev valgt ind.

Henrik Kjer er medlem af Greve Byråd efter 27. februar.

Her på bloggen har vi en lille formodning om at Kenneth Barett ikke ville have så travlt med arbejdet, hvis Venstre havde haft flertallet og han havde haft en fin udvalgsformandspost. Men det er jo ren spekulation for vores side.

Kilde: Sydkysten

V: Jørgen Winther overvejer stop

Venstres folketingsmedlem Jørgen Winther, der i 20 år har repræsenteret Mariagerkredsen, har takket nej til partiets tilbud om opstilling i såvel Mariagerkredsen som i begge Randers-kredse. Det skriver Randers Amtsavis.

- Jeg går i tænkeboks. Jeg er blevet spurgt, om jeg ville stille op, men har takket nej. Jeg er 61 år og vil gerne vente et års tid med at beslutte, om jeg stiller op igen. Har jeg stadig lyst til politik næste forår, vil jeg prøve at finde en kreds et sted i Jylland, siger Jørgen Winther per telefon fra Folketinget.

Jørgen Winther har siddet i Folketinget siden maj 1988. Han blev opstillet i Venstres Hobro-kreds i 1981 og har siden 1984 været opstillet i Mariagerkredsen. Han var midlertidigt medlem af Folketinget i november-december 1987 og har været partiets sundhedsordfører siden valget i 1988.

Jørgen Winther har i Folketinget været formand for udenrigsudvalget, delegeret ved FN's generalforsamling, formand for udvalget vedrørende det etiske råd og formand for udvalget for udlændinge- og integrationspolitik.

Det er vist stadigvæk for tideligt at spå om hvem der eventuelt skal afløse Jørgen Winther.

Hjort sat på plads af Fogh

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fik én over fingrene af chefen, da statsminister Anders Fogh (V) onsdag kommenterede sin ministers forslag om, at den borgerlige tænketank CEPOS burde være medlem af Det Økonomiske Råd.

En samlet regering går ind for lovforslaget om, hvordan rådet skal sammensættes - og CEPOS står ikke på listen, understregede statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

- Alle ministrene går ind for forslaget, også Claus, sagde Anders Fogh Rasmussen. Samtidig sagde han, at han værdsætter CEPOS's arbejde.

tirsdag, februar 27, 2007

Meningsmåling: Irak-retræte er indenrigspolitik

Regeringen trækker de danske styrker ud af Irak af indenrigspolitiske årsager. Sådan lyder vurderingen fra et flertal af danskerne i en ny meningsmåling, som Catinet har gennemført for Ritzau.

Hele 39,7 procent af den voksne del af befolkningen mener, at den politiske situation i Danmark er den afgørende faktor for Irak-retræten, mens 41,3 procent ser det som en kombination. Kun 10,1 procent er af den opfattelse, at situationen i Irak har haft størst betydning.

Socialdemokraterne mener, at det er et udtryk for, at danskerne har "gennemskuet" regeringens plan og kalder den danske Irak-indsats for et historisk nederlag for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

- Vi er helt oppe i superligaklassen, når det gælder udenrigspolitiske fejltagelser i den nyere danmarkshistorie. Det har været en dundrende fiasko at gå med i alliancen med USA's præsident, George W. Bush, om at besætte Irak. Og for ikke at få for mange smæk herhjemme vælger Fogh at trække sig ud og efterlade det rod, han selv har lavet, til irakerne, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Ritzau.

Forsvarsminister Søren Gade (V) forstår godt befolkningens reaktion, som den fremgår af meningsmålingen, men han mener samtidig, at fakta taler for regeringen.

- Folk kan da trække på smilebåndet, hvis de vil. Men irakerne har sagt, at de er klar til at overtage sikkerheden i syd. Og vi har holdt løftet til dem om, at når de overtager ansvaret, så skal vi ud. Hvornår skulle vi ellers have trukket os ud. Når der er lige så fredeligt som i København eller Århus, siger Søren Gade.

Den dugfriske Catinet-måling viser også, at danskerne generelt bakker op om beslutningen om at trække soldaterne hjem fra Irak. Samme billede fremmaner en meningsmåling, som Gallup har gennemført for Berlingske Tidende. 67 procent af danskerne mener, at det er rigtigt at hente soldaterne hjem. Kun 12 procent finder det forkert at trække de godt 450 soldater hjem, mens knap hver fjerde ikke ved, hvad de skal svare. Opbakningen til tilbagetrækningen er størst blandt venstrefløjens og Socialdemokraternes vælgere, mens flertallet blandt Venstres, de Konservatives og de Radikales vælgere er en anelse mindre.

Catinet-målingen hos Ritzau viser dog samtidig, at den samlede effekt af den danske deltagelse i Irak-operationen har haft en negativ effekt for den danske regering.

Kun 6,6 procent af danskerne er blevet mere positivt stemte over for regeringen på grund af deltagelsen i krigen i Irak. 27,4 procent er blevet mere negative, mens 61,5 procent er upåvirkede.

Det er nok det sidste tal, som Anders Fogh hæfter sig mest ved. Det viser nemlig, hvor vigtigt det er at måle, hvor meget en given sag betyder for folk. Der er næppe mange danskere, der vil flytte sit kryds pga. Irak-krigen. Hverken til den ene eller anden side.

mandag, februar 26, 2007

Pernille Frahm erstatter Homann under barsel

I de næste fire måneder vil Pernille Frahm (SF) være tilbage i Folketinget. Hun indtræder for Morten Homann (SF), der er på barselsorlov.

Pernille Frahm, der er gift med SF-formand Villy Søvndal, har tidligere repræsenteret SF både i Folketinget og Europarlamentet.

Frahm overtager ordførerskaber på uddannelses- og socialpolitik, mens Homanns ordførerskaber på skat, forskning, bolig og trafik fordeles mellem de øvrige medlemmer.

Homann er på barselsorlov de næste fire måneder. Han genopstiller ikke ved næste folketingsvalg, hvorimod Frahm allerede har annonceret sin hjemkomst til den danske politiske scene.

Dansk Politik flytter

Dansk Politik runder snart 500 indlæg. Der er hver dag ca. 200, der lægger vejen forbi, for at høre sidste nyt fra den danske politiske scene.

Det har overrasket, at der er så stor interesse for bloggen, men naturligvis kun på den posive måde.

Derfor er der nu indkøbt et domæne, som vi flytter over på. Fremover skal du altså skrive www.dansk-politik.dk i din browser, hvis du vil følge med og diskutere i kommentarfelterne.

Vi håber, at det nye domæne er oppe og køre i løbet af en dags tid.

Hvis du linker til Dansk Politik skal du altså også opdatere links. Denne side vil nemlig ikke blive opdateret længere.

Køber gods og forlader politik

Svend Brodersen sprang en bombe i Venstres byrådsgruppe i Kolding Kommune, da han afslørede, at han med øjeblikkelig virkning forlader lokalpolitik. Årsagen er, at han har købt Gram Slot og Nybøl godser, og en del af betingelserne for købet, er, at han forlader politik. Det fortæller Danske Kommuner.

- Det er et stort projekt, der kræver både min kone og mig på fuld tid. Jeg har lovet at holde mig fra politik i de første fem år som en betingelse for handelen, men det har været mit liv i ni år, og jeg har ikke mistet lysten til det, siger han til Jyske Vestkysten.

Svend Brodersen var Venstres borgmesterkandidat i Kolding Kommune, 2. viceborgmester og formand for byrådsgruppen. Byrådsgruppen vil mødes hurtigst muligt for at finde en afløser til og forventer at have en spidskandidat til borgmesterposten i år eller næste år.

Kilde: Danske Kommuner.