Mere end hver anden af De Radikales vælgere, 58 procent, ser Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt som oppostionens leder og statsministerkandidat. Bare 24 procent af vælgerne peger på partiets egen formand Marianne Jelved.
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Ugebrevet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at partiets politiske soloridt og insisteren på at pege på Marianne Jelved svækker oppositionen i de radikale vælgeres egne øjne.
Flere af De Radikale vælgere har faktisk svært ved at tage idéen om Marianne Jelved som statsministerkandidat alvorligt. Lidt færre end hver tredje tror, at hun er en realistisk kandidat.
41 procent regner med, at partiet, hvis det bliver aktuelt, vil pege på den socialdemokratiske formand.
Morten Helveg Petersen, der er medlem af den radikale folketingsgruppes ledelse, erkender, at det er svært at få øje på lyspunktet i undersøgelsen.
- Tallene understreger, at vi stadig har en stor udfordring foran os. Det er en stor mundfuld. For ved at gå selv forsøger vi at sprænge nogle af de rammer og dogmer, der i årevis har været gældende i dansk politik, siger han til Danmarks Radio.
Han understreger dog samtidig, at valget om at gå selv har været nødvendigt, fordi partiet vil insistere på en anden politik end den regeringen fører. Den har Socialdemokraterne kopieret for meget af, lyder hans dom. Så han bevarer troen på solistrollen trods tallene i Mandag Morgen.
- I sidste ende tror jeg, at vælgerne vil respektere og forstå, at et politisk partis opgave først og fremmest er at fremlægge sine holdninger og synspunkter, siger han.
Siden De Radikale for snart et år siden midt under Muhammed-krisen bekendtgjorde deres løsrivelse fra Socialdemokraterne, er det gået jævnt ned ad bakke i meningsmålingerne. I april kunne partiet mønstre rekordagtige 12 procent af vælgerne. I målinger fra både januar og februar var tallet 8,3 procent.
Marianne Jelveds fortsatte lederskab for De Radikale er ved at være et kæmpe problem for partiet, og der må gå elementer rundt i folketingsgruppen der pønser på et opgør med Jelved, mens tid stadigvæk er. Der er under to år til næste valg og det burde være tid nok til at finde en afløser.
Her på bloggen erkender vi gerne at vi ikke er så velbevandret i interne radikale fløjkrige, så om de bliver Vestager, Helveg III, Khader eller en helt fjerde kan vi kun gisne om, men på et mere overordnet plan er det vel også hip som hap om det bliver den ene eller den anden - bare dødvægten Jelved forsvinder og kan give partiet en tiltrænkt saltvandsindsprøjtning.
Kilde: Danmarks Radio
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar