Venstre giver politisk post til sponsorer Socialdemokraterne og SF beskylder regeringspartiet Venstre for at dække over, at det i flere år har givet politisk indflydelse til folk, som har givet skjult økonomisk støtte til partiet. Det sker, efter, at Venstre selv har kritiseret Socialdemokraterne for at lade fagbevægelsen købe sig til politisk indflydelse gennem samarbejdsaftaler med fagbevægelsen. Det skriver Politiken.
Formanden for Den Liberale Erhvervsklub, Fritz Schur, som har samlet et ukendt millionbeløb ind til Venstre, er også medlem af Venstres hovedbestyrelse. Dermed har »stærke pengemænd« haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik, mener Socialdemokraternes partisekretær, Henrik Dam Kristensen. »Derfor er det jo rent hykleri, at Venstre kritiserer os for vores samarbejde med fagbevægelsen«, siger han.
Ifølge loven skal partierne kun offentliggøre navnene på bidragydere, der betaler mere end 20.000 kroner i partistøtte. Medlemmerne af Den Liberale Erhvervsklub betaler kun op til 20.000 i kontingent, og dermed undgår de, at deres navne kommer frem i offentligheden. Ifølge Schur giver hans klub op til 300.000 kroner om året til Venstre.
Både Venstre og Fritz Schur fejer kritikken af bordet: »Modsat HK-sagen er der ingen politiske bindinger på de penge, vi modtager fra Den Liberale Erhvervsklub«, siger Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen. »Der sker intet politisk interessant på Venstres hovedbestyrelsesmøder. Det er rent organisatorisk snak. Så helt ærligt: Jeg kan ikke se problemet«, siger Fritz Schur.
Kilde: Politiken.
tirsdag, marts 13, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar