Så er Bendt Bendtsens tropper på plads. På et gruppemøde onsdag aften fik Den Konservative partileder og resten af folketingsgruppen lagt den strategi fast, som skal bringe partiet tilbage på sporet efter en omtumlet periode med ministerfyring og splid med regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.
Det var dog ikke partilederen selv, men derimod den politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, som efter mødet fremlagde resultatet.
- Der har været en god diskussion. Vi er meget enige om linjen, og også hvad der skal satses på, men jeg vil ikke begynde at gå mere i detaljer her. Strategi er ikke noget man sætter i avisen og i annoncekampagner, det er noget, man gør, siger Pia Christmas-Møller til Ritzau.
Pia Christmas-Møller erkendte efter mødet, at De Konservative har en stor opgave i at få sat lys på flere områder end blot de traditionelle fokusområder som skattepolitikken. Hvordan det så skal gøres, og hvilke områder, der skal satses på, ville hun dog ikke løfte sløret for.
- Vi har fundet frem til, hvor vi gerne vil satse, og det vil I se omsat i konkrete udspil, siger hun.
Her på Dansk Politik gætter vi desuden på at de konservative, efter engelsk forbillede, vil slå lidt på miljøet, en gammel konservativ traver som mere faglighed i folkeskolen og måske noget med globalisering.
Kilde: Ritzau via Ekstra Bladet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar