Det er op til Jens Rohde at bevise, at TV2 Radio ikke er partisk, og derfor bør han udtræde af Folketinget øjeblikkeligt, mener Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen (S).
- Desværre hviler der allerede fra TV2 Radios start en mistanke om, hvorvidt radioen vil agere upartisk i sin medievirksomhed. Det er nu op til Rohde at bevise, at TV2 Radio ikke er partisk, og det vil jeg opfordre ham til at markere klart og tydeligt ved allerede nu at udtræde af Folketinget, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, til Ritzau.
Ved ansættelsen af Jens Rohde blev det aftalt med TV2, at han skulle udtræde af Folketinget pr. 1. januar 2007. Men det er ikke længere godt nok, mener Mogens Jensen.
- Nu må vi jo holde et vågent øje med TV2 Radio og se, om Jens Rohdes behov for at ytre sig politisk også manifesterer sig ned i radioens virksomhed, hvilket jeg selvfølgelig ikke håber, er tilfældet. Men den eneste rigtige måde at eliminere enhver tvivl på er ved at forlade Folketinget øjeblikkeligt, siger Mogens Jensen.
Socialdemokraternes kulturordfører slog i weekenden til lyd for, at Jens Rohde burde forlade sit job som radiodirektør efter sine udtalelser om Helle Thorning-Schmidts politiske evner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar