Når Dansk Folkeparti i foråret opstiller kandidater til Folketinget, skal alle indsende ansøgning til partiets ledelse og samtidig vedlægge straffeattest. Det skriver altinget.dk.
- Hvis vi ikke gør det, kan vi komme i den situation, at vi får en opstillet, der er straffet, og det kan jo give problemer med valgbarheden, siger partisekretær Poul Lindholm Nielsen til netavisen.
Selv velkendte folketingsmedlemmer skal fra 2007 vedlægge straffeattest, når eller hvis de søger genopstilling. På spørgsmålet om det også gælder partiformand Pia Kjærsgaard svarer Poul Lindholm Nielsen:
- I princippet skal hun jo, men i praksis tror jeg ikke, vi vil kræve det. Vi ved jo godt, at hun ikke er straffet.
Tidligere pressechef for den konservative folketingsgruppe, Niels Krause Kjær, tror ikke, at kontrol af straffeattest vil vinde udbredelse blandt andre partier:
- De har jo ikke lagt skjul på i Dansk Folkeparti, at de gennem en uhørt central styring vil undgå, at der, ligesom i Fremskridtspartiet, går for megen "landsbytosse" i partiet, og det ligger den her politik jo i forlængelse af, siger han.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar