Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv lægger - som et indlæg i debatten om den kommende kvalitetsreform - op til, at der oprettes en slags forbrugerombudsmand for brugere af de offentlige systemer.
Det skal være en uafhængig, fælles klageinstans, der også kan tage sager op af egen drift.
- Som offentlige forbrugere er borgerne ofte henvist til at klage til den pågældende leverandør eller til det politiske administrative system, der er ansvarlig for at levere den pågældende service. Ofte er det altså kommunen, der kontrollerer sig selv, og denne form for selvkontrol er ikke hensigtsmæssig, siger formanden for Dansk Erhverv, adm. direktør Poul Erik Pedersen, ifølge Ritzau.
Han deltager i torsdagens temamøder på Bornholm om den kommende kvalitetsreform, hvor også regeringstoppen er med.
Regeringens kvalitets- eller servicereform er løbet ind i problemer, allerede inden den er kommet i gang. Der er slet ikke den opmærksomhed rettet mod projektet, som planlagt. Fogh havde tydeligvis forventet, at møderne ville være genstand for avisforsider i flere dage før og efter møderne, men har måttet se i øjnene, at det kræver interessante og måske også kontroversielle forslag.
At ingen af regeringens ministre har været i stand til at komme op med eet eneste forslag af den karakter vidner om, at ministrene er kørt så grundigt ind i områderne, at de har svært ved at have et køligt, politisk overblik. I stedet fokuserer de på at forsvare deres "turf" og vil nødigt lave noget om - med mindre de altså får penge til det.
Forslaget fra Dansk Erhverv er endnu et af de totalt ufarlige, som har domineret debatten, og vil næppe møde modstand mange steder.
torsdag, februar 08, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Der tror jeg redaktøren forregner sig. Som inkarneret bureaukrat qua mit daglige arbejde, kan jeg oplyse, at der allerede eksisterer et meget omfattende klagesystem indenfor den offenlige sektor, som hyppigt anvendes af folk, der mener de har fået forkerte afgørelser og for ringe service. Det vil kun uskueliggøre den allerede indviklede retstilstand på området, hvis forslaget gennemføres.
Men et klagesystem er jo ikke det samme som en ombudsmand, der selv kan tage sager op. Det er jo en ret afgørende forskel.
Nu vil en ombudsmand jo ikke kunne tage en konkret sag op uden samtykke fra borgeren, og i så fald kunne pågældende jo ligesågodt have klaget. De fleste ministerier har i øvrigt en ulovsbestemt tilsynspligt med, at landets kommuner generelt overholder loven.
Send en kommentar