Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland Gunhild Husum har fra årsskiftet meldt sig ud af Det Radikale Venstre.
Ifølge flere medier ønsker hun ikke at uddybe årsagen til sin udmeldelse, men siger, at udmeldelsen skyldes ændringer i hendes politiske holdninger.
- Mine vælgere kan regne med, at jeg fortsat vil levere den samme politiske vare. Jeg har blot mistet lysten til at være medlem af Det Radikale Venstre.
Hun oplyser, at hun på flere punkter har været uenig i partiets politik, og at en god, lang juleferie gav hende den tænkepause, hun havde brug for til at træffe den endelige, svære beslutning. Det fortæller Århus Stiftstidende.
Fra kilder i partiet lyder det ifølge Østjyllands Radio, at Husum melder sig ud, fordi hun ikke blev valgt til gruppeformand for Det Radikale Venstre i regionsrådet, men det afviser hun selv ifølge Århus Stiftstidende:
- Jeg vil ikke sige noget om hvem, hvad, hvorfor og hvornår. De andre må udtale sig, som de vil. Vi går jo ind for ytringsfrihed i det her land, siger hun.
Gunhild Husum planlægger at fortsætte som løsgænger i regionsrådet indtil næste valg, så stopper hun sin politiske karriere. Hun er 63 år, og det har hele tiden været planen at gå på politisk pension om nogle år.
- Jeg føler ikke, jeg er forpligtet til at trække mig, for min politiske linje er stadig den samme, så jeg snyder ikke mine vælgere. Jeg vil gerne være med til at løbe den nye region i gang - det bliver et hårdt arbejde, siger hun til den århusianske avis.
Hun har repræsenteret de radikale i Århus Amtsråd gennem 16 år, heraf de seneste otte år som viceamtsborgmester, og hun har internt i partiet både i Østjylland og på landsplan besat mange vigtige udvalgs- og formandsposter. Ved valget i 2005 blev hun valgt til det nye Regionsråd.
Husum har i flere år været partiets folketingskandidat i Randers-kredsen og ved de to seneste folketingsvalg har hun opnået pladsen som 1. stedfortræder for Elisabeth Arnold. Hun har også i flere omgange været indkaldt som suppleant for Arnold.
Gunhild Husum er født 1943 og blev matematisk student i 1961 fra Roskilde Katedralskole. I 1966 blev hun uddannet som lærer fra Frederiksberg Seminarium, flyttede til Århus og blev cand.psych. i 1977 fra Århus Universitet. I det civile liv arbejder hun som psykolog.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar