mandag, februar 26, 2007

Nævninge rekrutteres stadig fra partierne

Netop nu vælger kommunerne de nævninge og domsmænd, der skal dømme i by- og landsretterne de næste fire år. Men selvom der har været massiv kritik af de nuværende nævningeting - så er der intet nyt under solen, nu når de nye vælges. Det viser en rundringning til landets tyve største kommuner som P3 Nyheder og Radioavisen har lavet.

Kommunerne gør nemlig det samme, som de har gjort de sidste mange år, når de sammensætter de grundlister, der skal vælges domsmænd og nævninge fra.
Og det er at få partierne i byrådene til at rekruttere blandt deres medlemmer.

-På den måde sikrer vi at listerne kommer til at afspejle den danske befolkning på køn, alder og etnisk baggrund, siger Kontorchef i københavns kommune Birgitte Rasmussen, til radioavisen.

Men det er ikke rigtigt, siger advokat og underviser i strafferet, Anders Nehmet.

-Jeg har ikke noget i mod, at partierne rekruterer blandt deres medlemmer. Vi kan bare se, at det ikke dur, når det handler om at få et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

At det er rigtigt bekræfter flere undersøgelser, der viser, at der en overrepræsentation af ældre hvide kvinder og mænd blandt nævninge og domsmænd.

Justitsminister Lene Espersen er netop nu på vej med en bekendtgørelse, der skal indskærpe over for kommunerne, at grundlisterne skal være sammensat, så de afspejler den danske befolkning.

- Kommunerne skal gøre sig mere umage, for det er vigtigt for vores retssikkerhed, siger Lene Espersen til P3 Nyheder og Radioavisen.

Men i følge rundringningen er der kun én kommune, der har taget en ny metode i brug, for at skaffe nævninge og domsmænd, der svarer til befolkningssammensætningen. I Århus vil man nemlig forsøge at nå ud til borgerne ved hjælp af en hvervekampagne, der skydes igang i dag.

-Vi annoncerer i den hustandsomdelte dagspresse, på biblioteker og på vores hjemmeside. Det er vigtigt for os at få fat på yngre mennesker og borgere med anden etnisk baggrund end dansk - også for at leve op til den nye bekendtgørelse, siger chef for borgerservice i Århus Lene Hartig Danielsen.

Kommunerne skal aflevere de nye grundlister til landsretterne senest den 1.april.

Her på Dansk Politik er vi lidt usikre på sagen. På den ene side bør nævningeting naturligvis afspejle befolkningen, så man dømmes af ligemænd. Men på den anden side er vi glade for, at mange af fremtidens og nutidens politikere har eller får mulighed for selv at være en integreret del af retssystemet. Det giver nu engang et mere nuanceret syn på de retssager, som medierne skriver så meget om og kræver politikernes stillingtagen til. Det ville i øvrigt være interessant at finde ud af, hvor mange af de nuværende MF'ere, der selv har eller er nævninge/domsmænd.

Kilde: DR Nyheder.

fredag, februar 23, 2007

Sjælland: Socialdemokraterne siger nej til sygehusplan

Socialdemokraterne i Region Sjælland forkaster administrationens tre forslag til en nye sygehusplan. Et nyt udvalg skal præsentere et fjerde forslag.

Vi vil ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at høringsperioden er overstået. Vi går allerede nu i gang med at kigge på vores forslag til en ny sygehusplan.Sådan siger medlem af Regionsrådet og politisk ordfører for socialdemokraterne, Tommy Kamp.

I forbindelse med det fremlagte udspil til ny sygehusplan i Region Sjælland har den socialdemokratiske regionsgruppe nedsat et hurtigtarbejdende udvalg under ledelse af Tommy Kamp.

Gruppen skal komme med socialdemokraternes eget udspil til en ny sygehusplan.Det er nødvendigt, mener Socialdemokraterne, fordi ingen af de tre forslag, som regionens administration har fremlagt for politikerne, kan bruges som grundlag for en ny sygehusplan.

Kilde: Dagbladet Online

Familiefejde i den borgerlige lejr om lesbiske

I dag diskuterede folketinget et forslag fra DF om at indføre brugerbetaling, hvis lesbiske vil have fertilitetsbehandling i det offentlige. En ret, som de først for nylig fik.

Emnet blev bl.a. behandlet i Radioavisen fredag kl. 12:00, der havde interview med to borgerlige politikere.

Den ene var Tina Nedergaard (V), der ville stemme mod regeringen og dermed støtte retten til gratis behandling - også for lesbiske.

Den anden var Per Ørum Jørgensen, der også ville stemme imod, men fordi han var modstander af, at lesbiske overhovedet skulle have ret til at få behandlingen.

Det er slet ikke underligt med sådanne divergerende holdninger i disse såkaldt "etiske" sager, hvor medlemmerne ofte er fritstillet og dermed selv afgør, hvilken knap, de trykker på.

Det interessante ved netop de to personer er, at de deler folkeregisteradresse i Sæby. De blev nemlig gift for nylig, men vielsesattesten betyder altså ikke, at de to har fået mindre at være uenige om - i hvert fald ikke, når de er er på arbejde.

Kilde: DR Nyheder.

Auken foreslår Berufsverbot for politikere

Svend Auken (S), levebrødspolitiker med stort L, foreslår i dagens udgave af Politiken, at det skal være forbudt for politikere at beskæftige sig med bestemte jobs, når de en dag forlader politik.

Afsættet for Aukens forslag er den aktuelle NCC-sag, der har sat spotlight på Venstres Jesper Schou Hansen, der både er BR-medlem og ansat som konsulent i Waterfront, der bl.a. arbejder med politisk lobbyisme.

Politiken skriver:

Svend Auken mener, at det skal være forbudt. Han foreslår en »cool-off«-periode efter amerikansk forbillede, så man ikke må arbejde som lobbyist i f.eks. to år, efter at man er stoppet som politiker.

Auken foreslår også strammere regler for oplysning om økonomiske bidrag til politisk arbejde, samt et kodeks for lobbyister, så de f.eks. skal oplyse, hvem de er, og hvem de har ansat.

»Nye regler kan selvfølgelig komme til at skabe en masse skandaler. Men frem for at vente på skandalen, skal vi tage hånd om det nu«, siger Svend Auken.


Svend Auken har aldrig prøvet at modtage en lønseddel fra andet end Christiansborg. Han er en prototype på en levebrødspolitiker, og derfor må det siges at være besynderligt, at han nu gør sig klog på og vil bestemme over, hvordan andre mennesker tjener til dagen og vejen.

Mener han seriøst, at det skal være forbudt at have politiske kontakter og tjene penge, bare fordi man en gang har siddet i en kommunalbestyrelse eller været aktiv i en politisk ungdomsorganisation på et vist niveau? I Tyskland havde man et begreb for den slags lovgivning. "Berufsverbot", kaldte man det, når kommunister ikke kunne have job i den offentlige sektor. Hos Auken er det ikke kun kommunister, der er så suspekte, at Staten skal bestemme, hvad de må beskæftige sig med. Nej, det er politikere en bloc.


At fhv. politikere har nogle kompetencer, som erhvervslivet efterspørger, er der ingen tvivl om. Og at de har kontakter og er gode til at opsøge relevante mennesker, skal vel ikke ligge dem til last? I forvejen ved vi, at mange politikere har svært ved at finde arbejde efter vælgerne har smidt dem ud. Der er vel ingen grund til at gøre politisk arbejde til en endnu større byrde, som kun levebrødspolitikere kan tage sig af.

Man skulle tro, at et liv i politik havde lært Auken at tænke sig om inden han udtalte sig til journalister. Men åbenbart ikke. Men det forklarer måske, hvorfor han har tænkt sig at blive siddende i tinget til han bliver slæbt ud med fødderne først?


Kilde: Politiken.

torsdag, februar 22, 2007

Auken vil registrere lobbyister

Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder i Danmark vil gerne have et register over alle, der arbejder med lobbyisme. Og det forslag har foreningen sendt til Folketingets Præsidium, der havde møde om sagen i går.

Svend Auken (S), der er næstformand i Folketinget - og var med til mødet i går, og siger til Business.dk:

- Vi har startet diskussionen om det spørgsmål, men vi er ikke afklaret på det endnu. Vi har ikke afvist forslaget, og det er klart, at det kan komme på tale med et initiativ, som man kender fra andre steder, siger Svend Auken til Business.dk.

Der er ingen tvivl om, at det i dag er svært at finde ud af, hvem, der arbejder for hvad og hvem, ligesom ingen er i tvivl om, at antallet af professionelle lobbyister vil stige kraftigt i fremtiden.

Men spørgsmålet er, om man er lobbyist, bare fordi man mødes med en politiker? Og er alle ansatte i eksempelvis en fagforening, en arbejdsgiverforening eller en interesseorganisation så lobbyister? Hvem skal kontrollere registreret? Der er mange uafklarede spørgsmål, og dermed også stor risiko for, at man enten får lavet et register, der er enormt eller alt for lille og dermed ligegyldigt.

Idéer og indspark er velkomne her på bloggen.


Kilde: Business.dk

Timm Vladimir forlader Ulla Tørnæs ulandsprojekt

Skuespilleren Timm Vladimir var spydspids for Ulla Tørnæs omdiskuterede bistandsprojekt, hvor kendte skulle forklare almindelige danskere ulandsbistandens dilemmaer. Men nu forlader Vladimir projektet - og han smækker gevaldigt med døren.

Vladimirs farvel til projektet sker nemlig i protest mod regeringens ulandspolitik og udviklingsminister Ulla Tørnæs’ (V) håndtering af DR’s store indsamlingsshow i weekenden.

- Jeg hverken kan eller vil længere være med til at støtte regeringen og specielt Ulla Tørnæs i denne slet skjulte valgkampagne. Jeg er dybt uenig i deres måde at forvalte ulandsbistanden på, og jeg ser mig derfor nødsaget til at melde fra til Dilemma-projektet, siger Timm Vladimir til Politiken.dk

Vladimir var i første omgang positiv over, at regeringen i det stortopslåede DR-indsamlingsshow lørdag ville støtte kampen mod HIV og AIDS i Afrika med en halv milliard kroner, men senere fik han oplysninger, der gjorde ham vred.

- Dagen efter finder jeg ud af, at regeringen vil yde det bidrag ved at tage penge direkte fra ulandsbistanden og overføre dem til dansk erhvervsliv i den hellige gældssanering navn. Siden da har jeg været så rasende og ked af det, at jeg har måtte gentænke min medvirken i Dilemma-projektet, siger Timm Vladimir.

Han tog allerede beslutningen mandag, men har ventet med at offentliggøre sit syn på sagen, indtil hans afløser, Karen Mukupa, var blevet udpeget. I forvejen skal fitnesseksperten Charlotte Bircow, Christian Stadil fra tøjfirmaet Hummel og teaterdirektør Martin Miehe-Renard til Afrika i forbindelse med Dilemma-projektet. Også TV-værten Morten Lindberg (bedre kendt som Master Fatman) har valgt at springe fra Ulla Tørnæs’ omstridte bistandsprojekt.

Ulla Tørnæs har ikke haft stort held med særlig meget siden hun blev udviklingsminister, og hendes Dilemma-projekt har stadig til gode at få bare den mindste positive presseomtale.

Problemet er, at Tørnæs forpassede chancen for at droppe projektet, da de første kritiske røster begyndte at lyde, og spørgsmålet er, om hendes ministerpost efterhånden overhovedet hænger i en tråd eller om den er blevet klippet over, og Fogh blot venter til det strategisk rigtige tidspunkt at foretage en omfattende ministerrokade, hvor Tørnæs kan blive sendt tilbage til gruppen og en anden minister "på vej ud" kan overtage hendes junior-ministerium.


Kilde: Politiken.

S: Endnu en ung kvinde opstillet til Folketinget, denne gang i Randers

Byrådsmedlem Maja Panduro fra Randers Kommune, vandt i går urafstemingen om at blive Socialdemokraternes folketingskandidat i Randers Syd-kredsen.

Maja Panduro, 25, der blev valgt til byrådet i 2005 er næstformand i Børne- og skoleudvalget. Hun er til dagligt statskundskabsstuderende på Århus Universitet.

Hun er rimelig optimistisk om sine chancer for at blive valgt. Hun har tidlige sagt at:

- Jeg kan tilbyde noget, som ingen af de andre kandidater i den østjyske storkreds kan. Jeg kan mobilisere gruppen af unge vælgere. En gruppe som normalt ikke ville stemme, eller som ikke ville stemme socialdemokratisk.

Man må dog nok konstatere at Socialdemokraterne i den nye Østjyske Storkreds, hvor Kirsten Brosbøl også er opstillet, er rimelig godt dækket ind i kategorien "ung kvinde".

Læs også: S: Urafsteming om folketingskandidat i Randers Syd

Sneen stopper Fogh

På grund af snevejret har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) valgt at udsætte sin planlagte tur rundt til en række sjællandske arbejdspladser på fredag.

Som et led i regeringens kvalitetsreform skulle statsministeren blandt andet have besøgt et plejehjem, et sygehus og en børnehave. Men sneen sætter altså en stopper for statsministeren, der i stedet tager turen fredag den 2. marts.

Det oplyser Ritzaus Bureau.

Ny Ellemann klar til Folketinget

Karen Ellemann Kharabian, datter af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, kan komme i Folketinget ved næste valg.

Karen Ellemann Kharabian er i dag medlem af Rudersdal Kommunalbestyrelse, men har sat kurs mod Folketinget, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Onsdag aften blev hun valgt for Venstre i Brøndby-kredsen, der dækker Brøndby, Ishøj og Vallensbæk kommuner og er en del af Københavns Omegns Storkreds.

- Jeg er virkelig lykkelig. Min tid i Rudersdals kommunalbestyrelse har givet mig sult på mere. Jeg vil gerne være med til at sætte dagsordenen og dermed påvirke udviklingen for at sikre sammenhængskraften i det danske samfund, siger Karen Ellemann Kharabian til avisen.

Hvis den 37-årige Rudersdal-politiker bliver valgt, bliver hun tredje generation i Folketinget. Hendes farfar var Jens Peter Jensen, mens faderen er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

- Det er selvfølgelig sjovt, men mens min far meget arbejdede på de ydre linjer, så vil jeg arbejde på de indre. Jeg er uddannet og arbejder som folkeskolelærer, og jeg interesserer mig mere for blandt andet børn, uddannelse og sundhed, siger Karen Ellemann Kharabian.

Ved gårsdagens valg i Brøndby-kredsen var hun oppe mod en lokal kandidat, Ina-Maria Nielsen. Karen Ellemann Kharabian modtog over 80 procent af stemmerne, og dermed fik oprejsning for det nederlag hun led, da hun i november stillede op som Folketingskandidat i Lyngby-kredsen.

Det helt store trækplaster i Københavns Omegn er Bertel Haarder, og den unge Ellemann får uden tvivl hård kamp om pladsen, bl.a. af den tidligere VU-formand Claus Horsted, der er opstillet i Ballerup-kredsen.

onsdag, februar 21, 2007

De borgerlige fører klart, når det kommer til penge

De borgerlige partier er klart bedre end venstrefløjen til at rejse penge til valgkampe. Det fremgår af en netop offentliggjort liste over de private bidrag til politiske partier i 2005, hvor der både var valg til Folketinget og kommunerne.

Mens Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti tilsammen modtog 35,4 mio. kr. i bidrag fra private, var det samlede bidrag til Socialdemokratiet og venstrefløjen 14,1 mio. kr.

Listen er offentliggjort i et svar fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til medlem af finansudvalget Klaus Hækkerup (S).

Blandt bidragyderne til Venstre er foruden interesseorganisationer som Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri private foretagender som A.P. Møller og Chr. Augustinus Fabrikker Akts. Dertil kommer bl.a. Den Liberale Erhvervsklub, som hvert år rejser penge til Venstre via kontingentindbetalinger på 20.000 kr. pr. medlem.

I spidsen for Den Liberale Erhvervsklub sidder erhvervsmanden Fritz Schur Jr., der bl.a. er blevet udpeget til posten som bestyrelsesformand for DONG Energy.

Han oplyser til Jyllands-Posten, at de årlige bidrag fra erhvervsklubben til Venstre ligger et sted mellem 200.000 og 300.000 kr. Han fastslår desuden, at det ikke er muligt at indbetale beløb over 20.000 kr. til erhvervsklubben med henblik på at få kanaliseret dem ind i Venstre som en slags anonym donation.

Her på bloggen mener vi at der skal meget mere gennemsigtighed med bidragene til partierne. Det skal ikke være muligt at give penge anonymt, og der skal laves en offentlig database hvor man kan søge i hvem der giver penge. Der skal desuden være mere kontrol med til lejligheden oprettede foreninger der arbejder for et parti eller en kandidat. Reglerne skal gælde både for folketingspolitikere, Europa-parlamentskandidater og byrådsvalgkampe som alle sammen bliver dyrere og dyrere, f.eks. gik der rygter om at Ritt Bjerregaard havde et sted mellem 3 og 5 millioner kroner til rådighed til hendes overborgmestervalgkamp.

Reglerne skal gælde for bidrag til både partier, men også til de enkelte kandidaters kampagnekasser - så kan man også undgå sager som den med NCC og Søren Pind i København. Hvis politikerne savner inspiration til hvordan de kan lave regler som er foholdsvis nemme at forstå kan de bl.a. besøge www.fec.gov eller www.opensecrets.org hvor man kan se hvordan de klarer den slags i Amerika.

Kilde: Jyllands-Posten

Krav om Hvilshøjs afgang

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har vildledt Folketinget, og derfor bør hun tage konsekvensen og gå af. Det mener Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten, ifølge Politiken.dk.

Under et møde i integrationsudvalget 14. december sagde Rikke Hvilshøj, at forholdene var i orden, og at psykisk syge Kosova-flygtningene bliver vurderet helt konkret, så ingen psykisk syge hjemsendte flygtninge kommer tilbage uden at få behandling eller medicin.

Alligevel viste TV2 i en dokumentar 8. februar, at flere af de psykisk syge hjemsendte lever uden behandling og under kummerlige forhold. Samtidig øger regeringen nu indsatsen for de hjemsendte.

Derfor må der hele tiden have været noget galt, og derfor har integrationsministeren vildledt Folketinget, mener altså bl.a. Morten Østergaard (R).

- Hvis ikke hun kan dokumentere, at forholdene er blevet værre, siden hun sagde til udvalget, at de var i orden, så har ministeren et meget, meget alvorligt problem og må tage konsekvensen og gå af, sagde Morten Østergaard efter en ophedet spørgerunde i Folketinget ifølge avisen.

Integrationsministeren kunne i folketingssalen også oplyse, at Danmark "ikke har planer om hjemsendelse af den del af flygtningene i den nærmeste fremtid".

Det, mener oppositionen, er en tilståelse af, at forholdene ikke har været gode nok.

Som altid, så handler det ikke om, hvorvidt ministrene opfører sig rigtigt, men om DF er "med på den". Og det er der absolut ingen sandsynlighed for i denne sag.

Kilde: Politiken.

Vælgere skal holde politikere på rette kurs

Der er blevet længere fra vælger til byrådspolitikker i de nye kommuner. Derfor vil Venstres vælgerforening i Vinderup nedsætte en sparringsgruppe, som skal sørge for, at vælgerforeningen fra den gamle Vinderup Kommune stadig har indflydelse i den nye Holstebro Kommune.

Det sker ud fra devisen om, at vælgerforeningen stadig skal være borgernes bindeled til byrådet, forklarede bestyrelsesformand Richard Lauridsen ifølge Dagbladet Holstebro-Struer ved foreningens generalforsamling.

- Formålet med sparringsgrupperne er blandt andet at inspirere byrådsmedlemmerne med nye ideer og tanker vedrørende udviklingen af kommunen, sagde han.

Samtidigt skal de holde byrådsmedlemmerne orienterede om, hvad der rører sig i baglandet. Det er tanken, at sparringsgruppen skal mødes et par gange om året.

Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer via Danske Kommuner.

Eksborgmester som udviklingschef

Ølgod Kommunes tidligere borgmester Erik Buhl Nielsen skal stå i spidsen for udviklingen i Ølgod. Det er den lokale handels- og håndværkerforening, der har ansat ham som byudviklingschef

Erik Buhl Nielsen er valgt på en lokalliste, og sidder nu i storkommunen Vardes byråd.

- Formålet er at holde liv i de eksisterende butikker og trække nye butikker til. Dertil kommer også bestræbelser på at skaffe flere arbejdspladser til egnen, siger Erik Buhl Nielsen til DR Esbjerg.

Den tidligere borgmesters nye arbejdsgiver er Ølgod Håndværker- og Handelsstandsforening. Foreningen har ikke tidligere haft en byudviklingschef.

Kilde: Danske Kommuner.

S: Regeringen bør droppe skatteplan og starte forfra

I dagens udgave af Berlingske Tidende undsiger Det Konservative Folkeparti den skatteplan, som skatteministeren og statsministeren stædigt holder fast i.

- Regeringen er jo i total splid med sig selv. De konservative har fået kolde fødder, mens Venstre stædigt fastholder en plan om selskabsskattelettelser, som erhvervslivet undsiger. Forvirringen er total, siger Socialdemokraternes skatteordfører, John Dyrby Paulsen i en pressemeddelelse.

I går slog skatteministeren og statsministeren begge fast, at der ikke bliver rokket ved kernen i forslaget, og at sigtet er helt rigtigt. I dag udtaler den konservative skatteordfører, at forslaget vil hæmme dansk erhvervsliv. Selv den konservative formand, Bendt Bendtsen, der var med ved fremlæggelsen af forslaget, har indset problemerne.

Dansk Folkeparti erklærede sig ved fremlæggelsen positive, men efterhånden som erhvervslivet har forkastet tankerne, er Dansk Folkepartis støtte forsvundet.

- Tilbage står så Venstres to centrale ministre og holder stædigt fast i deres forslag, som kun de selv kan se det smarte i. Det er pinligt at overvære. Hvordan skatteministeren så vil få sit lovforslag gennemført stort set uændret må stå hen i det uvisse - og jeg tvivler på, at ministeren selv ved det, siger John Dyrby Paulsen.

Han opfordrer skatteministeren til at trække forslaget helt tilbage.

- Ministeren bør begynde helt forfra med drøftelser om indgreb mod kapitalfonde, som skal sikres bred opbakning. Både blandt de politiske partier og med erhvervslivet. Socialdemokraterne deltagerne gerne aktivt i sådanne drøftelser, men forudsætningen er naturligvis, at det eksisterende forslag trækkes af bordet, siger John Dyrby Paulsen.

Henrik Vestergaard genopstiller ikke

Henrik Vestergaard, fhv. MF (V), er nok mest kendt for en anklage om uterlig opførsel, men har ikke desto mindre været valgt for Danmarks største parti til Folketinget - samt til byrådet i Århus - frem til valget 2005, hvor han ikke opnåede genvalg.

Han har dog for nylig meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, og Venstre i Århus i Østjyllands Storkreds skal derfor til at finde en ny kandidat, der kan overtage.

Kilde: JP.

Små partier myldrer frem

Nye tal fra Indenrigsministeriet viser, at hele 24 nye partinavne sidste år blev godkendt af myndighederne. Det er det højeste antal nye partier siden år 2000 og over dobbelt så mange som i 2005. Flere eksperter ser udviklingen som en reaktion mod de etablerede partier på Christiansborg.

Blandt de 24 nye partier, der blev godkendt i 2006, gemmer sig flere kuriøse navne og enkeltsager. Aktive Pensionister, Rygerpartiet og Bekæmp Racisme lægger ikke skjul på, hvad der er partiernes mærkesager. Andre partier, som Moderaterne og De Frie Demokrater, har valgt et navn, der indikerer en ambition om at ramme en bredere vælgerskare i det danske samfund.

Tre nye partier er allerede blevet godkendt i 2007. Det drejer sig om Samfundslisten, Folkebevægelsen Ret og Velfærd og Danmarks Frie Liberale Demokrater. Sidstnævnte blev godkendt den 8. februar af Indenrigsministeriet. Det lille partis mærkesager er retssikkerheden for den enkelte dansker, en fjernelse af moms på fødevarer og en pragmatisk holdning til EU.

- I første omgang handlede det mest om at drille de etablerede partier, men efter at have talt med en lang række mennesker er det blevet min ambition at stille op til Folketinget, siger formanden for Danmarks Frie Liberale Demokrater, Tommy Legene Jørgensen, fra sin bopæl i Gentofte, til Ritzau.

Han har tidligere stemt på Venstre, men har nu stiftet sit eget parti for at protestere mod Venstres tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. I de kommende måneder vil han og de øvrige partimedlemmer gå i gang med at indsamle de nødvendige 20.000 underskrifter, som det kræver at stille op til næste folketingsvalg.

Langt de fleste unge partier har dog en kort levetid. Når engagementet dør ud og indflydelsen lader vente på sig bliver de politiske ambitioner ofte lagt på hylden. Men der er bemærkelsesværdige undtagelser på listen over nyere partier.

Antal godkendte partinavne:

2006: 24
2005: 11
2004: 17
2003: 13
2002: 10
2001: 22
2000: 24

Blandt de godkendte partinavne kan nævnes partierne Underdanmark, Aktive Udlændinge, Den Lille Mand, Jysk Folkeparti, Nok, Aktive Pensionister og Totaldemokraterne.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ritzau og Danske Kommuner.

tirsdag, februar 20, 2007

Odenseanere vil have Bundsgaard som borgmester

Bundsgaard lige så populær som Boye

Hver femte vælger i Odense mener, at Anker Boye skal være socialdemokraternes spidskandidat ved næste valg. En anden femtedel mener, at jobbet bør gå til Lotte Bundsgaard, der i dag er MF og fhv. minister.

Tallene kommer fra en meningsmåling, som er foretaget af Gallup for Fyens Stiftstidende. Heri svarer 18,2 procent af de adspurgte - socialdemokrater og andre - at Lotte Bundsgaard er den mest oplagte kandidat. Lidt flere, 18,8 procent, peger på Anker Boye.

Lotte Bundsgaard tager dog ikke undersøgelsen særligt alvorligt.


- Nu er det medlemmerne i vores parti, der vælger spidskandidaten, ikke en meningsmåling. I øvrigt vil jeg gerne understrege igen, at jeg slet ikke er kandidat, siger hun til avisen.

Anker Boye tabte i 2005 borgmesterposten til de konservatives Jan Boye. Anker bar selv hele ansvaret, idet det var ham, der mistede personlige stemmer i en størrelsesorden, der var så markant, at et komfortabelt flertal skiftede.

At Bundsgaard igen afviser tanker om at gøre Jan Trøjborg, Ritt Bjerregaard m.fl. kunsten efter og udskifte Christiansborg med et kontor på Rådhuset, står nok mere til troende, end journalisterne på "Stiften" gerne vil have.

Bundsgaard er nemlig gift med de nuværende ældrerådmand, Søren Thorsager, der er partiets nr. 2 i Odense. Han er den oplagte afløser for Anker Boye, og selvom Anker Boye forsøger at blive sikret spidskandidaturet allerede i efteråret, så spår flere pålidelige kilder, at Anker Boye igen må ud i en urafstemning, ligesom da han i sin tid blev borgmesterkandidat i 1993.

Der er nemlig stor utilfredshed med Anker Boyes indsats både før, under og efter valgkampen, og han har haft svært ved at tage kampen op med den rutinerede Jan Boye. Mange partifæller ønsker derfor den klart yngre og mere markante Søren Thorsager som spidskandidat, og det ønsker Lotte Bundsgaard naturligvis ikke at stå i vejen for.

Desuden er de fleste enige om, at Bundsgaard klart bedst egner sig til landspolitik og ikke til at gå ned i små enkeltsager, som også præger en stor kommune som Odense.

Tyskerne vil ikke bruge penge på Femern-bro

Den tyske trafikminister, socialdemokraten Wolfgang Tiefensee mødtes med den danske transportminister Flemming Hansen (K) på et tre timer langt møde i det tyske trafikministerium i Berlin.

Efter mødet sagde Wolfgang Tiefensee, at tyskerne ikke længere sætter høj prioritet i at bygge en Femern-bro. Den danske regering var ellers klar til første spadestik, og nu er spørgsmålet, om broen er udskudt eller faldet sammen.

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde tidligere på sit ugentlige pressemøde, at en fast forbindelse over Femern Bælt ville være "alletiders forretning", og at det ville være "fornuftigt, at vi i den allernærmeste tid får truffet en beslutning". Det skriver Politiken.

Der er ingen tvivl om at vi her på bloggen er mere end almindeligt kede af, at der ikke bliver bygget en bro. Broer er nemlig fantastiske bygningsværker der bringer mennesker tættere på hinanden. Tiefensee må simpelthen tage sig sammen og droppe et par motorvejsprojekter i Brandenborg, Bremen eller Baden-Würtemberg og få sin prioriteringer på plads.

Kilde: Politiken

Nye redaktører i øst og vest

34-årige Lotte Hansen bliver ny erhvervsredaktør på Politiken. Hun kommer fra en stilling som strategisk-politisk presserådgiver i rådgivningsfirmaet Advice, men er nok mest kendt fra DR2-programmet Jersild og Spin sammen med Henrik Qvortrup.

Lotte Hansen afløser Michael Jarlner, der fortsætter som udlandsredaktør, og hun begynder sit job på Rådhuspladsen den 16. april, oplyser Politiken.

Den politiske kommentator har været vidt omkring, blandt andet pressechef i Forbrugerrådet, hos Jyllands-Posten, Ugebrevet A4, Dagbladet Dagen, Danmarks Journalisthøjskole samt tyske Welt am Sonntag. Hun har også været pressesekretær i det hedengangne By- og Boligministerium og fulgte for en kort bemærkning med over til Økonomi- og Erhvervsministeriet, da VK kom til magten.

Men det er ikke kun politiken, der har fået ny redaktør. Også i det vestlige Jylland skal man til at stifte bekendtskab med et nyt navn. Jydske Vestkysten har nemlig ansat Mikael Kamber som chefredaktør og direktør for Syddanske Medier med virkning fra 1. juni 2007, skriver JydskeVestkysten.

Mikael Kamber er kendt som ankermand på TV2 Nyhederne og var i sin tid med til at starte TV2's søndagssatsning, Dags Dato, op.

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang på Syddanske Medier. Jeg kender JydskeVestkysten fra min barndom, og det er en stor tillidserklæring at bestyrelsen har ansat mig pr. 1. september til at overtage ansvaret for koncernens udvikling, siger Mikael Kamber til jv.dk.

Indtil 1. september 2007 er Peter Parbo (der også har en fortid på Kvægtorvet i Odense) uændret ansvarshavende redaktør og adm. direktør, hvorefter Mikael Kamber overtager ansvaret som koncernchef for Syddanske Medier.

V lover erhvervslivet "lov-pause"

Virksomhederne har nok at se til med velfærdsaftalen, globaliseringspakken og ændringer i konkurrenceloven. Derfor skal erhvervslivet have et pusterum uden nye lovpakker, mener Venstre.

Partiets erhvervsordfører, Jacob Jensen, foreslår ifølge Jyllands-Posten, at der et år frem indføres et stop for ny erhvervs-lovgivning.

- Når jeg spørger virksomheder og erhvervsorganisationer, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dem, er svaret ofte: "Lad være med at gøre noget. Lad os få fred i en periode, så vi kan koncentrere os om at drive vores virksomhed under de givne regler", siger han.

Der skal stadig indarbejdes EU-direktiver, og der kan også opstå situationer, der kræver en hurtig lovgivningsmæssig indsats, men der skal ikke tages initiativ til flere love, mener Jacob Jensen.

- Perioden kan bruges til at tænke længere frem og planlægge større sammenskrivning af lovgivningen. På den måde undgås også for mange lappeløsninger og for uklare regler, når love bliver justeret, efterhånden som nye situationer opstår, siger han.

Dansk Industri mener, at det er på tide, at regeringen gør noget for at mindske erhvervslivets administrative byrder og hilser forslaget velkomment.

Blandt de politiske partier får forslaget en mere blandet modtagelse.

- Regeringens problem er, at den sætter for meget i søen. Nu siger virksomhederne så, at det er nok. Det viser, at regeringens mål om at stoppe administrativt bøvl ikke er nået, tværtimod, siger Niels Sindal (S).

Han vil gerne have nedbragt mængden af love og regler, men understreger, at en del tiltag er nødvendige og efterspørges af erhvervslivet.

Erhvervsordfører Poul Erik Christensen (R) finder forslaget fra Venstre "besynderligt". Han mener, at det må være udtryk for, at Venstre er løbet tør for ideer på erhvervsområdet og trænger til at blive fritaget for regeringsansvaret.

Kilde: Jyllands-Posten.

mandag, februar 19, 2007

Ukendt V-byrådsmedlem vil udfordre Karen Jespersen

Det unge århusianske byrådsmedlem Laura Hay er ved at blive kørt i stilling som folketingskandidat for Venstre i Århus, der vil have et slagkraftigt alternativ til Karen Jespersen i Østjyllands storkreds.

Ud af fire århusianske Venstre-kandidater - alle mænd - blev kun en enkelt valgt, da der var valg til Folketinget i 2005. Det bliver næppe nemmere ved næste valg, hvor Karen Jespersen formentlig vil erobre mange østjyske Venstre-stemmer fra sin plads i Favrskov-kredsen.

Derfor planlægger Venstre i Århus nu en modoffensiv, og esset i ærmet hedder Laura Hay. Det 28-årige byrådsmedlem er udset til at være kandidaten, der skal trække stemmer blandt de århusianske vælgere.

- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være folketingskandidat, og det kunne være enormt spændende. Men om jeg stiller op, er ikke helt afklaret endnu. Det bliver det i løbet af denne uge, siger hun til Århus Stiftstidende.

Laura Hay, der er jurist, er ny i Århus Byråd. Ved valget i 2005 fik hun 631 personlige stemmer.

Men mon ikke Laura Hay hellere skulle forsøge at overtale rådmand Louise Gade til at tage posten. Hun er nok den eneste, der reelt vil kunne skaffe stemmer til by-venstre i Østjylland.

Kilde: Danske Kommuner.

Danskerne ved intet om kvalitetsreformen

Regeringens planlagte kvalitetsreform har skabt stor debat i Folketinget, blandt kommunalpolitikere og i fagforeninger og organisationer. Men når det gælder den brede befolkning, er reformen en velbevaret gemmelighed.

Jyllands-Posten har fået Rambøll Management til at undersøge danskernes kendskab til kvalitetsreformen, og ifølge undersøgelsen har over 70 procent end ikke hørt om den. Og blandt resten svarer hver fjerde forkert, når de skal forklare, hvad den handler om.

Fagforeninger som FTF, BUPL og AC betegner befolkningens manglende kendskab til reformen som et stort problem. I KL er man enig.

- Det må være bedrøveligt for statsministeren, at befolkningen ikke interesser sig for reformen, når han har investeret så stor personlig prestige i projektet, siger næstformand Anker Boye (S) til Jyllands-Posten.

Kilde: JP via danskekommuner.dk.

Partiernes medlemstal boomer

Medlemsflugten fra partierne er stoppet - og er afløst af en fremgang på samlet 3.000 medlemmer de seneste fem år. Ifølge eksperterne har medlemstallet nået et naturligt leje og kan risikere at falde igen, lyder det. Det skriver Berlingske Tidende.

Rundt om på Christiansborg sidder partierne og kigger med forbløffelse på den seneste udvikling, som blandt andet viser, at SF aldrig har været større.

SFs formand Villy Søvndal er stolt over, at partiet nu topper med: 9.636 medlemmer.

SF ramte bunden i halvfemserne, hvor man var nede på små 6.000 medlemmer. Dengang var partiet støtteparti for Nyrup-regeringerne og dagligt til forhandlinger, mens Søvndal i dag som formand må optræde i en temmelig marginaliseret rolle. Kaffen når ikke engang at blive kold, før partiet bliver smidt ud af forhandlingslokalerne på Christiansborg.

Søvndals smil deles af Jelved, Pia Kjærsgaard, Helle Thorning-Schmidt og Enhedslisten, som også får flere medlemmer.

Dansk Folkeparti sætter for hver måned ny rekord og er gået frem med 34 procent siden 2000, De Radikale har høstet endnu flere og er oppe på 57 procent, mens Enhedslisten er blevet fordoblet. Socialdemokraterne fik næsten 10.000 nye medlemmer, da Helle Thorning-Schmidt blev valgt til formand - dog er cirka 4.000 faldet fra igen.

Både Venstre og de Konservative har derimod oplevet faldende tilslutning i perioden fra 2000 frem til idag.

Partiernes medlemstal er ikke kontrolleret af det offentlige, i modsætning til de politiske ungdomsorganisationer. Men da partierne ingen offentlige midler modtager på baggrund af medlemstal - men udelukkende stemmetal - så er der intet belæg for at kræve gennemsigtighed. Når et parti går meget frem, så stammer oplysningerne altså alene fra partiernes egne sekretariater, og der kan være meget stor forskel i måden, man registrerer og opgør på. Har man eksempelvis ikke central medlemsregistrering, så kan det være meget svært, og tæller et medlem med, som ikke har betalt kontingent for sidste kvartal?

Vi vil derfor advare mod at tro på tallene, men måske kan man tolke en mindre tendens. Det vil vi lade være op til forskerne at afgøre. Herfra forbeholder vi os retten til at være skeptiske.


Kilde: Berlingske Tidende.

To ministre skal se på bare bryster

En kontroversiel kampagnefilm fra Rådet for Større Færdselssikkerhed vækker nu politisk opsigt herhjemme. Justitsministeren og ligestillingsministeren drages ind i sagen, skriver JydskeVestkysten.

Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup betegner filmen, hvor unge topløse piger går rundt på vejene og vifter med farttavler, som "exceptionelt åndssvag", og har nu bedt justitsminister Lene Espersen (K) og ligestillingsminister Eva Kjær Hansen (V) om at redegøre for deres holdning til filmen og hvor mange skattekroner, den har kostet.

Brugen af bare bryster som blikfang bliver også skarpt kritiseret af SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge samt Kvinderådet.

- Unge nøgne kvinder bliver i dag brugt til at sælge alt muligt. Nu også budskaber om hastighedsbegrænsninger. Men ærligt talt, så har jeg noget svært ved at se, hvad bare bryster har at gøre med, hvor hurtigt vi kører, siger rådets sekretariatsleder Randi Theil Nielsen til avisen.

Filmen er udelukkende lavet til internettet og er foreløbig set af 7,5 millioner mennesker verden over - heriblandt en halv million danskere. Men det er Karen Hækkerup ikke specielt stolt af.

- Jeg synes, at den fremstiller danskerne som en flok jubelidioter med jord i hovedet. Skal man brande Danmark i udlandet, synes jeg man skal vælge at fokusere på nogle andre ting, end at vi har jord i hovedet, siger hun.

Filmen har vakt stor opsigt i udlandet, og da den for nylig blev vist på en trafikkonference i Sverige, udvandrede flere forskere i protest.- Men jeg synes, at man skal passe på med at sige, at filmen giver et bestemt billede af kvinder eller danskere. Det er jo en fiktiv historie, fyldt med ironi, som skal ses med et glimt i øjet, siger projektleder ved Rådet for Større Færdselssikkerhed, Julie Paulli Budtz.

Hvis man endnu ikke har set den omtalte film, så kan man se den på speedbandits.dk

Kilde: Jydske Vestkysten.

Skatteministeren lover billigere biler

En omlægning af bilbeskatningen, som gør miljøvenlige biler billigere, men benzinslugere dyrere, vil være fremlagt og vedtaget i Folketinget inden næste valg. Det forventer skatteminister Kristian Jensen (V).

- Jo før vi kan få lavet en omlægning og få mere miljøvenlige biler, jo bedre. Jeg forventer, at der ligger et forslag klar, som kan gennemføres inden udgangen af denne regeringsperiode, siger Kristian Jensen ifølge Berlingske Tidende.

Dermed hæver skatteministeren ambitionsniveauet i forhold til det regeringsgrundlag, som Venstre og de Konservative fremlagde efter valget for to år siden. Her hed det kun, at regeringen ville nedsætte et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for at omlægge bilbeskatningen. Det udvalg er på trapperne, men nu altså med besked fra Kristian Jensen om, at arbejdet faktisk skal føre til en omlægning.

- Vi har for øjeblikket en arbejdsgruppe, som ser på det, og den skulle gerne være færdig inden for et par ugers tid, så vi kan få det egentlige udvalgsarbejde sat i gang, siger Kristian Jensen.

Forslaget har som udgangspunkt gode chancer for at blive vedtaget i Folketinget, hvor alle partier er enige om princippet bag. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, glæder sig da også over skatteministerens budskab.

- Det er godt, at vi nu har noget at holde regeringen op på. Nu er der en konkret dato for, hvornår der skal ske noget, og ikke bare et udvalg som skal undersøge det,« siger Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann.

SFs skatteordfører, Morten Homann, har i den senere tid opfordret regeringen til snarest muligt at lægge et forslag frem. Men nu hvor han tilsyneladende får sin vilje, har han svært ved at tro på det.

- Hvis det er rigtigt, så er det selvfølgelig dejligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg gerne se det, før jeg tror det. De har lovet det her siden regeringsskiftet i 2001, og mange har været ud at sige, at det ville komme lige straks, men der er jo endnu ikke sket noget, siger Morten Homann.

Kilde: Berlingske Tidende via Pol.dk

søndag, februar 18, 2007

Måling: S går tilbage, K går frem

En ny meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau, viser, at Dansk Folkeparti, De Konservative og Venstre ville få 89 mandater, hvis der var valg i morgen. De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ville få 86 mandater.

En tilsvarende meningsmåling gav i januar oppositionen 88 mandater mod 87 til VK-regeringen og dens støtteparti.

I forhold til sidste måned er det specielt de konservative som oplever en stor fremgang. Det Konservative Folkeparti går frem med 2,1 procent til 10,7 procent, hvilket dog stadig kun er 0,4 procent bedre end valgresultatet på 10,3 procent i 2005.

Til gengæld går Socialdemokraterne tilbage med tre procentpoint, til 26,7 procent mod 29,7 procent i januar.

Der er tale om en ret voldsom tilbagegang til S, som ikke umiddelbart kan forklares i den politiske udvikling. Man skal derfor være varsom med at tolke på dette, før man også i andre målinger ser lignende tendenser. Der kan være tale om "dårligt statistisk arbejde".

Kilde: Ritzau/JP.

lørdag, februar 17, 2007

Uafhængigt nævn skal godkende nye partinavne

Krigen mellem partierne Venstre og Liberalisterne medfører nu, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nedsætter et uafhængigt nævn, der får til opgave at godkende nye partinavne.

Løkke har endelig indset, at der kan være habilitetsproblemer, når medlemmer af gamle partier skal godkende nye partinavne.

- Så længe det er ministre, der behandler ansøgninger om nye partinavne, vil der altid være risiko for habilitetsproblemer. Derfor vil regeringen allerede i næste folketingssamling foreslå, at opgaven med at vurdere ansøgninger om nye partinavne fremover foretages af et uafhængigt og kompetent nævn, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Dermed imødekommer han oppositionens forslag om, at et uafhængigt "organ" fremover skal have ansvaret for at sige god for nye partinavne. Regeringen foreslår at lade det eksisterende Valgretsnævn stå for vurderingen af de nye navne.

Kilde: Jyllands-Posten.

fredag, februar 16, 2007

Bloggen er ikke død

Selv om der ikke har været så mange indlæg de sidste stykke tid skyldes det ikke, at vi er ved at lukke projektet. Vi må blot konstatere at enten er hver eneste politiker i dette land gået i tænkeboks og forsøger lige nu at finde på praktiske, politiske løsninger af fremtidens udfordringer eller også er de allesammen gået på vinterferie. Vi hælder nok mest til det sidste.

I mellemtiden, ind til politikerne igen begynder at kaste med mudder, kan man så hygge sig med at læse og høre talerne fra Kristian Madsens "Centrum-venstre tale-kanon" - specielt skal man ikke snyde sig selv for hverken den tidligere New York-guvernørs Mario Cuomos tale fra 1984 eller Barack Obamas tale fra forleden hvor han annoncerede at han gerne ville være præsident, ellers kan man blive klogere om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik med det nystartede Dansk Institut for Militære Studiers, DIFMS, nystartede blog om deres arbejde.
Synes man livet er hårdt kan man også bare besøge Nordvestjylland, hvor lussingerne som altid sidder løst.

torsdag, februar 15, 2007

Pinds hemmelige forening

Foreningen Københavns Fremtid har gennem flere år været en flittig bidragsyder til Venstre i København og er blevet en central del af korruptionssagen i København. Alligevel har ingen i partiet lyst til at tale højt om foreningen. Det fortæller Jyllands-Posten i adg.

I et uddrag af en e-mail, som NCC offentliggjorde i går, tilbyder Søren Pind (V), NCC medlemskab af en forening ved navn Københavns Fremtid.

»Medlemmerne er en række fremtrædende erhvervsfolk, der mødes med ministre og mig i løbet af året. Årskontingentet er for enkeltpersoner 8.000. Der kan også tegnes særskilte virksomhedsmedlemskaber,« skriver Pind ifølge NCC.

Formanden for Venstre i København, Niels M. Knudsen, ønsker ikke at kommentere foreningen.

Ifølge partistøtteloven skal politiske partier oplyse navn og adresse på private bidragsydere, der giver mere end 20.000 kr.

Formålet med loven er at sikre åbenhed om, hvilke personer, virksomheder og organisationer der støtter partierne. Ved at kanalisere pengene gennem en forening kan større bidragsydere gemme deres identitet.

Heller ikke Søren Pind ønskede i går at tale om den forening, som han ifølge e-mailen har tilbudt NCC medlemskab af.

»Det er i forvejen meget besværligt for borgerlige politikere at skaffe bidrag til valgkampe. Den sag, der kører nu, gør det ikke nemmere. Derfor har jeg ingen kommentarer,« siger Søren Pind.

Foreningen Københavns Fremtid deler adresse med et medlem af forretningsudvalget for Venstre i København ved navn Asmus Lorenzen.

Det lykkedes i går ikke Morgenavisen Jyllands-Posten at træffe Asmus Lorenzen for en kommentar om Foreningen Københavns Fremtid.

Lorenzen har tidligere over for Ekstra Bladet bekræftet, at han var medlem af foreningens bestyrelse, men han sagde samtidig, at han »ikke lige kan huske«, om han er foreningens formand.

Kilde: Jyllands-Posten.

S: 24-årig ny folketingskandidat i Esbjerg og omegn

Det blev den 24-årige byrådsmedlem Anders Kronborg der vandt urafstemingen om at blive den første socialdemokratiske kandidat til Folketinget i den nye Esbjerg omegns-kreds. Det blev offentliggjort på kredsens stiftende generalforsamlig i går aftes.

Med sejren fortsatte Anders Kronborg sin hastige opstigning i partiet. På trods af sin unge alder har han allerede nu været kandidat til Europa-parlamentet, medlem af partiets hovedbestyrelse, formand for den lokale DSU-afdeling og i 2005 blev han valgt til byrådet i Esbjerg kommune med det højeste stemmetal efter borgmesterkandidaten - Helge Mortensen.
Anders Kronborg er i sit civile liv skolelærer. I byrådet er han ordfører for teknik- og miljøområdet.

Esbjerg omegns-kredsen dækker foruden Ribe, byer som Tjæreborg, Bramming og den slags. Den er fysisk placeret i Sydjyllands Storkreds.

Det er ikke en særlig stor kreds og der er ikke så mange sikre socialdemokratiske stemmer. Derfor er det nok meget tvivlsomt om den giver valg.

onsdag, februar 14, 2007

Ræson bliver til papirmagasin

Ræson, der hidtil har været et netbaseret magasin, bliver nu udgivet på papir.

Papir-magasinet vil trække de lange politiske linjer op, og manden bag - TV-værten Clement Kjersgaard - mener, at det skal "fylde hullet ud fra Politiken".

"Vi skal være tværgående på en måde, som de store aviser - herunder Politiken - har forladt," siger Clement Kjersgaard ifølge Business.dk

Ræson udkommer to gange årligt til en pris af 199 kr. i løssalg.

Det første nummer af Ræson, som magasinet hedder, er allerede på gaden, og her giver Venstres Søren Pind og Socialdemokraternes Mogens Lykketoft deres bud på fremtidens danske udenrigspolitik.

Og det er netop der - i spændingsfeltet mellem de modsatrettede synspunkter - at opinionsdannelsen i samfundet har det bedst.

Udover Clement Kjersgaard er medredaktørerne bag magasinet Aimée Kjær og Eske Vinther-Jensen der er henholdsvis gymnasielærer og embedsmand i Eksportkreditrådet.

Kilde: Business.dk

KD vil samle oppositionen

Hun fik et afslag for halvanden måned siden, men nu er hun på banen igen.

Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, forsøger endnu engang at samle Socialdemokraterne og De Radikale i én bæredygtig opposition. Denne gang i form af et arbejdsmarkedsudspil, som hun betegner som "en slags prøveballon på mulighederne for at samle oppositionen".

- Det, jeg synes, der er vigtigt, er at sætte fokus på, at der skal være et meget klart alternativ til det siddende VKO-flertal, siger Bodil Kornbek til Jyllands-Posten.

KD's arbejdsmarkedsudspil tager udgangspunkt i at få flere af de svageste i arbejde ved blandt andet at skabe et særligt bundfradrag for virksomhederne.

Ved årsskiftet takkede Helle Thorning-Schmidt (S) nej tak til Bodil Kornbeks forslag om et møde i oppositionen mellem de to og Marianne Jelved (R), mens Jelved var positiv.

Det er dog noget tvivlsomt, om KD overhovedet kan få indflydelse på et så væsentligt politikområde som arbejdsmarkedspolitikken. Sandsynligheden for, at S indgå i forhandlinger med et parti, der end ikke sidder i Folketinget, er meget, meget lille. Men måske De Radikale igen vil bruge chancen til at drille Thorning-Schmidt lidt.

Kilde: Jyllands-Posten.

V-politiker arbejdede i juridisk gråzone

Den korruptionsmistænkte Venstre-politiker i Københavns Borgerrepræsentation, Jesper Schou-Hansen, har bragt sig i en helt usædvanlig dobbeltrolle: Om dagen arbejder han som lobbyist og PR-mand i et af Danmarks førende og ældste lobbyfirmaer, Waterfront, for at hjælpe virksomheder med at påvirke det politiske system mod betaling. Om aftenen ifører han sig de gyldne kæder og fører selv politik i bystyret. Det fortæller Berlingske Tidende.

Politikerens private ansættelse er helt central i den skandale, der nu ruller på Københavns Rådhus. Her har Københavns Kommune meldt Venstre-politikeren til politiet efter et tip fra entreprenørkoncernen NCC om, at den pågældende politiker muligvis har fisket efter et økonomisk tilskud til Venstre-folks valgkamp samt betaling for politisk rådgivning.

Politiet efterforsker bl.a. et møde mellem NCC og politikeren, som sidder i bygge- og teknikudvalget. Mødets emne var et lokalplantillæg, der kunne redde NCC fra et tab på op mod 70 mio. kr. i en byggesag. Berlingske Tidende erfarer, at politikerens ansættelse i Waterfront kom op på mødet. Politikeren nævnte, at han privat arbejder med at hjælpe firmaer som NCC med problemer af netop den karakter, som virksomheden stod midt i. Han opfordrede på samme møde NCC til at styrke koncernens forbindelser til Venstre på rådhuset.

Politiet har mørkelagt sin efterforskning, Københavns Kommune udtaler sig ikke i sagen, NCC tier, og foreløbig er ingen sigtet i sagen. Venstre-politikeren ønsker ikke at stå frem, men afviser enhver mistanke om korruption. Flere juridiske eksperter fastslår, at der er meget vide grænser for en folkevalgts arbejde ved siden af politik.

Venstre-politikeren har tidligere lobbyet for bilindustrien, samtidig med at han har været Venstres trafikordfører i København.

Kilde: Berlingske Tidende.

Forsoningsfrokost mellem DF og K hos Fogh

Selvom man siger nej til forsonings-kaffe i fuld offentlighed, kan man jo godt spise en frokost sammen uden for mediernes søgelys. Det synes at være tankegangen hos den konservative leder Bendt Bendtsen, der i starten af sidste uge mødtes med DF-leder Pia Kjærsgaard til en frokost hos statsministeren. Det skriver Dagbladenes Bureau.

Dermed blev der taget et afgørende skridt til at neddæmpe den bitre konflikt mellem DF og de konservative, der kort før jul gik helt op i spids med fyringen af den konservative forbrugerminister Lars Barfoed. På det tidspunkt var stemningen så iskold mellem parterne, at Bendt Bendtsen afslog et forslag fra Pia Kjærsgaard om at tale ud om tingene over en kop kaffe. Det var medvirkende til afslaget, at den konservative leder frygtede forsoningsmødet skulle få karakter af et medie-stunt.Men på statsminister Anders Fogh Rasmussens initiativ blev Pia Kjærsgaard i stedet inviteret med til den ugentlige frokost mellem Bendtsen og Fogh i Statsministeriet - helt uden mediernes viden.

Frokosten havde ikke formelt karakter af et forsoningsmøde, men kan ses som en "tillidsskabende foranstaltning" mellem to partiledere, der en måned tidligere dårligt nok kunne være i stue sammen.

Frokosten hos statsministeren forløb i en god tone - og markerer på det politiske plan, at der nu gøres store bestræbelser på at stoppe den konflikt mellem DF og konservative, der med stor dramatik afsluttede 2006.

Konflikten har længe generet Anders Fogh Rasmussen, og den seneste måned har også topfolk i DF og K arbejdet målbevidst på at få striden under kontrol. Vurderingen er, at regeringsblokken ikke længere kan tillade sig den luksus at slås indbyrdes i en situation, hvor valget nærmer sig, og oppositionen vinder frem i meningsmålingerne.

S vil afskaffe Østaftalen

Socialdemokraterne åbner for en fuldstændig afskaffelse af den omstridte østaftale. Det vil betyde fri adgang til det danske arbejdsmarked fra Østeuropa. Det kan ske, hvis regeringen til gengæld er klar til at opruste myndighedskontrollen på arbejdsmarkedet, og fagbevægelsen samtidig får adgang til centrale oplysninger, så man lettere kan finde frem til firmaer med udenlandsk arbejdskraft.

Dermed skrinlægger S sin tidligere modstand mod at lempe østaftalen yderligere. Aftalen har siden 2004 begrænset erhvervslivets muligheder for at ansætte østeuropæisk arbejdskraft, skriver dagbladet Børsen.

Østaftalen blev vedtaget i forbindelse med EU's udvidelse i 2004. Aftalen er siden blevet lempet, men erhvervslivet har længe presset hårdt på for at få aftalen helt fjernet af hensyn til manglen på arbejdskraft i Danmark.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov siger, at man er klar til et opgør med østaftalen, hvis man kan få stor sikkerhed for, at arbejdere fra Østeuropa arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår.

Kilde: Børsen.

S foreslår kommunal ombudsmand

I lyset af de dybt kritisable forhold på institutionen Strandvænget i Nyborg foreslår Socialdemokraterne nu, at der etableres en ombudsmand i hver af landets 98 kommuner, skriver Fyens Stiftstidende og Nordjyske.

- Hvor går du hen med din kritik, når du er ansat eller pårørende? Du er dybt afhængig af det bofællesskab, som du er en del af, og derfor er det meget svært at gå til de ansatte eller ledelsen, så jeg tror, vi skal tænke i helt nye baner, siger Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.

Hun begrunder sit forslag med, at der i dag er alt for langt, både fysisk og mentalt, til landets ombudsmand, og derfor får alt for få ansatte og borgere sagt fra i tide over for uretfærdig behandling fra det offentliges side.
De Radikale er åbne over for at se på kommunale ombudsmænd.

Derimod vinder det socialdemokratiske forslag ikke genklang hos Venstre.

tirsdag, februar 13, 2007

Helveg fejres for 30 år i Middelfart

Ét af Folketinget mest erfarne medlemmer, den tidligere udenrigs- og økonomiminister Niels Helveg Petersen, fejrer sit 30 års jubilæum som folketingsmedlem for Middelfartkredsen.

Det Radikale Venstre i Middelfartkredsen samt partiets landsforbund er arrangører af receptionen.

Før opstilling i Middelfart var Niels Helveg Petersen i øvrigt i otte år (1966-74) valgt til Folketinget i Fredensborg-kredsen.

At det ikke er Helveg, der åbner Folketinget i oktober, men derimod Svend Auken, skyldes, at Helveg har haft en afstikker i en periode med et job udenlands, hvorimod Auken har været medlem uafbrudt siden 1972.

Barfoed bliver PR-formand

Tidligere familie- og forbrugerminister, folketingsmedlem Lars Barfoed (K) har sagt ja til bat live formand for den nye virksomhed Plus PR.

Kommunikationsvirksomheden Plus PR er en fusion af Grandjean Kommunikation og InformationsGruppen.

Lars Barfoed har også en fortid som direktør i Finansrådet og det daværende Butikshandlendes Fællesråd.

Kilde: Altinget.

Tidligere KU-formand skifter til Venstre

Den tidligere landsformand for KU, Søren Vandsø, har besluttet sig for at skifte partibogen ud.

Ligesom Karen Jespersen skifter han til Venstre. Ifølge Altinget, har han truffet sin beslutning med den begrundelse, at Venstre har "højere til loftet", og i øvrigt stiller med den bedste statsministerkandidat.

Selv har Vandsø dog ingen aktuelle planer om opstilling for sit nye parti.

Kilde: Altinget.

Godt at kende en politiker, når man er syg

Det hjælper at kende en politiker, hvis man står lang tid på venteliste til en undersøgelse på sygehuset, skriver JydskeVestkysten.

Det kan den 82-årige Nanna Pedersen skrive under på. Hun ventede i tre måneder på en hastende hjerteundersøgelse, inden hun fik nok af henholdende svar fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Nanna Pedersen klagede sin nød Karen Baungaard, der er medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark. Baungaard sendte en mail til sygehusdirektøren.

Fire timer senere blev Nanna Pedersen ringet op med besked fra sygehuset: Du kan komme til undersøgelse på mandag.

Sygehusdirektør Bjarne Normark beklager den lange ventetid. Men både Nanna Pedersen og Karen Baungaard undrer sig: Hvorfor skulle der politisk indblanding til.

Her på bloggen undrer vi os slet ikke. Der er intet nyt i den slags historier. Det er faktisk en stor del af det arbejde, som lokal-politikere laver - nemlig at tage borgernes sager op overfor forvaltningen. Og det er naturligvis en kerneopgave for politikerne at tale borgernes sag overfor "systemet".

Det kan derfor være en god idé at kode nummeret på sit lokale byråds-, regionsråds- og folketingsmedlem ind i mobiltelefonen, så man kan ringe direkte fra ambulancen eller rådhusets servicebutik, hvis man oplever problemer.


Kilde: Jyske Vestkysten.

DSU smider Karen Jespersen ud

Karen Jespersen (V) blev mandag ekskluderet af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

DSU fandt ingen nåde for Karen Jespersen skifte til Venstre, og en enig forbundsbestyrelse tog mandag det drastiske skridt at ekskludere hende.

- Vores love er meget klare. Melder man sig ind i en organisation, der arbejder diametralt modsat for, hvad vi i DSU gør, bliver man ekskluderet, sagde forbundssekretær Casper Claudi, efter mødet til Ritzau.

Selv om Karen Jespersen har sagt farvel til moderpartiet, havde hun ikke fået meldt sin afgang til ungdomsorganisationen. Hun meldte sig ind i Venstre for små to uger siden.

Hos Venstres Ungdom (VU) byder formand Karsten Lauritzen hende til gengæld velkommen:

- Jamen, det er hun da. Vi har alle mulig mennesker i vores parti, der kan støtte det liberale livssyn. De færreste af vores medlemmer ville dog nok definere det liberale, som Karen Jespersen ville, og vi adskiller os jo i hvert fald ved, at vi i VU principielt går ind for fri indvandring. Det gør hun jo ikke, lyder det fra VU-formanden.

Kilde: Nyhedsavisen.

mandag, februar 12, 2007

Måling: Søvndal er mest folkelig

En meningsmåling fra Epinion viser, at Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen begge scorer 28 point, når vælgerne skal vurdere deres folkelighed. SFs formand Villy Søvndal slår dem med en pæn banelængde og scorer 39 point.
Resultatet er en del af en større undersøgelse, som SF har fået lavet til intern brug, men metoden og antallet af svar gør, at den er fuldt repræsentativ. Det fortæller Berlingske Tidende.

Søvndal har også grund til at glæde sig på andre områder. Vælgerne vurderer nemlig også, at han er den mest troværdige af de tre partiledere, og så mener de, at han har bedre kompetencer til at blive minister end Thorning Schmidt.

Epinion konkluderer desuden, at 45 pct. af oppositionens vælgere har sympati for Søvndal mens Marianne Jelved (R) kun får sympatitilkendegivelser fra 35 pct.

Sådanne analyser kan ikke bruges til meget i den virkelige verden - altså andet end at få god omtale i aviserne. Hvis SF vitterligt har tænkt sig at bruge den til at lægge strategi, så burde de nok have stillet nogle andre spørgsmål.

Men det er da god priming af folkesocialisternes førstemand, må man sige.


Kilde: Berlingske Tidende.

Jersild er tilbage

I lørdags tog DR hul på endnu en omgang Jersild og Spin, hvor Jens Olaf Jersild sammen med "spineksperterne" Lotte Hansen og Henrik Qvortrup afkoder ugens politiske medie-billeder.

Programmet har ikke været sendt i det seneste halve år, fordi Jens Olaf Jersild i 2006 modtag Det Journalistiske Fellowship, uddelt af Syddansk Universitet i Odense.

Prisen i indebærer at modtageren i ½ år er tilknyttet Syddansk Universitet, hvor de studerende og prismodtageren gensidigt inspirere hinanden. Jens Olaf Jersild har derfor haft orlov fra DR i sidste halvdel af 2006 og har naturligvis ikke kunnet lave programmer i mellemtiden.

Men nu er han altså tilbage med det totalt low-budget interview-program, hvor de tre kloger sig på det politiske liv på Christiansborg og omegn.

Fik du ikke set det sidste program, så find det på programmets hjemmeside, hvor man også kan se sendetider etc.

Ministerierne dumper i integration

Tal fra Personalestyrelsen fra 2006 viser, at i 15 ud af 19 ministerier har under fire procent af medarbejderne indvandrerbaggrund. Dermed lever de ikke op til regeringens mål om, at fire procent af de ansatte i staten skal være nydanskere.

Værst ser det ud i Forsvarsministeriet, hvor kun 0,8 procent er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Men eksempelvis Claus Hjort Frederiksens Beskæftigelsesministerium lever med en indvandrerandel i personalestaben på 3,3 procent heller ikke op til kravene, skriver 24timer.

Netop derfor synes Erik Simonsen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, at ministeren skal vende blikket mod sit eget ministerium, før han kritiserer erhvervslivet.

- Jeg har da svært ved at forstå, hvorfor politikere nogle gange beskylder virksomhederne for ikke at ansætte nok med indvandrerbaggrund, når ministerierne faktisk har ansat færre end de fleste private virksomheder, siger han til Ritzau.

Venstre igen det største parti

Socialdemokraterne taber vælgere i ny meningsmåling fra Synovate Vilstrup. Venstre er igen det største parti. VKO har stadig flertal.

Socialdemokraternes fremgang i meningsmålingerne ser ud til at være stoppet, mens Venstre går frem og atter har erobret førertrøjen som Danmarks største parti. Det viser en ny måling fra Synovate Vilstrup i Politiken.

Venstre står til at få 28,7 procent af stemmerne, mens 28,3 procent ifølge målingen vil stemme på Socialdemokraterne. S ligger dog stadig over katastrofevalget i 2005, hvor partiet fik 25,9 procent.

Venstre ligger stort set på valgresultatet.

Dansk Folkeparti står til det ringeste resultat siden 2005-valget og vil få 10,5 procent af stemmerne ved et valg nu. Også De Radikale går tilbage og står nu til 8,3 procents vælgertilslutning. VKO bevarer dog flertallet.

Meningsmålingen bygger på 1033 telefoninterview foretaget i dagene 9.-11. februar.
Et valg nu vil give partierne følgende procentvise tilslutning - valgresultatet fra 2005 er angivet i parentes:

Socialdemokraterne 28,3 (25,9)
Det Radikale Venstre 8,3 (9,2)
Det Konservative Folkeparti 10,3 (10,3)
Centrum-Demokraterne 0,2 (1,0)
Socialistisk Folkeparti 8,0 (6,0)
Kristendemokraterne 1,2 (1,7)
Dansk Folkeparti 10,8 (13,2)
Venstre 28,7 (29,0)
Enhedslisten 3,7 (3,4)

Kilde: Politiken/Vilstrup

Korruptionssag på Københavns Rådhus bliver mere og mere speget

Et bidrag til en partikasse eller en opfordring til at blive kunde i et firma, der er ejet af en politiker til gengæld for en byggetilladelse. Det er ifølge Politikens oplysninger det tilbud, som en eller flere medlemmer af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har givet entrepenørfirmaet NCC.

NCC gik til medlem af Borgerrepræsentationen Anne Vang (S), fordi de fandt behandlingen af deres byggeprojekt underlig, skriver Politiken. Anne Vang gik derefter til sin gruppeformand Jesper Christensen, og i fællesskab underrettede de kommunens administrerende direktør Claus Juhl, der kontaktede politiet, som nu undersøger sagen.

Ifølge Politiken drejer det sig blandt andet om en Venstre-politiker, men det afviser Venstres gruppeformand i København Pia Allerslev. Hun mener, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har en finger med i spillet.

Men overborgmesteren, der blev underrettet af den administrerende direktør, efter han havde anmeldt sagen til politiet, mener, at det er en utidig form for mudderkastning.

- Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om kriminalitet, der er overgået til politiet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på, fastslår hun over for Politiken.

Sagen bliver mere og mere speget, for hver dag, der går. I dag kan man således læse i gratisavisen dato, der har talt med Venstre-medlemmer i Københavns Borgerrepræsentation, som på det skarpeste benægter enhver form for afpresning af NCC og specifikt peger på koncerndirektøren i NCC, Christian Herskind, som central i sagen.

På opfordring fra Venstre spurgte avisen i går direktøren, om han på noget tidspunkt er blevet afkrævet penge af Venstre-medlemmer i Borgerrepræsentationen, og hvorvidt det er korrekt, at Herskind selv er medlem af partiet Venstre.

Direktøren, der som fire andre i NCC's topledelse allerede har talt med politiet i sagen, ønskede ikke at svare på de to spørgsmål og gjorde det klart, at han ikke ønskede at kommentere sagen, så længe politiet undersøger den.

Han henviste i stedet til NCC's kommunikationschef, Bo Dybkær. Herfra bliver det bekræftet, at Christian Herskind er medlem af Venstre. Bo Dybkær forklarer:

- Så længe sagen kører og undersøges af politiet, ønsker vi ikke at udtale os om detaljer. Set med vores øjne var der tale om flere brikker, der efterhånden dannede et billede. Derfor gik vi til Socialdemokraterne på Københavns Rådhus. Sagen blev siden overdraget til politiet.

Ifølge kommunens topchef var det politidirektør Hanne Bech Hansen, der blev informeret.

Venstres gruppeformand i Købehavns Borgerrepræsentation, Pia Allerslev, undrer sig over, at den børsnoterede storentreprnør NCC vælger at bruge sagen i, hvad der betegnes som politisk bagvaskelse.

Kilde: dato m.fl.

fredag, februar 09, 2007

Mette Bock bag politisk program på DK4

Tidligere chefdirektør og adm. direktør på Syddanske Medier (der står bag Jydske Vestkysten, red.) vil lave TV af den langsomme slags, der går i dybden. Gæsterne er politikere.

Allerede på søndag kan du - hvis du slår om på DK4 - se Mette Bocks nye program, der har fået titlen "Hva' er meningen?"

Her laver hun en række samtaleprogrammer med fremtrædende politikere, skriver Jydske Vestkysten.

"Det er langsom tv, hvor der bliver tid til at nå i dybden. Og så er det rigtig sjovt at prøve kræfter med et nyt medie," siger Mette Bock.

Det første program sendes nu på søndag kl. 22.20, hvor emnet er Grænser for politik som Mette Bock debatterer med Bertel Haarder.

Kilde: Jydske Vestkysten.

S har fundet 5 mia. kr. til skattelettelser

Socialdemokraterne har identificeret skattehuller for mere end 5 mia. kr., og de penge vil partiet bruge til lettelser af personskatten i en skattereform efter næste valg.

- En af de ting, vi betragter som et skattehul, er de meget store skattelettelser, der er kommet til landbruget. Det er i sig selv knap 2,5 mia. kr. Det samlede provenu er i hvert fald 5 mia. kr., siger skatteordfører John Dyrby til Børsen.

Hovedsporet i Socialdemokraternes politik er velfærd frem for skattelettelser, men listen vokser over såkaldte skattehuller, som Socialdemokraterne vil lukke. Den tæller også et loft over skattefri pensionsindbetalinger og nedbringelsen af skatten via passiv deltagelse i udenlandske ejendomsprojekter.

Det får Venstres skatteordfører Kim Andersen til at angribe Socialdemokraternes skattepolitik for at "stritte i alle retninger".

- Hvis de definerer en lettelse af jordskatten for landbruget, som er vedtaget i Folketinget, som et hul, så er alting jo huller, siger Kim Andersen.

Kilde: Børsen.

Ellemann kritiserer VK-skatteindgreb

Tidligere udenrigsminister og partiformand Uffe Ellemann-Jensen (V) rådede fredag regeringen til ikke at gennemføre det skatteindgreb imod kapitalfonde, som i den senere tid også er blevet stærkt kritiseret fra erhvervslivet. Indsparket i debatten skete på baggrund af, at direktøren fra det islandske investeringsselskab FL-group i Børsen fredag tilsluttede sig kritikken og frarådede indgrebet.

- Det var et godt og velanbragt råd til regeringen. Lad være med at lave erhvervsfjendtlig skattelovgivning, sagde Uffe Ellemann-Jensen fra talerstolen, da han fredag var ordstyrer til en konference om islandsk erhvervsliv i Industriens Hus i København.

Uffe Ellemann-Jensen ønskede bagefter ikke at uddybe sin kommentar - ud over at han ikke ønsker at blande sig i den hjemlige skattedebat.

Og netop dette forhold er værd at bemærke. Uffe Ellemann har hidtil sagt, at han vil afholde sig fra at blande sig i indenrigspolitikken, men har fra tid til anden blandet sig i udenrigspolitiske emner.

Man skal dog næppe begynde at tolke stort på det. Uffe er ikke på vej tilbage i Dansk Politik - og ej heller ved at at lave en "omvendt Karen Jespersen". Han er nok snarere bare kommet til at sige noget ud gennem sidebenet, som han så har fortrudt kom ud fterfølgende.

Men det er da værd at bemærke, at det er anden gang på kort tid, at Ellemann kommer frem med kritik af sin efterfølger. Sidst kritiserede han Karen Jespersens optagelse i Venstre.

Kilde: Børsen.

Ny K-kandidat i Himmerland

Den tidligere borgmester og stemmesluger i Aars, Knud Kristensen har sagt ja til at stille op til Folketinget i Himmerlandskredsen for de konservative. Medlemmerne skal endelig udpege ham den 1. marts.

Der bliver kamp om de konservative stemmer i Nordjylland til næste folketingsvalg. Justitsminister Lene Espersen og Jacob Axel Nielsen bliver nu udfordret af den tidligere borgmester i Aars, Knud Kristensen.

- Jeg er blevet opfordret til at stille op af begge vælgerforening i Himmerlandskredsen. Nu får vi så se om medlemmerne ønsker at jeg skal opstille. Hvis de peger på mig, så er jeg klar, bekræfter Knud Kristensen overfor TV2/NORD.

Per Larsen trak sig for nylig som kandidat for de konservative i den gamle Aars-kreds. Den er nu omdøbt til Himmerlandskredsen - og hos de konservative betyder det, at det er de to vælgerforeninger i Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune, der skal finde en folketingskandidat.

- Begge vælgerforeningers bestyrelser er enige om at begge på Knud Kristensen som folketingskandidat, men der er selvfølgelig mulighed for at der kommer andre kandidater - inden eller på opstilingsmødet, og så tager vi en afstemning om det, siger formanden for de konservative i Vesthimmerlands Kommune, Ernst Pinstrup til TV2/NORD.

De konservative har valgt to personer til Folketinget i Nordjylland, og der er langt til det tredje mandat ifølge de seneste meningsmålinger. Det tager Ernst Pinstrup ikke så tungt.

- Jeg tror på at Knud Kristensen kan vælges, også selvom han kun skulle få tredjeflest konservative stemmer i Nordjylland. Han står utrolig stærkt lokalt og vil sikkert også trække stemmer fra andre end konservative vælgere, siger Ernst Pinstrup.

Knud Kristensen bliver sandsynligvis opstillet på et opstillingsmøde den 1. marts på Aars Hotel.

Her på Dansk Politik tror vi dog ikke på tre K-mandater i Nordjylland. Det betyder nok, at Jacob Axel Nielsen bør se sig om efter en ny kreds et andet sted i landet. For selvom han som menig K-MF'er gør sig bemærket, så ved vi af erfaring, af især nordjyske borgmestre altid er et godt kort i lokalområdet.

Brixtoffte rejst ud af landet efter dom

I går blev Peter Brixtoftes dom på 2 års fængsel stadfæstet af Øster Landsret.

I dag fløj han og kæresten Nadia Adim til New York.

Ifølge Ekstra Bladet, der har talt med Brixtoftes datter, er der dog hverken tale om en flugt fra myndigheder eller medier.

- Det har de planlagt for længe siden. Faktisk længe før de vidste, hvornår der ville falde dom i sagen. Og så ville de ikke aflyse turen, siger Vibeke Brixtofte til ekstrabladet.dk.

Kilde: Ekstra Bladet.

Århus rumler med at droppe kinesisk venskabsby

Byrådet i Århus pønser på at opsige samarbejdet med en kinesisk venskabsby, Harbin, der mistænkes for grove overgreb på medlemmer af den religiøse bevægelse Falun Gong, som de kinesiske myndigheder betragter som systemkritikere.

Den socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen vil bede Udenrigsministeriet om at undersøge anklagerne. Og Venstres politiske ordfører i byrådet, Bünyamin Simsek, siger, at samarbejdet med Harbin må høre op, hvis anklagerne holder stik, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Anklagerne mod Harbin rettes af foreningen Netværk for Menneskerettigheder i Kina, der tæller lokale tilhængere af Falun Gong som medlemmer.

Ifølge foreningen udsættes Falun Gong-medlemmer for tortur i koncentrationslejre i Harbin og berøves indre organer, der er en salgsvare til transplantationer.

Kilde: Jyllands-Posten

Kristian Jensen skal i praktik

Skatteminister Kristian Jensen (V) bruger sin vinterferie på at lære skatteforvaltning i praksis. Det skriver Århus Stiftstidende fredag.

Ministeren vil ikke snakke med chefer, og han vil ikke holde møder. Kristian Jensen var fuldstændig klar og kontant, da han bad om at komme i erhvervspraktik på skattecentret i Århus i vinterferien.

"Vi har fået at vide, at han ikke vil snakke med ledere, der skamroser sig selv. Han vil kun være sammen med medarbejderne og høre, hvilke problemer de går og døjer med i hverdagen," fortæller konsulent Henrik Larsen, Skattecenter Århus.

Her har man dog overtalt ministeren til, at skattedirektør Jens Sørensen må tage imod ham i døren til skattevæsenets domicil i Scandinavian Center. Her møder ministeren som alle andre mandag morgen klokken ni.

Efter skattedirektørens godmorgen får ministeren anvist et skrivebord, så han kan arbejde sammen med de øvrige medarbejdere.

Skat har taget ministeren på ordet og har lagt et hårdt program for en uge, hvor der først er fyraften fredag klokken 15. Det er første gang en minister vælger at tage i erhvervspraktik, og medarbejderne hos Skat har stået i kø for at komme på arbejde i vinterferien.

"Vi sender ham rundt til de fleste afdelinger i Århus og i Viby. Han skal se, hvordan vi vurderer ejendomme og være med på kontrolbesøg i forbindelse med sort arbejde. Han skal også se på inkassosager, og han har ønsket at være med til kundebetjening i ekspeditionen, så han kan se, hvordan kunderne bliver behandlet," siger Henrik Larsen til Århus Stiftstidende.

Skatteministeren har også frabedt sig at drikke kaffe og spise forkost sammen med cheferne. Han vil holde kaffepauser og sidde i kantinen sammen med de ansatte.

- Som ansvarlig minister er det godt at vide, hvilken hverdag mine medarbejdere har. Det syn man har på verden, når man befinder sig i en teoretisk og politisk verden, som jeg gør, kan være vidt forskellig fra den, medarbejderne oplever i praksis, hvor det er konkrete opgaver, der skal løses, siger Kristian Jensen til Århus Stiftstidende.

- Jeg vil også gerne se, hvordan hverdagen er for de mennesker, som nu er bragt sammen ved fusionen mellem de kommunale og de statslige skatteforvaltninger, siger han.

Selv om ministeren ikke holder vinterferie, kan chaufføren på ministerbilen slappe af. Skatteministeren tager hver dag med toget fra bopælen i Herning til Århus.

Skat og tal er ikke helt fremmede for Jensen, der er uddannet i et pengeinstitut.

Kilde: Århus Stiftstidende.

Brixtoftes afløser er en 72-årig tidligere kommunist

72-årige Bent Jensen, tidligere medlem af det kommunistiske DKP og senere såvel Venstre som CD, står til at afløse Peter Brixtofte i Furesø Byråd som repræsentant for Velfærdspartiet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Peter Brixtoftes afløser i Furesø Byråd for Velfærdspartiet, 72-årige Bent Jensen, er klar til udfordringen - men det sker ikke med lyst eller glæde.

- Først og fremmest er jeg utrolig ked af det på Peter Brixtoftes vegne. Jeg har hele tiden været overbevist om, at han ville klare frisag for de urimelige anklager. Men selvfølgelig er jeg klar til at træde ind i Furesø Byråd, siger Bent Jensen til avisen.

Han stoppede som folkevalgt i Farum Byråd ved årsskiftet efter 25 år som byrådsmedlem. Bent Jensen har tidligere været medlem af en række forskellige partier, blandt andre DKP, Venstre og Centrum-Demokraterne, og han fulgte med Brixtofte, da denne stiftede Velfærdspartiet.

Ved valget i november 2005 var Bent Jensen opstillet som kandidat for Velfærdspartiet til Furesø Byråd, og han fik 13 personlige stemmer. Derved blev han anden suppleant efter Peter Brixtofte og Metin Bicen.

Sidstnævnte flyttede dog fra kommunen, og med Brixtoftes ubetingede fængselsstraf på to år er banen klar for Bent Jensen.Bordet fanger.

Da Frederiksborg Amts Avis i går eftermiddag fik fat i Bent Jensen, følte han sig som en jaget mand. Han var nemlig på vej til flere tv-interviews - samt et møde i den boligforening, hvor han er formand.

- Jeg havde ellers lige vænnet mig til at have en dejlig »luftig« kalender uden alt for mange aftaler og møder, men bordet fanger. Jeg har dog endnu ikke talt med min kone, Tove, for at fortælle hende om min kommende byrådskarriere. Det tør jeg næsten ikke, lød meldingen fra en grinende Bent Jensen.

Kilde: Frederiksborg Amts Avis.

VK-politikere vil genåbne heroindebat

Én efter én står markante medlemmer af de to regeringspartier frem og kræver, at regeringen undersøger fordele og ulemper ved lægeordineret heroin, skriver Berlingske Tidende. For halvanden uge siden afviste sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ellers al videre debat. Det skete umiddelbart efter, at Berlingske Tidende havde beskrevet, hvordan seks piger i Skelbækgade i desperation efter jagt på stoffer siger ja til at lade sig bedøve af en 71-årig mand, som derefter har sex med pigerne.

- Vi skal have en analyse af erfaringerne udefra som grundlag for en debat. Det er tydeligt, at vi ikke har fundet de vises sten, siger de konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller til Ritzau.

Christmas-Møller bliver suppleret af yderligere syv borgerlige politikere.

- Resultaterne af den hidtidige narkopolitik fortæller, at man er nødt til at gøre tingene anderledes, siger Venstres Søren Pind.

Ingen af de otte politikere mener, at man her og nu skal indføre lægeordineret heroin, som 60 procent af danskerne ellers bakker op om i en undersøgelse fra Megafon til TV2.

Derimod taler de otte politikere om, at regeringen må tage bindet fra øjnene og få undersøgt erfaringerne fra Holland, Schweiz og Tyskland. I de to første lande er der ikke længere tale om forsøg - resultaterne har været så gode, at det er blevet til fast behandling.

Også herhjemme har eksperter ændret holdning, så de i dag bakker op om et dansk forsøg. Lars Løkke Rasmussen svarede for to uger siden, at "effekten vil være begrænset sammenlignet med metadon-ordination, og de betydelige omkostninger ville kunne gøre større nytte andre steder i kampen mod narkotikamisbruget".

Lars Løkke Rasmussen var syg i går. I stedet slår Venstres socialordfører Hans Andersen fast, at regeringen ved tilstrækkeligt om lægeordineret heroin.

- Der er andre måder. Vi har haft et vellykket forsøg på Vesterbro med kontaktpersoner, og den vej skal vi fortsætte, mener Hans Andersen.

Kilde: Ritzau

K-lokalpolitikere skal giftes

De to konservative lokalpolitikere, Lars Lindskov, Roskilde, og Brigitte Klintskov Jerkel, Greve, skal giftes. I den forbindelse forlader Lars Lindskov byrådet i Roskilde

Et forestående ægteskab med Greves viceborgmester Brigitte Klintskov Jerkel betyder, at partifællen Lars Lindskov forlader Roskilde Byråd. Det oplyser Lokalavisen Ugenyt.

I forbindelse med den forestående vielse flytter Lars Lindskov fra Jyllinge til Greve i løbet af sommeren og må derfor udtræde af Roskilde byråd.

Lars Lindskov afløses af suppleanten Tom Hjorth Andersen.

Jerkel blev landskendt, da hun efter kommunalvalget i 2005 skiftede fra Venstre til Konservative og dermed sikrede K borgmesterposten i stedet for Venstres René Milo.

Kilde: Danske Kommuner.

VK afviser rettigheder til mindretal i Folketinget

Socialdemokraterne lover, at Folketingets mindretal skal kunne kræve undersøgelseskommissioner nedsat. Venstre og De Konservative afviser tanken.

Folketingets politiske mindretal bør beskyttes bedre. Derfor lover Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at - i fald at Socialdemokraterne får magt som de har agt - at 72 folketingsmedlemmer skal kunne nedsætte en undersøgelseskommission, selv om flertallet er imod. Hendes valgløfte afvises af regeringspartiernes politiske ordførere, Troels Lund Poulsen (V) og Pia Christmas-Møller (K).

- Vi vil sikre, at et mindretal på to femtedele af Folketingets medlemmer skal kunne gennemtrumfe, at man nedsætter undersøgelseskommissioner, siger Thorning-Schmidt til Radioavisen.

Hun peger på, at regeringen afviste oppositionens krav om en undersøgelse af danske specialstyrkers indsats i foråret 2002 i Afghanistan.

Med sit forslag gør Helle Thorning-Schmidt oppositionspartiernes fælles lovforslag om undersøgelseskommissioner til sit valgløfte. Regeringen afviste forslaget, og Dansk Folkeparti har "samme afslappede forhold til den parlamentariske kontrol af, om regeringen overholder de traditionelle parlamentariske spilleregler i Danmark", skriver hun i et indlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi har nu set fem års meget markante blokpolitik. Der er ikke nogen, der har gjort noget forkert, men jeg tror, at det er vigtigt, at Folketinget hele tiden kan kontrollere magthaverne. Det kan man netop gøre ved en form for mindretalsbeskyttelse af denne karakter, siger Helle Thorning-Schmidt til Radioavisen.

Thorning-Schmidts forslag pakker politisk uenighed ind i juridisk emballage, mener Pia Christmas-Møller.

- Jeg er imod, at et mindretal skal kunne nedsætte en undersøgelseskommission. Det er en dårlig idé. Hvis vi tager hele diskussionen om Irak og Afghanistan på baggrund af Guldbrandsens film ("Den hemmelige krig", red.), så er det en regulær politisk uenighed, siger hun til Ritzau.

I 90'erne gennemførte Nyrup-regeringen pinsepakken og en skattereform med én stemmes flertal. Alligevel ville det være "sindssygt", hvis den borgerlige opposition havde pakket dette ind i en undersøgelseskommission, mener hun.

- Vi kan ikke pakke det ind i en juridisk konstruktion og få det afgjort af en dommer. Det er misbrug af det juridiske system, siger Pia Christmas-Møller.
Hun opfordrer Helle Thorning-Schmidt til i stedet at deltage i flere debatter i folketingssalen.

Folketinget kontrollerer allerede regeringen, som er i mindretal, påpeger Troels Lund Poulsen.

- Jeg kan ikke se noget som helst argument for, at et mindretal nu skal til at bestemme over et flertal i Folketinget. Det er ikke klædeligt for demokratiet. Det er i grund og bund at kortslutte den politiske debat, siger han.

Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at tage en politisk diskussion i folketingssalen med åben pande, mener Troels Lund Poulsen.

- Når man ikke kan få sin vilje, så ønsker man, at alt skal parkeres i en undersøgelseskommission. Det er meget fattigt og et tilbageskridt for demokratiet. Vi har en folketingssal for at diskutere vore politiske uenigheder. Ikke for at undersøgelseskommissioner skal sidde i flere år for at komme med en lang teoretisk redegørelse, siger han.

Kilde: DR Nyheder.

torsdag, februar 08, 2007

V: København skal have en multiarena

Regeringen har flere gange afvist at støtte et byggeri af en multiarena. Nu foreslår Københavns kultur- og fritidsborgmester, Martin Geertsen, at hovedstaden selv bygger en multiarena ved Bella Centret. Byggeriet skal ske helt uden medfinansiering fra regeringen. Det skriver TV2/Sporten

- Regeringen har tydeligt afvist at støtte en multiarena. Københavns Kommune må nu selv trække i førertrøjen, og få sparket gang i det byggeri, siger Martin Geertsen til TV 2 Sporten.

Ifølge Martin Geertsens forslag, skal Københavns Kommune ikke stå alene med projektet. Flere investorer skal involveres.

- Fonde eller private investorer skal være med til at betale byggeriet. Des­uden er det private, der skal drive multiarenaer, fastslår Martin Geertsen.

De Konservative og Dansk Folkeparti støtter forslaget. Det samme gør Socialdemokraterne, men de tror ikke på idéen.

- Problemet er, at der ikke er nogen fond eller privat investorer til at gå ind i projektet. Hvis Martin Geertsen kan finde dem, jamen, så er vi naturligvis med, siger socialdemokraternes medlem af kultur- og fritidsudvalget, Morten Westergaard.

En multiarena forventes at koste mellem 600-700 millioner kroner, og selv om ingen fonde eller private investorer har meldt sig klar til en medfinansiering, så er Kulturborgmesteren fortrøstningsfuld.

- Hvis vi ikke har råd til en multiarena nu, så får vi aldrig råd til det. Det er en god og langsigtet investering til en by som København, siger Martin Geertsen.

Ifølge Venstres forslag skal der inden sommerferien fremlægges en helt konkret forretningsplan for en multiarena ved Bella Centret.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at vi her på bloggen støtter forslaget om en ordentlig hal i Københavnsområdet. Gerne et arkitektonisk pragtstykke lige som Globen i Stockholm. Noget der kan være et vartegn for hele byen.

Kilde: TV2/Sporten

Mogens Lykketoft hoppet på blog-vognen

Socialdemokraten Mogens Lykketoft, vis politiske resumé de fleste læsere af denne blog sikkert er bekendt med, har oprettet en blog på Nyhedsavisens hjemmeside Avisen.dk.

Bloggens formål er vist i første omgang at gå i rette med Nyhedsavisens chefredaktør, og Lykketofts de facto partifælle*), David Trads. Lykketoft er nemlig sur over, at David Trads og hans avis er efter Danmarks Radio og Christoffer Guldbrandsens Afghanistan-film.

Mogens Lykketoft mener nemlig, at David Trads "manipulerer fuldstændig hæmningsløst i sit indlæg i Nyhedsavisen 5.februar i forsvaret for avisen vilde angreb på Danmarks Radio og på filmen ’Den Hemmelige Krig’".

Det er ikek unormalt at starte en blog med udgangspunkt i aggression over et eller andet, og det er vist tilfældet her for Mogens Lykketoft.

Se Mogens Lykketofts blog.

*) Det er ikke unormalt at journalister ikke er medlemmer af politiske partier, men David Trads prøvede jo fornylig at blive folketingskandidat for Socialdemokraterne hvilket vist afslører hvor sympatien ligger.

Dyrt kommunalt Bruxelles-kontor

Syv millioner kroner har det kostet at etablere et fælles kontor i Bruxelles for Region Syddanmark og regionens 22 kommuner.

Kontoret hedder Det Syddanske Bruxelles-Kontor og det er en fusion af EU-kontorene i Fyns Amt, Sønderjyllands Amt samt erhvervsudvilingskontoret i EU Vest.

Det nye kontors opgave er at rådgive, udvikle og positionere syddanske virksomheder og institutioner.

Det er medarbejdere på Det Syddanske Bruxelles-Kontors mål er at hente minimum 25 millioner kroner i EU til investeringer i det syddanske område, siger kontorets nye direktør Johnny Killerup Pedersen til nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Kilde: DR Trekanten.

V-kandidater i spil i Himmerlandskredsen

Venstre dannede onsdag aften sin nye Himmerlandskreds, der erstatter den tidligere Aars-kreds.

Kredsen valgte Holger S. Jessen fra Gammel Ullits ved Farsø som formand, mens Niels Juul Nielsen fra Haverslev blev næstformand.

Kredsens første opgave bliver at vælge sin folketingskandidat, som overtager pladsen efter Christian Mejdahl, der trækker sig fra Folketinget efter næste valg.

Der er foreløbig tre kandidater i spil.

Tidligere borgmester i Aalestrup Kommune, Per Bisgaard, har senest meldt sig som mulig kandidat. I forvejen er Ole B. Sørensen, Gedsted, og Mette Madsen, Skørping i spil, og hvem det bliver afgøres ved et opstillingsmøde hos Venstre i Himmerlandskredsen mandag, 5. marts.

Mødet bliver formentlig holdt i Haverslev Hallen af hensyn til både plads og geografi, idet Himmerlandskredsen omfatter Vesthimmerlands og Rebild kommuner.

For Per Bisgaard er det en drøm om at blive opstillet som kandidat til folketinget i lokalområdet, der kan gå i opfyldelse nu. Han har to gange tidligere forsøgt sig med opstilling - i Viborgkredsen i 1999, hvor han måtte vige pladsen til fordel for Kristian Pihl Lorentzen og i Kjellerupkredsen, hvor han kun var een enkelt stemme fra at blive opstillet som kandidat.

- Siden Christian Mejdahl bebudede sin afgang har jeg fået en del henvendelser fra borgere i Aalestrup og Aars som har opfordret mig til at stille op til valget af folketingskandidat, og da kredsen er i min egen “baghave” følger jeg denne opfordring, siger Per Bisgaard.

51-årige Per Bisgaard har 25 år bag sig som lærer og 20 år som kommunalpolitiker. Han er opvokset på landet ved Fjelsø og har drevet hobbylandbrug. Han var borgmester i Aalestrup Kommune fra 1993 til 2001, og har desuden haft sæde i Viborg Amtsråd frem til 31. december sidste år, hvor han var anden viceamtsborgmester og gruppeformand for Venstre. I den nye Vesthimmerlands Kommune er Per Bisgaard bl. a. formand for kultur- og fritidsudvalget.

Med kandidater fra både Aalestrup og Gedsted skulle Aalestrup-egnen have en god mulighed for at blive repræsenteret i Folketinget efter næste valg. Selv om der nu er tre personer på tale som Venstres folketingskandidat i Himmerlandskredsen, er døren stadig åben for andre Venstre-medlemmer, idet opstillingsmødet først holdes 5. marts.

Den anden kandidat, Ole B. Sørensen er ligeledes medlem af byrådet i Vesthimmerlands Kommune, medlem af Regionsrådet for Nordjylland og var fra 2001 til 2004 medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.

Kilde: DR Nordjylland.

Politikeres taletid begrænset med succes

Århus Byråd har så gode erfaringer med at begrænse taletiden, at et forsøg nu bliver permanent.

Men så nøjeregnende, at der ligefrem skal elektronisk tidtagning til, er politikerne trods alt ikke, skriver DR Århus.

Prisen for elektronisk tidtagning er blevet undersøgt, mens forsøget har stået på. Det er for dyrt, er politikerne enige om.

Forsøget har kørt trekvart år, og det har givet markant kortere møder. Og bedre selvjustits.

Der er fem minutter til ordførere, rådmænd og borgmester i første runde og to minutter i anden, hvor andre byrådsmedlemmer også kan få ordet. Nu indføres en tredje runde, hvor ordførerne får et minut til en afsluttende replik.

Kilde: DR Århus.

Enhedslisten rokerer rundt i København

Enhedslisten skifter ud i Borgerrepræsentationen og bytter rundt på posterne. Det sker, efter at den tidligere skoleborgmester Per Bregengaards i januar trådte ud af Borgerrepræsentationen. Bregengaard har det seneste års tid været under hård kritik på grund af et økonomisk underskud i den tidligere skoleforvaltning.

Rokaden indebærer, at Rikke Lauritzen overtager tjansen som gruppeformand, Jette Gottlieb får Per Bregengaards plads i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Gottliebs ledige plads i Teknik- og Miljøudvalget går til Morten Kabell, og Allan Mylius Thomsen overtager Kabells plads i Børne- og Ungdomsudvalget, indtil Khaled Mustapha vender tilbage den 1. maj.

Kilde: DR København.

Brixtofte kan være færdig som politiker

En lang politisk karriere på den absolutte top ser ud til at gå i stå i dag. Det sker, hvis Østre Landsret stadfæster Kriminalrettens dom over Peter Brixtofte, som i dag er medlem af Furesø Kommunes byråd for sit eget parti Velfærdspartiet.

Bliver Kriminalrettens dom, der lyder på to år, stadfæstet, er byrådet i Furesø nemlig forpligtet til at indberette dommen til Valgbarhedsnævnet. Og her viser tidligere praksis, at en dom i den størrelsesorden er uforeneligt med at være medlem af et byråd, skriver Danske Kommuner.

Selv om dommen ikke bliver stadfæstet i dag, varer det ikke længe før Peter Brixtoftes politiske liv kommer i farezonen igen. Dommen i dag falder nemlig i en sag om ulovlige sponsorkontrakter, men Peter Brixtofte er også anklaget for at optage ulovlige lån og drikke rødvin på kommunens regning i en større sag. Der ventes dom i den sag til marts.

57-årige Peter Brixtofte blev første gang medlem af Folketinget i 1973. Han blev skatteminister i 1992 og var borgmester i Farum fra 1985-2002. Hvis Brixtofte bliver dømt i dag, risikerer han at ryge ud af Furesø Byråd fra den 27. marts, hvor Valgbarhedsnævnet har sit næste møde.

Kilde: Danske Kommuner.

Louise Gade ny formand for ungdomsboligrådet

Tidligere Århus-borgmester og nuværende rådmand Louise Gade (V) er udnævnt til formand for regeringens nye ungdomsboligråd. Ungdomsboligrådet skal holde socialminister Eva Kjer Hansen (V) orienteret om udviklingen i boligforholdene for unge.

En af rådets vigtigste opgaver bliver at være opmærksom på problemer med unges boligforhold og komme med løsningsforslag til, hvordan problemerne kan afhjælpes.

Ungdomsboligrådet er sammensat af repræsentanter for ungdomsorganisationerne, boligselskaberne, lejerorganisationerne, uddannelserne samt en fremtidsforsker og en byggeforsker.

Kilde: Danske Kommuner.

Billeder skræmmer politikere

Efter en undersøgelse har slået fast, at billeder på cigaretpakker virker bedre end ren tekst, tøver sundhedspolitikere stadig med at indføre billederne i Danmark, skriver morgenavisen dato.

Undersøgelsen, der blev omtalt i gårsdagens udgave af gratisavisen, konstaterer, at der i Canada er en langt højere bevidsthed om konsekvenserne af rygning end i USA, Storbritannien og Australien.

De sidste seks år har teksten på canadiske tobaksvarer nemlig været kombineret med billeder af diverse skrækscenarier - rygerlunger, rådne tænder, impotens og andet godt.

Men sådanne billeder har ikke nødvendigvis samme effekt i Danmark som i andre lande, mener SF's sundhedsordfører, Anne Baastrup.

- Vi har ikke så stor respekt for autoriteter som i andre lande. Derfor kunne jeg godt frygte, at den slags skræmmebilleder virker stik modsat hensigten, siger Anne Baastrup.

Hendes kollega i sundhedsudvalget Jens Peter Vernersen (S) siger om skræmmebillederne:

- Det er vigtigt, at vi indhenter alle erfaringer fra andre lande, før vi beslutter os for, om det er en god idé at indføre.

Også Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, erklærede sig i går skeptisk over for de visuelle virkemidler, og indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere blankt fejet sådanne tiltag af bordet - trods kraftige opfordringer fra EU's Sundhedskommissær.

De radikales sundhedsordfører, Charlotte Fischer, går mod strømmen i sundhedsudvalget og tror på en gavnlig effekt af skræmmebillederne. Hun arbejder nu på at skabe grundlag for et beslutningsforslag.

Kilde: dato.

Sanders styrelse bruger død studievært som reklame

Flere videofilm, hvor den afdøde tv-vært Steen Bostrup fortæller om den såkaldte digitale signatur, kan lige nu ses på en hjemmeside, der ejes af IT- og Telestyrelsen, der hører under Helge Sanders (V) Videnskabsministerium.

På trods af, at hele Danmarks mr. News døde i starten af september sidste år, lader IT- og Telestyrelsen altså den legendariske TV-Avis-vært leve videre på www.digitalsignatur.dk.

Det imponerer ikke professor i økonomi og ekspert i markedsføring ved Handelshøjskolen i København, Flemming Hansen, skriver Urban.

- Det virker som en kommerciel udnyttelse af en kendt person, som er død, og det er der formentlig mange, der vil opleve som noget negativt. Så hvis jeg var ansvarlig for denne her kampagne, ville jeg ikke have gjort det. Og især en virksomhed af IT- og Telestyrelsens størrelse burde have råd til at droppe en reklamekampagne som denne, siger økonomiprofessoren.

Steen Bostrups datter, Camilla Sachs Bostrup, siger, hun har det "ok" med, at hendes far stadig lever i cyberspace. Alligevel afkrævede hun IT- og Telestyrelsen en forklaring.

- Jeg sagde til dem, at hvis de har rettighederne til filmen, er det op til dem selv om de vil bruge den,« siger Camilla Sachs Bostrup.

Og det vil IT- og Telestyrelsen. Hvis ikke de efterladte udtrykkeligt kræver de i alt seks minutter og 40 sekunders video-præsentation fjernet - så bliver de liggende, siger vicedirektør i IT- og Telestyrelsen, Marie Munk, til avisen.

- Da vi købte denne her videopræsentation, kendte alle parter konditionerne, og man fjerner heller ikke alle Dirch Passer-film fra hylderne, fordi Dirch Passer er afgået ved døden, mener Marie Munk.

Hun mener således ikke, der i denne sammenhæng er den fjerneste forskel på skuespilkunst og en præsentation af faktuelle oplysninger.

- Hans funktion er, at han er god til at formidle noget stof, der er svært tilgængeligt. Også selv om han er død, siger vicedirektøren.

Kilde: Urban.