Forsker: LO markerer endelig løsrivelse fra S

Det er et tegn på den endelige løsrivelse mellem fagbevægelsen og socialdemokraterne, at LO direkte rakte hånden ud til V og K med et ønske om at være med i regeringens kvalitetsreform.

Det mener forsker i arbejdsmarkedspolitik Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet, der kalder det en "unik" situation.

Grunden til enegangen er klar, mener han.

- For det første er LO som altid opsat på at vise, at de kæmper for indflydelse til deres medlemmer. For det andet vil de gerne signalere uafhængig af socialdemokraterne, siger Christian Albrekt Larsen.

Han mindes kun én gang tidligere, hvor det samme er sket.

- Da Svend Auken og S var i opposition under Schlüterregeringen, blev fagbevægelsen også mere og mere desperat, og det endte med, at de gerne ville forhandle direkte med den borgerlige regering i slutningen af 80'erne, siger han.

Men dengang var situationen en anden, fordi Auken var i hård opposition, mens Helle Thorning i dag gerne vil forhandle og lave brede forlig, understreger han.

- Hvis nu Frank Jensen havde været oppositionsleder og slet ikke ville røre kvalitetsreformen, kunne man bedre forstå fagbevægelsen. Men de har gået enegang i en situation, hvor de ikke behøvede det. Derfor er det unikt og et tegn på den endelige løsrivelse mellem fagbevægelsen og S, siger Christian Albrekt Larsen til Ritzau.

Efter et møde onsdag mellem LO og S siger LO-formand Hans Jensen stadig, at LO ikke giver veto til Socialdemokraterne. Men det kan han også sagtens sige, mener Christian Albrekt Larsen.

- Både Socialdemokraterne og regeringen har interesse i at S er med i kvalitetsreformen. Derfor er det nærmest utænkeligt, at S ikke kommer med, og derfor bliver en situation, hvor LO forhandler videre med regeringen, mens S siger fra, ret hypotetisk, siger han.

Det gør det ifølge Christian Albrekt Larsen til en gratis markering af uafhængighed, at LO ikke giver S veto. Men skulle den "utænkelige" situation alligevel melde sig, kommer LO i vanskeligheder.

- Så langt tror jeg ikke, LO har tænkt, og skulle det ske, så står de med et problem, siger Christian Albrekt Larsen.

Hvis man følger Albrekt Larsens analyse, må det betragtes som en noget besynderlig udvikling. Helle Thorning-Schmidt blev bl.a. valgt med støtte fra fagbevægelsen, og de fleste havde forventet at se et tæt parløb mellem LO og S-toppen. Men forholdet mellem parti og fagbevægelse er i dag næsten koldere end under både Lykketoft og Nyrup.

At LO har brug for at hive tydelige resultater hjem, er hævet over enhver tvivl. Medlemsafgangen kræver mere af forbundene, og hovedorganisationen skal derfor også gøre sine resultater synlige overfor forbundene.

Regeringen har samtidig brug for LO, og kan levere den vare, som Socialdemokraterne ikke har kunnet levere siden 2001: Reformer, der gavner LO og LO's medlemmer.

Samtidig er Anders Fogh faktisk villig - og interesseret i - at give LO en stor del af æren for nye resultater. Jo flere gange, han kan blive fotograferet sammen med Hans Jensen, desto bedre.

Derfor er det ganske forståeligt, at LO-toppen går til møder i Statsministeriet, og også ganske naturligt, at Anders Fogh lader Hans Jensen tage æren for idéen og komme med forslag, uden at skyde dem ned straks (hvornår har vi sidst set, at en fagforening kan stille forslag om at bruge 3-5 mia., uden Fogh straks kalder det overbudspolitik, socialistisk ballade eller brud på skattestoppet?).