Partiet bør have en markant ungdomspolitik for at komme videre. Det mener folketingsmedlem Martin Henriksen.
- Det er ganske enkelt ikke holdbart, at Danmarks tredjestørste parti ikke har tænkt det aspekt lydeligt og tydeligt ind i sammenhængen, fortæller Martin Henriksen, 27 år, og er Dansk Folkepartis uddannelsesordfører.
I hans øjne er billedet i offentligheden blevet ældrecheck og hospice, og det er såmænd naturligt nok, når arbejdsprogrammet endnu ikke rummer et afsnit om ungdomspolitik. Derfor har han lavet en foreløbig skitse.
- Det er tid til at udvide mediernes og befolkningens opfattelse af Dansk Folkeparti. En bedre profilering af partiets profil på ungdomsområdet er bydende nødvendig, fortsætter Martin Henriksen.
Blandt Henriksens stribe af forslag er et af de mest opsigtsvækkende en klækkelig lønforhøjelse til studerende på barselsorlov. De får i dag cirka 4.200 kroner efter skat, hvilket er alt for lidt, mener han.
- De skal fremover kunne få et sted mellem 7.000-9.000 kroner efter skat gennem et år. Pengene er vi villige til at finde inden for det eksisterende SU-forlig. Her tænker vi på de hjemmeboende unge, hvis forældre tjener pænt, fortæller Martin Henriksen og oplyser, at de hjemmeboende får cirka én milliard kroner i SU.
- Det er de studerende med børn, som i dag sidder tilbage med den største studiegæld!
Det er kun første punkt.
- Ja, der skal heller ikke længere være et loft over, hvor meget de studerende må tjene ved siden af deres SU. Alle ved, at studerende med studiejobs er populære hos arbejdsgiverne.
Noget andet, som er særdeles populært, er sex. For populært - i hvert fald handler Dansk Folkepartis ungdomslinje at være om tilbageholdende. Ja, Henriksen bruger ordet "afholdenhed".
Alt er nemlig blevet til sex, sex, sex. På internettet vælter brysterne ud i hovedet påén, reklamerne spiller i en uendelighed på sex og 38 procent af de 15-årige har haft deres seksuelle debut.
- Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed. Det er også vigtigt, når man får en kæreste, at det med at kaste sig ud i sex, det er ikke noget, man bare gør. Der skal være nogle overvejelser bag. I seksualundervisningen skal man nemlig ikke bare forholde sig til det tekniske. Næh, parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab. Det skal man være bedre til at inddrage, siger Henriksen, der i øvrigt selv fik sin seksuelle debut som 16-årig.
- Nu lyder det som opdragelse, men det skal det ikke være. Det står forældrene for, men jeg tror, at forældrene ville sætte pris på, at skolen tog hul på sådan en debat.
Men hvordan lærer man at stå imod kværnen af sex og porno?
- Ved at tale værdier, holdninger. Langsomt kan det ændre opfattelsen. Alene det, at det bliver sagt, vil gøre en utrolig stor forskel, tror jeg. Men dette fungerer ikke uden forældrene.
Til gengæld for mindre sex kan Dansk Folkeparti byde på mere motion. Skolerne skal over en uge køre et tema, hvor man spiller fodbold mandag, håndbold tirsdag, golf onsdag etc. Og lærerne i sådanne uger må gerne hedde Ståle Solbakken (fodboldtræner i FC København, red.), som i sidste ende skal motivere de unge til at begynde i den lokale idrætsklub.
Og da Dansk Folkeparti har meget magt på Christiansborg, så er det værd at følge med i Henriksens lange liste.
- Ja, ved det første møde i SU-forligskredsen rejser jeg ønsket om mere SU. Når det handler om motion, så må vi snakke med den kære undervisningsminister om en landsdækkende kampagne for at brede budskabet ud, og på de andre områder vil jeg i vores gruppe diskutere, hvordan vi angriber det bedst.
Kilde: Berlingske
torsdag, marts 08, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Endnu engang angriber DF med et af sine forslag universalismen i den danske velfærdsmodel. Forskning viser, at uden universalisme, ingen lyst til høje skatter. Tendensen til målretning af ydelserne kommer således ironisk nok til at angribe det begreb, som DF i selskab med Venstre har opfundet - "sammenhængskraft" - og vil på den lange bane svække den danske velfærdsmodels principper.
Interessant - jeg mente egentlig, at det især var Lars Olsen der i 'Det delte Danmark' fik folk til at begynde at bekymre sig om den dér sammenhængskraft...
Kan du sige noget om, hvornår (og også gerne i hvilken kontekst) V og O 'opfandt' begrebet?
Send en kommentar