fredag, februar 02, 2007

Meningsmåling: Venstre frem og Socialdemokrater tilbage

Venstre vinder stærkt frem, mens Socialdemokraterne går tilbage i en meningsmåling, som det skandinaviske meningsmålingsselskab Sentio Research har foretaget.

Regeringsblokken kan fortsætte med sit flertal ifølge målingen, som er lavet i ugen frem til den mandag den 29. januar, altså før Karen Jespersen blev officiel kandidat for Venstre.

Venstre og Socialdemokraterne er næsten lige store med 27,7 procent til S og 27,2 procent af stemmerne til V. Venstre vinder 2,7 procentpoint i forhold til december, mens Socialdemokraterne taber 1,1 procentpoint. Til gengæld ligger Socialdemokraterne fortsat et par procent højere end valgresultatet fra 2005, mens Venstre ligger tilsvarende under valgresultatet.

Dansk Folkeparti vinder en anelse - 0,6 procentpoint - i forhold til decembermålingen, men stadig et procentpoint under valgresultatet.

De øvrige partier går tilbage i forhold til december - værst for De Radikale med 0,9 procentpoint og De Konservative med 0,7 procentpoint. For SF, Enhedslisten og Kristendemokraterne er tilbagegangen meget lille.

I Skandinavien under ét er centrum-venstre partierne størst. De får 51,8 procent af stemmerne ifølge målingerne i Danmark, Norge og Sverige. Det gode resultat skyldes Norge og Sverige, hvor centrum-venstre øger stemmetallet på femte og sjette måned i træk, mens samme fløj altså går tilbage i Danmark.

Målingen er lavet blandt 3000 vælgere i de tre lande.

Kilde: Ritzau

Ingen kommentarer: