Den bredt respekterede formand for Folketinget, Christian Mejdahl (V), genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.
- Jeg har haft mange opgaver, og det har i alle årene været en spændende udfordring. Det er det stadig. Men efter næste folketingsvalg vil jeg gerne se mere til min familie, end jeg har gjort gennem mange år, siger Christian Mejdahl i en pressemeddelelse.
Christian Mejdahl benytter dermed lejligheden til at forlade politik samtidig med valgkredsreformen. Reformen betyder, at Aarskredsen, som Christian Mejdahl er valgt i, lægges ind under den nye storkreds Himmerlandskredsen.
Han fortsætter frem til næste valg, så folketinget skal ikke ud og se sig om efter en ny formand lige nu.
Venstre i Aarskredsen tager Christian Mejdahls beslutning til efterretning og arbejder nu på at finde en folketingskandidat til Himmerlandskredsen.
Christan Mejdahl, der blev 67 nytårsaften, har været aktiv i politik i mere end 35 år. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Løgstør i Nordjylland i 1970, fire år senere blev han borgmester. Christian Mejdahl var borgmester i 13 år, inden han ved valget i 1987 blev valgt ind i Folketinget. Højdepunktet i Mejdahls politiske karriere kom 18. marts 2003 da han efterfulgte partifællen Ivar Hansen som formand for Folketinget.
Trivia: Christian Mejdahl er født på Færøerne.
Kilde: Nyhedsavisen og Folketingets hjemmeside
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar