torsdag, december 14, 2006

CEPOS: Danskerne arbejder ikke nok

I går kunne vi læse, at vi knokler en vis legemsdel ud af bukserne. Men den såkaldt "liberale tænketank", Cepos, er uenig i den videnskabelige undersøgelse. Det skriver idag.dk.

Cepos mener ikke, det er arbejdsiver, der præger danskerne i forhold til hvad borgere i andre OECD-lande præsterer. Danmark er nemlig blandt de lande i OECD, der har den korteste gennemsnitlige arbejdstid med knap 1600 timer om året. Og det er 100 timer under gennemsnittet:

- Hvis den gennemsnitlige arbejdstid var lige så lang i Danmark - som OECD-gennemsnittet, ville det øge arbejdsindsatsen i Danmark svarende til godt 200.000 personer, og det svarer til et BNP-plus på cirka 8 procent, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos til idag.dk.

- Hvis arbejdstiden endda var som på Island, hvor islændingene arbejder knapt 1800 timer årligt pr. beskæftiget, ville det give et løft til den samlede beskæftigelse svarende til godt 350.000 personer og øge Danmarks BNP med cirka 13 procent, fremhæver han og peger på, at en udvidelse af arbejdstiden i en situation med mangel på arbejdskraft er en god løsning, ikke mindst fordi medarbejderne allerede er oplært til det, de beskæftiger sig med.

Det er først og fremmest den offentlige sektor i Danmark, som trækker arbejdstiden ned. Ud af i alt cirka 2,7 millioner beskæftigede var de 830.000 i 2005 ansat i den offentlige sektor, hvor den årlige arbejdstid, ifølge Cepos, er 120 timer lavere end i den private sektor.

Cepos peger dog ikke på, hvordan man skal få folk til at arbejde mere, men et "godt bud" er nok, at liberalisterne vil anbefale, at man fjerner topskatten og skærer i overførselsindkomsterne. Det plejer i hvert fald at være standardsvaret fra den kant - uanset hvad spørgsmålet lyder.

Kilde: idag.dk

1 kommentar:

Allan sagde ...

de forvride tallene helt ekstremt. Danskerne arbejder i gennemsnit - MERE end alle andre folkeslag i hele verdenen. Det er kun fordi de deler det op på antallet af beskæftigede(eg. en masse kvinder), at tallet bliver lavt.

rent talmagi